Jagten efter fjenden.

Sted: Den Fredfyldte Skov.
Dag og Dato: Irl.
Årstid: Irl.
Vejr: Solen går ned med rødt skær med klar himmel.
Tid: 17.32.
Omgivelser: Skov tyk bevoksning, men med en oplysning længere hende med en stor sten i midten.

Erenir sad i et højt træ med et bytte i hænderne. Det var varmt endnu det var en kvindelig elver. Han tog langsomt hovedet ned til halsen elveren og satte sine hugtænder i kødet på hende. Han nød kødet og blodet dryppede ned på hans sorte kåbe, men gik direkte igennem hans kåbe og ned på træet som langsomt gik ned af træets stamme. Erenir var som sædvanlig påklædt i sin store sorte kåbe med hætte som dækkede hele han ansigt og hans kåbe dækkede hele hans krop selv hænderne. Han smilede ondskabsfuldt for hver bid han tog af den varme elver og nød det virkeligt.

Her duftede rent og fredfyldt. Her duftede af blod. Éowyn kunne straks genkende duften af elverblod. Men der var også en anden lugt, en lugt der var mere tung i luften. Éowyn fulgte sporerne og fandt ud af at de gik samme vej. Hun løb til, tog fat i en gren og svang sig op i et træ. Så hoppede hun videre, lydløst, fra træ til træ. Himlen var rød, næsten som en ild i skyerne. Det var smukt og det gav de grønne kronblade et orange skær. Hun nåede stedet hvor sporene stoppede. Stille som død mus, tittede hun udover træets grene. Elveren var en kvinde, en særdeles smuk kvinde. Over hende var en kutteklædt mand med sine tænder i hendes hals. Tårer samlede sig i Éowyns øjne og hun måtte holde sig for munden for ikke at skrige. Vinden sang sin afskedsang.

Erenir tænkte ikke over hvad der skete og spidste bare sit bytte. Han tog en stor mundfuld og pludselig følte han noget, lige som om nogen observerede han kiggede rundt omkring, men kunne ikke hører den lydløse elver kvinde. Han rejste sig og kiggede fra grenen om han kunne se noget. Han smilede lumsk han kunne lugte en elver... en levende en der ikke lugtede som denne. Erenir var en ignorant og tog ikke en mere elver i området som et problem mere som mere bytte i skoven og satte sig igen ved byttet for at forsætte and grinede lidt mens hans spidste det bevidste bare hvor barbarisk han var og hvor blodtørstig han var.

Éowyn gjorde stadig intet. Hun ville ikke skade sig selv, for hun kunne ikke redde elver kvinden. Hun var død. Hvis blot Éowyn var kommet noget før, hvis hun blot havde hørt noget, lugtet noget. Sådan blev hun ved, men det endte bare med hun gav sig selv skyldfølelse. Hun satte sig ned på grenen. Den var højt oppe i træet, kun lidt fra toppen. Men hvad var denne kutteklædte skikkelse? Da den så op mod træerne så hun blot et sort ansigt. En dæmon? Sådan lugtede de ikke.. Vampyr? Ej heller.. Hun ventede i tavshed.

Erenir spiste og spiste hvor efter han så stille på den blodige elver kvinde han lige havde spidst. Han smilede kort. Han havde spist det bedste hvor efter han skubbede den ned af træet og smilede ondskabsfuldt og hoppede ned fra træet i et rask tempo. Han gik i retningen af oplysning med spredte arme. Han var ikke mæt, men han tænkte ikke på sulten, men på sin elskede. Han gik hen til stenen og satte sig ned og kiggede rundt omkring sig før han rettede blikket op mod Himlen.

Dette var forkert. Alt for forkert. Han kunne da ikke bare skubbe hende ned og lade hende være dér på jorden. Éowyn gjorde hvad hun kunne for at kravle lydløst ned fra træet. Hun ville hente kvinden og bringe hende tilbage til hendes familie så hun kunne få en ordenlig afsked med jorden. Stakkel.. Vinden hjalp hende. Den susede og brusede så man ikke kunne høre det lille bump da hun ramte jorden. "Tak." hviskede hun, og vinden hviskede igen. Hun tog fat i elverkvindens skuldrer og begyndte at trække hende lydløst hen mod træerne.

Erenir kigede op i himlen og mærkede dens sol skinde på ham. Den var varm. Han smilede da han tænkte på Rose og så kom Erenir i tanke om at han glemte sin kniv i Elver kvindens hals. Han kiggede langsomt hen mod træet og så liget stille bevægede sig væk. Han snerrede højt og gik hurtigt med faste skridt hen mod det rørende lig. Han kunne ikke forstå det. Han havde slået hende ihjel og æt af hende. Det måtte være den anden elver der var i skoven. Han begyndte at tage længere og hurtigere skridt mod liget.

Éowyn så den sorte skikkelse komme tættere og tættere på. Hun tog ordenlig fat om liget og svang rundt om et træ, for at gemme sig for ham. Hun lukkede øjnene i gru. Nu kunne hun se hvad han var. Hans hud var mørk og vinden hviskede. Sortelver
Hun var ikke bange, men hun havde kvalme. En kvalme der sagde, at hun ikke kunne forstå, at en skov så smuk som denne, kunne rumme sådan nogle mørke hemmeligheder.

Erenir kom tættere og tættere på han. Han hørte vinden tog til og han kunne stille forstå at dette ikke var normal. Han skruede tempoet op og gik tættere på. Da han kom i tættere på var liget væk. Han tog sin hånd frem og prøvede at søge efter sin kniv. Han gik tættere på og kom hen til træet hvor efter han stod og ventede. Han vidste ikke hvem han kunne møde på den anden side. Han kunne mærke at der var energi. Han stod ganske rolig, men pludselig udbrød han højt. "Kom frem og jeg dræber dig ikke!!!" Hvorefter han vendte sig om og kiggede ned i jorden. "Jeg venter hende i åbningen. Hvis du ikke kommer frem vil jeg finde dig efter din lugt!!. Den vinden ikke kan tage fra dig. Din magisk duft Elver!." Hvorefter han langsomt gik hen mod stenen der lagde i lysningen. Han gik hen og satte sig ned. Han kiggede ned i jorden koldt og vredt.

Hun kneb øjnene hårdt sammen da hun hørte sortelverens stemme. Éowyn ville intet ondt, ingen skade. Hun tog den dræbte elver op i hænderne igen og løb hen til lysningen. Hun var der før sortelveren, så hun lagde den smukke kvinde ned på jorden. Hendes blod havde svøbt Éowyns hvide kjole i sin sin røde konsistens. Blodet lugtede også. Éowyn ventede.