Postyr //Jameelah//

Dato: irl
Omgivelser: Mennesker og væsner.
Tid: 02:30 ca.
Vejr: En varm nat, udenfor.

Zack sad ved baren, han var en af de heldige dusørjægere, han vidste hvordan man kom ind her, på Petronia, og endnu vigtigere hvordan man fik smuglet våben med herind uden det blev opdaget.
Zack sad og kiggede lidt på en mandlig vampyr der på et tidspunkt vredt rejste sig og gik over til Zack, det var tydeligt manden var fuld for manden råbte og mumlede, Zack rejste sig og spurgte om de skulle gå udenfor og afgøre det, hvilket manden var helt med på.

Et kvarter efter kom Zack ind igen, hans hænder var lidt småblodige men han tørrede dem af i et gardin, og satte sig op til baren igen, han kiggede et øjeblik på den kvindelige bartender og sagde "Du må sku meget undskylde postyret før." Zack kiggede et øjeblik på hende, vampyr var hun i hvert faldet ikke, kunne han hurtigt bedømme og hverken varulv eller dæmon, ej heller elver, nu var de fleste racer udelukket, men Zack regnede dog med hun måtte være en form for elver, eller en meget smuk menneskekvinde, som havde været utrolig heldig med hensyn til jobbet.

Jameelah så kort ned af sig selv. Et par helt stramme, sorte jeans, en grå tanktop og et par sorte stiletter. Det som hun plejede at have på på arbejde og som typisk fik kunderne til at købe mere at drikke. Mest fordi de syntes hun var pæn og fordi tanktoppen var lidt nedringet. Men hun kunne egentlig meget godt lide tøjet. Det var behageligt. Og så kunne hun nemt flyve i det.
Hun sukkede og tog bestillinger. Ingorerede dusørjægeren som lige havde udfordret en vampyr. Hvorfor skulle de altid vise sig? De blev jo bare dræbt eller blev smidt ud af Petronia. Det var i hvert fald svært at komme derind hvis man var dusørjæger. Det var det modsatte hvis man var vampyr, dæmon eller engel. Det med englene var jo fordi at både vampyre og dæmoner kunne lide deres blod. Sjæledæmonerne var vilde med deres uskyldige sjæle. Hun havde tre ar på halsen, der viste hvor vilde vampyre kunne være med engleblod. Dog var det den samme vampyr, der havde bidt hende alle tre gange, så de andre vampyr holdt sig pænt væk.
"Det er okay" mumlede hun og strøg en hånd gennem det lange, røde, bølgede hår og stilte en øl foran ham. Gav sig så til at betjene de andre kunder.

Zack kiggede lidt rundt på folkene, de fleste havde ikke opdaget han var dusørjæger endnu, men et par af vampyrerne så både overraskede og mere venlige ud og respekterende da han kiggede sig over skulderen, et par af de ældre vampyrer løftede deres glas som en gestus, mens et par af de yngre vrissede og pegede ondskabsfuldt på ham.
Zack opdagede at bartenderen stillede en øl foran ham, og tog en tår af den, gratis drinks? Hvorfor ikke, han havde råd til at købe dem selv, men vis nogen gav en gratis drink var det vel fint nok.
Zack kiggede på bartenderen, som havde noget ret så udfordrende tøj på, drengene samledes da også om baren og hende, havde Zack lagt mærke til.

Zack prikkede hurtigt til den kvindelige bartender da hun kom forbi, og spurgte "Du har vel ikke nogen peanuts eller chips vel? - Og en stor whisky tak." Bare for at starte en samtale og så få lidt mere at drikke øllen var nemlig snart drukket.
Zack bundede det sidste af hans øl og stillede glasset tilbage på bordet.

