Meget sen nat - Kala.

Vejr: Koldt, det er ret sen nat.
Dato: Irl.
Tid: 3.50 om natten.
Omgivelser: Få mennesker efterhånden folk er begyndt at søge andre steder hen, så der er massere af plads.


Pete sad indenfor, dørmanden havde ikke troet han havde været gammel nok til at drikke og havde derfor gevet ham et armbånd på, han ikke burde kunne tage af selv, for at vise han ikke måtte drikke. Lige så snart Pete var kommet ind gik han hen i et hjørne og lagde to fingre om armbåndet og hurtigt var det smeltet over i to dele, så han pænt kunne gå op i baren og bestille en øl. Pete var alene hjemme, ellers ville han nok ikke have været her, hans forældre gik ikke ind for at han festede så meget. Pete var en småtyk dreng, ikke meget men lidt. Han havde en sort t-shirt på, som var stor nok, til at få ham til at se lidt tyndere ud og nogen hængerøvsbukser. Petes armmuskler var meget store af en 16 årigs og meget svulmende. Men dette var jo kun pga. hans race. De fleste varulve, så meget overtrænede ud mindst et sted på kroppen.

Kala trådte indenfor og så sig hurtigt omkring. Der var ikke særlig mange, men der var da en del, som stadig festede. Et svagt smil viste sig på hendes læber. Det var efterhånden et stykket tid siden, hun havde været der. Ikke fordi hun ikke havde haft tid, men hun ville gerne slappe lidt af med drikkeriet og at blive bidt af vampyrene. De var der tit får at finde ofre og en eller to gange var det blevet hende. Det var dog den samme vampyr, der havde bidt hende, så hun havde nærmest vænnet sig til det. De tre ar på højre side af halsen, var næsten usynlige på hendes lyse hud og de var også dækket af det lyse hår.
Hun så kort ned af sig selv. Et par stramme lyse jeans, en lang sort top og et par sorte stilletter. Det var det hun normalt plejede at gå til fest i. Ikke for festligt, men heller ikke for hverdags agtigt. Hun ville næsten altid gå med lange ærmer til hverdag.
Hun gik op til baren og satte sig på en ledig stol. Dem i baren kendte hende efterhånden ret godt og kort efter hun havde sat sig, blev der stilt en Martini foran hende. Hun smilede taknemmeligt til dem og tog en tår. Så sig så igen omkring.

Pete havde hurtigt drukket øllen, det påvirkede ham ikke meget, han kunne tage en del mere. "En mere." sagde Pete bestemt og hurtigt stod endnu en åben øl foran ham. Pete tog en tår af den, og kiggede sig rundt, en ny pige var kommet ind i klubben.. Hans næse reagerede anderledes på hendes duft end på almindelige menneskers duft. Altså var hun et væsen. Pete løftede øllen som en hilsen og tog en tår.

Kala snusede til luften, for at tjekke at der ikke var nogle vampyre i lokalet. Det var der heldigvis ikke. I stedet mødte hun duften af en varulv. Det fik hende til at smile. Hun kunne godt lide varulve, de var som regel flinke. Overfor hende i hvert fald. Så vidt hun vidste var de heller ikke fjender. De havde vist ikke noget imod engle eller havde lyst til at drikke deres blod eller suge deres sjæl ud. Det var altid en beroligende tanke, at de ikke havde lyst til det.
Hun smilede et engleblidt smil, til varulven da han løftede sin øl, som hilsen. Hun løftede sin Martini inden hun tog en tår.

Pete kiggede rundt omkring sig, lidt for at sikre sig der ikke var nogen i nærheden, som var potientelle fjender, før han rykkede sig nærmere englen, et par stole af gangen, til han til sidst sad på hendes venstre side. "Davs, jeg hedder Pete." sagde Pete og løftede endnu engang sin øl til hilsen før han tog en stor slurk. Pete lignede ikke en 16 årig, han havde skægstubbe og var pumpet på overarmene, og var lidt småtyk, 10kg for meget, men det skjulte tøjet ret godt. Pete kiggede på pigen. "Hvad laver du her så sent om natten?"

