Vandfaldet ved midnat

Dato : Irl
Årstid : Efterår
Dag : Mandag
Vejr : Klar himmel, men køligt.
Sted : Ved vandfaldet
Tid : Midnat
Omgivelser : Ingen

Kala sad ved vandfaldet med sine vinger foldet ud og nød bare at være alene. Skovens lyde var beroligende og hun sad bare og stirrede ud i luften. Hun havde stoppet vinden for ikke at blive forstyrret i at stene.
Det var ikke tit hun havde muligheden for at være alene.

Hendes fodskridt hørtes næsten ikke over skovbunden. Det var en stille, klar nat, sådan en der efterhånden kun fandtes i smukke drømme, men efter Lilys mening, var den for stille. Vinden var stoppet med at blæse, og hvor hun stod nu, overdøvede vandfaldets brusen næsten alle andre lyde. Hendes puls var helt oppe, og hendes hjerte hamrede på højtryk. Hun stilte sig ned ryggen op ad et gammelt, tykt egetræ, mens hun kunnede øjnene et øjeblik for at få orden på sig selv.

Hun stak sine hænder ned i det rene vand og drak en smule. Det var nok det eneste sted i området hvor vandet var så rent, som kom det fra vandhanen. Sikkert takket vær eleverne. Hun havde dog aldrig mødt en.

Lily så frem fra sit skjul og fik øje på hende sidde der. Hun var så smuk og betagende at se på med sine store flotte vinger, og Lily selv fandt helt hen over hende. Selvom det var hendes job, havde Lily aldrig haft i sinde, at gøre den anden noget. Engler var ikke hendes mål, og det var ikke retfærdigt at blive dømt ud fra sin afstammelse, syntes hun. Men nu var det første gang, Lily så en engel, hvilket hun havde ventet længe på. Hun prøvede langsomt at gå tættere på uden at lave alt for meget larm; hun ville nødigt skræmme hende væk eller noget.

Kala kunne høre noget bevæge sig, men gik ud fra at det bare var et dyr. Måske et dådyr eller sådan noget. Men der var en eller anden mærkelig duft i luften som hun ikke kunne finde ud af, hvem tilhørte. Det var i hvert fald ikke nogen dæmon eller vampyr.
Hun trak på skulderne og fortsatte med at drikke vandet.

Lily satte sig op hug, da hun syntes, hun var kommet ind for en passende afstad. Hun var helt betaget og væk i dette væsens skønhed, hvilket fik hende helt til at glemme alt om tid og sted. Forsigtigt prøvede hun at snige sig et par meter tættere på, men uheldigvis kom hun til at sætte sin fod på en visen gren, som kom med en højlydt lyd, mens den knækkede. Lily stoppede straks på stedet og foreholdt sig helt stille. Hun håbede, englen ikke havde lagt mærke til noget..

Kala farede op og så sig omkring. Der var nogen i skoven og det var bestemt ikke et dyr, for så ville lyden sikkert ikke have været så høj. "Hvem der?" Råbte hun og prøvede at finde ud af hvor lyden kom fra.

*Shot!* Hun bed sig nervøst i underlæben, mens hun stadig sad helt stille. Hun ville helst ikke træde frem lige nu og måtte tilstå, at hun havde udspioneret hende.. Hvis bare englen blev stående og ikke begyndte at gå rundt, så havde Lily en god chance for at forblive i skjul.

"Jeg ved godt du er her et eller andet sted og det tager ikke særlig lang tid for mig at finde dig" Råbte hun ud i skoven. Vinden begyndte langsomt at røre på sig. Det ville bringe duften af hende hen til sig.

Lily kunne mærke, vinden begyndte at røre på dig. Det gjorde hende en smule urolig, men hun nåede ikke at tænke nærmere over det. Hvis hun bare kunne finde en udvej, så hun kunne nå at slippe væk, inden englen kom for tæt på. Ikke fordi hun var bange, hun var skam udstyret med lidt af hvert, men hun havde ikke lyst til at deltage i en unødvendig kamp, så hellere stikke af..

Kala blev endnu mere irriteret. Hun hadede at være sådan. Vinden blev hele tiden kraftigere og kraftigere. Enkle træere bøjede sig allerede ned mod Jorden pga. vindens styrke. Blade, jord og nogen sten fløj allerede rundt.
"Hvor er du?" Kaldte hun med en engel blid stemme.

