Skjult af skovens træer. (Dementri)

Tid: 21:00
Dato: Irl.
Sted: Den Fredfyldte Skov.
Vejr: Mørkt og der ligger en del sne

Amber var iført en hvid sommerkjole og en let jakke på, hun havde ingen sko på og så helt forkert ud i vintert vejret, men Amber var ret så ligeglad hun havde været i skoven i et par dage nu og havde ikke set levende sjæl og hvis hun gjorde dræbte hun det højst sandsynligt for hun havde ikke spist i de dage. Hun havde skjult sig skoven i stykke tid, da det var det eneste sted der ikke rigtigt kom nogen på grund af dette dårlige vejr, Hun var på vej ned til den forladte hytte som skovarbejderne havde forladt for vinteren. Hendes humør var engtlig ret godt også selvom hendes hals brændte forfærdligt meget, men så længe der ingen mennsker kom herud, kunne hun eller ik slukke sin uendelig tørst.

Demetri havde siddet som en lille gråspurv oppe i en af træernde
og sad og så på Amber alt imens hun gik i sneen, hun lignte en
smuk engel de rvar faret vild.
Dog sagde han intet og havde ikke tænkt sig at give sig til kende
lige nu.

Amber kom gående i sin engen verden, og havde derfor ikke lagt mærke til den alt for genkendlige fært af Dementri. Hun var kommet et stykke før hun standsede, hun følte sig iagttaget, men det måtte bare være hendes sanser der spillede hende et puds. Hun forsatte ned af stien og det varede ikke længe før hun kom til den nedslidte hus, hun kiggede sig over skulderen inden hun gik ind, men fik ikke øje på noget. Hun fandt blok frem gav sig til tegne en snehare i snelandskab. Bare det at mærke blyandtens træ imellems hendes finger føltes dejlig, det var alt for længe siden hun havde tegnetog det kunne hun se med det samme, for stregerne var smule rystet. Hun havde besluttet sig for at der aldrig mere skulle gå så langt tid før tegnede igen.

Demetris fugle skikkelse havde alt imens Amber var gået ind fløjet med ind i huset og havde sat sig oppe ved taget.
Den kiggede på Amber med sine sorte øjne, der nærmest havde en slags gråskær.
Demetri havde ikke sagt et eneste lille piv endnu.
Men kiggede i stedet på Amber som tegnede.

Amber begyndte nu at tegne nogle træer, da hun fik færten af Dementri og den var tæt på, hun trak vejret tungt, han var ikke den hun havde regnet med se her ude i skoven. Hun bed sig svagt i læben inden hun forsatte på sin tegning, men det var svært holde koncentratioen. så hun endte med at stoppe. hun begyndte at gå med rastløse skridt, det var typisk ham bare gemme sig og puf lige pludslig forsvinde igen, lige så hurtigt han var kommet. hun gik ind i værslet som var meget lille og ikke i den pæne ende værelser. Sengene var muggende og gammle. Hun fandt noget tøj frem i et skab som der også var blevet plads til. skiftede fra sin hvidesommerkjole til tanktop og et par slidte jeans. Mon han ville give sig til kende nu hvor hun vidste at han var der. hun fjernede sin knold og lod det svagt krøllende hår hænge ned over sine skulder. og gik der efter ind stuen hvis man kunne kalde den det.

I det hun kom ind i stuen igen smækkede døren og Demetri stod bag den,
alt imens han lændte sig op af den gamle træmur.
Han sagde intet men stod bare og kiggede på hende, han havde tydeligt set hende
skifte tøj og det var et reallativt lækkert syn at se, hvis han selv skulle sige det.

