Lad sandheden komme frem - Alane

Det var begyndt at lysne i lejeligheden. Sariel sad på midten af hans seng og stirrede ud af soveværelset som førte ud til stuen. Sådan havde han siddet siden han vågnede klokken 2.37, ja han huskede tidspunket. Hans tanker stoppede aldrig siden, ja siden han vendte ryggen til Alane og faktisk ikke havde set hende meget på det sidste, ak ja. Han tænkte på Alane, hvor mon hun var? Mon det var for tidligt at ringe til hende? Han sukkede og så ud af vinduet. Han sank og kørte hans hånd igennem hans uglede morgenhår. Han tog sin telefon fra nat morgen og tastede hendes nummer ind. Han ringede op og satte telefon til øret og ventede. Duut, duut.. han kunne ikke vente med at høre hende stemme.

Alane sad på sin seng og stirrede ud af vinduet. Hun havde ikke set Sariel siden den dag de begyndte at komme sammen og det gjorde faktisk ondt. Men hun havde vel ikke selv taget initiativ til det så det var vel hendes egen fejl. Hun rejste sig op og gik over til hendes skab. Mange af de møbler hun plejede at have, havde hun ikke mere. Det var hårdt ikke have noget arbejde mere, pengene svandt ind og man måtte jo bare sælge møblerne så. Hendes mobil ringede som hun var ved at hive en bluse ned over hovedet. Dog greb hun den dog hurtigt på natbordet og besvarede opkaldet. "Hallo?".

Sariel sad på sengen og ventede, men så blev telefonen taget, han hoppede op i sengen og stod oppe i sengen nu, "Alane!, det mig.." sagde han først overraskende men også meget lettet, hans stemme blev mere rolig og han følte sig også mere rolig nu. Hans hjerte hoppede igen og han smilte lykkeligt. "jeg tænkte på om du ikke vil over til mig nu?" sagde han som om det var noget der hastede. Han måtte bare se hende igen, hurtigt! det var så længe siden og han savnede hende forfærdeligt.

Hun smilte et stille smil da hun hørte Sariels stemme i meget lang tid. Hun gik dog igen over til sit skab, satte mobilen på højtaler og lagde den i sengen mens hun fandt et par bukser frem og begyndte at hive dem på, pokkers tage hendes stramme tøj nogle gange. Hun blev helt glad indeni da hun hørte hvad hun spurgte om. "Det vil jeg da meget gerne" Hun tog derefter nogle sokker på og lukkede sit skab. Smed sig på sengen og tog mobil op til øret og slog den fra højtaler.

Hans stemme blev roligt og hans smilte. "skønt, jeg savner dig" sagde han med en rolig og kær stemme. Måske var han slet ikke bøsse? Måske var han bare bi-seksuel. Det var hvert fald en tanke, nu måtte han bare vente og se. Han lagde sig stille på ryggen og så op i loftet og lagde sin anden hånd på hjertet. Det bankede.

Hun smilte stille og kunne ikke lade være med at rødme en smule, "Jeg savner også dig" Hendes stemme var silkeblød og en smule genert. "Vi ses" Hun lagde derefter på og skyndte sig at blive færdig så hun kunne komme ud af døren. Der gik ikke længe før hun stod udenfor Sariels dør. Hun var en smule nervøs og meget genert. stille bankede hun på og ventede på at han lukkede op.

"vi ses" sagde han med en rar stemme han lagde på og smilte til loftet. Han begyndte at synge, ( https://www.youtube.com/watch?v=Fr1vpwrz2bY ). Det var en sang han selv havde skrevet. Sangen var bare det der hoppede op i hans hovede. Han smilte sammen tidig at han tog sit tøj af. Fordi han havde haft det på så længe, da han bare lagde sig til at sove idet. Han tog nogle lange bløde bukser på som bare var til hjemme brug og så ellers bar overkrop. Det var lige det han orkede lige nu. Han hørte de små bank på hans dør og han løb let hen til døren og åbnede, "Alane" sagde han med en rolig stemme, med et stort smil på læben. Han tog fat om hende og svingede hende rundt og sagde, "hvor har jeg savnet dig!". Han satte hende ned og kyssede hende.

Alane stod forsat bare udenfor døren og anede ikke hvad hun skulle gøre mens hun ventede så derfor lod hun bare blik glide rundt og betragtede opgangen. Den var ren og meget pæn. Hun følte sig ikke helt hjemme i det rene miljø. Hendes tøj var begyndt at blive slidt eftersom det var det samme og det samme hun gik i efterhånden. Hun havde solgt det meste af sit tøj også for at kunne betale regningerne. "Hey" Hun så på ham med et dejligt smil på læberne. Hun svang selv armene omkring halsen på ham og lukkede øjnene i. "Jeg har også savnet dig", hun gengældte kysset.

