Just a little walk. - Thrándil

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : Irl
Vejr : Halv køligt
Sted : Skoven
Tid : 23.08
Omgivelser : Træer...

Artemis gik stille gennem skoven. Det var første gang hun begav sig ud på egen hånd, efter den lille forvandling. Hendes normalt så grønne øjne, var nu sorte, som to stykker kul. Hun så søgende rundt i den tyste skov, og lod undersøgene tungen glide over de nye tænder. De var uvante.. Underlige... Skræmmende ligefrem...

Thrandil kom roligt gående langs en af hans sædvanlige små stier.
Han havde sit sædvanlige grønne tøj på, bare med en kappe da det var aften og derfor lidt køligere end om dagen.
Hans lange gyldne hår sad løst om hans skuldre.
Han syntes han hørte en lyd, som fra en anden der gik i nærheden og der stank lidt af vampyr, men han tog sig ikke af det og fortsatte bare.

Artemis løftede hovedet en smule, da lyden af andre skridt nåede hende. Så valgte hun at følge dem. Både var hun nysgerrig efter at se hvem der gik ude i skoven nu, men samtidigt var hun også sulten... Og som Vicente også havde sagt hende; Hun kunne jo ikke altid komme til ham... Hun måtte lære at skaffe sig blod selv.

Han bemærkede at skridtene pludselig fulgte efter ham.
*Bare kom an* tænkte han, han gik ud fra han var stærk nok til at undgå at blive suget tom.
Han fortsatte med at gå roligt afsted, dog fuldt bevidst om sin lille forfølger.

Artemis stoppede kort op, da hun fik øje på vedkomne, som hun fulgte efter. Så gik hun videre igen. "Godaften..." sagde hun stille, med de sorte øjne hvilende på hans ryg. Så sulten.. Hvis hun bare kunne få lov... Hvis nu han bare ville lade hende få lidt... Hvis det nu bare ville gå væk!... Så ville alt være godt igen...

Han gik stadig vidre i sit rolige tempo
"Godaften" svarede han roligt, han vidste godt hvad vampyren var ude på.
Den stemme...Var det et barn? Det var da...Hvem ødelægger et barns liv på den måde? han rystede lidt på hoved

Artemis satte et øjeblik farten op, så hun kom op på siden af ham. Hvad var han dog?... Han var vidst ikke menneske.. Var han?... Nej... Og han var bestemt heller ikke vampyr... Var han... Så en engel? Selvom Artemis nu selv var blevet trukket ind i væsnernes verden for bestandigt, så kendte hun endnu ikke til størstedelen af væsnernes eksistens... "Er du en engel?" spurgte hun så lige ud, og så op på ham med de sorte øjne.

Han grinte lidt
"Så ædelt et væsen bliver jeg nok aldrig" sagde han og så på hende
"Jeg er en elver, lille vampyr" sagde han med sit sædvanlige kammeratlige smil

Artemis så overrasket op på ham. "Elver?..." gentog hun, og så et øjeblik ud til at tænke. Så rystede hun svagt på hovedet, og så op på ham igen. "Jeg er bange for at jeg er nødt til at bide dig..." sagde hun stille, og så ned mod jorden... Hun anede ikke hvordan man gjorde det her.. Eller... Jo, hun var jo blevet bidt af andre vampyrer, og de havde ikke ligefrem informeret hende om hvad de ville gøre... De havde bare gjordt det...

Han grinte igen, ikke nedladende overhoved.
"Du tror du vil bide mig" sagde han
"Du må være en ny vampyr" han så lidt på hende
"Og nu skulle jeg så tilbyde min hals? Hvad har du regnet med? Du kan ikke gå rundt og sige til folk at du vil bide dem, ingen gider lægge hals til det"

Artemis rystede svagt på hovedet. "Jeg har ikke bidt nogen før..." mumlede hun, og så fortsat ned mod jorden. Det var dumt!... Tanken om at skulle bide nogen for at drikker dere blod, skræmte hende egentlig, men det hjalp på sulten... Det havde Vicente vist hende allerede den allerførste dag. Så løftede hun blikket igen, og så op på ham. Hvordan i al verden skulle hun kunne komme til at bide ham?!.. Det var jo ikke ligefrem fordi at hun var høj nok til at nå op til hans hals... Igen lod hun tungen glide over tænderne.

