skovens dystre side ( caprio )

Madelaine nød han musik og tilstod "du spiller virkelig godt" med sød stemme.
Hun smilte og vippede lidt med på rytmerne.
Træerne omkring dem begyndte at snakke og vinden blæste igennem bladene så de lavede en hvisken.
Madelaine lyttede nøje på lyden, og hendes øjne glinsede da fuldmånen viste sig frem.

// bare i orden //

Tydeligvis var rosen lige så sød en musik for Caprio's øre, som hans egen musik var. Med et svuptag begyndte han at spille en mere intens sang, fyldt med flere fingre bevægelser og hurtige licks, bare for at prøve at imponere hende en smule mere, hvis sådan noget kunne lade sig gøre!

"Jamen jeg siger da mange tak for komplimentet!" Næsten råbte han, for at overdøve sin guitar. Med ryggen vent imod fuldmånen. Lukkede han lige så stille øjnene i, imens han følte sig mere ind i sin egen rytme gang, før han åbnede det ene, rubin røde øje imod Madeliane "Såh. Udover min næsten -perfekte- guitar spil, er der ellers noget man kan gøre for at hjælpe på dit humør? Jeg er ej en pyskolog, men jeg gætter mig til at jeg er bedre at tale til end et træ, eller en sø, for den sags skyld!" Frembragte han imod Madeliane uden tøven, tilsyndeladende var han i et højere humør nu, end før.

Hun rystede på hovedet og svarede " det der er fint ". Hun smilte og nød endnu en gang guitarens smukke toner.
Hun kiggede på hans fingre som kørte op og ned af båndene. Hun var imponeret endnu en gang.
Alligevel undrede hun sig stadig over hvorfor han var sådan som han var. hun havde aldrig mødt en person der lignede eller var som på ham på noglen måde.

Caprio nikkede, måske en smule tøvende, men han så ikke ud til at reagere yderligere, eller sige noget. Fuldmånen så heller ikke rigtig ud til at reagere på ham, han kunne ikke fordrage den aligevel. Så han havde stadig sin gode ryg vent imod den imens han kikkede ned på sin guitar, fanget i sin egen verden for en lille stund, med vinden, blæsten, suset og bladets rislen som hans orkester, spillede han løs som aldrig før. Han lagde sig ned igen imens han spillede, hans hovede nullerede rundt i græsset. Det var som om han for en kort stund havde glemt tid og rum, og blot var i en rivende, musisk verden!

// har du været inde og læst om væsnerne? //

// Ja, hvorfor? //

// fordi fuldmånen påvirker ikke varulvene på nogen måde? //

// Det ved jeg da udemærkede godt, men det betyder ikke, at Caprio ikke kan hade månen aligevel!//

// okay okay....//

Madelaine rejste sig da hendes bag begyndte at blive utrolig kold.
Hun rettede på sit tøj og tog sig en ny smøg. Tændte den og tog et godt sug af den.
Røgen strømmede ud af både mund og næse da hun gav slip på røgen der lå i hendes lunger.
" Jeg må se at komme hjem ad, da jeg skal på arbejde imorgen " sagde hun og kiggede ned på Caprio som stadig sad ned på den mørke og kolde jord.

// Din hat af papir! //

Caprio stoppede kort op med sit 'symfoni' orkester, og kikkede op på Madeliane med hans tve-farvede øjne "...Hvad arbejder du egentlig som, Madeliane?" spruttede han nærmest frem. Han var ikke meget for, at hans eneste publikum i en del, del tid skulle til at gå, men så igen, han følte ikke rigtig, at han havde nogen form for ret til at lade hende blive.. og så var det jo -HANS- skov, efter hans mening. ved et svup tag, rejste han sig op på benene og gik hen foran hende, hans øjne borrende og direkte ind i Madelianes øjne, med hovedet en smule på skrå.

" Det var utrolig hyggeligt at møde dig, og vi kan da bare ses en anden dag" sagde hun mens hun smilede og gav et venligt håndtryk.
" oh! jeg arbejder som "kassedame" i en boghandel "