A world cloaked in impenetrable darkness.

Raquel nikkede kort, og satte sig på en af de andre stole ved bordet. Hun betragtede let hans arbejde, og satte sig mageligt tilbage i stolen.

//Anede ikke lige hvad jeg skulle skrive '-.-//

"Du er vældig smuk." Sagde han imens han så begyndte at arbejde på formen, som ville starte med at være en slags skitse, som han så ville lave detaljer på og så til sidst finpudse det, så det kom til at se rigtigt godt ud. Det ville dog tage lang tid, da den slags arbejde krævede meget opmærksomhed og tid, så alt blev helt perfekt og ikke lignede noget en amatør havde lavet.

Raquel smilede svagt ved hans kompliment. - Et kompliment hun havde hørt mere end en gang før. "Hmm... Tak.." svarede hun, og så lidt ned i bordet. Hvad mon der var sket me-.. Nej, det var bedst ikke at tænke over det. Der var alligevel ikke noget at gøre ved det. Raquel løftede igen blikket, med et beslutsomt glimt i de mørke øjne.

"Du er godt klar over, at du bliver nødt til at bo her i et stykke tid, ikke?" Spurgte han, dog uden at fjerne sit blik fra arbejdet. Han lagde kort et det ene værktøj fra sig for at stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. Han kastede et blik på hende inden han tog værktøjet i hånden igen og så vendte blikket mod billedet igen og arbejdede videre på det.

Raquel nikkede. "Så meget har jeg regnet ud på egen hånd." svarede hun, og smilede igen svagt. Lænede sig så tilbage i stolen, og betragtede ham. "Hvorfor forvandlede du mig?" spurgte hun så, og lod stadig blikket hvile på ham.

"Godt. Der bor også en anden her. En lille pige, Artemis." Sagde han og kastede så et blik på hende, da hun spurgte, hvorfor han havde forvandlet hende. Han lagde værktøjerne fra sig vendte nu sin opmærksomhed mod Raquel. "Jeg synes du var for smuk til døden. Jeg håber du kan ende med at blive min fordømte dronning." Sagde han ærligt og roligt. Næsten alting Vicente sagde, lød som om det var en helt normal hverdags ting for ham, f. eks når han snakkede om sin kunst og alt det med lig og hvordan det var helt normalt for ham at have lig i hytten, som sit eneste selskab. Det var dog anderledes nu efter, at han havde taget de to vampyrer til sig. Nu var ligene ude i skuret, men her lugtede dog ikke meget bedre end her plejede.

"En lille pi-.. Har du forvandlet et barn?!" Raquel lød ligefrem vred over det. Et barn!... Vreden forduftede dog, da han fortalte grunden til hendes forvandling. "Din... Din dronning?...." gentog hun overrasket, og betragtede ham så tænkende. Raquel bed så fast i ordet 'dronning'... "Du er måske konge?" spurgte hun så, uden at fortrække en mine. Dette var så irationelt som noget... Hun bankede tænkende en finger mod sin hage, mens hun lod blikket hvile på ham.

Vicente betragtede hende roligt og valgte at ignorere det hun sagde, da hun alligevel skiftede emne til den begrundelse han havde givet hende. "Jeg er min egen konge. Jeg regerer over mig selv." Sagde han og undlod at forklare, at han regnede med at blive en form for konge i fremtiden, hvis hans projekt altså lykkedes. "At lade en dronning medregere er jo ikke just en lille ting." Tilføjede han så.

Raquel rystede svagt på hovedet. "Det er det vel ikke." gav hun ham ret. Hans dronning... Hvad i al verden havde han dog tænkt sig... At hun skulle gå fra at være jæger, til at være hans vampyrbrud?... "Hvad med pigen?... Hvor er hun henne?" spurgte hun så, for at skifte emne.

Vicente trak let på skuldrene. "Hun er vel ude og jage eller møde andre folk?" Svarede han og rejste sig derefter. Han gik hen til Raquel og så ind i hendes øjne. "Lad mig spørge dig om noget.. Hvad er dit syn på en hær?" Spurgte han så.

Raquel løftede et øjenbryn ved hans spørgsmål, og mødte roligt hans blik. "En hær? Det komme da så sandelig an på hvilken slags hær der er tale om, og dennes formål." svarede hun, uden at fortrække en mine. En hær af dusørjægere ville hun for eksempel støtte efter bedste evne...

