The Wanderer.

Tid: 21:00
Dato: Irl.
Sted: Den Fredfyldte Skov.
Vejr: Lettere gråt vejr, men dog tørt.

Medivh sad i sin ravne-form på en gren i et af de store træer. Den store sorte fugl sad og observerede omgivelserne og lignede en helt normal fugl, men det var den dog på mange måder ikke. Ravnens øjne gled let rundt imens den hakkede let i grenen, som den sad på. Medivh sad tit i sin ravne-form, det var meget sjældent at folk så ham i hans rigtige skikkelse, kun dem som Medivh troede var specielle, fik lov til at se ham i hans rigtige skikkelse. Han brugte det meste af sin tid på at observere folk, for at se om de måske var specielle. Han havde gjort det i mange, mange år og hans eksistens var alligevel mere eller mindre ukendt.

// Du glemte tid, dato, dag, sted, osv. xD//

Sally sad under et træ, med sin blok i hånden. Hun havde sine elskede blyanter ved siden af sig, og hun sad faktisk bare og så 'nuttet' ud. Hendes øjne gled langsomt ned over tegningen, der forestillede en nøgen kvinde man så bagfra. Hendes bare ryg var prydet med glasskår, og rustne metal stykker der var boret dybt ned i huden. Hun tegnede en dyb rids ned over hendes venstre balde og ved siden af kvindens venstre fod, lå der en blodig kniv.
Sally lagde blyanten og blokken fra sig, og lagde baghovedet mod det rynkede træ. Hendes bløde nynnen bredte sig, og gled ud efterhånden som man var længere væk fra hende. Hendes lyse og klare stemme, der også var lidt ru i det bredte sig, da hun langsomt begyndte at synge.
"I hear you voice on the wind.
And I hear you call out my name." Hun lukkede øjnene og fortsatte smilende.
"Listen my child you say to me, i am the voice of your history.
Be not afraid, come follow me." Hun sang fortsat, og den bløde, lettere keltiske stemme bredte sig ud og gjorde den næsten ikke eksisterende stemning tydelig, melankolsk og nærmest nostalgisk.

//Fikset xD//

Medivh hørte pigens sang og det fangede hans opmærksomhed. Pigen sad ikke langt fra ham og hans blik landede på hende. Han lettede fra grenen og fløj ned imod hende, hvorefter han landede et kort stykke fra hende. Han hakkede let i jorden, som om han ledte efter orme eller andre insekter, som måske gemte sig i jorden, dog holdte han øje med denne pige. Hun kunne måske være speciel på en eller anden måde, det var det som han ville finde ud af.

Sally kiggede på den sorte fugl der var landet ikke så langt fra hende. Hun smilede til den, og rakte langsomt hånden frem. "Goddag lille fugl." mumlede hun. Idag var hun i godt humør. Smilende. Imødekommende. Sådan var hun aldrig. Det var ihvertfaldt sjældent. Sally rettede blikket mod sin tegning igen og sang så videre:
"I am the voice of the past
that will always be
Filled with my sorrow and blood
in my fields" Hendes tone var lang, lys. Præcis som en skulle være. Som var hun denne Lisa Kelly der havde sunget sangen. Hendes stemme var lige så klar, ligeså perfekt. Det var bare aldrig noget hun skiltede med.
"I am the voice of the future,
bring me your peace
Bring me your peace,
and my wounds, they will heal..."

Medivh hoppede roligt lidt tættere på pigen. Hun så ud til at være vampyr, men det gjorde ham nu ikke noget på nogen måde. Han var jo selv elver, en neutral race og han ville gerne holde sig neutral med alle, hvilket var ret nemt for ham, da han altid iagttog de "specielle" før han tog kontakt til dem. Han tænkte lidt på at afsløre sin rigtige form, men alligevel følte han ikke, at han havde studeret pigen nok endnu.

Sally kiggede lidt på fuglen, mødte langsomt dens øjne. Den så ikke ud tilat være en almindelig ravn. Der var et eller andet intelligent. Noget klogt over den nærmest. Hun smilede nærmest venligt, og rakte langsomt hånden ud mod den igen. Hvis hun rakte den lidt længere, ville hun kunne røre ved den. "Er du sulten?" spurgte hun. "Jeg har altså ikke noget mad," sagde hun så. Stadig i et venligt tonefald, nærmest som om hun var bange for at såre fuglen, hvis ikke hun havde noget.

Medivh betragtede vampyrens hånd. Han overvejede at hoppe lidt tættere på, men det ville sikkert afsløre, at han bestemt ikke var en normal ravn. Han hoppede et kort stykke tilbage og rettede så blikket imod hendes ansigt, hvorefter han rystede let på sit ravnehoved, som svar på hendes spørgsmål, dog lignede det bare, at han rystede sig kort for at rense fjerene let. Vampyren virkede rolig nok, men det kunne selvfølgelig ændre sig, hvis han viste sin rigtige form og han vidste endnu ikke, hvilken evne vampyren havde.

Sally smilede, og rettede blikket mod sin blok. Hun samlede den langsomt op, og begyndte at ligge skygger. Et eller andet sted var det hyggeligt at den fine ravn sad der, men på den anden side, så var det som om der var noget mere bag den ravn, end en simpel fugl... Som om det bare var en i forklædning.
Sally skød tanken fra sig, og koncentrerede sig i stedet fuldt ud om sin sadistiske, og et eller andet sted mandchauvanistiske tegning. Hun syntes den var smuk indtil videre, men ja, okay, med hendes tegneevner, var de fleste af hendes tegninger pæne. Hun bankede kort blyanten mod sin hage, og lagde så nogele intense skygger, der fik tegningen til at se meget mere realistisk ud end den egentlig var.

