When Night Falls. - Emne til sin Raq og Missen xD

Sted: Den lykkelige eng.
Vejr: Mørkt og koldt.
Tid: 01:30
Omgivelser: Blomster.. Levende blomster..
Dato: Irl.

Vicente hen over den store eng. Den var fyldt med blomster, levende blomster.. Hvor han dog hadede dette sted, som var så utroligt fuld af liv.. Vicente hadede levende ting og han fik altid en lyst til at suge livet ud ad de levende ting, som han så. Han rettede sine blodrøde øjne væk fra de mange blomster og op imod den mørke himmel i stedet for. Himlen var hverken levende eller død, men bare uendelig. Ligesom en vampyrs liv. Himlen var altid anderledes, ligesom de mange detaljer, som en vampyrs sanser opfangede. Altid anderledes. En kold vind ramte Vicente og det fik hans lange sorte hår til at flyve let om ham. Vicente kunne ikke mærke kulden, som denne nat havde bragt med sig, han kunne aldrig mærke nogen kulde, da han altid selv var kold som døden selv. Vicente stoppede ved et træ, det var et af de få træer, som stod her på engen. Den lykkelige eng, havde den fået af navn og levende væsner så vel også dette som en lykkeligt sted. Det gjorde Vicente dog ikke. Han løftede sin blege, tynde hånd og lagde den imod den ru bark, som træet bar. Han fik lyst til at ødelægge dette træ, da det var så levende som resten af stedet, dog lod han være og fortsatte så sin gågang.

Raquel havde besluttet sig for at tage hen til den lykkelige eng, blot for at se hvad det egentlig var for et sted. Hun var aldrig rigtigt kommet der som menneske, og nu da hun var blevet vampyr var det som om der var andre steder der havde trukket mere i hende... Steder med flere mennesker... Et svagt smil gled over hendes ansigt. Det havde faktisk overrasket hende hvor let det havde været at skifte fra at være jæger til at være vampyr. Det var lidt som om man ikke rigtigt kunne tillade sig de samme følelser for væsnerne, når man var blevet en af dem, som man kunne når man havde til job at slå dem ihjel.
En velkendt lugt fangede hendes opmærksomhed, og Raquel drejede hovedet hvorefter hun fik øje på den høje, mørke skikkelse længere inde på engen. Dette var et af de sidste steder hun ville forvente at møde Vicente. Det virkede bare ikke som et sted han ville befinde sig..

Artemis havde en god del af aftenen, og natten, gået rundt i den fredfyldte skov, og var nu kommet til den lykkelige eng. Hun stoppede op i udkandten, da hun genkendte skikkelserne, der tilhørte de lugte hun havde fulgt. - Endnu var hun ikke alt for god til at genkende folk på deres lugt... Det var egentlig længe siden at hun set de to. Hun blev stående i udkanten af engen, og betragtede dem på afstand. Sidst hun havde set dem sammen havde Raquel været meget lidt glad for Vicente... Mon hun stadig havde det sådan?... Eller mon hun havde accepteret ham, og livet som vampyr?...

Vicente kunne dufte en bekendt duft i nærheden og derefter endnu én. Duftene fik ham til at stoppe op. Hans blik gled let rundt på hans omgivelser og fik ham så til at vende sig om. Han fik øje på Raquel længere fremme, men Artemis var ikke sammen med hende. Hvor mon hun så stod henne? Han kunne i hvert fald dufte hende. Hans blik forblev dog plantet på Raquel, han havde ikke set hende i meget lang tid. Han stod lidt før han så satte kursen imod hende med lange, rolige skridt. Han stoppede kort fra hende og så ind i hendes øjne. "Det er længe siden." Lød Vicentes rolige, næsten monotone stemme og han løftede derefter sin blege, tynde hånd som så strøg hendes kind blidt. Det var længe siden han sidst havde set hende, men dog regnede han stadig med, at hun afskyede ham mere end pesten og bestemt ikke ville have, at han rørte ved hende, men han gjorde det nu alligevel. Han måtte jo på en eller anden måde arbejde sig frem og vise, at han ikke var hendes fjende.

Raquel stoppede ikke op før Vicente var rimeligt tæt på hende. "Det er det." gav hun ham ret, i det han sagde, og lod til at ignorere hans berøring. Hun hadede ham, sandt nok, men hun var nødt til at lade ham tro, at han kunne vinde hende over på sin side, hvis hun skulle kunne føre sine egne planer ud i verdenen.
Lugten af en anden vampyr, som hun vagt genkendte fik Raquels blik til søgende at glide hen over engen. Dér var hun. I udkanten af engen stod den lille pige, der var blevet et offer for Vicentes bid, og forvandlet til vampyr... Han burde have holdt sig til voksne mennesker... Det var ikke fair at ødelægge et barns liv på den måde...

Artemis blev stående hvor hun var, og betragtede dem. Nej, det lignede ikke at der var den samme splid mellem dem. Hun lagde let hovedet på skrå, da hun opdagede at Raquels blik hvilede på hende. Blev dog stadig stående hvor hun var. Hvorfor skulle hun også gøre andet?.. Hun så ingeng grund til at gå hen til dem, med mindre de bad hende om det, og hun var efterhånden blevet god til at observere. - Det var en ting hun brugte meget tid på for tiden.