"En hær af vampyrer.. Vi overtager nattelivet og bekriger alt, som står i vejen for os. Engle, elvere, varulve. Alt." Sagde han og strøg derefter en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Du kan være min dronning.. Regerer over denne hær med mig." Sagde han og lod derefter sin blege hånd stryge hendes kind blidt.

En vampyrhær?.. - Farligt. En vampyrhær der ville overtage natten?.. - Sindsygt. Alligevel var der noget ved tanken, der tiltalte Raquel. Kamp og krig havde altid været en del af Raquels liv, og hun havde sådan set altid kæmpet for at hendes folk kunne vandre i tryghed, uden evig frygt for at blive angrebet. Så nu da hun var vampyr, ville det vel ikke være meget anderledes end at være dusørjæger, hvis hun støttede denne hær?... Dog nærede hun stadig modvilje mod Vicente, og var ikke helt sikker på hvor vidt hun kunne have lyst til at være hans dronning...

"Vil du tage den plads ved siden af mig?" Spurgte han så og så fortsat ind i hendes øjne. Hun var jo god i kamp og samtidig en god strateg, så det ville være et stort skridt for hæren, hvis han fik hende med. Samtidig ville det også være en bonus for ham. Blev hun hans partner, så ville det kun være godt.

Raquel så overvejende på ham, og rejste sig så op. "Jeg vil ikke sige nej, til en plads i hæren... Men jeg er ikke sikker på, om jeg har lyst til at være ved din side." svarede hun, og kneb lettere tænkende øjnene sammen, før hun lod blikket vandre rundt i hytten.

Vicente nikkede let og et lille smil viste sig på hans blege læber. Han havde fået hende med i hæren, hvilket var en god ting. Nu håbede han så bare på, at hun også valgte at ville være hans partner. "Tænk over det." Sagde han så og så hende kort i øjnene, før han så satte sig ned i sofaen igen.

Raquel svarede ikke, men betragtede ham kort, før hun igen satte sig på stolen. "Så det var det du mente med dronning..." kommenterede hun, og tillod et svagt, skævt smil. Igen løb hendes tanker til det efterladte barn, og smilet forsvandt med det samme. Han var stadig et bæst, efter hendes mening, selvom hun indvilligede i at ville kæmpe under hans komando...

"Det jeg mener er, at jeg vil have dig som min partner, vampyrbrud, elsker. Hvad du vil kalde det." Sagde han og smilede et kort smil, hvorefter han lænede sig tilbage. Gad vide, hvad Artemis egentligt lavede, det kredsede hans tanker om nu. Hun kunne jo være let bytte for en dusørjæger, hvis hun var stødt ind i sådan en. Dusørjægeren ville sikke ikke have medlidenhed med hende og så ville det ikke ende godt. Vicente håbede dog, at hun bare var ude og gå en tur og intet var sket.

Raquel nikkede kort. "Det regnede jeg ud." svarede hun, og satte sig så hun havde front mod stolens ryglæn - og Vicente - og lagde armene overkort på ryglænet, før hun lod hagen hvile mod hendes arme. Så knep hun let øjnene sammen, og betragtede ham uden et ord.

Vicente lod en ligbleg hånd, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre, mens stille betragtede hende. Hun var smuk og havde en stærk personlighed. Det kunne han lide og han var sikker på, at han nok skulle få hende som elsker på et eller andet tidspunkt. Han måtte bare vente indtil han fik et svar og så ellers handle ud fra det svar.

Raquel tænkte et øjeblik, før hun åbnede munden igen: "Burde du egentlig ikke lære mig at begå mig som vampyr?.. Eller sådan noget?" spurgte hun så, da de jo indtil videre ikke rigtigt havde lavet andet end at sidde her i hans hytte, og snakke... Raquel længtes efter at komme ud i det fri, og bevæge sig igen... Efter at lave noget...

Vicente nikkede let og rejste sig så. "Du ved allerede meget om vampyrer, så det bliver ikke svært. Du skal lære at jage, at kontrollere din vampyriske hurtighed og vænne dig til dine sanser." Sagde han og trådte så mod døren. Han tog fat i håndtaget, åbnede og ventede så på Raquel.

Raquel svarede med et kort nik. Det var sådan set også noget ala det hun havde forestillet sig. Hun rejste sig fra stolen, og gik ud af hytten, da Vicente åbnede døren. Lukkede kort øjnene mod den friske luft, og smilede let. - Hun havde altid holdt af nattens kølighed efter dagens varme...