Et enkelt skrig kom fra ravnen. Et typisk skrig, som man hørte fra alle ravne og så lettede Medivh og fløj op på et gren over vampyren, så han kunne se, hvad hun tegnede. Han betragtede tegningen. Hun var helt bestemt god til at tegne, mon hun var en af de specielle? Det spørgsmål var det eneste, som han havde lige nu, eller han ville egentligt også gerne vide, hvilken evne hun havde. Det var de to eneste spørgsmål han havde.

Sally smilede. Da den sorte ravn skreg, lukkede hun et kort sekund øjnene. Ravneskrig mindede hende om døden. Når man lå der, og mærkede hvordan smerten var allerhøjst, hvordan blodet piblede ud af ens bløde hud, altså når man lå der, og hørte ravne skrige, manisk latter. Man var i og for sig, syg. Fuldstændig syg, når man lå der og døde langsomt. Men da det var sket for Sally, var det blevet hos hende. Hun var stadig syg. Havde stadig den der fornemmelse af at døden ventede lige rundt om hjørnet på hende, for at bore sine kolde kløer ned i hendes blottede ryg. Men det var ikke noget hun normalt tænkte over, det var bare noget der engang imellem prikkede til hende, når hun mindst ønskede det.

Medivh tænkte, at han vel godt kunne afsløre sig selv nu. Han kunne altid forvandle sig til ravn igen og flyve sin vej, hvis han enten tog fejl omkring hende eller hun pludselig blev fjendtlig. Han lettede igen og landede atter engang et kort stykke fra hende. Han gav et let ravneskrig fra sig og forvandlede sig så. Ravnen spredte vingerne og bukkede hovedet og fjerene begyndte at sprede sig og et grønt lys begyndte at komme fra ravnen imens den forvandlede sig og voksede til en menneske-skikkelse. Medivhs rigtige form. Medivh var elver, en neutral race og Medivh forsøgte at holde sig neutral med alle. Han var høj og slank og klædt i en lang rød kappe, som var syet sammen mange steder. En rød hætte dækkede for det meste af hans ansigt, det eneste som kunne ses var hans grå skæg. Hans skulderplader var to metalplader med flotte snoede mønstre på og hele vejen rundt i kanten på skulderpladerne var der sorte fjer, ravnefjer. Skulderpladerne var i fronten holdt sammen af et stykke metal, hvori der var en rød rubin i midten, næsten på samme størrelse som det stykke metal, som holdte skulderpladerne sammen. I hans ene hånd holdte han en stav af træ, som var højere en ham selv. Stavens hoved lignede en fugl, som sad på toppen af staven, det var også en ravn. Fuglen var selvfølgelig også lavet af træ. Medivh udstrålede næsten en aura af visdom og mystik. Han var før blevet kaldt en profet af nogle af de "specielle" som han havde vist sig for, men han kaldte bare sig selv for en vandrer. Han forholdt sig tavs og ventede blot på at vampyren skulle sige noget.

Sally's smilende ansigt fortrak sig, og gled over i noget måbende. De lysegrå øjne gled langsomt hen over manden, og duften af elver bredte sig og slog hende i møde. Hun sagde ikke noget. Det var første gang hun mødte en elver. Tanken *PROFET* slog hende straks i møde, men hun sagde ikke noget. Var frosset midt i en bevægelse. Hun rystede langsomt på hovedet, og rakte så hånden frem. Langsomt. Nærmest som om hun frygtede at han skulle tage hende, og torturere hende, som var hun en simpel lielle ting, der ikke havde nogen synderlig betydelse for denne store verden. Men på den anden side, så virkede han ikke fjendtlig. Bare... Normal. Ikke ond eller noget. Ikke en der ville gøre noget for at verdenen lagde mærke til ham.
Hun rakte den så helt frem mod ham, så han med lethed kunne gribe den, og sige goddag. Hendes lyse stemme, lød nærmest tøvende, da hun mumlede; "G-Goddag.."

Medivh morede sig altid en smule over folks måbende ansigtsudtryk, som mødte ham hver gang han forvandlede sig. Han bukkede let for den kvindelige vampyr. Godt nok var han en mystisk én, men høflighed havde han aldeles stadigvæk. Han rakte sin ene hånd frem. Han havde handsker på, hvor fingerspidserne manglede, så hans fingerspidser stak ud igennem handskerne. Han trykkede roligt hendes hånd og åbnede så munden for at tale. "Godaften er det vel rettere." Sagde han roligt. Hans stemme lød ikke gammel på nogen måde. Det lød som en ung mand, som talte. En mørk og rolig stemme. Hans udseende snød de fleste. De forventede en gammel mørk og rusten stemme. Medivh slap hendes hånd igen og hans blik var hvilede på hende. Hans ansigt var gemt under den røde hætte, men da hun sad ned ville hun kunne se op på hans ansigt uden at hætten var i vejen. Han havde et par rolige grønne øjne, som var rettet imod hende. Han ville hende ikke noget ondt, hvilket han også havde fået en opfattelse af, at hun forstod. Han udsendte en slags 'aura,' som signalerede at han var ganske harmløs, en neutral person.