Amber stod stirrede på ham, så kunne han endelig komme frem, hvor længe mon han ville blive denne gang. hun lod en hånd glide igemmen det lange brune hår. imens hun fjernede blikket. Det var lang tid siden hun havde set ham. Han var hendes skaber, hun hadede ham ikke ret meget mere for at han havde forvandlet hende, det var også på måde hendes skyld. Amber havde været dum og naiv. " hvad skyldes æren?" spurgte hun med sprøgene blik. Hun anede som regl aldrig hvad ville. Hun smilede svagt før hun roligt nikkede stille til ham før hun vendte sig om for fjerne, tegningen som hun havde været igang med inden han. havde forstyrret. Den var ingen gang halv færdig endnu. Hun gik hen køkkent som også var del stuen og smed blokken ned skuffen. Hun vidste ikke at Dementri havde set hende skifte, men hun ville heller ikke havde det at vide, hun vendte sig for se på ham sikker sig at stadig var der. smilede da hun så at stadig stod i døren.

Han stod lige bag hende og da hun vendte sig om, gjorder han sådan
at han nærmest lægnede sig ind over hende så hun også måtte lægne
sig bagud, han smilte et ubehagligt og underligt nok drenget smil til hende.
Dig hviskede han til hende da hans ansigt kom tæt på hendes.
Hans øjne lavede kun 1 svagt glimt hvorefter de bare var kolde,
men samtidig lokkende, smukke og mystiskende.

Amber lænede sig bagud idet hun vendte sig så Dementri lige i hovdet. Hun støttede med sine hænder på skuffen som hun havde smidt den halvfærdige tegning i, Sidst han havde været så tæt på havde han forvandlet hende. Hun trak vejret en smule tungt imens hun vendte blikket bort. Hendes greb blev hårde om skuffens kant. hun kunne tydligtvis ikke lide at havde ham så tæt på, men på måde var han jo også hendes morder, ham der havde forvandlet hende til dette væsen hun var blevet. rystede svagt på hovdet af sine tanker " jamen her er jeg så" sagde hun imens hun prøvede at kante sig væk fra ham.

HAn rykkede sig lidt væk og havde forventet hendes reagtion.
"Sødt Amber" han holdte en kort pause, "Meget sødt" sagde han og lod sit
tunge blik gå væk fra hende og over på den stol hun havde siddet på da hun tegnede.

" tak tror jeg" svarede hun før hun vendte sit blik imod stolen som kiggede på fjernede ikke sit blik fra den før hun 5 min. senere flyttede dem tilbage til ham hun trak vejret mere roligt nu da han ikke var så tæt på, hun smilede svagt før hun igen vendte blikket imod stolen " du vil måske sidde ned?" spurgte hun en smule nervøst. hun prøvede drog a skjule den nervøsitiet somkom snigende.

Han lagde armende over kros og kiggede tilbage på hende hvorefter
han rystede på hoved.
Hans smil var falmet, "Så Amber, har du mdøt nogen af dine søster?"
sagde han hvorefter han tog fat i den blyant der lå på bordet og studerede
den, ikke fordi den var spændende, men bare for at have nogen at konsentrere
sig lidt om.

hun forstod ikke rigtigt hvad han mente og rystede derfor på hovdet, hun bed svagt læben og vidste ikke rigtig hvor hun skulle gøre af sig selv. Det var altid den følelse hun fik når hun var sammen med ham. Hun sukkede kort før hun rystede på hovdet " nej det tror jeg ikke" svarede hun en smule usikkert. Men hvordan skulle hun også vide det når hun ikke helt vidste hvad han mente. Hun endte til sidst med fokosere på gulvet, som pige der havde gjort noget forkert og nu skulle stå skoleret over for sin far.

Han kiggende kort på hende og vendte sig så om igen.
"Hvis det er hedder de, Hayley, Fie, Pandora, Christine og mange flere"
sagde han og kiggede tilbage på hende.
Han smilte nu grumt, "Frygter du mig Amber" sagde han og så stirrende
på hende med De Metalliske grå døde øjne.

Hun kiggede op på ham hendes blik var tomt hun frygtede ham. hun anede ikke hvad hun skulle svare men hendes øjene sagde næsten alt, ja hun var bange for ham ville helst holde sig på afstand. Men på den anden side kendte hun ikke så mange vampyre som hun kunne spørge om hjælp, Dementri var den eneste som hun kendte. fordi den anden hun kendte havde fået hukomelsetab og ikke ville kendes ved hende.

