Blot for et syn

Dato : 24. juni
Årstid : Sommer
Dag : Torsdag
Vejr : Lunt
Sted : Indkøbscentret
Tid : 15:30
Omgivelser : Mennesker

Katch var taget på indkøb. Det var en impulsiv handling – Katch, på indkøb? Men efter en del overvejelser var han blevet enig med sig selv om, at det blot var for synets skyld, for siden hvornår havde han haft brug for at handle madvarer ind? Det var i hvert fald længe siden.
Ikke desto mindre stod han nu, lænet mod en køler og betragtede kritisk folkene omkring ham. Mennesker, mennesker, mennesker. Som altid var han iført et par godt forvaskede jeans og en vilkårlig, sandfarvet t-shirt. Efter en lille tøven skubbede han sig ud fra køleren og slentrede ned langs gangen, mens han foregav at undersøge varerne. Hvad skulle han dog med chokoladesmåkager?

Raquel var som sædvanlig klædt i en meget stor striktrøje, men havde for en gangs skyld valgt at samle det tykke, mørke hår i en hestehale. Hun havde en halvfyldt kurv under armen, og var travlt optaget af at tjekke op på den seddel hun havde i hånden. Hun strøg en flyvsk lok om bag øreret, og så sig per automatik om. Var der nogle fare? Nogle væsner? Hun pustede let til en irriterende hårtot, der ikke var lang nok til at nå om i hestehalen, og lod undersøgende blikket glide hen over de omkring værende. Ikke om hun ville lade sig overraske af noget som helst.

Katchs blik blev fanget af en skikkelse lidt fra ham. Det var en kvinde. Og den store striktrøje kunne ikke helt skjule hendes velbyggede former. Ikke desto mindre blev Katchs opmærksomhed mærkbart skærpet, da hun drejede hovedet, så han fik hendes ansigt at se. Hun var en iøjefaldende skønhed. Katch bemærkede, at hendes hår var samlet i en hestehale, hvilket gjorde hendes ansigt mere ungt og sårbart at se på. Han lagde ikke skjul på, at han så på hende. Han rykkede sig en smule til siden, da en anden kunde skumlende rakte ind bag ham efter en pakke småkager.
”Du burde holde lidt igen med chokoladekagerne, skat.” bemærkede han til den velvoksne kvinde, stadig med blikket rettet mod Raquel, og indkasserede et fornærmet blik derfra.

Raquel betragtede med et let blik, den mand der tydeligt så på hende. Sendte ham et kort smil, og vendte sig så for finde de sidste af sine vare. Bestemt ikke et menneske! Hun måtte tage sig af ham lidt senere. Når hun engang var blevet færdig med sine indkøb. Hun kastede endnu et blik ned på sedlen, og rynkede på næsen. Nå, i det mindste var det ikke så meget hun manglede. Når bare hun ikke havde glemt noget. Indkøb havde aldrig rigtigt været hendes aller stærkeste side.

Katch smilede skævt, da hun gengældte hans blik og blinkede dovent til hende, inden han besluttede sig for at gå i aktion. Hvad han helt præcist havde i tankerne vidste han ikke, men det var vel også ligemeget.
”Hvad har du på indkøbslisten, smukke?” spurgte han lige så kammeratligt, da han tullede ned ved siden af hende og gjorde en gestus med hånden, der ganske tydeligt var et tilbud om at bære kurven for hende. Nå ja, når lejligheden bød sig kunne han vel godt optræde som en gentleman. Ikke desto mindre rynkede han brynene en anelse af hende. Der var ét eller andet… Men han slog det hurtigt hen, for alt andet lige så var de et sted med mange mennesker, så hvad kunne der ske?

Raquel løftede let et øjenbryn ved stemmen, og så op fra sin liste. Hvad hun skulle købe, eller ikke skulle købe kom da bestemt ikke ham ved... "Vare." svarede hun derfor, men sendte ham et let, skævt smil, for ikke at afvise ham fuldstændigt. Hendes arbejde var meget, meget lettere, når byttet opsøgte hende. Hun hankede let op i kurven, og ignorede hans gestus. Ikke om hun ville lade ham - eller nogen anden for den sags skyld - bære hendes vare for hende. Ikke blot var Raquel utroligt selvstændig, men hun var også ekstremt påpasselig, når det gjalt hendes personlige ejendomme.

”Fik jeg nævnt, at dine øjne er fantastiske?” spurgte Katch, idet han så bort fra den korte bemærkning ’Varer’. Det skulle hun vel have lov til. Han slentrede af sted ved siden af hende med sine brede skridt og antydningen af hoftevrid. I farten samlede han grydeske op og studerede den nærmere. Han havde ingen kurv med sig, for heller ikke at tale om varer af nogen slags. Han besluttede sig for at købe grydeskeen. Selvom han fandt den absolut usmagelig med dens lyserøde farver og blomster. Uden ord stoppede han skeen i baglommen, så han igen havde sine hænder fri.

