alle har noget de kan lide (kimberley)

S: byen
t: eftermiddag
o: huse, mennesker
V: lunt, solen skinner da
Dato: nu

Mihael kom gående ned gennem byen på sin dejlige rolige måde.
Med selvsikre skridt.
Han havde begravet sine hænder i lommerne på sine jeans, derudover havde han en hvid t-shirt på, men som altid bare tæer.
Han så lidt rundt på menneskerne, men de interesserede ham ikke helt så meget som alle andre racer, mennesker var alt for normale.
Han smilte lidt af tanker...For normale, men stadig geniale, de var jo gode nok...de fleste af dem.

Kimberley stod op ad en mur, i skyggen. Hun havde en sort t-shirt med en påtrykt tekst som sagde: "Gone and lost" med en gotisk skrift. Hun havde et par stramme blå jeans på med et leopardmønster, og et par sorte støvler. Som altid havde hun sine briller på. Håret hang løst, og hendes spinkle krop lænede sig op ad den røde mur. Hendes blik spejdede rundt, søgende efter noget med sukker. Hun havde ikke spist i nogle dage, og hun virkede nu endnu mere udhungret end normalt. De dybblå øjne søgte mod hendes støvler, da hun ikke kunne finde noget spændende.

Han så sig lidt omkring i byen, ind af vinduerne i butikkerne, mennesker havde de underligste tanker.
Han grinte lidt af en komplet idiotisk dims, de kaldte den en nintendo...sært.
Han rystede på hoved og gik vidre, da han så en person i skyggen, menneske? Det gik han ud fra og hun lignede ikke lige frem som en der havde det godt.
Han krydsede gaden og gik over til hende, som engel kunne han ikke lade være med at gå hen og spørge....og måske også fordi han bare var sød?

Kimberley stirrede stadig på sine sorte støvler. Hun nynnede svagt. En lille lysebrun hårtot faldt ned over de dybblå øjne, og hun fjernede den med en let bevægelse. Det tynde dukkeansigt rettede sig nu op, og hun fik øje på drengen der gik imod hende. Han var høj, og han havde et svagt skær. Ligesom Ryu havde. Var han mon også engel? Selvom hun kun var barn kendte hun til engle, vampyrer og andre væsner. De mest dragende var engle. De havde en beroligende scent, der gjorde at man fik lyst til at falde dem om halsen, i en tæt omfavnelse. Sådan havde Kim det ihvertfald med dem. Hendes dybblå øjne rettede sig mod hans øjne, og hun fik et kort glimt af hans øjne.

Han fik øjnkontakt og smilte blidt til hende.
"Hej" smilte han da han var kommet hen til hende.
"Så lige du stod her og besluttede mig at sige hej da du virkede ensom?" sagde han med sin blide, lidt dybe stemme.
Han havde et perfekt og beroligne smil.
Han så lidt på hende, men fandt så hendes øjne igen.

Ordet 'ensom' gentog hun flere gange i hovedet. "Hej," sagde hun med sin lyse og klare stemme. Hendes krop stod nu mere afslappet. Det var tydeligt at han var betryggende for hende, og hun fik lyst til at snakke med ham. En flue landede på hendes næse, og hun slog den irriteret væk. Den sorte t-shirt faldt lidt anderledes på hende, og fik hende til at se mere skeletagtig ud. Hun var ranglende tynd, og de stramme jeans gjorde det kun tydeligere. Var hun mon for tynd? Nej, det kunne hun umuligt være. Hun kiggede drengen i øjnene. *Han har kønne øjne* tænkte hun.

Han så lidt på hende, måske havde han valgt sine ord forkert? Det var heller ikke let.
Han sukkede ganske blidt, da han så hvor tynd hun var.
"Er du sulten?" smilte han, han vidste ikke helt hvordan han ellers skulle komme til at snakke med hende, for det ville han gerne.

Hun kiggede mod hans bare tæer. "Lidt. Hvorfor?" hun rettede de dybblå øjne mod hans ansigt igen. En lysebrun tot hår dækkede for det ene øje, og hun lod sine hænder glide ned i baglommerne. De naturligt lyserøde læber lukkede sig sammen, og hun kiggede undrende på ham.

"Fordi du er så tynd at jeg tænker det næsten er umuligt at være andet" sagde han med et frisk smil.
Vis hun tog det stødende...så viste han ikke hvad, for han mente det på ingen måde ondt, han var jo engel.
"Så gå med, der er en butik med lidt forskelligt lige her nede" sagde han og pegede ned af gaden, hvor han lige var kommet fra.

Kimberley nikkede. Hun ville gerne med. Hun begyndte at gå, i det langsomme tempo hun plejede. Det gjorde ikke det store, hvis drengen var hurtigere, hun ville bare følge ham så. Hun kiggede op i luften og en lille gråspurv sad og kiggede på hende. Hun lavede nogle små lyde, og den fløj ned til hende. Hun rakte hånden frem, og fuglen landede trygt.

Han så lidt på fuglen og på hende.
Endten var fuglen meget tam eller også kunne hun bare noget specielt som menneske.
Han valgte at lade det ligge for nu, han kunne altid nævne det i en rapport senere.
Snart kom de til butikken og de trådte enden for og han kiggede sig omkring.
Der var en masse forskelligt mad at vælge imellem.
"hvad kunne du tænke dig?" smilte han

Fuglen fløj ud, da de trådte indenfor. En masse eksotiske dufte ramte hendes lugtesans, og hun fik lyst til vafler. "Tror du man... tror du man kan få vafler herinde?" spurgte hun stille. Det var nyt for hende at en fremmed ville tilbyde hende noget som helst.

Han så sig omkring
"Niks, kom" han gik ud igen og gik ud fra hun fulgte med.
Han gik lidt længere op af gaden og snart kom de til en lille cafe.
"De har vafler" smilte han
"Det ved jeg, fik nogen i går aftes" sagde han

Hun fulgte bare med, imens hun kiggede på sine sko. Hendes hænder havde igen fundet hendes baglommer og den stille person hun altid var, var nu kommet til hende igen. Det lille og spinkle ved hende var nu tydeligere, fordi hun gik foroverbøjet.

Han så lidt på hende, hun var meget stille og det brød han sig ikke helt om.
De gik indenfor og satte sig ved et af bordene ved et vindue.
Snart kom der en tjener
"Ja?" smilte hun, han så på hende
"Vafler til os begge, en te med citron...Er der noget drikkelse du vil have?" smilte han til Kimberley

"Nej tak." smilede hun. Hun sad med albuerne på bordet og kiggede ud af vinduet. Hendes venstre ben svingede i takt med det hun var begyndt at nynne. Det var lidt hyggeligt at sidde der, men hun havde prøvet hvad der var bedre.

Han så lidt på hende men nikkede så til tjeneren for at sige at det var det.
Hun gik igen med deres bestilling.
"Well, hvad er der med dig og fugle?" smilte han roligt mens han foldede sine hænder på bordet og så på hende.

Hun rettede blikket mod englen foran sig. "Jeg ved det ikke" sagde hun uskyldigt. Hendes spinkle krop virkede underdimensioneret i forhold til stolen.

han så lidt undrene på hende
"Er du helt okay?" spurgte han, med det samme kom tjeneren med deres vafler og hans te.
Vaflerne var brændvarme, tjeneren satte sukker, marmelade og andre småting.
"Nyd det" smilte hun og gik.
Han rørte ikke sit men så på kimberley