"det tænkte jeg nok" sagde han og smilte overlegent.
Demetri så ikke længere på Amber men gik nu ind i
hendes rum, og kiggede der stod en gammel seng,
Demetri smil på sådan en måde der betød at Amber skulle
løbe elller iværtigfald gemme sig for ham, men hvordan skulle hun
kunne det da hun faktisk var Demetris egen vampyr

Hun stod kiggede på ham før hun spurtede efter ham, men nåede ikke ind foran om inden han var inde på det gammle værelse. Hun stod i døren betragtede ham inden hun hurtigt gik ind foran ham. " hvad skal du her inde?" spurgte hun meget hurtigt fordi hun var nervøs, man kunne aldrig vide med Dementri og det var skyld i den uskikkerhed som bredte sig hvorfor skulle han altid være så mystisk og hvorfor skulle det lige havde være
ham, som blev hendes skaber. Hun trak vejret tungt før hun med forsigtige lagde sine hænder lagde dem på hans bryst imens hun prøvede skubbe ham ud af værslet.

Hun nåede ikke at røre ham for han tog fat om hendes håndled,
og svang hende over i sengen så hun landte midt på den.
Han kørte sin hånd i gemmen sit hår før han lige så stille gik
over mod Amber og kravlede over Amber så hun ikke kunne flygte.

Amber gispede svagt idet hun ramte sengen hun var gået lige i hans fælde, hun vred i hele kroppen. Hendes hjerne var gået selvsving og panikken bredte sig i hele hendes krop " flyt dig" svarede hun prøvede at lyde vred, men det lykkeds ikke for man kunne tydeligt høre hvor panisk hendes stemme var. Sidst han havde været så tæt på var den gang han havde forvandlet hende, det var først nu hun lagde mærke til at hendes arme var fri og hun begyndte panisk slog ud efter ham selvom det ikke ville hjælpe synderligt meget, men det var det eneste forsvar hun havde.

i det hun var 3 cm fra hans ansigt sad hendes hænder fast i luften det var en af Demetris evner der nu var i spil.
Han smilte legesygt til hende, "Rolig Amber" hviskede han og lagde hende tilbage med sin evne så hun lå helt stille på sengen.
Han tog sit ansigt så tæt på hendes så deres næsespids kun var 1 cm fra hinanden.
Fakisk var det eneste han røre hende med hans evne og hans ben.

Amber mærkede hvordan hendes arme stoppede, hvorfor stoppede de nej hun ville ikke have dem til at stoppe hvorfor stoppede de. Amber vidste med det samme at det var Dementri der stod bag da hun blev lagt tilbage sengen, hun skar tænder af vrede og nervøsitit " hvorfor gør du det her?" spurgte hun fnøsende. Der måtte være menning med det hele og han skulle ikke slippe godt fra det. Da sænkede hovdet ned imod hende lukkede hun sine øjne hårdt i for hun ville ikke kiggede på ham, den sejr skulle han ikke have.

I det samme sprang han væk, han rystede på hoved.
Hvorefter han slap hende med sin evne.
HAn kiggede på en måde halv skuffet på hende som om
at han havde forventet noget andet af hendes reagtion.

Hun satte sig op med et ryk imens hun kiggede på ham var det virkelig det han ville, hun hævede svagt sit ene øjnbryn imens fjernede sit blik rettede ned imod sine fødder. Hun havde udmærket set hans blik " hvorfor så lige mig?" spurgte hun med en forsigtig stemme. Hun ville ikke skuffe ham.
Men hun kunne bare ikke fåsig selv til det og især ikke med Dementri.

"Hvad mener du helt præcist" sagde han og kiggede nu
koldt og dystert på hende.
HVis det var sex hun troede han ville have haft havde hun taget fejl.
HAns smil stirrede stift og ubehagligt på hende som var han et rovdyr
der havde set sit bytte komme gående.
Men han stod bare helt stille.

Hun kiggede på ham sukkede så og fjernede håret så hendes hals var blottet hun vidste godt det ikke handlede om sex, men om blod hun var helt sikker på at det var hendes blod han ville have. Og hvis det var det han ville have kunne han lige så godt tage det.