Udkanten af engen

Tid: Irl(21.37)
Dato: Irl(4.nov)
Årstid: Efterår
Omgivelser: Natur
Vejr: Månen lyser klart

V sad i udkanten af engen og betragtede de døende planter. Hun nynnede svagt for sig selv og lukkede øjnene et øjeblik, og lod lugtene vælde ind over sig.

Evelyn boede tæt på den lykkelige eng, og kom lavt-flyvende hen imod den.

Silvia gik igennem engen, med et lille drømmende blik frem for sig. Tanker fløj igennem hovedet på dem, og un havde svært ved at forkusere på ting omkring hende. Før hun vidste af det, var hun nået til udkanten af skoven. Hun satte sig ned, og gav afløb på alle sine tusind tanker, der så gerne ville være i hendes hoved på en gang.

V lugtede hurtigt dem begge. Hun sad helt stille og ville lade Evelyn og Silvia opdage hinanden, før hun kom frem. Det var vigtigt at hun fik snakket med dem

Evelyn kunne se Silvia, og fløj straks ned på skov-bunden og fik smertefuldt hendes vinger ind i kroppen.
Hun gik langsomt og udmattet ud af skoven. Hun tog sig til ryggen af smerte, og hendes hår - der hang løst - flagrede vidt omkring.

Hun blev sidene og lyttede til dem

Silvia kunne skimte en skikkelse.
"Evelyn?" sagde hun spørgende, da hun ikke var sikker på det var hende. Det var jo så mørkt..

"Hej..", sagde Evelyn og så halv-smilende op, hun gik lidt foroverbøjet, fordi det var så smertefuldt at trække sine vinger ind..

V sad stille lidt endnu og ville lade dem falde lidt i snak. Hun vidste at Silvia ville blive rædselslangen, men hun kunne kun stole på at Evelyn, ville berolige hende

"Har du det godt?" spurgte Silvie bekymret, da hun syntes at der var noget over Evelyn, som hun ikke helt kunne sætte ord på. Måske var det den måde hun gik på.

Hun stønnede svagt af smerterne, "Har bare.. lidt.. ondt i ryg-..gen", hun prøvede at smile, og satte sig hen ved siden af Silvia..

V rejste sig op. Hun gik med målrette skridt over mod dem, og stod sanrt lidt fra dem, bag Silvia, og prøvede at fange Evelyns blik

"Det var ikke så godt," mumlede hun og skulle til at klappe Evelyn trøstene på ryggen, men stoppede sig selv. Hun fornemmede noget bag sig, og kiggede chokeret på pigen bag hende. Et ansigt som hun aldrig ville glemme. Med et var hun på benene og igang med at hive Evelyn med sig.
"Evelyn!" sagde hun med en skinger, bange stemme.

Evelyn kunne lugte en meget svag lugt af et andet væsen, og kiggede bagud. Hun fik med ét øje på V, og spærrede øjnene op.

Hun sukkede og satte sig ned. "Hej Evelyn, Silvia... Slap af, jeg vil bare snakke med jer. Jeg og Evelyn kender hinanden.." sagde hun roligt og så på Silvia

Evelyn stirrede mistroisk på V *Hvad har hun gang i?*
Evelyn kiggede opmuntrende på Silvia, "Det er rigtig nok", hun smilte, trods ryg-smerterne.

Silvia slap Evelyn. "Kender hinanden?" spurgte hun undrende, med et bange blik på dem begge. Hun bakkede et par skridt bagud, men ville alligvel ikke gå.

"Ja..", Evelyn lod som om hun var overrasket over Silvia's reaktion, "V fortalte da at i kendte i hinanden.."; hun smilte stort, men det var ikke helt oprigtigt.

//Logger nu^^//

Hun så på Evelyn. "Jeg er nødt til at fortælle hende mulighederne for hendes fremtid..." sagde hun henvendt til Evelyn.

//Skal også logge ^//

Evelyn kiggede sigende på hende, men nikkede så. Og kiggede langsomt over på Silvia.

"Silvia set dig ned og lyt. Jeg bliver her ovre, og kan ikke nå hverjen dig eller Evelyn. Der er noget du er nødt til at vide" sagde hun og så på Silvia med et alvorligt blik. Det var vigtigt at hun forstod hvor vigtigt det var at hun fik det afvide

Silvia trak være dybt, og prøvede at få ro på sig selv, der hellere end gerne ville flygte langt væk.
"Jeg fortrækker at stå," svarede hun, med et stift blik på hende. Hun følte sig alt for forsvarsløs, hvis hun satte sig ned. Hvis hun stod op, kunne hun hurtigere komme væk.

Hun sukkede og lukkede øjnene. "Okay hør her. Lige nu står vi to over for tre muligheder. 1. Jeg kan bide dig igen, og denne gang slå dig ihjel, 2. Jeg kan forvandle dig til en vampyr også, eller 3. Du kan holde din kæft med den oplevelse overfor andre mennesker, og måske få indblik i resten af verdenen. Jeg har usansynligt lidt lyst til de to første muligheder, men jeg vil lade dig om at vælge." sagde hun i et roligt og alvorligt tonefald, stadig med lukkede øjne

Silvia knyttede hænderne. Hun følte at V talte ned til hende, hun følte at hun blev talt til, som var hun bare et sølle menneske. Derudover følte hun også et stort had til V. Måske skulle hun bare gå? Ja.. Bare gå.. *Hvorfor dukkede hun op, nu hvor jeg var ved at glemme det hele* vrissede hun i sine tanker, mens hun forstillede sig hvordan hun ville vende sig om og gå.
Hun kiggede på V. Nej, hun gad virkelig ikke svare den tøs. Med et svagt suk, vendte hun sig om og begyndte at g ud i mørket. Væk fra det hun i flere dage, havde forsøgt at glemme.