Kala smilede venligt til varulven, da han rykkede nærmere hende, men bevægede sig ikke en millimeter. Hun sad bare og ventede på at han kom helt hen til hende, sådan at de kunne snakke med hinanden. Han var pumpet og havde vist stadig en smule hvalpfedt, ikke at man lagde særlig meget mærke til det. Hun syntes bare at det så sødt ud. Der var ikke noget sødere end nogle lidt barnlige træk, i følge hende. Men hun havde nærmest også en svaghed for alt der var sødt og lidt barnligt agtigt.
Da han kom helt hen til hende og satte sig, tog hun endnu en tår af sin drink. Smilede blidt til ham. Tænkte lidt på om han ville kunne mærke den beroligende effekt engle havde på folk. Selv havde hun aldrig mærket den, men folk virkede altid trygge i nærheden af hende. "Jeg er Kala" præsenterede hun sig selv. Betragtede ham, for at afgøre hans alder. Hun kunne ikke rigtig bestemme sig. Et sted mellem 16 eller 18 år. Hun troede ikke på at han var yngre eller ældre.
"Det er længe siden, jeg har været her, så ville lige kigge forbi" forklarede hun. "Hvad med dig?"

"Jeg måtte finde noget at lave i anledning af at de gamle er ude at rejse." sagde Pete meget modent, eller han prøvede i hvert faldet at få det til at lyde meget modent. Pete drak resten af sin øl og overvejede at få en ny, men istedet bestilte han whiskey, bare for at virke lidt mere tough. Pete drak hurtigt, men havde dog stadig svært ved at blive fuld, til dels fordi han var varulv og til dels fordi han havde lidt 'hvalpefedt'. Pete kiggede englen i øjnene. "Er du en god engel?" Pete havde hørt om onde engle og gode engle, de såkaldte skytsengle og dødsengle, meget mere vidste han ikke om dem, han var ikke inde i racerne særligt meget - Kun vampyrerne, dæmonerne, og så selvfølgeligt hans egen race - Varulvene.

"Du bor hjemme?" det var både et spørgsmål og en konstatering. Ikke at der var noget galt i det. Folk bestemte jo selv var de ville bo. Hun havde bare valgt at flytte hjemmefra. Det var lidt nemmere at være engel, når man ikke havde sin familie rendende. Desuden havde de heller ikke råd til at besøge hende. Flybilleterne kostede for meget og hendes familie var ikke super rige. De var middelklasse. Sådan havde hun altid opfattet dem.
Hun nikkede. "Jeg er en almindelig engel.. Hverken skyts eller dødsengel" forklarede hun med et smil. Hun havde ikke lyst til at være skytengel. De døde når den de beskyttede døde. Det var et kort liv, hvor man ikke kunne nå at udrette så meget. Dødsengle var bare ikke hendes smag. Intet der havde med død at gøre, faldt i hendes smag. Hun ville gerne leve evigt. Hvilket hun højst sansynlig kom til.
"Hvilken slags ulv er du? Er der overhovedet flere arter af jer?" spurgte hun oprigtig nysgerrigt. Hun vidste ikke så meget om andre racer end engle, vampyre og dæmoner.

"Der er vel ikke flere arter... Men der er dem med moral.. Og dem uden. Jeg er en af dem med moral, jeg spiser ikke mennesker eller andre væsner - På nær vampyrer og dæmoner, dem knuser jeg vis jeg kan komme til det." Pete smilede. "Ja jeg bor hjemme, min far arbejder altid og min mor er alligevellet aldrig hjemme, så jeg har jo alligevellet huset for mig selv." Pete sendte hende et smil. "Nåh ja, og når de så en gang i mellem er hjemme arbejder jeg jo så." Pete kiggede på sin whiskey et øjeblik, før han tog sig sammen til at drikke den. Pete smilede til englen. "Men hvad hedder du egentligt?" spurgte Pete og huskede hun ikke havde præsenteret sig.