Raquel slå en kort latter op, og rystede på hovedet. "Nej, det gjorde du ikke." svarede hun med et let glimt i øjet. Hvor var det egentlig morsomt. Her gik hun og planlagde at slå ham ihjel, og så komplimenterede han hendes udseende... Sjovt. Nå, ligemeget. Det betød jo bare, at hun ikke ville få det helt store besvær med ham. Det var meget sværere at nedlægge et bytte, der var kritisk, og uvilligt, end et bytte, der lagde op til noget.

Katch smilede med hende, men lo ikke. Det var sjældent han gjorde det.
”Jeg har tænkt på hvordan den ville lyde.” bemærkede han, mens han gik af sted ved siden af hende. Han kunne ikke helt slippe fornemmelsen af, at der var et eller andet med hende. Hun var ikke bare et almindeligt menneske. Da det gik op for ham, hvad det eneste der kunne være med hende var, standsede han brat op, men fortsatte hurtigt igen, så det var ganske umærkeligt. Han var lige ved at brase i latter over sig selv, men beherskede sig alligevel. Her gik han, godt i gang med at komme i bekendtskab med en kvinde, som højst sandsynligt ville benytte første lejlighed til at dræbe ham. Medmindre hun da af en eller anden anden grund skulle have dette ’unaturlige’ over sig.

Raquel smilte let ad ham, og løftede let et øjenbryn, da han stoppede op. Valgte dog ikke at kommentere det, da han begyndte at gå igen kort efter. Var hun afsløret? Så let? Forhåbenligt ikke. Lige meget. Raquel kastede et sidste blik ned på sedlen, før hun stoppede den i lommen på sine bukser, og drejede ned af en gang.

Katch fulgte efter hende ned ad en ny gang, og kastede et hurtigt blik på varerne her – det var jo ikke nødvendigvis det samme som på den anden side. Men han fandt intet af interesse og så ned. Hans blik faldt på hendes hænder.
”Du har ingen ringe på.” kommenterede han, idet han lagde sin hånd over hendes og flettede sine fingre gennem hendes, hvorpå han løftede deres hænder, for at studere hendes hånd nærmere. ”Ingen faste forhold. Vil du med ud og spise i aften?” Han så på hende igen, og i tankerne spekulerede han over, hvor klogt det var ham. Han var ikke sikker. Hun så godt ud - men hvem ville frivilligt date en dusørjæger?

Raquel løftede et øjenbryn, da han tog hendes hånd. Hun trådte helt tæt på ham, og så på hans ansigt. "Hvordan kan du sige at jeg ikke er i et fast forhold? Ægteskab er ikke en nødvendighed for at have et fast forhold." sagde hun, og kunne ikke tilbageholde et skævt smil. Han inviterede hende ud at spise... Sjovt... Hun så overvejende op på ham. Det var jo ikke fordi at han ikke så godt ud... Og Raquel havde før gjordt værre ting. Desuden ville det være en brilliant mulighed for at få en god middag, og nedlægge en dæmon... " Ja, det vil jeg gerne." svarede hun så, og blinkede let til ham, før hun trak sin hånd til sig og rakte op efter nogle konserves dåser.

”Kæreste, hvis du aldrig har fået en ring af din fyr, bør jeg købe dig en.” bemærkede Katch blot, hvilket vel egentlig ikke var et ordentligt svar. ”Desuden er der også noget, der hedder forlovelser…” Der viste sig et glimt, et meget lille glimt af overraskelse i Katchs øjne – Han havde ikke regnet med, at hun ville sige ja. ”Okay.” svarede han impulsivt. ”Jeg henter dig klokken syv. Hvilke blomster kan du lide?” Han mønstrede hende med blikket. Margueritter? Bonderoser? Katch kunne godt lide blomster. Men ikke syv vilde heste kunne få ham til at indrømme det. Han rystede sig tilbage til virkeligheden og så på hende. Han var meget tæt på at påpege, at hun ville have bedre af friske varer i stedet for ting på dåse, men beherskede sig.

Raquel viftede let med hånden ad ham. "Forlovelser er ensbetydende med ægteskab. Og hvad jeg har fået, eller ikke har fået af en fyr det er ikke din forretning." sagde hun roligt, stadig smilende. Hun vejede let en dåse i hånden, før hun satte den på plads. Hun behøvede egentlig ikke mere lige nu. "Epidendrum radicans." svarede hun let til hans blomster spørgsmål, og bevægede sig videre mod kassen. "Du kan hente mig ved gågaden." informede hun, og smilede let ved sig selv. Hun kunne aldrig finde på at give sin adresse ud. Og da slet ikke til et væsen...