Enden af forvandlingen... -Misser og Pincet :3

Raquel rejste sig, og mødte roligt hans blik. Ikke om han skulle have lov at se sig om hendes herre. "Du kan fange ræven, og sætte den i bur, men du kan ikke gøre den til din lydige hund." svarede hun fuldstændig roligt. Nok havde han vundet, og gjordt hende til vampyr, men det gjorde ham ikke til hendes herre. Eller... I hvert fald ville hun aldrig acceptere ham som sin herre...

"Vent og se." Sagde han blot og satte sig derefter over ved bordet igen. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og rettede derefter sit blik mod døren og ventede på de to andre kom tilbage. Han skulle nok få det hele på plads mellem ham og Raquel. Han placerede sin blege hånd på bordet og lod sine lange tynde fingre, tromme let på bordpladen.

Han smilede en anelse undskyldende og trykkede hendes hånd.
"Tak." Sagde han så og nikkede smilende til hende. "Nu føler jeg mig ikke så meget på bar bund." Sagde han og begyndte at gå mod hytten. *Nu er det hele bare et kæmpe stort rod.* Tænkte han sukkende, hans blik var vildt og sultenten, blandet med en snert af desperation.

Artemis svarede ikke, men fortsatte med at gå. Da de nåede hytten igen, slap Artemis hans hånd, og gik ind i hytten. Hun så lidt på de to, før hun satte sig over i sofaen, med bene trukket op mod brystkassen. "Nicholas er sulten..." informerede hun stille om, og så hen mod Vicente.

Raquel så kort på ham som om hun havde lyst til at slå ham, men satte sig så i stedet i sofaen uden et ord. Hun løftede dog hurtigt blikket, da døren gik op, og Artemis trådte ind i rummet. Hun havde ondt af den lille pige. Tænk at skulle slæbes gennem dette i en alder af.. Ja hvad var hun? Ni? Ti år?

Vicente rejste sig og smøgede sit ene ærme op, hvorefter han trak en af de knive, som sad i hans bælte. Han så på Nicholas. "Sid ned." Sagde han så og førte derefter kniven hen til sin arm. Han skar sig let i armen ved siden af et par andre sår og ar, hvor han tidligere havde skåret sig selv. Han rakte sin blødende arm mod Nicholas.

Nicholas kom tøvende ind i hytten, men satte sig dog uden et ord som indvending. Han så længe på hans blødende arm, inden hans sult overtog ham og han drak indtil han kunne holde sin sult ud, alt andet var alt for pinligt.
Hans øjne skiftede fra rød til Grøn meget hurtigt. Så nikkede han sm en tak, og tørrede sin mund i ærmet. "Tak, herre." Mumlede han og så hen på Artemi og smilede forsigtigt. Han ville helst ikke have hans sammenbrud ud i hytten, eller ud til dem.

Artemis så lidt på de andre, før hun forsigtigt lænede sig ind mod Raquel, der sad ved siden af hende på sofaen. Mest af alt savnede hun lige nu at få lov til bare at være lille. - At voksne ikke brød sammen, men blev ved med at være stærke voksne... "Hvem er Neo?" spurgte hun så stille, og så hen mod Nicholas.

Raquel lagde let armen om den lille pige, og trak hende ind i sin favn. Roligt nussede hun hende blidt på armen, mens hun så fra Nicholas, til Vicente og tilbage igen.

Vicente så mod Artemis, da hun snakkede og sendte så Artemis et lille smil, da han så, Raquel tog hende ind til sig. Det var da godt, at de kom godt ud ad det med hinanden. Smilet forsvandt dog igen og han så mod Nicholas igen og trak så sin arm til sig og tog sig ikke videre af det blødende sår. Neo? Vicente var egentligt også en smule interesseret i at vide, hvem denne Neo var.

Han kiggede på dem alle sammen, men mest på Artemis, kunne hun ikke holde mund. Han skar ansigt og sukkede. "Han er min kæreste." Sagde han så og kiggede på dem alle. Så var det sagt, nu var det værste overstået. det Troede han i hvert fald, håbede..

Artemis nikkede kort, og puttede sig let ind til Raquel. Fordi hun fik lov... Hun lod blikket hvile på de to andre, og sagde ikke noget. Hvad skulle hun da også sige?... Ikke en skid skulle hun sige...

"Din kæreste?..." gentog Raquel kort, og så et øjeblik på ham. Sendte ham så et let smil. Han kunne nok ikke beholde den kæreste... I hvert fald ikke hvis denne Neo var et menneske. Det ville være alt for farligt for ham...

Vicente så fortsat på Nicholas. Hans kæreste? Han gættede på denne Neo var et menneske og en vampyr kunne ikke være sammen med et menneske, i hvert fald ikke en af Vicentes vampyrer. "Denne Neo kan enten ende med at blive din føde ellers må du stoppe med at se ham. Mine vampyrer skal ikke se mennesker på den måde." Sagde han så og satte sig over ved bordet igen, hvorefter han så Nicholas og de andre.