Kala lyttede interesseret til det han fortalte hende. Det at lytte til andres historier var en slags hobby for hende. Folk åbnede sig meget, når man var engel og det var da dejligt. Man fik altid de skøreste ting at vide om folk. Hun syntes dog bare at det var hyggeligt. Der var dog også en grænse. Alt muligt fra folks sexliv og sådan noget havde hun ikke den store lyst til at lægge øre til. Ikke fordi hun var snerpet eller noget. Hun havde bare ikke lyst til at lytte til det.
Hun smilede, da han spurgte om hendes navn og tog en tår af sin drink. Hun havde da ellers lige præsenteret sig. Det kunne dog være at han ikke havde hørt hende eller været optaget af noget andet, da hun havde sagt hvad hun hed. "Jeg er Kala" sagde hun igen. Hun sagde aldrig at hun hed Kala. Hun var Kala.

"Hmmm.. Hyggeligt at møde dig Kala!" sagde Pete og rakte hånden frem, selvom det var en frase, som egentligt var undværlig, men det var stadig høfligt, det havde han lært. Pete smilede til hende. "Går.. Du så i high school?" spurgte han høfligt og sendte hende et stort og blændene Pete-smil. Pete tog endnu en tår af sin drink, og ventede lidt denne gang før han ville bestille mere. "Må jeg byde på en drink?" spurgte Pete.

"I lige måde, Pete" sagde hun venligt og tog hans hånd. Klemte den blidt inden hun slap den igen. Det var høfligt at give hånd, men hun gjorde det sjældent. Flok var tit tilfredse nok med at blive hilst på. Det var hendes erfaring. Nogle var dog stadig lidt gammeldags og høflige, så de gav hånd. Det generede hende ikke. Det var fint nok og det var også godt at holde fast ved de gamle traditioner eller høfligheder. Ellers ville folk vel ende med at blive totalt uhøflige og upassende.
"Jeg burde, men jeg arbejder på Petronia. Og så er jeg uddannet stylist og fotograf" indrømmede hun. Godt nok var hun kun 17 og blondine, men det betød jo ikke at hun ikke var klog. Ret klog endda. Hun havde taget de to andre uddannelser samtidig med sin almindelige skole. Så havde hun i hvert fald haft nok at lave.
"Ja tak, en Martini til ville være dejligt" sagde hun med et smil og drak det sidste af sin drink.

"Jeg overvejer også at droppe ud, det er noget lort." sagde Pete meget ligeud. "Jeg arbejder i en skobutik, det var det eneste jeg kunne få." sagde Pete og smilede flovt. "Men hvad laver en pige som dig i Petronia? Jeg nærmer mig ikke den klub og ville ikke gøre det om vi så var et helt kobbel, har du lagt mærke til hvor mange vampyrer og dæmoner der er der?" spurgte Pete lidt overrasket og bestilte en martini og en øl mere. Pete kiggede på klokken og så ud af et vindue. "Mon jeg kan nå hjem inden 7?... Nej og ved du hvad? Jeg gider heller ikke prøve." Pete smilede skævt og drak en smule af sin øl.

"Det ville væe dumt.. Man kan ikke få sig en ordenlig uddannelse medmindre man har afsluttet skolen" påpegede hun. Det ville være synd, hvis han blev nødt til at arbejde i den skobutik resten af sit liv, fordi han ikke kunne få andet, pga af at han aldrig havde afsluttet skolen. Det var der ikke så mange muligheder i. Hvem ville dog bruges sit liv på at arbejde i en butik? Det ville hun ikke selv, men lige nu kunne hun ikke få job som hverken fotograf eller stylist, selvom hun var ret så god. De mente vel at hun ikke havde nok erfaring.
Hun trak på skulderne. "Man bliver betalt godt og så er jeg også en slags advarselstegn" forklarede hun med et skævt smil. Fjernede sit hår fra den højre side af halsen, så han kunne se de tre ar, der alle tre stammede fra vampyrbid. Det havde gjort fandens ondt at få dem, men de holdt andre vampyre på afstand. De troede vel at hun var en eller anden vampyrs ejendom eller noget i den stil "Samme vampyr med dem alle tre" fortalte hun.

Petes ansigt forandrede sig pludseligt fra den flinke Petes ansigt til fyren der bare ventede på næste chance til at få fat i en vampyr og så slå ham hårdt og brutalt ihjel. "Hvem har dog gjort det?" spurgte Pete, det var tydeligt hvor han ville hen med den information. Vampyren skulle have et par på lampen. "Man kan ikke bare rende rundt og gøre skade på fredelige væsner." konstaterede Pete og tog en tår af sin øl for at dumle sin vrede. Pete kiggede lidt på arrene og så ned i bordet. "Hvorfor kan vampyrer ikke bare drikke blod fra dyr? så ville alt være så meget nemmere. Ingen krig mellem os." sagde Pete.