Han vidste godt hun kun kunne komme til at bide ham vis han selv ville.
"Så er du godt nok ny" sagde han
"Men i så fald skal du nok forbedre dig lidt...Jeg tror ikke du skal bruge overfalde teknikken, du er et barn i manges øjne og derfor nem at skubbe væk, måske skulle du heller prøve overtale teknikken, mange får, hvad skal man kalde det? Medlidenhed? Eller bare synes du er sød og derfor tænker man, okay, bare en lille tår" sagde han mens han fortsat gik roligt afsted

Artemis så lidt frem for sig. Han rådgav hende.. Sjovt... Han rådgav hende om hvordan hun skulle bide andre.. Så så hun igen op på ham. "Ville du lade mig bide dig, hvis jeg spurgte dig sådan?" spurgte hun så, og lagde let hovedet på skrå.

Han tænkte sig lidt om
"Vis vi nu ikke havde denne samtale, så tror jeg min naturlige venlighed ville sige jeg skulle og jeg giver som regl altid efter for den" svarede han

Igen vendte Artemis blikket ned mod jorden. Hun gned sig let i ansigtet, som var hun træt. Så rettede hun igen blikket mod ham, med nærmest bedende øjne. Forsigtigt tog hun hans hånd, som et barn der var bange for at fare vild. Hun havde stadig ingen ide om hvordan hun skulle formulere sig, men arbejde på sagen.. Om ikke andet ville hun da vel nok have hans opmærksomhed... Hele hans opmærksomhed...

Han blev lidt overrasket også ned på hende mens de gik lidt der, hånd i hånd.
Endelig blev han nærværen nok til at stoppe op og så på hende og hendes bedende øjne.
Han havde selv bedt om det, og han kunne ikke stå for det!

"Må jeg bide dig?" spurgte hun med en lille, bedende stemme, da han stoppede op, og så ned på hende.
Hun var ved at gå til over den gnavende sult, og håbede derfor at han havde talt sandt. At han virkelig ikke ville kunne stå for det, og ville lade sig bide af hende...

"du skal nok sige noget mere i stilen af, at du er så tørstig" sagde han
"Ingen har lyst til at blive bidt, så man bakker straks tilbage" men han kunne stå for det alligevel

Artemis lagde let hovedet på skrå. "Hvorfor fortæller du mig det?" spurgte hun istedet, men slap ikke hans hånd. Udtrykket i hendes øjne ændrede sig til nysgerrigt.

"Hvorfor ikke?" sagde han
"Du skal jo have blod, det er det i vampyre lever af, men det går jo ikke vis du ikke kan få fat på det?" sagde han

Artemis nikkede let, og så overvejende ned mod sine fødder. Så slap hun igen hans hånd. Da hun igen løftede blikket til hans ansigt, trådte hun helt tæt på ham, og lagde let armene om ham. Det bedende udtryk var tilbage i hendes ansigt. "Jeg er sulten...." Hendes var knapt hørlig, men fortvivlensen i den var ikke til at tage fejl af. Hun så græderfærdig ud. Lille, hjælpeløs, og bange... Fortvivlet... Det hele kunne tydeligt læses i hendes blege ansigt, da hun så op på ham.

Og hun var kun et barn.
Han smilte lidt
"Det er rigtigt" sagde han lavt og satte sig på hug så de var i nogenlunde samme højde, selvfølgelig skulle hun have noget at spise

Artemis så et øjeblik på ham, før hun lagde armene om halsen på ham, som ville hun give ham et kram. Dette var dog ikke helt tilfældet. Hun satte let de uvant spidse tænder mod hans hals, og lukkede så øjnene hårdt sammen, før hun bed hul. Hun brød sig ikke om det. Det faktum at hun skadede en anden på den måde. Men da blodet først ramte hendes tunge, forsvandt al afsky. Næsten forsigtigt sugede hun hungrende af hans blod, og åbnede stille øjnene igen.

Han lukkede øjnene da hun bed, det gjorde lidt ondt, men han ignorerede det.
Han lod hende drikke end til videre, men han skulle nok bestemme vis han synes det var nok.

Artemis sugede stadig. Hendes øjne ændrede sig langsomt fra den kul lignende kulør, tilbage til den klare grønne farve de normalt havde. Så slap hun ham. Hun trådte let et skridt væk fra ham, og tørrede en smule blod af i håndryggen. Hun betragtede ham et øjeblik for at se hans reaktion, før hun mumlede et stille tak.