Tænkende tanker

Tid: Irl
Dato: Irl
Dag: Lørdag
Vejr: Irl
Årstid: Irl
Omgivelser: Legepladsartikler

Nora sad på en af gyngerne.
Hun pustede på sine hænder for
at varme dem lidt i kulden.
Hun var gået en tur og
havde valgt at sætte sig i legepladsens
stilhed. I Hendes hoved virvlede tanker rundt
blandt hinanden.
Nogle af dem var hendes egne
men andre var nogle hun havde hørt i
løbet af dagen.
Det skete at hun hørte en tanke
eller to der gjorde hende stille og tænksom
hele resten af dagen, som nu
da hun sad og fundrede over dem...

Varyl kom roligt gående langs gaden som førte ind på legepladsen
Hun gik med lukkede øjne, men det så ikk ud til at hun ikke viste hvor hun gik og hun sukkede svagt hvorefter hun åbnede øjnene igen og bevægede sig roligt ind på legepladsen og gik lidt i sine egne tanker og havde ikke opdaget Nora endnu og Varyl mumlede kort

Nora opdagede hurtigt det andet
sæt tænker der blandede sig
med dem der i forvejen virvlede rundt.
Hun så op og fik snart øje på elveren.
"Hej Varyl"
smilede hun glad da hun genkendte hende.

Varyl så hurtigt op da hun hørte sit navn og fik øje på Nora
Hun smilte blidt og gik over imod hende, " hei Nora, hvad laver du her?" spurgte Varyl nysgerrigt og satte sig på den anden gynge og vippede lidt.

"Jeg gik en tur...
Også satte jeg mig her for at tænke lidt...
Hvad med dig?"
svarede hun og smilede
venligt

Varyl smilte blidt og så tænkende på Nora
"Jeg prøver at huske nogen ting, derfor tænkte jeg at luften og naturen ville hjælpe mig" sagde hun roligt og smilte blidt igen og vippede lidt igen på gyngen

"Okay"
svarede hun og blev igen 'overmandet'
af tanker

"Går dine tanker ud på at finde ting fra din fortid?" spurgte Varyl roligt og smilte blidt
Hun stilte sig op på gyngen og holdte fast i kæderne med hænderne og så derefter tænkende på Nora

Hun så overrasket op
på Varyl.
"Nej" svarede hun stille.
Hun tænkte ikke tilbage.
Hun frygtede næsten at gøre det
fordi hun vidste at det måtte
være en grund til at
hendes underbevidsthed
havde skabt den store smertende
mur af glemsel der forhindrede hende
i at huske sin fortid.
Dog var der små huller i muren
hvor minder, som det med ilden
eller det med stemmen der hviskede til
hende at hun ikke behøvede at frygte
den skarbe smerte det gav når en vampyr satte
tænderne i hende, dukkede op.
"Jeg er tankelæser og nogle af de tanker jeg
hører kan få mig til at spekulere en hel dag."
fortsatte hun smilede sit svar efter en lille pause.

Varyl nikkede og smilte blidt til Nora
"Hmm.. nogen gange er det også bedst ikk at leve i fortiden, men komme videre i nutiden" sagde hun roligt og smilte igen til Nora, hvor hun herefter så tænkende op på himlen

"Ja..."
svarede hun og trak lidt på det.
Hun trak jakken tættere omkring sig
da et koldt vindstød fik hende
til at gyse

Varyl gik ned fra gyngen og så tænkende rundt
Hendes blik faldt så roligt på Nora og hun bed sig i læben, " her er ikk så fredeligt som jeg havde troet" sagde Varyl med en anelse af skuffelse og sukkede svagt inden hun så op på himlen igen

"Hvad mener du?
Her er da så stille som noget..."
sagde hun undrende.
Hun synes at der var meget
fredeligt på legepladsen...

Varyl smilte blidt og rystede på hovedet
"Jeg mener skam ikke her, her er fredeligt nok, det er rart, men andre steder har jeg set at byerne ikke er så fredelige som jeg havde troet, det gør mig lidt urolig" sagde Varyl og gned sig lidt på den ene arm med hånden og satte derefter håret op i en hestehale, så hendes spidse øre rigtig kom frem, men det tænkte hun ikke lige på og hun sukkede lydløst og smilte svagt til Nora.