Selvom Petronia var fyldt med vampyre den aften, var hun ikke det mindste nervøs eller bange. Hun udstrålede en ro, som ingen andre væsner end engle ville kunne udstråle. Hendes udstråling gjorde alle i klubben trygge og helt rolige. Derfor var der meget sjældent slagsmål, når hun var på arbejde. Det var måske også derfor hun havde holdt så længe der. For flere af hendes kollegaer havde da ikke klaret den, men de havde jo også været mennesker og havde dermed fristet vampyrene. Nok ikke mere end hun gjorde, men når de ikke turde skade hende, så måtte de dræbe en anden. Meget rar tanke.
Hun så op og smilede til et par stamkunder, som var en flok af de helt gamle vampyre. De respekterede hende og var næsten altid flinke. Derfor fik de altid deres bestillinger lige når de havde bestilt dem. Mest også sådan at de ikke gik amok på en af menneskerne og de så var optaget af deres drinks. Derfor stilte hun hvad de havde bestilt på en bakke og gik hen til dem med det. Stilte drinksne på bordet med et smil. "Pigerne i enden af lokalet" mumlede hun til dem og gik om bag baren igen, for at betjene de andre igen. Hun havde lige givet vampyrene et forslag til mulig føde, men det forventede de af hende og så gjorde hun det bare.
Jameelah drejede hovedet, da hun blev prikket og så på dusørjægeren. "Ingen peanuts, ingen chips.. Men masser af whisky, fyrene deroppe elsker det" svarede hun kort og gjorde et nik op mod de gamle vampyre. Skænkede hurtigt og elegant whisky op til ham og tog det tome ølglas. Stile det under disken og gik videre til næste kunde. Der var travlt.

Zack tog sin whisky og tog en tår af den da hun fortalte de ingen chips eller peanuts havde, men at de havde massere af whisky.
Zack kiggede op på de gamle vampyrer, dem der før havde nikket billigende til ham og kiggede så på bartenderen igen og sagde "To flasker whisky, til vampyrerne deroppe." han kunne jo lige så godt starte med at så godt hos vampyrerne deroppe, for vis han gjorde det, var han også en del mere sikker når han nu rendte rundt her i Petronia Night Club, folk kunne jo overfalde ham til hver en tid, det var kun fordi at han lige havde dræbt en vampyr at de andre vampyrer ikke umiddelbart havde turdet udfordre ham endnu.

Zack begyndte at snakke med en mandelig vampyr, der sad ved siden af ham, manden havde godt set Zack havde været gået ud og havde sloges med den anden vampyr, og syntes det var ret modigt af et almindeligt menneske, og Zack fik hurtigt en samtale kørene med denne vampyr, vampyren havde sikkert en mistanke om at Zack var dusørjæger, så Zack undlod at give nogen oplysninger til ham af nogen personlig art, eller der kunne omhandle dusørjægere, da manden drejede ind på emnet lod Zack simpelthent som om han ikke vidste hvad det var, og det var Zack ret godt til, for han levede jo af at kunne lyve og kamoflere sig når det blev nødvendigt.

"Javel" svarede Jameelah og smilede engleblidt til ham. Et smil der kunne få hvem som helst til at smelte. Det var sådan hun havde charmet sig ind på de gamle vampyre. Okay, hendes udseende og duftende bod, havde sikkert også gjort sit, men det betød ikke så meget for hende. Så længe de ikke var ude på at tømme hende skrøbelig krop for blod, så var hun glad nok.
Hun greb to flasker whisky og gik hurtigt op med dem til vampyrene. Smilede til dem. "Fra jægeren" sagde hun, da de helt sikkert vidste at han var en dusørjæger. Og de ville heller ikke turde gå på ham nu. Det var for risikablet, for der var allerede et par varulve derinde og dem ville de helst ikke slås med.
Hun gik tlbage til dusørjægeren og knispede med fingrene. Holdt en hånd frem mod ham, for at få de penge, som han skulle betale. Hvis han ikke betalte, så blev det taget fra hendes løn og det skulle ikke ske.

Zack kiggede på vampyrerne da hun afleverede flaskerne, da hun knipsede kiggede han først overvejende på hende, vis man ikke kendte ham ville man kunne tro, det var fordi han overvejede om han skulle betale, nej hvad han overvejede var hvor meget han skulle give hende i drikkepenge.
Zack fandt to tusinde frem og rakte hende, det var bestemt nok, og sikkert lidt mere end nok.
"Du kan beholde resten." konstaterede Zack og smilede skævt til den smukke englepige, med et smil der kun kunne være en engels, det havde nok også været grunden til han havde givet hende så meget i drikkepenge.

Zack kiggede op på vampyrerne igen, og gik så over til en gruppe varulve, han kendte disse, de agerede nogengange lejesoldater for ham, hurtigt fik han fat i en servitrice og bad om at alle varulve i hele lokalet kunne få en omgang til.
Varulvenes leder smilede skævt og hviskede noget i Zacks øre, Zack nikkede bare og gjorde et kast med hovedet mod de ældre vampyrer, varulvenes leder brast i grin og klappede sig selv på lårene mens han lo.