Lily begyndte så småt at frygte for sit eget liv; med denne vindstyrke kunne hun så let som ingenting blive ramt af en sten i hovedet og falde død om. "Jeg er her!!" udbrød hun. Hun tøvede et par få sekunder, inden hun rejste sig op og gjorde sig fuld synlig.

Vinden stoppede straks og alt faldt til jorden eller rejste sig op igen. Kala løftede et øjenbryn og så på mennesket der havde gemt sig. Almindelige mennesker ville ikke have været så gode til at gemme sig, men en dusørjæger ville aldrig have lavet den fejl at træde på en gren. "Hvad er du?"

"Ikke som dig," svarede Lily kort. Hun havde ikke spor lyst til at give sig til kende overfor et væsen med så stærke krafter.

"Det ved jeg" Sagde hun og smilede blidt til hende. Mennesket havde jo ikke gjordt hende noget ud over at irritere hende. Desuden kunne hun aldrig finde på at være skade andre væsner.
"Jeg vil ikke gøre dig ondt"

Lily så spektisk på englen et øjeblik, mens hun stod og overvejede situationen. "Det ved jeg godt," svarede hun så og smilede beroligende. "Men det er ellers lidt af en måde at reagere på, bare fordi jeg tilfældigt kom fordi.." Nu var Lily jo ikke bare kommet gående forbi, men det skadede vel ikke nogen at pynte på historien. "Man skulle tro, du var ude på at slå nogen ihjel."

"Jeg dræber ikke" Sagde hun med et skævt smil. "Og det eneste jeg ville dræbe ville nok være vampyre". Hun studerede hende. Mon hun fortalte sandheden. Det kunne hun jo godt. "Måske, men man ved aldrig om det er en vampyr der gemmer sig" Så hende lige i øjnene

//Skal spise lige om lidt//

Lily smilede lidt for sig selv, mens hun gned sig i panden med bagsiden af hånden. "Undskyld, hvis jeg ligner en vampyr.. Det er ikke noget, jeg normalt prøver på, men misforståelser forekommer jo," sagde hun og lo kort. Det var så småt ved at gå op for hende, at engel ikke var så farlig alligevel, i virkeligheden var hun faktisk ret rar.

//Det skal jeg også snart ^^'//

Kala smilede skævt. "Du ligner overhovedet ikke en vampyr" Fortalte hun. "Hvis du havde været en vampyr havde du allerede angrebet mig og du er heller ikke lige så bleg som dem" hun smilede stort.

//Ok xD//

Lily trak kort på skuldrene, alligevel hvilede der et lille smil på hendes læber. "Hvem siger, jeg ikke er ved at planlægge et snigangreb?" sagde hun og lo kort. Selvfølgelig mente hun det ikke, engel var jo sød og rar, så hun kunne slet ikke finde på at angribe eller skade hende på nogen måde nu.

Kala trak på skulderne. "Dig selv" Mumlede hun lavt og smilede. Hun trak sine vinger ind i ryggen og skar en grimasse. Hvis bare det ikke gjorde så ondt at trække dem ind.

"Haha, oh shot, jeg afslørede lige mig selv," lo Lily, mens hun, mens hun samlede hænderne og lagde dem om bag hovedet. Hun så forundret til, da englen trak sine vinger tilbage; hun havde altid undret sig over, hvordan det kunne lade sig gøre, selvom det så ud til at være smertefuldt for hende.

Hun grinede kort over hendes ansigtsudtryk, men det var ikke en ægte latter. Den skulle kun skjule den smerte hun altid følte efter at have trukket vingerne ind. "Hvad er det?" Spurgte hun.

Lily bed sig let i underlæben. Det så ikke specielt rart ud, og hun fik på en måde sympati for englen. "..Gjorde det ondt?" spurgte hun forsigtigt og så på hende med et let smil - eller nærmere et smil af medlidenhed.

Kala nikkede. "Det er ikke naturligt for os at have vingerne trukket ind. Derfor gør det ondt hver gang" Mumlede hun. "Hos mig føles det som om nogen har sat ild til mig"