Hun nikkede lidt
før hun rejste sig op.
Det blev efterhånden
for koldt at side stille i længere tid
så man var nødt til at sætte sig i bevægelse
igen.

Varyl tænkte lidt, hun viste ikke hvad hun skulle sige
For første gang i lang tid, havde hun ikke så meget at sige, Varyl bed sig i læben og håbede på at kunne komme på noget at snakke om eller at sige, men da der ikke kom noget frem, sukkede hun svagt og så kort rundt.

"Du virker så urolig hele
tiden.
Som om du bekymre dig om alt andet
end dig selv?"
sagde hun og så på hende
med et opmuntrende blik.

Varyl så lidt overrasket på Nora og smilte derefter blidt
Hun nikkede og tænkte kort, " det gør jeg også, jeg er opdraget til at sætte andre højere end mig og hjælpe dem som har brug for det, derfor er jeg for det meste rolig, fordi så går jeg heller ikk så let i panik, hvis der sker noget uventet" sagde Varyl tænkende og smilte blidt igen

Hun nikkede lidt.
"Men hvem skal bekymre sig
om dig hvis du ikke engang selv
gør det?"
spurgte hun tænksomt.
Egentlig mest fordi hun
synes godt om elveren
og bekymrede sig om hende.
Alle fortjener at blive holdt af...

Varyl havde endelig aldrig tænkt over det, men det var fordi hun ikke følte at der var noget at tænke over
Hun trak lidt på den ene skulder og smilte blidt, " dem som nu har lyst til at bekymre sig om mig, men endnu har jeg ikke mødt nogen som har sat mig højere end dem, så derfor sætter jeg dem højere end mig selv og bekymre mig om deres sikkerhed, jeg har også sat dig højere end mig" sagde Varyl og smilte svagt men tænkende

"Jeg ville også sætte dig højest"
sagde hun med et blidt smil.
Hun følte ikke hendes sikkerhed
behøvede at blive sat særligt
højt da hun tit kom til
skade.
Hun ville ikke beskyttes
fra skaden, men hjælp
efter den var en god ting
synes hun.

Varyl rystede på hovedet og smilte blidt
"Det skal du ikke, jeg er ikke værd at sætte højere end dig selv, husk på at min race er så godt som døde, så jeg ser ikk nogen grund til at jeg kræver din beskyttelse, du burde hellere tænke på din egen sikkerhed" sagde hun roligt og smilte svagt, hun sagde det også mest fordi vampyrene elskede engle blod og Varyl ville ikke lade Nora blive ædt op af en vampyr

Hun lo lidt.
"Vampyrere er ikke noget
at frygte.
Ikke mere end mennesker er det.
Jeg frygter dem lige så lidt som jeg frygter en
sommerdag."
sagde hun roligt og hendes
hånd røg automatisk op og gned de mange ar.
Hun smilede glad.
"Jeg vil ikke beskyttes fra dem, men
når man er blevet bidt,
er det godt med noget hjælp bagefter"
tilføjede hun tænksomt.
Hun vidste godt at hendes holdning var farlig
men hun havde jo overlevet indtil videre
så hun så ingen grund til at ændre den.

Varyl smilte ikke, for Noras holding var ret risikabel
"Hmm.. jeg frygter ikke det helt store, smerte og døden har aldrig gjort mig noget, så derfor er jeg ikke bange for at give mit liv for at beskytte en anden og døden er jo også en begyndelse til noget nyt og måske noget mere" sagde hun tænkende og smilte svagt til Nora, " men jeg vil med glæde hjælpe dig efter et vampyr angreb" sagde Varyl og smilte svagt igen

Hun smilede og gned halsen igen.
Det var en vane hun havde når
der blev snakket om sådan noget.
"Tak... Som regel er det ikke så slemt
men det hænder at de er grådige..."
sagde hun og smilede.
Hun var allerede blevet bidt dagen efter hun
havde mødt Varyl, men vampyren
havde ikke taget så meget.
Hun havde stædig været
i stand til at gå efter det bid.