Zack smilede skævt og rakte nogen penge frem mod varulven.
Zack havde aftalt med varulvene, de skulle sørge for at vampyrerne holdt sig i ro, og lod Zack være resten af aftenen, hvilket de havde lovet, Zack vidste han kunne stole på Varulvene han havde nemligt arbejdet med dem før.

Zack gik ned til baren igen og bestilte endnu en drink.

"Tak" mumlede hun og sendte ham endnu et engleblidt smil. Lagde så alle pengene ned i kassen under disken. Lagde sine drikkepenge i en kasse med hendes navn på og gav sig så til at betjene de andre. Alligevel holdt hun hele tiden øje med dusørjægeren. Var han ude på noget eller ville han bare drikke sig fuld lige som alle de andre? Hun kunne ikke bestemme sig, men valgte at holde et vågent øje med ham. Hellere det end at han fik de andre væsnerne til at gå amok og dermed smadre Petronia.
Da han gik over til varulvene, holdt hun specielt godt øje, både med ham og varulvene og vampyrene. Man vidste aldrig helt hvordan de ville reagere. Derfor var det godt at være i højeste alarmberedskab, hvis nu hun fik brug for at flygte.
Jameelah slappede lidt mere af, da jægeren kom tilbage til baren. Gav ham hans drink. "De gamle, styre det hele her, det ved du godt ikke?" spurgte hun med en neutral stemme og gav sig til at tørre et par glas, mens hun snakkede til ham. Lod sin rolige udstråling gå ud i hele lokalet, for at få folk til at slappe af, hvis nu der var et slagsmål på vej. De fleste så allerede godt afslappede ud.

Zack nikkede venligt da hun sagt tak, og da hun begyndte at fable om det var de gamle vampyrer der styrede det hele kiggede Zack på hende med et glimt i øjet der sagde 'det tror du i hvert faldet'.
Spurgte man Zack hvem der styrede her, styrede Zack her han havde sølvkugler og vievand nok til hele bundtet, det var ikke ham der ville tabe, kampen idag, og slet ikke når han havde varulvene på hans side, han ville bare dræbe dem sikkert, vievand først og så sølvkugler og brændemærke et kors i deres hud, mens man sagde nogen formularer, det skulle nok hjælpe på genstridige vampyrer.

Jameelah kunne ikke lade være med at smile over hans selvsikkerhed. Den ville få ham dræbt en eller anden dag. Kendte han da ikke til de ældste vampyres kampmetoder? De fik andre til at kæmpe for dem og forsvandt selv ud i den blå luft, inden nogen som helst kunne nå så meget som at se på dem. Det var sket før på Petronia at lige så snart en dusørjæger, ville kaste sig over dem, så forsvarede de unge vampyrene dem og puf! - så var de ældste væk. Ret komisk, når man så dusørjægerens ansigt bagefter.
Hun lænede sig ind over disken, så hendes ansigt ikke var så langt fra ham. Der var sikkert frit udsyn til hendes bryster, men det tænkte hun ikke så meget over. "Hvad laver en jæger her på Petronia?" hviskede hun lavt, med sin engleblide stemme og så på ham med sine nysgerrige, blå øjne.

Zack bukkede sig frem mod Jamelaah så deres ansigt var få centimeter fra hinanden og hviskede så lavt tilbage "Lige nu taler han med en yndig ung dame.".
Zack smilede skævt til hende, han kendte alt til vampyrernes kampmetoder, der var jo en
grund til at han var den bedste dusørjæger, sikkert også den rigeste af dem.
Der var ikke det væsen Zack ikke havde udslettet, havde Dracula fandtes havde det med sikkerhed også været Zack som ville havde udslettet ham, for uden at prale, var Zack altså meget dygtig til sit fag, og ingen spurgte hvor hans penge kom fra.
De turde ikke.

