En stille nat

Sted :: Parken
Dato :: IRL
Dag :: IRL
Vejr :: Fuldmåne og stjerner
Tid :: Over midnat
Omgivelser :: Shadow

Shadow var blevet en smule træt af at blive ved med at gå for sig selv derhjemme. Var træt af at hendes forældre bare ikke ville hjælpe hende med hendes problemer. Af en eller anden grund, var de stoppet med deres historier, så hun kunne ikke få samlet nok information omkring hvad det var hun egentlig var. Hun forstod bare ikke sine forældre. Hun var deres datter, og alligevel.. virkede de så ligeglad med hende? Det gav ingen mening. Hun var vant til at være sammen med sine venner et helt andet sted, hun plejede overhovedet ikke at bo i den her by!? For deromkring et halvt år siden, havde hun et perfekt liv, men så flyttede de så hertil!? Det her lortested hvor der ikke var ét eneste menneske eller en anden race.. der var venlige. Og det var også her hun blev til en dæmon! Der hvor hendes families generations dæmon, kom frem. Men hvorfor var det lige præcis hénde der skulle have den dæmon!? Hun fattede det bare ikke helt. Hun sukkede og gik igennem parken. Der var helt stille, noget hun egentlig nød. Blæsten var dejligt beroligene og der var køligt.

Hun var kun iført nogle stramme cowboyshorts, nogle sorte gamacher, en stor t-shirt der var helt sort og gik en smule over hendes skulder, så man kunne se stroppen af hendes sorte bh. Hendes converse var fuldstændig slidte og beskidte.

Blæsten ramte Ethan i ansigtet og rev sig igennem hans hår. Han befandt sig oppe i et træ i parken, men var ikke særligt godt camoufleret. Træet havde tabt de fleste af sine blad, på grund af årstidens krav, og stod nu næsten helt nøget tilbage - men det gjorde ikke noget for Ethan. Han spejdede stille ud over parkens synlige arealer på udkig efter et muligt bytte. Tidspunktet og stedet var perfekt, men på den anden side var der ikke specielt mange, der vågede sig ud i parken midt om natten - og specielt ikke på en hverdag.

Shadow havde det på fornemmelsen at der var nogen i nærheden. At der var et eller andet. Hendes instinkt sagde hende også at det nok ikke var bedst at være her på dette tidspunkt. Men alligevel, hun ville ikke blive skræmt bare på grund af hendes hoved hallucinerede, det havde den gjort så mange gange, så hun begyndte efterhånden at miste sin tro til sine såkaldte 'evner', som hendes forældre havde snakket om før hun var blevet dæmon. Dog, lod hun blikket føre sig lidt rundt, men hun kunne overhovedet ikke få øje på nogen.

Ethan's øje fik før øje på den yngre pige end hans instinker. Han vidste dog allerede, hvad hun var, og det interesserede ham ikke. Et suk indslap hans læber, mens han gik ned i hug. Natten var alt for fredfyldt, så han kunne ligeså godt indstille sin jagt nu; han ville alligevel ikke fange noget.

Hun prøvede stadig at finde den person der var et eller andet sted. Det irriterede hende bare at hun ikke kunne finde ham. Hun havde ellers fået at vide at hun ville kunne en masse.. men nej, det kunne hun ikke!? Og hun skulle forstille en arving? Hun var så elendig til det hele at det var helt utroligt. Hun fugtede let sine læber og begyndte at bevæge sig lidt mere. Hun hoppede op på et af træerne, måske var personen et uventet sted?

Ethan kunne se, at hun var hoppet op i et træ, og eftersom han ikke ville virke som om, han holdte øje med hende, sprang han ned fra det træ, han før selv sad i. Han tænkte sig kort over, men gik så hen til det sted, hvor pigen havde stået for et lille øjeblik siden. "Leder du efter nogen?" spurgte han og så efter hende oppe i træet. Det kunne godt ligne, hun også havde fået færten af ham, derfor mente han ikke, at burde give hende besværet med at skulle til at finde ham.

"Jeg ville bare se hvem det var der snuste rundt" sagde hun roligt og trak på skuldrende, som om at det skete i hendes hverdag. Hun hoppede ned fra træet igen og så lidt på ham. "Men hvad laver du så herude.. vampyr?" hun så lidt på ham. Hun kunne godt dufte at han var en vampyr, hun var ret god til det.

Ethan så kort på den anden, inden han lo kort af hende. "Ja, hvad tror du, jeg laver her ude?" spurgte han med et smil, et smil der blottede hans spidse hjørnetænder. "Måske skulle du spørge dig selv om, hvad du laver herude i stedet for?" påpegede han og så nærmere på hende.

"Jeg tror godt at jeg kan gætte mig til hvad det er du vil.. men jeg tvivler på at du kan vide hvad det er jeg laver herude" smilte hun skævt og så lidt op og ned af hende. Hmm.. interesant syntes hun. Hun havde aldrig nogen sinde mødt en vampyr sådan her. Hun havde måske dufet dem fra lang afstand, men hun har aldrig ville snakke med dem.

"Så kender du mig tydeligvis ikke," svarede Ethan i et smil, hvilket egentlig også var ret åbenlyst, eftersom han først lige havde set hende for første gang. "Er du måske ude for at lede efter uskyldige små børn, som du kan lege med?" tilføjede. Ikke fordi det ikke var det, han selv havde haft i sinde.