Det skumle værtshus

"Jeg har ikke lavet andet end at 'snakke om tingene' siden jeg var otte, og ved du hvad? Det er noget forpulet lort!" svarede hun syrligt og skubbede døren op. Den friske luft slog i mod hende ansigt og hun tog et skridt ud i regnen.

Hun trak på skuldrene"Det må du selv om"
sagde hun med et vagt smil, og sendte
mændene et skarpt og koldt blik der fik dem
til at vende sig om med det samme

Hun lænte sig op ad muren ind til værtshuset og lod sig glide ned i siddende stilling, hvorefter hun gav efter for tårrene der blandede sig med regnen. Hun hulkede højt en enkelt gang før hun fik nogenlunde kontrol over sit åndedrag

Da Elva havde lukket værtshuset gik hun ud til pigen.
"Jeg blev voldtaget af min plejefar i 3 år, indtil jeg fortalte
nogen om det, det var en rar følelse. Jeg har aldrig kendt
mine forældre og det eneste jeg ved er at de er mordere."
Sagde hun og tog et sug på sin cigerat imens hun stod
og kiggede på hende i bagdørens åbning

"Min far døde da jeg var 7, min mor da jeg var 13 og jeg har lige begravet min lillesøster." svarede hun udtrykløst som hun plejede når hun var blevet tvunget af sted. Hun var glad for at hun ikke behøvede at komme hos en eller anden overbeltalt nar, for at snakke om ting der skar i sjælen.

Hun nikkede stille"du har haft det hårdt!"
Sagde hun og betragtede hende stille imens
hun tog endnu et sug på cigeratten"Men du må ikke
lade ting stoppe dig, du bliver nødttil at have et mål,
et mål du skal stræbe efter, det gjorde jeg dengang
jeg blev voldtaget af min plejefar, det hjalp, og tilsidst
hjalp det så meget at jeg turde fortælle min plejemor om
det"Sagde hun og vidste ike helt om pigen forstod hvad hun mente

Hun fnøs stille. "Et mål... Klart... Alle omkring mig falder døde om på stribe og så snakker du præcis som de tåbede psykologer om at komme videre! Der er sgu snart ikke mere at komme videre til!" i starten talte hun lavt, men hævede sin stemme mere og mere til hun næsten skreg det ud. Hendes stemme var skinger og hun rejste sig op. *Jeg sku ha holdt min kæft. Hun er ikke en skid bedre end dem* tænkte hun vredt til sig selv, mens hun begyndte at gå

"Hvis man ikke kommer videre, sidder man fast
sidder du fast kommer du ikke videre, og det
dårlige ved at man ikke kommer videre er
at man så kommer til at give sig selv skylden
for alt! Jeg siger det ikke fordi at jeg er uddannet
i det eller noget, det kommer nemlig af egne erfaringer"
Sagde hun og skoddede cigeratten."Men hvis man skal videre
i livet bliver man selv nødttil at indse det, og selv gøre en
forskel! Du skal ikke presses, for så hjælper det ike! Det er noget
du skal gøre op med dig selv om du vil"Sagde hun

"Ved du hvad? Du har sikkert ret, men jeg er så fucked op træt af at folk hele tiden giver mig gode råd om at komme videre. Måske skal man virkelig komme videre, men man kan ikke gå direkte fra et dødsfald og så bare 'komme videre' den næste uge. Det tager tid. Man skal også tage sig tid til at sørge over den mistede, og vænne sig til en hverdag uden den savnede person!" sagde hun hårdt. Hun mente hvert ord af hvad hun sagde, og så bare koldt på Elva

"Har jeg måske sagt noget om at du skulle gøre
det lige med det samme? selvfølgelig skal du sørge!
Det er den eneste måde at vise den døde respekt på!
Men nogle kommer aldrig videre derfra, også er spørgsmålet;
Er man stærk nok til at leve videre?"sagde hun ignorerede hendes
blik, det var et barnligt blik for hende i forhold til andre blikke der
var sendt hende

Hun slog blikket ned og slog armene omm sig selv. "Det er jo det jeg ikke ved" mumlede hun lavt og så væk

//Må logge skrives//

"Nogle gange kan den barske sjæl
i virkeligheden godt være en skrøbelig
sjæl, som har lagt et forsvar om sig, for
at beskytte sig mod sandheden. Dog er
der også den stille person, som i virkeligheden
er den barske person, men udgiver sig for at
være noget andet så folk ikke regner personen
for noget"Hun vidste ikke om pigen forstod hvad hun
mente"Vælg selv"Sagde hun og kiggede på hende

Hun trak svagt på skuldrene. "Hvorfor koncentrere du dig så meget om mig?" spurgte hun og lod armene falde ned langs siderne.

hun trak let på skuldrene "Du minder mig,
om mig selv, tror jeg!"sagde hun og kiggede
ud i mørket. Hun havde sværdet ved siden side,
dog var det skjult for nysgerrige blikke, men det
var der, parat til altid at angribe, eller forsvarer