Han slap kysset og så hende i øjne, "hvor har du været" sagde han og smilte. Han følte at han var blevet fuldendt, endelig. Endelig at være sammen med den person som man kunne føle sig bedst tilpas sammen med. Han lukkede døren bag dem og tog hende i hånden. "jeg vil snakke om noget" sagde han og trak hende med ind til soveværelset. Han satte sig op sengekanten og så op på hende, en smule alvorligt men på ingen våde vredt.

Hendes øjne forblev lukket indtil han slap kysset. Hun åbnede stille øjnene og så ham i øjnene, et smil på hendes læber. Hun lod sit blik glide rundt i den dyre lejlighed og følte sig ude af billedet fordi hun ikke passede ind blandt alle de dyre ting. Hun fulgte efter ham ind i soveværelset. "Okay, hvad vil du snakke om?" Hun kunne mærke at hun blev helt nervøs, ville han slå op med hende eller hvad ville han?

Sariel så på hende, "Alane, jeg elsker dig" sagde han til at starte med, det skulle hun vide, at han virkelig elskede hende for det gjorde han! Han smilte, han ga hendes hånd et klem. Han skulle lige finde af at fortælle hende at han havde været sammen med en dreng, altså kun kys intet andet, hvert fald med drengen, men at fortælle hende at han var fuld og vågnede forelsket op ved siden af en nøgen engel, det ville han ikke. Det ville kun såre hende, og desunden så var han heller ikke forelsket længere i den engel, kun Alane. Som han så elskede nu.

Alane så på ham og bed sig i læben, hun slap hans hånd og satte sig på gulvet foran ham. "Jeg elsker også dig Sariel" Hun bed sig nervøst i læben. Hun var bange for hvad der skulle ske nu, hun ville helst ikke vide det men hun ville heller ikke have at han havde nogle hemmeligheder overfor hende. Hun ville blive knust hvis han havde skjult noget for hende. Hun vidste da jo så at hun ikke ville kunne stole på ham.

Han kløede sig i nakken, "arrh, hvordan siger jeg det her" mumlende han og sukkede. Han kærtegnede hendes ansigt og smilte en smule. Han tog hånden til sig igen og åbnede munden men der kom ingen ord ud. Han lukkede den og tog en dyp vejrtrækning. Han åbnede munden igen, "jeg har kysset en dreng" sagde han hurtigt og faldt tilbage på sengen med hænderne for hans ansigt.

Alane sad bare som forstenet, det var som om de ord han sagde ikke ville registreres i hendes hovede. Hun sad bare og stirrede på ham, hun lod så sit blik falde mens hun kunne mærke tårene strømme ned af hendes kinder. Langsomt, meget langsomt rejste hun sig op, hun lod sit blik falde på Sariel. "Er der andet du ikke fortæller mig...." Hendes stemme var helt lille og helt ødelagt. Alanes blik faldt stadig på ham, hun så helt ødelagt ud. Langsomt tog hun et skridt bagud. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte blev knust i tusind stykker.

Han rejste sig op fra sengen, "Alane, jeg er nok Bi-seksuel.. Det var bare så nyt" sagde han mumlende. "alane, jeg er virkelig ked af det.. Jeg tænkte på dig bagefter.. At jeg følte mig skyldig.." Han så hendes ansigt, det var knust. Han sænkede hovedet. Han var nød til at få det ud. Han så op på hende og resjte sig helt fra sengen. Han stile sig helt tæt foran hende, "du må ikke forlade mig" sagde han hvor der langsomt som små tåre fra hans øjne som var renere end vand. Han tog hendes hånd og lagde det på hans brystkasse. Hans hjerte bankede. "Det er stadig kun dig, der får mig til at føle sådan her" sagde han tavst. Godt nok var det sukkersødt sagt, men det var vel stadig ingen god grund til at blive hos ham.

Hun tog endnu et skridt baglæns, hun havde bare lyst til at løbe langt langt væk og bare dø der.. Det føltes som om hendes hjerte var blevet revet ud og bare smidt væk. Det var vel egentlig også hvad han havde gjort, taget hende for givet. "J-Jeg ved ikke engang hvad jeg skal sige Sariel" Hun så op på ham, tårene fossede ned af hendes kinder. "Du har bare smidt mit hjerte ud som jeg har givet dig, bare glemt mig, ikke tænkt på konsekvenserne om hvad der skete, HVIS DU VAR SAMMEN MED EN ANDEN!!" Hun knækkede sammen, sad nu bare nede på knæ og hulkede. Hun skubbede sig baglæns og væk fra ham da han kom tættere på. Pludselig rejste hun sig op, så kort på ham. Endnu mere sønderknust end før. Hun løb bare ud af døren, ingen jakke og på bare fødder.

Sariel tog det hele til sig. Han havde fortjent det. Han havde jo været sammen med en anden, og begge gange, i fulde skab. Tåre trillede ned af hans kinder. Da hun løb væk blev han bange, bange for at hun ville gøre noget dumt ved sig selv. Han satte sig i løb efter hende. Hurtigt ned af trapperne og greb fat i hendes arm. "Vent nu Alane" sagde han højt og en jamrende stemme. "Du ved det ikke var sådan ment" jamrende han, han vidste godt at han havde fortjent at miste hende, men det var bare for stort! Tårende trillede ned af hans kinder. "jeg elsker dig" hviskede han.