Vicente betragtede Raquels ansigt og fulgte hendes blik, da hun fjernede det fra ham. Hun havde fået øje på Artemis, som stod i udkanten af engen. Hans blodrøde øjne var rettet imod hende og hans blik hvilede på hende. "Artemis." Lød Vicentes stemme højt nok til, at hun ville kunne høre ham. Det var også længe siden, at han havde set hende. Han løftede kort sin blege, tynde hånd for at stryge en lok af sit lange sorte hår om bag det ene øre. Hans blik løb atter engang på de mange blomster, de levende blomster som gav ham en lyst til at ødelægge dem alle sammen. Vicente vidste egentligt heller ikke, hvorfor han var gået herhen, men det så nu ud til at det havde betalt sig alligevel, da han jo var stødt ind i både Raquel og Artemis.

Raquel rettede lidt efter igen blikket mod Vicente. "Hvorfor forvandlede du hende?" spurgte hun lettere undrende. Hun kunne virkelig ikke se hvad det var der skulle have fået ham til at tage Artemis' liv på den måde. Ikke med tanke for hvad alt hvad pigebarnet kunne have opnået hvis hun havde fået lov til at vokse op.
Raquel kunne til nød acceptere at vampyrer forvandlede voksne mennesker. - De var jo nødt til at 'formere' sig hvis de skulle overleve... Specielt når der var jægere, der hellere end gerne ville nedlægge dem, for at udrydde dem fra jordens overflade. Præcis som Raquel havde gjordt det før hun selv var blevet en af dem. Men børn... Det var for meget, efter hendes mening. - At knuse den lysende uskyld der hvilede over hvert et barn på den måde. Det var bare ikke rigtigt på nogen tænkelig måde! Nu var der jo selvfølgelig ikke meget ved Vicente der sådan set var rigtigt, men alligevel...

Artemis blev stadig stående, da Vicente rettede blikket mod hende. Rettede hovedet en smule op, og vedblev at se mod dem. Først da han kaldte hendes navn begyndte hun at gå mod dem med korte, rolige skridt. Hendes grønne øjne søgte mod Raquel. Hun var ikke sikker på hvad hun mente om denne kvinde.. Hun kunne få Artemis til at føle sig tryg, men så alligevel... Var hun skræmt nok krævede det ikke meget mere end en beskyttende favn at få hende til at føle sig tryg... Det var noget helt andet med Vicente. Hun var fuldt ud klar over hvad hun følte for ham. Hun var bange for ham. Lidt ligesom hun havde været for Far, dog nærede hun langt større respekt for Vicente end hun nogensinde havde gjordt for Far. Far havde været ligegyldig... Ligegyldig og skræmmende...

Vicente rettede blikket imod Raquel igen, da hun talte igen. "Ligegyldigt, hvad jeg svarer, så vil det ikke ændre hvordan du ser på det." Svarede Vicente roligt og fjernede så blikket fra hende igen for at rette det imod Artemis igen. Han vidste godt, at Raquel bestemt ikke brød sig om ham og hvad han havde gjort både imod hende og Artemis. Han havde forvandlet Artemis fordi han havde lyst. Det var den bedste grund, som han kunne svare med og det ville jo, som han havde sagt, ikke ændre hendes holdninger om ham og ville nok kun gøre det værre. Han rettede let på sin sorte læderjakke og hvilede sit blik på Artemis. "Det er længe siden, Artemis." Lød Vicentes rolige stemme så.

Raquel spidsede kort munden i en utilfreds mine, før hun rystede umærkeligt på hovedet. I princippet kunne han egentlig ikke vide noget som helst om hvrdan hun ville reagere, men han havde nu nok ret alligevel. Dette var dog ikke grunden til at Raquel havde spurgt. hun havde blot villet vide hvorfor...
Hun retttede blikket mod Artemis igen, og udtrykket i hendes ansigt blev en anelse mildere. Hun brød sig egentlig godt om barnet. Måske mest af alt fordi hun havde mistet sit eget, og Artemis var det tætteste Raquel kunne komme på en 'erstatning'.. Desuden tænkte hun, at når nu Artemis var blevet revet væk fra at hvad hun havde kendt der var godt og trygt, kunne hun måske have brug for en 'mor' af en art. Eller bare noget i den retning...

Artemis stoppede op et lille stykke fra dem. Hun nikkede let til hvad Vicente sagde. "Det er det, ja." svarede hun, og så op mod ham. Hun følte sig egentlig utroligt lille i selvskab med Vicente og Raquel. I det hele taget blandt Vicentes vampyrer... Mest fordi hun var det eneste barn. - En ting hun bestemt ikke mente var fair. Hvorfor skulle hun være så alene med dette, når de andre havde hinanden? Selvfølgelig havde Artemis også de andre, men ikke på sammen måde. Ikke på samme niveau. Sådan var det jo egentlig altid med forhold mellem børn og voksne, og forhold mellem voksne og voksne. Et forhold mellem et barn og en voksen blev aldrig så stærkt som forholdet mellem to voksne. Med mindre det da var familie forhold, der var mellem barnet og den voksne....

Vicente nikkede let. "Hvor har i været i den tid, hvor jeg ikke har set jer?" Spurgte Vicente så og lod derefter sit blik glide hen til det træ, som han før havde stået ved. Han brød sig egentligt ikke om at være her, men blev her nu alligevel, da han var stødt ind i Raquel og Artemis. Det var nu egentligt meget godt at se dem begge igen, så han vidste at de begge to var okay. Han lod sin blege hånd løbe igennem sit lange sorte hår og rettede så derefter sit blik videre hen ad engen. "Lad os gå.." Sagde Vicente så og hans blik gled rundt på nogle af de mange blomster. Han ville gerne væk herfra, et sted hen hvor alt ikke var lige så levende, som de var her.