Jameelah smilede og trak sig tilbage. Begyndte at tørre et par beskidte glas af. "Du ved godt at jeg ikke er menneske ikke?" spurgte hun, bare for lige at sørge for at han var en ordenlig dusørjæger og ikke en af de der wannabe's der også fandtes. De almindelige mennesker, som troede at de havde den rette uddannelse og færdigheder til at kunne nedlægge de farlige væsner.
Han virkede som om han var en god dusørjæger. Ret så god endda, hvis ikke en af de allerbedste. Der var bare et eller andet over ham, der gjorde at hun ikke kunne lade være med at være både bange for ham og tiltrukket af ham. Måske var det det at han var en dusørjæger og derfor farlig og nærmest forbudt for et væsen at være sammen med. Okay, nok ikke lige forbudt, men en del ville da helt klart ikke se på det med milde øjne. Det ville hun sætte alle sine penge på.

"Jo det har jeg opdaget, men du er heller ikke dødsengel, så vidt jeg kan forstå endnu, vis jeg nu er, det som du siger - dusørjæger, så ville jeg nok som nogen af de få have opfattet, at det kun er de væsner der skader menneskerne, der skal slagtes, ikke de uskyldige.
Er du enig i den opfattelse?" spurgte Zack og smilede til hende, og kiggede op på de gamle vampyrer igen, han kunne sagtens nå, herfra at få slagtet to af dem før de nåede at stikke af vidste han, men han vidste også det ville skabe en masse ballade, men lige inden for jakken havde han fat i nogen specielle kasteknive der var smedet og døbt i vievand flere gange, så vandet faktisk næsten havde givet knivene permanent effekt, det ville være ligesom at kaste vievand på vampyerne, stort set, de her var lidt svagere, men det gjorde sølvstriben i midten af stålklingen jo noget ved, vis de nu endeligt skulle komme for godt igang deropppe.
Zack kiggede tilbage på Jameelah og fjernede hænderne fra knivene og besluttede sig for ikke at skabe ballade mens den yndige unge bartender var på vagt.

"Uanset hvor meget jeg ikke bryder mig om hverken vampyre eller dæmoner, så vil jeg ikke have dem dræbt.. Det er bare.. koldt" svarede hun og gøs. Hvorfor skulle dusørjægerne dræbe? Kunne de ikke bare acceptere at der var væsner og så komme videre med deres liv. De blev vel ikke ligefrem lykkeligere af at slå væsnerne ihjel og der var altid den risiko at de selv blev dræbt i kamp. Hvorfor ikke bare stoppe mens at legen var god? Måske fordi de tjente sygt gode penge.
"Desuden ved alle i lokalet, indklusiv mig, at du er en jæger" svarede hun og smilede til ham. Et menneske på Petronia var ikke så sjældent, men et menneske som ikke straks faldt for enten en vampyr eller dæmon var sjældent og tit et tegn på at personen var en dusørjæger.

Zack smilede skævt og sagde "Hvorfor lade det være en hemmelighed, men vil væsnerne slås, kan de bare starte med at henvende sig, ligesom ham der før." Zack trak lidt på skuldrene og virkede egentligt ikke bange for døden, det var han heller ikke men der var så meget han gerne ville udrette stadig.
Zack smilede til pigen, "Men du virker da bestemt ikke bange for mig, selvom jeg i løbet af sekunder kunne trække en pistol og så sad din hjerne på væggen, eller snuppe en kniv og hakke dig ned og forsvinde før folk når at reagere... Hvorfor tør du henvende dig direkte til mig når de andre ikke tør?" spurgte Zack, og kiggede på hende med et beundrende blik, denne pige var nok den mindst farlige af dem alle i rummet men alligevel den modigste, vis man så bort fra vampyren han havde dræbt.

"Prøv at forestille dig hvad der ville ske, hvis hele verden fik af vide vi eksistere. Det ville blive et helvede! Både for jer og os" mumlede hun en smule irriteret. Hvis der var nogen som ville afsløre deres eksistence for verden, ville der nok blive grebet ind. Så ville hun se på milde øjne med at vampyrene, dæmonerne eller hvilket som helst andet væsen dræbte personen. Det var kun for deres eget bedste at de ikke vidste noget. Verden ville være et stort kaos hvis det skete.
For at svare på hans spørgsmål, fjernede hun sit røde hår fra højre side af halsen og blottede dermed tre vampyrbids ar. Alle var næsten usynlige mod hendes hud, men de kunne skimtes. Væsnerne ville selvfølgelig tydeligt kunne se dem, men menneskerne havde ikke så godt syn, som væsnerne. "Der er værre ting derude" svarede hun med et skuldertræk og smilte til ham, helt afslappet.