Flyv aldrig i stormvejr.

Dato: 9 Juli.
Dag: Fredag.
Tid: 23:00 Ca.
Sted: I skoven.
Vejr: blæsende, storm.

Lovell som var ude på en sædvanlig flyve tur, havde ikke forudset uvejret og var derfor overasket over det pludselige stormvejr. Han mistede kontrolen og landede med et bump på jorden, men ramte først en gren på vejen ned. Han lå bevidstløs på jorden, men vågnede efter kort tid. Han glippede med øjnene og så rundt. hans blik var sløret og hans hoved dunkede voldsomt. Han tog sig til sit hoved, der hvor det gjore allermest ondt. Han så på sine fingre og så på det røde blod som skinnede igennem de andre farver "Argh av .." sagde han så og stønnede smertende.

Davie gik ude, trods stormen. Han havde armene svunget om sig selv, for at holde på varmen. Han var efterhånden ved at blive træt af at være indenfor, så derfor, gik han sig en tur. Godt nok ude i en skov, men what ever? På grund af vejret, havde han taget en sort jakke på, godt nok ikke særlig tyk, men det var den eneste han havde, under den, en langærmet sort trøje. Og så selvfølgelig et par mørke jeans, og sorte converse.
Han så en person ligge på jorden, og halvløb over imod personen, hvor han satte sig på hug ved siden af ham. "Hvad er der sket?" spurgte han og så derefter at han blødte.

Lovell blinkede lidt med øjnene "Jeg fløj?" sagde han så stille, han var vist ikke helt klar i hovedet lige nu. Han tog fat i drengens arm "de gør ondt" sagde han så og hans barnlige side var kommet frem. Den kom altid frem når det gjore ondt eller folk skældte ham ud. Han knugede om hans ærme og begyndte stille at græde, ikke hysterisk bare stille og rolig hulken. Han ville havde kaldt på sin mor, hvis ikke det var fordi han var bange for hende. Han havde stadig sine vinger ude, da han ikke havde kræfter til at trække dem ind imens han havde smerte.

Davie strøg kort den lille fyr over håret, og sørgede for ikke at ramme såret. Han blev alligevel ret overrasket over at han greb fat i hans ærme.. Han fik jo selvfølgelig medlidenhed med den lille fyr, og trak ham blidt tættere på sig. Han var ikke bange, nu da han var sikker på at det var en engel. "Såså.." hviskede han. Før der skulle ske noget andet, skulle drengen i hvert fald falde lidt ned. Så kunne de tage hjem til ham.. Hans mor var trods alt sygeplejerske.. Så hun kunne da nok hjælpe ham.

Lovell lagde sig ind mod ham og hans gråd begyndte at fade lidt ud, Han lå stille og var tavs. Han 'lyttede' til den dunken der var i hans hoved. Han lukkede øjnene og døsede hen, han var blevet træt efter både flyveturen, slaget og grædeturen. Han holdte stadig fast i hans ærme.

Davie lagde armene om ham, og kunne godt se på ham at han var træt. Nu tvivlede han lidt. Han burde nok nærmere tage ham på hospitalet. Han overvejede det i hvert fald. Stille strøg han drengen over ryggen, og lod ham bare hvile sig. Han håbede bare at han klarede sig og ville i hvert fald passe på ham om natten.

Lovell lå stille, men trak vejret. Han håbede at drengen ville bringe ham til et sikkert sted og håbede at drengen ikke var ond eller ville sætte ham i plejefamilie eller børnehjem ligsom alle andre. Han knugede lidt om hans ærme, men var faldet i søvn og drømte om ting og sager.