Koldt vand men ikke for miig (Éowyn)

Sted: stranden
vejr: mørkt og en smule blæsende
omgivelser: ingen
Tid: 23:00

Amber sad stille på stranden hun var klædt i en kjole (se ava) hun sad ved vand kanten kiggede på bølgerne nogle af dem skulpede hen over hendes ben når de kravlede hen over sandet hun var begravet tanker hun havde sat sin bygning til salg og ville flytte en i en lejlighed inde i Werclare hun elskede bølgerne og det gjorde hende rolig hun lukkede øjene i så det lignede hun sov hendes hugtænder blev synelige da smilede bredt hun kom til tænke på noget sjovt hun rejste sig med lukkede øjene og gik en smule ud vandet og videre til sidst var hun nået ud til maven men det føltes ikke koldt for hende og hun blev stående hvor hun var

"Kom nu!" råbte Éowyn grinende. Et menneskebarn havde glemt deres flyvende ting på stranden, og Éowyn tænkte, at hvis hun blot huskede at lægge den tilbage igen, ville det være i orden, at prøve den. Tingen var kantet som en krystal og havde en lang snor snurret rundt om noget træ man kunne holde ved. Hun råbte legesygt til vinden, mens hun løb og hoppede hen over vandkanten. Dragen - som børnene kaldte den - fløj kun lige lidt over vandkanten, men pludselig tog vinden fat i den og løftede den højt over hendes hovede. "Netop!" grinede hun og gav den mere snor. Månen lysede og reflekterede sig i vandet. Dette gjorde at Éowyns øjne lysede op som to blå sole.

Amber blev revet ud af sine tanker da hun hørte pige drog andede hun ikke hvad pigen lavede da en pludslig fært af et væsen ramte hendes næsen hun bestemte sig for at følge den lyden af den legende pige måske var de flere for hun snakkede med nogen nej hun kunne kun få færten af en hun forsatte i langsomt tempo imdod breden og sandet smilede igen da hun fik øje på væsnet hendes mund formede sig hurtigt til streg igen før hun gik sidste stykke over imod hende " nogen der er ude at lufte dragen?" spurgte hun væsnet hendes stemme var køllig hun kunne ikke rigtigt se det sjove i drager men hun følte sig også for voksen til det betragtede dragen lidt men lod så blikket falde på pigen igen

Hun kom til at give slip på dragen og vinden lod den falde blidt ned på sandet igen. Hun gik hen for at samle den op, men stivnede da hun hørte en stemme bag sig. Den var kvindelig. Der lugtede kvalmende sødt og rustigt, så med det samme vidste Éowyn at det var en vampyr. Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigt. Hun vendte sig om, med nervøse træk. "Hej. Nej. Jeg mener - jo! Ja. Eller. Det er ikke min, men jeg prøvede den lige." sagde hun. Hun snakkede hurtigt, alt i én pløre. Men Éowyn var også bange for vampyrer, så hendes kamptræk og sanser var skærpet. Vinden kredsede omkring hende, klar til at forsvare hende.

Amber trak kort skulderen hun smilede hånligt men andede ikke om hun lave et træk ellere lade være hun kunne da ihvertfald lege lidt med pigen og måske få at vide hvad hun var hun kiggede på pigen lod komme op luften i uskyldig håndbevægelse hun smilede stadig men drog mere venligt hun havde spist og behøvede ikke blod " rolig nu" sagde hun stadig kølligt hun trak sig to skridt tilbage bare understrege at hun ville gøre pigen noget

Éowyn åndede en smule mere lettet op. Hun havde været meget igennem med vampyrer. "Undskyld mig." sagde hun med et venligt smil. Vampyren virkede rolig så hun slappede lidt mere af. "Vampyrer har aldrig været min stærke side." sagde hun med et nervøst grin. Hun rødmede og så ned i jorden. "Mit navn er Éowyn" sagde hun og så så op.

" tro mig jeg kan heller ikke lide at være vampyr" sagde hun smilede forsigtigt i det Éowyn begyndte grine hun havde ikke selv valgt at være vampyr det havde Demetri gjordt for hende hun sukkede kort hendes mund forvandlede sig til en streg ikke fordi hun var sur eller noget bare trist hun bed svagt læben " jeg har ikke selv valgt det" sagde hun kunne mærke en forandring ved sig selv hun var blevet mere og mere kold og drabene var begyndt ikke at gå hende på mere men når hun spist og sulten var forsvundet kunne hun ikke gøre en flue fortræd