Nicholas gloede sin herre, mens vreden steg op i ham.
"Det kan godt være, at du tror at man enten bare kan æde alle og enhver, for man er 'bloddrikker' eler bide dem, som du har gjort ved Raquel. fordi de ikke lige er op til din status." brummede han irreteret. "Ja, jeg skal nok tjene dig. Men jeg vil IKKE finde mig i du bestemmer over hvem jeg har som kæreste. Om så det var gud!" Snerrede han og knyttede sine hænder. Han så på Artemis, hende der havde sat det her igang. "Og hvis i ikke kan tolere det her ved jeres snobbede the selvskab. Så skrider jeg."Han gloede skiftevis dem alle sammen.

Artemis sank kort, og så på Nicholas og Vicente med lettere store øjne. Hun bed sig i læben, og tog let fat i Raquel. Hun følte sig lille bitte, og skræmt og forkert... Hvorfor kunne alting ikke bare være som det plejede? Hvorfor skulle det hele laves om på den måde?!?

Raquel stirrede vredt på Nicholas. Hvor vovede han at snakke sådan?! Egentlig havde hun lyst til at smække ham én på lampen, men den lille pige i hendes favn forhindrede hende i det. Åndsvage dreng...

Vicente rettede blikket imod Nicholas og man kunne se, hvordan vreden nærmest stod ud ad øjnene på ham. Hvor vovede han at snakke sådan til Vicente, hans skaber. Vicente sprang lynhurtigt op og frem imod han, han greb ud efter hans hals samtidig med han trak en af de knive fra hans bælte og ville så skubbe ham tilbage mod væggen, hvis han fik fat i Nicholas. "Jeg ved ikke, hvem du tror du er siden du tør snakke sådan til mig, din skaber." Hvislede han mellem sammenbidte tænder. "Du finder dig i, hvad end jeg gør og du gør, hvad end jeg beder dig om, jeg er din skaber og jeg finder mig ikke i den slags næsvished fra sådan en lille ubetydelig knægt som dig. Jeg burde fandeme slå dig ihjel allerede!" Næsten råbte Vicente. Han sydede af vrede, hvilket var meget tydeligt, han holdte sig fra bare at flå den knægt i stykker. "Jeg burde fandeme slå dig ihjel." Hvislede han så.

Nicholas hang så roligt han nu kunne og kiggede ham trodsigt i øjnene.
Inden han vred sig, fri af hans greb. "Du ejer mig ikke." Hvislede han inden han sprang afsted mod døren og ud i skoven. han var overrasket over hvor hurtigt dte gik, mens han mærkede en styrke syde i sig, en der ikke var hans egen. Det var en der havde strømmet igennem ham så snart Vicente havde rørt ham. Han skjulte sig i en hule, lydløst og ret godt. han havde fundet nogle skarbe sten, hvis han skulle finde på at true ham igen.

Artemis stirrede tavst på dem, og knugede sig ind i Raquels favn. Hun vendte så blikket ned mod gulvet, mest så hun ikke behøvede at se på dem. - På nogen af dem. For en gangs skyld savnede hun faktisk bare at ligge hjemme i sin seng, omgivet af de pylrende Nanny'er, og alle de andre børn...

Raquel strøg blidt den lille pige over håret, og så med et ulæseligt blik på Vicente. Dog sagde hun ikke noget. - Hun ville ikke gøre ham mere sur end han var i for vejen. Ikke fordi hun var bange for ham, mere fordi hun tydeligt kunne mærke, hvor rystet og skræmt Artemis var af hele situationen. Selv følte hun præcis som Nicholas. Hun var bare gammel nok til at kunne holde sin mund, selvom hun havde lyst til at opføre sig præcis som drengen havde gjordt.

Vicente knyttede sine næver hårdt sammen og kastede så et blik mod Raquel og Artemis. Han kunne se, at Artemis var skræmt og det kunne han egentligt også godt forstå. Han overvejede om han skulle løbe efter Nicholas og slå den knægt ihjel eller om han skulle blive her og falde ned på jorden. Han kastede et blik på døren. "Jeg slår ham ihjel.." Hvislede han så, men satte sig over ved bordet igen og hamrede så kniven ned i bordpladen og med hans vampyriske styrke, røg bladet hele vejen igennem bordet, så kun skaftet var at se. "Næste gang jeg ser ham, slår jeg ham ihjel."

Artemis pev kort, og gemte ansigtet i Raquels favn, da Vicente hamrede kniven ned i bordet. Hun følte sig lille, og ynkelig, og skræmt. Det hele var dumt, og nyt, og farligt lige nu... Og hun var træt... Det gjorde ikke noget af det den mindste smule bedre...

"Vicente! - Fald dog ned! Han opfører sig blot som et hvert menneske med en lille smule hjerne ville gøre. Det her er helt nyt for ham, du kan ikke forvente at han kan gå fra at være et selvstændigt menneske, til at adlyde din mindste ordre som en anden hund!" udbrød Raquel vredt. Hun stirrede vred op på ham, og trykkede beroligende det skræmte barn ind til sig.

Vicente lænede sig tilbage, lukkede sine øjne og tog sig let til hovedet. "Nu skal du ikke også begynde." Sagde han, dog med en roligere tone, hvorefter et suk undslap hans blege læber. Det kunne godt forvente angående den slags ordre og så forventede han også, at folk holdte en ordenlig tone overfor ham. Hvis Nicholas kom til at tale over sig omkring at være vampyr, hytten og de andre her, så kunne de alle blive bragt i fare. De kunne jo ikke stole på ham Neo, et simpelt menneske.