Hun var allerede på vej ned af trapperne, i fuld hastighed. Tårene løb forsat ned af hendes kinder. Hun ville bare væk, ikke være hos en som gik bag hendes ryg og var hende utro. Hun var glad for at hun ikke havde ladet ham tage hendes møgdom, den skulle gå til en som hun faktisk betød noget for og det gjorde hun tydeligvis ikke for Sariel. Hun vendte hurtigt rundt da Sariel greb hendes arm, hun så ham direkte i øjnene, hun var fuldstændig sønderknust og det kunne ses på hendes røde øjne. Hun hulkede endnu engang. "Hvorfor var du så sammen med en anden?! Hvis du virkelig elskede mig havde du ikke brug for at være sammen med andre!" Hun vred sig ud af hans greb og løb ud af døren og ud i den iskolde sne med bare tæer og i tanktop.

Sariel åbnede munden men der kom ingen ord ud. Da hun igen løb væk fra ham slog han sig selv i hoved med håndfladen. Sariel så på ned kolde sne og isnede. Nej! nu måtte han vise hvad han følte for hende. Han løb efter hende, der var ingen mennesker omkring så han spredte hans sorte engle vinger og fløj efter hende, tog hende i hans arme og holdt hende tæt ind til sig og fløj op mod himlen. Han holdte hende som om de var et nygift par. "Alane, hør på mig" sagde han og prøvede at se hende i øjne.

Alane løb hurtigt videre ned af gaden mod skoven, hun ville ud i skoven, det var det sted hun slappede af og det sted hun følte sig mest hjemme. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre lige nu, hun havde bare lyst til at dø. Hun var aldrig blevet såret så meget før. Et skrig forlod hende læber da hun mærkede hun blev løftet op i luften. Hun så på personen som det var og fandt ud af at det var Sariel. Hun begyndte at vride sig og slog ham et par gang på brystkassen men ikke særlig hårdt da hun ikke kunne få sig selv til det. Tårene løb stadig ned af hendes kinder.

Han holdt stille oppe i luften. "Alane, jeg ved ikke hvorfor" sagde hun tungt. Og tog imod de små slag mod han bryst. Han begyndte at lande langsomt mod jorden igen. "jeg har kun en dårlig undskyldning, men den er så dårlig at ja... at det er dumt bare at sige det." sagde ham mumlende, imens hans landede på jorden blødt igen. Han vendte om i gik i mod hans lejelighed igen. Han synes det var en dårlig ide at sige at han var fuld, for det ville ikke hjælpe overhovedet.

Alane så på ham med tårene trillende ned af kinderne, hun kunne ikke forstå hvorfor han gjorde det her mod hende? Hvorfor havde han været sammen med en anden, vent lige lidt. Måske var det ikke første gang han var hende utro, måske havde han gjort det en gang før men ikke fortalt hende det. Hun bed sig i læben og så op på ham men ængstelige øjne. "Har du været mig utro før det her?" Hun lod igen sit blik falde.

Han satte hende ned i hans indgang til hans lejelighed. Hun så alvorligt på hende, "jeg var fuld og hvis det hjælper, så knuste jeg hendes hjerte" sagde han mumlende. "men lad nu vær med at løbe, vi bliver nød til at snakke om det, og være voksne her" sagde han med et alvorlig blik dog med tåre i hans øjne. Han vendte hende ryggen og satte sig på sofaen og stirrede ud i luften. Hvad skulle han dog gøre? Han følte at have tabt sit live lige foran sig selv og at han ikke kunne samle det igen.

Hun så på ham, blev stående hvor han havde sat hende. Hun var forvirret og meget ked af det. Hun så på ham mens han satte sig i sofaen. Tårene strømmede hurtigere nu, der var to nu. Hun lod sit blik falde. "Det hjælper ikke du var fuld, nu er jeg bange for det er det du gør hver eneste du tager ud og drikker eller bare noget andet". Hun så kort på ham, hun var sønderknust. Dog gik hun hen og satte sig på gulvet et stykke fra ham men stadig foran ham. Hun stirrede på ham uden at sige noget, hun ville nok aldrig kunne stole på ham igen.

Han tørte sine tåre væk og tog en dyp indånding. "Så drikker jeg ikke igen, for din skyld" Sagde han med en jamrende stemme. Han satte sig ned på gulvet foran hende. Bare for at være hende nær. "jeg forstår godt du ikke kan stole på mig, men det her er også kommet bag på mig, jeg har aldrig ville sådan noget her, utro skab ligger ikke i mit blod. Det sidste jeg ville var at såre dig og det har jeg gjort nu så jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre nu" sagde han med den forsatte jamren. Han sine hænder til hovedet og håbede at det hele var en ond drøm.