Ved skoven - Larentia

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag :Irl
Vejr : En varm sommernat.
Sted : Skoven.
Tid : Irl
Omgivelser : Skov omgivelser, men ingen mennesker. Men en masse af skovens lyde.


Matt var på opdagelse,som han så tit var når han ikke kunne finde et sted at overnatte. Denne gang havde det bragt ham til skoven, som han meget nysgerigt gik ind i. Hans lille falk Briak, sad uroligt på hans venstre skulder. "Hvad er der?" hviskede Matt let irreteret. Men fuglen spredte sine vinger og fløj op mellem træerne. Matt sukkede, men gik stadig længere ind i skoven.

Sommer natten var meget stille, Larentia kiggede op mod månen, hun havde lige spist en hare og nød bare stilheden og ensomheden. Larentia opdager en lille falke unge oppe i et træ. Larentia kender denne skov ud og ind. Denne falke unge er ikke genkendelig og hun vidste at der er noget nyt og ukendt på vej lige imod hende.

Noget var nært, kunne Matt mærke. Uanset hvad det var, ville Matt finde ud af det. Han løb meget hurtigt mod det ukendte.

Larentia spidsede øre, hun kunne høre bevægelser, det var hurtige bevægelser, der var en der løb lige i mod hende. Hun var på vagt, men ikke bange. Hun ville vide hvad det var for noget ukendt der var kommet til hendes del af skoven. Hun krøb ned i sin hule og stirrede ud i mørket. Var det fare der kom imod hende eller gangske fredeligt? Hun var på vagt.

Matt løb og løb med adredlienen pumpende i blodet, dels af hans løben og dels på grund af spændingen ved det ukendte. Pludselig stoppede han, *her* tænkte han til sig selv. Der var intet andet end en masse træer, men alligevel følte Matt at der var noget her. Noget der ligesom kaldte på ham.

Larentia kiggede op fra sin lune hule. Der stod det som hun fornemmede ville komme. Hun går langsomt op fra hulen. Hendes hvide pæls var en smule beskidt. Hun gik tættere på den ukendte. Der var små 5 meter imellem dem. Larentia stirrede på den ukendte i håb om at han ville røbe hvem han var. Hun satte sig den med en oprejst pande og sagde intet.

Matt så med storre øjne på den den enorm, hvide ulv. Han var ike bange, han følte sig faktisk tryg nær denne smukke ulv. Han gik nysgerrigt nærmere ulven. En duft, som kun hans underbevisthed fangede. han stod nu helt foran den storre ulv.

Larentia kiggede på denne ukendte skabning *hvem er du? og hvad vil du her?!* tænkte hun. Det var lidt som om at han ville skabe kontakt? Månen kom frem i mellem skygerne og lyste ned på dem i mellem de store træer. Larentias sorte øjne skinnede i månens lys og hun kunne se dig selv i dens ukendte øjne. Hvem var han?

Matt faldt bagover af overraskelse. "hvo-... hv-.. hvad?!" Matt så sig omkring for at finde ud af hvor stemme kunne have kommet fra. men han fandt snart ud af stemmen kom inde fra hans eget hovede. var han ved at blive sindssyg ? Han tog en dyb indånding, og samlede sine tanker, *Hvem sagde dette, og hvordan er du kommet ind i mit hovede?*.

Larentia kiggede overraskende på den ukendtes akavede reaktion. Men hvordan kunne denne skabning høre hendes tanker? Hun måtte prøve igen. Måske var han som hende?
*Jeg er ikke i dit hoved, jeg står foran dig* .. Larentia overvejede om hun skulle gøre sig til menneskeform, nej. Hun vil vente og se om han er en som hende.

Matt så på ulven. Så smilte han stort. *Du er en varulv ikk sandt? Hvordan gør du det her?* spurgte Matt i tankerne. Alle de 'eventyr' om disse skabninger Matt havde samlet op på hans mange rejser, havde fortal at ulven var uhyggelige, vanskabte skabninger. Men som han sad og studerede denne smukke hvide ulv, måtte han sande at disse historie vist ikke havde meget sandhed med sig.

Larentia var overrasket, posetivt. Der var et eller andet over ham, som om at han ville lære eller måske bare nysgerrige? Nu gjorde hun det, hun var sikker. Hun forvanlede sig til et menneske. "hej" sagde hun til den ukendte.

Matt gjorde store øjne. Og så da meget genert væk da han tog sig selv i at glo pige den nøgne pige der stod foran ham. "øhm... øh... hej" fik han mumlet, stadig meget genert.