Kala smilede bare af ham og brugte lidt af sin races evne. Hun beroligede ham lidt, for han ville bare ende med at komme alvorligt til skade, hvis han sloges med den vampyr der havde givet hende de ar. Det var en meget stærk og gammel vampyr der havde givet hende dem. Hun syntes egentlig han kunne være meget flink, men han havde voldsomme humørsvingninger, så man vidste aldrig helt hvor man havde ham. "Han hedder Demetri og han er E-vampyr.. Du kan ikke dræbe ham" hendes stemme var fuldkommen rolig, mest fordi at hun ville have ham til at slappe af og fordi at arrene ikke betød så meget for hende mere, som de havde gjort. Hun lagde dårlig mærke til dem mere. Ingen af dem var ømme eller noget.
"Engle smager bedre end mennesker og dufter også bedre. Vi mætter bare ikke lige så meget" forklarede hun med et forsigtigt smil. Hun vidste ikke helt hvor meget det ville hjælpe ham til at køle ned, men det var sandheden. Den meget irriterende og anstrengende sandhed. Det var irriterende at dufte så godt for vampyrene. "Det er deres natur, og nogle er ikke stærke nok til at leve af dyreblod"

"Vis jeg siger til dig min evne er god til snigmord? - Tror du så stadig ikke jeg kan dræbe ham?" spurgte Pete og lagde hænderne på disken. Pete kiggede efter den nærmeste stol og lagde den ene hånd på den, da han løftede hånden igen, var det tydeligt hvor hans hånd havde været. Den var brændt ind i stolen. "Tror du ikke et kobbel kunne klare ham?" spurgte Pete bare for at være sikker, på hvor stærk fyren var. Pete selv var så vred lige nu han troede han kunne tæske alle... Det kunne han jo også normalt. Men han havde aldrig mødt et E-væsen før, den eneste E han faktisk kendte til, var... Ingen, han havde altid hørt historier om E'ernes utrolige evner men aldrig mødt dem, han havde hørt om væsner og endda mennesker, dusørjægere, der var stærke nok til at agere E.

Kala rystede på hovedet. "Nej, det tror jeg desværre ikke.. E'erne er meget stærke og så har de to evner, vidste du det?" spurgte hun med et skævt smil. Hun håbede at hun en gang blev stærk nok til at være E-engel. Så var hun, da bare en smule stærkere end hun var lige nu. Dog udgjorde hendes evne, det meste af hendes styrke lige nu. Evnen var vel også det bedste våben, når man var engel. Ikke fordi de var gode til nærkamp eller noget. Det stank de pænt meget til, så vidt hun vidste. Men evnen gav dem en lille chance, for i hvert fald at kunne flygte. De færreste kunne indhente en engel, der var god til at flyve.
Hun rystede igen på hovedet. "Nej, jeg tror han ville tæve jer, rent ud sagt" sagde hun ærligt.

Pete næsten måbede da hun talte om to evner og besvarede hendes spørgsmål med et barnligt rysten på hovedet. Da hun talte om at denne fyr, Demetri, ville kunne tæske hans kobbel kiggede han overrasket på hende. INGEN havde nogensinde tæsket hans far, så vidt han vidste, spurgte man ham hvem der var den farligste person i verden ville han nok have svaret 'Far', som om dette var en selvfølge, men nu hørte han om en vampyr der var næsten uovervindelig eller hvad? Pete vidste ikke hvad han skulle svare og så bare ud til at gruble lidt.

Kala lo af hans reaktioner. En fin, blid latter. Hun havde aldrig mødt nogen, der ikke havde smeltet når de havde hørt den. "Så overvældende? Men der findes flere E-vampyre.. Jeg er vist nok ven med en af dem" sagde hun stille og mindes en ret venlig hun-vampyr, som hun vist havde mødt en gang. Hun kunne ikke huske navnet, men hun havde helt klart været stærk selv for en vampyr.