Mørke skygger

Dato :: 30 septemper
Årstid :: Efterår
Dag :: Lørdag
Vejr :: Overskyet - Støvregn - Diset
Omgivelser :: Stille - Tomt
Tid :: Aften

Disen lå om Caspar's kappe, ben - hele hans skikkelse faktisk - da han vandrede hvileløst rundt i den mørke, ret uhyggelige, skov.
Hans humør var total sort, ligesom hans hår.
Hans topase øjne, glitrede i støvregnen, var lidt lysere end de plejede.
Han nynnede hæst, en lille vuggevise, som overhovedet ikke passede til ham lige i det øjeblik.
Hans læber var trukket tilbage i en uhyggelig grimasse, imens han ret uyndefuldt, sjoskede rundt i det kolde vejr.

Kala gik rundt i skoven og tog sig ikke af regnen. Den var faktisk ret dejlig mod hendes hud. Dejlig kølig. Det var længe siden at hun havde oplevet at det havde regnet, så hun nød det faktisk, selvom hendes hår klistrede sig til hendes ansigt.

Caspar's fine evner, fortalte ham straks at der var en engel i nærheden.
Den hylede nærmest.
Han holdte om sit hoved, det havde han ikke oplevet før.
Han viste ikke hvorfor den hylede, han sank sammen på jorden.

// Skulle lige hjælpe min lillebror...

Kala kunne svagt fornemme en dæmon, men tog sig ikke af det. Indtil videre havde hun ikke mødt nogen farlige dæmoner.
Hun foldede sine vinger ud, da hun ikke længere havde kræfter til at holde dem inde mere.

Caspar's hyletone blev endnu værere, og han hvæsede, og rejste sig besværet op.
"Hallo?" råbte han hæst.
"Er her nogle?"
Han lød en anelse nervøs.
Hvem var det der kunne give ham en smerfuld hyletone, som skar i hans hjerne.

Kala hørte et råb.
"Ja, der er mig!" Råbte hun tilbage og fløj hurtigt i den retning det var kommet fra.
hun så med store øjne på dæmonen

Ironisk nok bankede hans hjerte utrolig hurtigt, og hans øjne sved lidt da de hvilede på pigen.
Hun var meget yndig.
Han tumlede lidt, for at finde balancen, og prøvede desparat at læse hende, men det gjorde ondt i hans hjerne, da han prøvede at nærme sig hendes sind.
"Hvad i..."
Hans stemme dirrede lidt, indtil han fandt den.
"Hvem er De?"
Han havde aldrig set et væsen som hende i sit liv før.

Kala lagde hovedet på skrå. Hun kunne ikke se hvad der skete med ham.
"Jeg hedder Kala" Præsenterede hun sig selv og smilede blidt.
Hun betragtede ham. Han var som de fleste dæmoner smuk.

Hun forvirrede ham.
Hendes aura var smuk, lysende, som guds engle, i bøger, måske.
Hans pande rynkede sig.
"Måske lyder det mærkeligt," startede han forsigtigt med sin syngene, klokkestemme.
"Hvad er De?"
Spørgsmålet, var en anelse akavet, hvem spurgte lige om sådan noget mærkeligt?
Hendes ånd brændte nærmest i hans syn.
Som... som... lokkemad?
Den lokkede ham som... et eller andet han aldrig havde set før!

Hun bevægede stille sine vinger.
"Jeg er da en engel" Sagde hun og smilede.
Det måtte da være utrolig tydeligt med de vinger.

//Skal til badminton. Skrives xD//

Han rakte tunge af hende, og rørte stille hendes vinger, det var som om de brændte hans blege hud.
"Jeg troede bare de var til pynt."
Han lo drillagtigt.
"Hvis du er en engel, heder du så Gabriel? Eller er du mere en Lilith?"
Hans stemme var lidt forvrænget.
Han havde det ikke godt ved at være så tæt på hende, men viste ikke hvorfor...

// Ses lille engel x3

Hun grinede.
"Nej, jeg hedder Kala" Præsenterede hun og smilede blidt. "Det er det hawaiianske navn for Sarah" Fortalte hun
Hun betragtede ham. Hun forstod ikke hvor hans stemme var så forvrænget.

Caspar smilede blidt til hende, og strøg hende over de hvide vinger, imens han prøvede at inogrere smerten.
Han smilede endnu varmere, og han trak sig lidt tilbage.
"Jeg er Caspar."
Hans sorte hår hvirvlede lidt rundt om hans ansigt, og hans topase øjne glitrede.
"Jeg er en Dæmon."

"Hej Caspar" Sagde hun og smilede.
"De dæmoner jeg har mødt indtil videre er ret flinke" Mumlede hun og trak på skulderne.
Hun vidste ikke om han ville have hende til at være bange, men hvis han ville virkede det ikke særlig godt.

"Nu bliver du vel ikke bange, vel Sarah." smilede han drillende.
Han pludrede i hendes hår, men trak sin hånd til sig.
"Bruger du noget totalt ætsende parafume eller sådan noget?" smilede han, og gned sin hånd.

"Jeg hedder altså Kala" Sagde hun smilende
Så på ham som om han pludselig havde fået fire arme.
"Hvad mener du med ætsende parfume? Jeg bruger det overhovedet ikke!"

Caspar smilede til hende igen, og pludrede hende i håret for tredje gang.
"Det var for sjov."
Han lagde hovedet på skrå, og smilede lidt katteagtigt til hende.
"Sarah, lyder mere som en engel, og ham der Abrahams kone hed også Sarah."
Han trak på skuldrene og smilede lidt drillagtigt.
"Og de fik maaange børn."

Kala grinede.
"Sikkert, men jeg kan ikke lide navnet Sarah" Mumlede hun.
"Det er så almindeligt og kedeligt" Sagde hun og skar en grimasse.
Hun havde kun mødt få der hed Sarah, men vidste der var mange som ellers hed det.

"Du har vel ret?"
Han trak på skuldrene med et blidt smil.
"Jeg kender mange som hedder Sarah."
Han smilede.
"Kala, er rimelig ualmindeligt, og rimeligt ukedeligt."

Hun grinede.
"Jeg kender ingen ud over dig som hedder Casper" sagde hun og smilede.

"Jeg kender fire der hedder Casper, men kun en som hedder Caspar."
Han smilede stort, drillende til hende, imens hans topase øjne flød lidt ud.

"Casper er vel også lidt mere almindeligt en Caspar?" Spurgte hun grinende.

// Skulle lige have noget mad...

"Det er det vel?"
Han smilede, og lo lidt, en klokkelatter.
Hans topase øjne størknede, med det samme, da en trang til at klå klø'erne i hende, slog ham i hovedet.

Hun grinede lidt og smilede.
Betragtede ham.

Caspars øjne blev flydene igen, og han smilede igen.
"Men hvad går du så rundt og laver, Kala?" spurgte han med en anelse hæs stemme.