Larentia rødmede en lille smule, hun er ikke den generte type, men der var vel grænser. Hun gik ned til sin hule og fandt et tæppe frem. Hendes nøgne krop var nu dækket til. Hun satte sig på en træ skub. "hvorfor kommer du her?" sagde Larentia imens hun kiggede ned i skovbunden.

Selvom pigen nu sad med et tæppe, så Matt stadig genert væk. "jeg gik bare rundt og kom her til" sagde Matt. "men du er en varulv?! hvordan gør du det? altså forvandler dig?" spurgte han nysgerrigt.

Larentia kiggede på ham med sine ualmindelige mørke øjne. "Ja det er jeg.. Det gør lidt ond, men jeg fortrækker at være dyr" .. Larentia kigger nysgerrige på ham, var han bange for hende siden han ikke så på hende? Hun gik langsomt tættere på ham, undersøgte hans, krop kun ved at kigge på ham. Hun fik øjenkontakt med ham, "hvem er du?" sagde Hun ligefrem.

"Mit navn er Matt" sagde han, mens han så ind i de mørke øjne. " hvad hedder du?", han var interesseret, meget.

Månen forsvandt ind bag skygerne og der blev mørkere i skoven, Hun ville ikke røbe sit navn som om at hun var interesseret i et form får venskab. Der var noget om ham. "Larentia" sagde hun tøvende. Det begyndte at blæse op, hvis der var noget som hun hadede så var det kraftigt blæsevejr. Hun gik ned i hulen. "det blæser op, vil du i læ?" sagde hun til Matt.

Matt så betækeligt op mod træerne. Briak var gået i læ og sad og sov. *fint nok* tænkte Matt og mens smilende vente sig om, " ja tak" sagde han og fulgte efter pigen. ned i den mørke hule.

til Matt's overreskelse vendte han øjne sig meget hurtigt til mørket, og Matt så med drenget-nysgerighed rundt i hulen.

Hulen er sort nok til dem begge, Larentia så at Matt vente blikket op mod træerne, til den falk so hun så tidligere. "er det din fulg?". Larentia satte sig ned og rettede tæppet lidt. Hun så på Matt. "hvad er du?"

"Ja det er min falk Briak" sagde Matt smilende. han valgte at sætte sig ved siden af hende, på den måde behøvede han ikke kigge på hende, uden at virke uhøflig. "jeg... jeg ved ikk rigtigt hvad jeg er. jeg er vel bare et almindeligt menneske?" Matt smilte mod pigen.

Larentia smilte igen, "sjovt at du har din egen fugl". Hun var ret sikker på at han ikke bare var et menneske, hvordan kunne han ellers høre hendes tanker, det var umuligt for han at være menneske. Men skule hun nævne det for ham? Ja, hun måtte gøre et eller andet. "mennesker er du ikke" Hun kiggede seriøst på ham, hun kunne se at hans øjne var i stand til at se i mørke, ligesom hende. Hun kiggede væk igen og ventede på hans reaktion..

Matt's smil falmede en smule," Hvordan kan du lyde så sikker ?" spurgte han. I hans hjerte vidste han godt selv han ikke var et menneske, men han ønskede brændende at være det. Bare ligesom Kimberley. Men han vidste godt at han ikke kunne været, 'kun et menneske'. Selv Kim havde konstatteret det. han så på pigen foran sig i håb om hun måske holdte svaret.

Larentia kiggede på ham alvorligt "du kunne høre mine tanker, det er ikke menneskeligt" hun kiggede væk igen, hvad skulle hun sige til ham, hun kan jo ikke tvinge hans sande jeg frem. "Jeg opdagede i en aldre af 12 at jeg ikke var ligesom alle andre, nogle få måneder senere fik jeg en underlig fornemmelse i min krop, som om der var noget galt, en smule smerte. Jeg flygtede ud i skoven og så sker det, jeg var en vareulv". hun kiggede væk og puttede sig en smule med tæppet og lagde sig ned på gulvet af jord. "du finder selv ud af det, jeg må hvile. Du må overnatte her i nat".

"tak" sagde Matt med en tør hæs stemme. han lagde sig.

En stor sort ulv kom frem fra træerene, størrer end hvad normalt var. Matt's blik var smeltet sammen med ulvens, nu var han ulven. sulten på jagt efter mad. han løb, ind mod en by. en kvinde gik med hastigt skridt, på vej hjem fra gud ved hvor. Men hun hørte ikke Matt. *Nej ikke det*, Matt så blodet flyde, han vidste hvad der var sket. Ulven løb, Matt havde kontrollen igen. Der var ingen tvivl om hvad han var. Han var et monster. han kunne aldrig mere vise sig for kimberley.


Matt vågnede medd et sæt, og mærkede koldsveden løbe ned over han pande.