The usual walk in the forest - Sylvia.

Tid: 1:30
Dag: IRL
Dato: IRL
Omgivelser: Træer.
Vejr: Mørkt, men ellers tørt.

Vicente sad og stirrede ud i luften. Hans øjne var grønne, hvilket betød at han ikke var tørstig efter blod. Det var ikke det eneste, som viste, at han næsten lige havde drukket blod. Det han sad på gjorde det helt tydeligt. Han sad på en ung mands lig. Man kunne se de to stiksår på hans hals. Liget var ligeså hvidt som Vicente. Hans nakke så malplaceret ud, Vicente havde knækket nakken på ham, efter han havde bidt ham. Det var ofte den smule sjov, som han fik ud af sine ofre. Han børstede lidt snavs af sin sorte jakke og strøg så en lok af sit lange sorte om bag sit ene øre. Et lavt suk undslap hans læber og han stirrede fortsat ud i mørket.

Sylvia havde i flere dage søgt tilflugt i skoven. Hun havde endnu ikke set nogen tegn på at der skulle være nogle andre væsner.
Til trods for at hun var en vampyr nu, følte hun sig stadig menneskelig, på en underlig uforståelig måde. Idet hun trak vejret dybt, helt ned i lungerne, fik hun færten af en fremmede. Tanken slog hende, måske var det en vampyr. Sylvias vilde røde øjne sprang op, de fangede en mørk skikkelse længere henne. Hun hvinede lavt og klamrede sig frygtende til det nærmeste træ, mens hun betragtede det eller den, i håb om ikke at blive opdaget.

Vicente rejste sig og strøg en lok af sit lange, sorte og tykke hår om bag sit ene øre, hvorefter han bukkede sig ned og samlede liget op. Han svang det over skulderen og et lavt suk undslap hans blege læber. Han begyndte at gå og fik så færten af en anden vampyr. Hans blik gled rundt på sin omgivelser, men han fik ikke øje på noget, så han prøvede at følge duften. Det var ikke altid det hjalp, da duften kunne hænge i luften og så få ham til at følge den forkerte ende.

Sylvia bakkede lydløst nogle skridt tilbage, hun kiggede hurtigt til hver sin side, hvor skulle hun dog gemme sig. Skikkelsen længere fremmede havde tydeligvis opdaget hendes eksistens, eller også skulle hun bare være heldig. Sylvia holdte vejret i frygt for hvad der ville ske.

Vicente fik øje på skikkelsen længere fremme og satte så kursen derhen imod. Var hun vampyren? Duften blev i hvert fald stærkere, jo tættere han kom på hende. "Godaften." Sagde han og hvilede sit blik på kvinden. Hans stemme var mørk og rolig. Hun så ud til at være noget ræd, hvilket var ret unormalt for en vampyr, eller det var det i hvert fald for ham. Han lagde mærke til hendes røde øjne. Hun hungrede efter blod, gættede han sig til og tænkte så, om hun måske var nyforvandlet.

Sylvia stod ret op som et stift bræt. Hendes røde øjne og de store pupiller afslørede hendes frygt for den fremmede vampyr, men også en enorm følelse af tørst hun kendte til. Det var tydeligt at se, at hun havde nogle erfaringer som vampyr. Et par af hendes sorte lokker faldt ned i øjnene på hende. Sylvia kiggede blot tavs på ham gennem sprækkerne i håret. ”Godaften”. Svarede hun lavt tilbage og studerede ham nøje.

"De er tørstig." Konstaterede han og stoppede så kort fra hende. Han smed liget fra sig, så det landede ved siden af ham. Han var ret sikker på, at hun ikke havde været vampyr specielt længe og at hendes skaber sikkert havde forladt hende. Han kendte det selv, da hans skaber havde gjort det præcist samme med ham. Han lod sit blik glide fra top til tå af hende, han studerede hende med sit blik. "Hvor længe har De været vampyr?" Spurgte han så.

Sylvias vilde øjne gled hurtigt ned på den døde, hun følte en umådelig træng til at overfalde liget på det groveste, men hun fandt sig selv stadig lænket fast til jorden Hun flyttede langsomt blikket tilbage på vampyren da hun følte et lille ubehag ved hans blik på hende. ”Jeg kan ikke huske det.. I nogle dage.”. Fik hun fremstammet.

