Manglen på spænding, førte til den her klamme hytte. -Pincet

Dato : Irl
Årstid : Irl
Vejr : Mørkt, kun få stråler siver igennem dte tykke lag blade.
Tid : Irl
Omgivelser : En lille øde hytte, træer og en forfærdelig stank.


Nicholas stod ved en ret klam hytte, den stank langt væk af døde ting.
Han forstod ikke helt hvorfor han var gået herhen, for her lugtede forfærdeligt at farer. Men på den anden side vidste han det godt, han havde kedet sig.
ufatteligt. Og ha havde længet mnglet spænding i sit liv, Neo havde kommet med en smule men han hungrede stadig efter eventyr og spænding. Så nu stod han i den lille udkant til den lille eng og betragtede den ret så klamme hytte.

Vicente havde siddet inde i sin ret usle skovhytte, men havde så besluttet sig for, at han ville ud og finde noget føde. Hans øjne var røde og lyste let i mørket, det var et tydeligt tegn på, at Vicente var tørstig. Han trådte ud og lukkede døren efter sig, hvorefter han så kort rundt. Han kunne dufte noget andet i luften. Noget som ikke var død og forrådnelse.. Var det mon et menneske?

Nicholas så på døren der åbnede, og han fik faktisk et chok han havde ikke troet der var liv i den hytte.
En langhåret mand, med røde øjne og dyster beklædning kiggede rundt, så ncholas gemmede sig bag et træ. *Hvad fanden laver du?* Tænkte han ironisk til sig selv, men han var på en elle anden måde utryg. han tog en dyb indånding og holde vejret, bange for at blive opdaget.

Vicente kunne stadig dufte det i luften, det var et menneske et sted omkring, da denne duft var mere levende end alt den døde stank, som han altid gik rundt. Han begyndt langsomt at gå imens hans blik studerede omgivelserne godt og grundigt. Mennesket, som havde bevæget sig så tæt på hans hytte, måtte virkelig være på jagt efter spænding eller eventyr.

Nicholas kunne hører nogen komme nærmere, han havde hørt ham. Han var helt sikker. "Shit!" Mumlede han og stak så i løb, han strintede(haha, strintede xD.) af sted gennem skovbunden, mens han forsøgte at undgå at få ting i hovedet.

Vicente havde hurtigt fået øje på mennesket, som stak af og et lavt suk undslap hans blege læber. Hvorfor skulle de altid stikke af? De havde alligevel ingen chance for at stikke af fra hans vampyriske hurtighed. Vicente satte i løb efter han og hans lange ben, så vel som hans vampyriske hurtighed, førte ham hurtigt fremad imod mennesket.

Nichola kunne ikke hører noget, men han hade på fornemmelsen at han skulle blive ved med at løbe.
Hans ben var stærke og han havde altid været hurtig, dte det gik ret stærkt, selvfølgelig ikke så man kunne hamle op med hans vampirespeed.

Vicente var begyndte at indhente mennesket og rakte allerede sin arm ud, så han var klar til at gribe fat i mennesket, så snart han var tæt nok på. Det var da meget rart, at han så ikke skulle rundt og lede efter et offer. Denne gang var det jo næsten kommet lige til hans dørstærskel. Han ville stille sin tørst på dette menneske og han legede med tanken, om at gøre ham til vampyr. Han havde brug for flere vampyrer til sit projekt.

Nicholas kunne fornemmenoget bag sig og stoppede brat, han ville ikke løbe.
fra det.Selvom han havde på fornemmelsen at han skulle dø.
Han vendte sig om og tog en dyb indånden inden han lukkede øjnene.
Sagde farvel til alle dem han kunne komme i tanke om, sjovt nok var det kun Neo.

Vicente stoppede brat og undrede sig over, hvorfor mennesket stoppede op. I samme sekund sprang han dog på ham i forsøg på at bore sine sylespidse hjørnetinder ned i halsen på ham, så han kunne forvandle ham til vampyr. Han ville samtidig stille sin tørst, hvilket var noget han trængte til.

Han blev slynget bagud af drengen/manden.
"Jeg elsker dig Neo." Hviskede han til sig selv inden han kunne mærke de sylespidse tænder, bore sig ind i sin hud.
Men han forblev tavs, ligemeget hvor meget smerte der strømmede igennem ham.

Vicente nød smagen af det varme blod. Han lyttede til menneskets hjerterytme, ventede bare på det skulle sagte ned, så han kunne give mennesket noget af sit eget blod. Efter det ville processen til at blive en vampyr starte. Han ville få endnu en vampyr til sit projekt.

Nicholas vred sig, ikke i et forsøg på at komme fri, et vidst han godt ikke ville hjælpe noget, han kunne mærke styrken i mandens tænder, og grådige sug, mens han tømte han for blod. Hans yn begyndte at svigte og han mistede bevidstheden.

Vicente gav slip på mennesket og bed så let sig selv i håndleddet, så det begyndte at bløde. Han førte sin arm hen mod menneskets mund, så han ville få Vicentes blod i munden. Så manglede han bare, at han slugte det og så ville han ellers tage ham med tilbage til hytten. Han måtte snart finde på noget angående sin hytte. Der var snart ikke plads nok til alle de nye vampyrer, som han tog til sig. De skulle være fire i hytten nu.

SOm ren refleks slugte han blodet, og hans underbevidsthed advarede ham mod det. Men han var helt væk, langt væk. Han kunne ikke engang hører sit hjerteslag eller åndedræt.

"Nu vil du blive som mig." Sagde han og smilede et lille, dog skummelt smil. Han løftede mennesket op og svang ham over skulderen. Der ville gå et par dage, før hans krop havde forvandlet sig fuldstændigt og han så var en vampyr og kunne blive en del af hans projekt.

Nicholas kunne hører ordende men kunne ikke finde sin tunge.
Kunne ikke sige noget, så han forblev stille. Dog begyndte at at kunne mærke en smerte brede sig i hans krop, han havde lyst til at skrige, men gav ikke sig selv lov.