Vicente nikkede let. "Drik. Liget er stadig frisk." Sagde han og lavede et kast med hovedet imod liget. Hun havde brug for at drikke og hvis hun ikke snart drak, så kunne det sikkert godt gå hen og gå galt. Vicente huskede selv, hvordan det første gang var gået ret så galt for ham. Han var endt med at gå amok for at få noget blod. Det gik vel aldrig godt til at starte med, med dem som ingen mentor havde.

”M’mm.. Tak” Svarede hun. Sylvia holdte sig for en gang skyld ikke tilbage, hun kastede sig over det blege lig, men tøvede så.
Tanken om at drikke et menneskes blod skræmte hende, hun følte det klamt. Især fordi hun selv havde været et, men hun kunne ikke benægte at hun faktisk havde lyst. Hun vendte hovedet, og kiggede på op den fremmede vampyr ””Hvordan gør man?”. Spurgte hun usikkert, og følte sig en smule dum.

Vicente fulgte hende med sit blik og så ned på hende. "Bor tænderne i halsen på mennesket og drik." Svarede han og trådte derefter over til nærmeste træ, som han så lænede sig op ad. Han lod en bleg hånd stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Hvad er Deres navn?" Spurgte han så og betragtede hende.

Sylvia nikkede blot. Hun kiggede medfølende ned på den unge døde mand, men kneb alligevel øjnene sammen, og satte så forsigtigt tænderne i halsen, på det kolde lig. Sylvia sugede og efter en tår følte hun det allerede en smule naturligt, hun forsatte, tankerne om det stakkels lig forsvandt indtil hun rejste sig op igen med en mættende følelse. ”Mit navn er Sylvia.. Sylvia Samara Winther”. Præsenterede hun sig høfligt, og undrede sig lidt over hans meget pæne måde at tale på ”Hvem er du?”. Spurgte hun så, dog stadig med en vis afstand fra ham.

"Vicente. Vicente Valentieri." Svarede han og tog så et skridt imod hende. Han rakte sin ligblege hånd med de lange, tynde fingre frem. Det var jo høfligt at trykke den andens hånd, når man havde præsenteret sig. Vicente var altid ret høflig overfor andre vampyrer. De var jo samme race, mere betydningsfulde en alle de andre lave og beskidte racer.

”Godt at møde dig, Vicente”. Svarede Sylvia uden rigtig at vide, om hun egentlig mente det. Hun skulede mistænksomt ned på hans hånd, og bed sig selv i underlæben, hvor nogle sidste dråber blod sad. Sylvia rakte sin hånd frem mod hans, det var jo trods alt det mindste hun kunne gøre, nu hvor han lige havde hjulpet hende.

Vicente trykkede hendes hånd og havde endnu ikke fjernet sit blik fra hende. Han tænke over, om hun måske kunne blive en del af hans hær. Indtil videre virkede hun for bange og ikke erfaren nok. Vicente havde allerede tre nyforvandlede vampyrer, som han skulle oplære og holde styr på, så han kunne ikke også tage hende til sig. Han ville have for mange at skulle holde styr på og oplære så.

Sylvia trak hurtigst muligt hånden tilbage, og lod den falde ned langs siden igen. Nysgerrig betragtede hun hans blege ansigt, som virkede en smule kold og fraværende. Sylvia slog blikket ned i jorden og gned sin venstre arm, hendes finger gled ned på håndleddet, hvor hendes skaber havde bidt hende. Hun kunne stadig mærke arret fra den grufulde aften.. Men af en eller anden grund, stod det hele så uklart, det havde vel været for voldsomt for hende at huske på.

"Jeg vil foreslå, at du finder dig en, som kan være din mentor." Sagde han og så ind i hendes øjne. En let vind tog til og hev stille i hans lange sorte hår. Han lod sin ligblege hånd, køre igennem sit lange sorte hår og fjernede så endeligt blikket fra hende og så rundt. Han havde været på vej hjem til sin hytte, hvor hans vampyrer sikkert sad.

”Det gør jeg da bare!” Lød det ironisk fra Sylvia der klemte et lille drilsk smil frem, men ærligtalt følte sig ret så hjælpeløs, specielt da det virkede til, at han havde tænk sig at forlade hende. Hun lænede sig op ad træet bag sig og lagde armene over kors ”Jeg behøver vel ikke en mentor.. Jeg klarer mig selv, jeg har gjort det før, jeg kan gøre det igen”. Svarede hun bestemt, mest for at overtale sig selv.