Alene i skovens stilhed.

Sted: Skoven
Vejr: Koldt
Tid: Irl
Dag: Irl
Dato: Irl
Årstid: Irl
Omkring: Natur

Nora gik med langsomme
skridt rundt i skoven.
Hendes blik var vendte mod jorden,
og hun havde hverken tanke
for tid eller sted.
Hun satte sig med ryggen op af
et træ og gled ned i siddende
stilling og gemte ansigtet i hænderne.

Sirayo gik med faste skridt igennem skoven, og var godt på vej ind i dybet. Han så sig ikke så nøje omkring, da han ikke regnede med at der ville være andet end varulve på denne tid, og varulve var som regelt lette at observere.
Han svingede en træpæl mellem sine fingre mens han gik og nød stilheden.

Nora rettede hovedet op
da hun opfangede brudstykker
af hans tanker.
*En dusørjæger?*
tænkte hun stille og med sig i læben.
Måske var det klogest at komme
væk i en fart,
men i stedet sad hun helt stille
og lyttede til hans tanker.

Sira stoppede pludselig op efterhånden som han nærmede sig englen. Han så sig mistænksomt rundt og klemte øjnene lidt sammen. Han fik som sædvanligt sine jægerfornemmelser om, at han ikke var alene.
Han begyndte at skifte retning og gik lidt rundt i området, mens han så rundt. Han kunne fornemme nogen, og han trak idet samme sin sølvpistol op. *Kom bare an vovse..*

*Vovse?!?
Han tror jeg er varulv?*
tænkte hun og rejste sig
forsigtigt op.
Hun så kort rundt for at
sikre sig at han ikke kunne se hende,
hvorefter hun klatrede op i træet
hun før havde siddet op af.
Hun havde ikke ligefrem lyst til
et møde med en jæger,
da hun ikke rigtig var i stand
til at forsvare sig.

Sira stilte sig få sekunder under det selv samm træ hun gemte sig i og så sig omkring. "Kom frem.." Sagde han lavt, men stadig sådan så det kunne høres i hans omkreds. Han så sig nøje omkring mens han ladede sin pistol med sølvkugler.

Hun bed sig hårdt i læben
og forsøgte at gøre sin vejrtrækning
så lydløs som mulig.
*Gå din vej og se ikke op!*
tænkte hun bedende og
holdt skarpt øje med ham.
*Bare gå*

Han stod lidt og tænkte for sig selv. Han kunne fornemme hendes eksistens, men der var ingen i syne. Han lod blikket stige op i trækronerne omkring sig og serefter det ovenover sig selv. Pludselig fik han øje på Nora, en indiansk udseenet kvinde.
Straks sigtede han pistolen mod hende og var godt på vej til at trykke i aftrækkeren..

Hun gispede forfærdet og
kom trak med en hurtig
bevægelse jakken af.
Hun foldede sine ravnsorte
vinger ud og baskede hårdt med
dem i det hun lettede fra grenen
i et forsøg på at slippe fra hans pistol.

Sira blev straks distraheret af vinden fra vingerne, og han skød hurtigt efer hende, mens hun stadig var tæt på, men ramte kun lige forbi. Han satte i løb efter hende.

Hun var, på grund af træernes
grene, tvunget til at flyve lavt.
Hun bed sig svagt i læben.
Hun turde ikke flyve rigtig hurtigt
da hun var bange for at støde ind i et træ
og risikere at brække en vinge.

Sira løb hastigt ind under hende og sprang op efter hende og greb fat i hendes ben. Han trak hende ned med sin egen vægt og greb fat omkring hende. hun skulle jo nødig undslippe ham. Han rettede sin pistol mod hendes pande.

/smutter for i dag.

Et tyndt skrig undslap hende
da han greb fat i hendes ben.
Hun trak vingerne ind idet han trak hende ned,
men lod dem komme ud igen så snart de ikke
bevægede sig mere.
"Nej... Lad vær.."
hviskede hun bedende og så på
ham med et skræmt blik.
Hun trak vejret i korte stød,
og hendes hjerte galoperede i brystet på hende.

//Oka//

Sira så feølelseskoldt på hende og havde ikke tænkt sig at stoppe her. Engle skulle bare dø som de skravl de var i hans verden. Han lagde pegefingeren hvor den skulle på pistolen og smilte svagt af hendes klynken.

Hun lukkede øjnene et øjeblik
og trak vejret dybt.
Da hun åbnede dem igen var
hun rolig og fattet.
"Hvorfor gør du det her?
Hvad har jeg gjordt der retfærdiggører
at du tager mit liv?"
spurgte hun stille.
Hendes stemme var knapt
mere end en hvisken,
men den var helt rolig
som om hun havde spurgt om
noget het normalt og hverdagsagtigt.

"Din art skal udryddes her og nu. Der er ingen retfærdighed i det" Han så på hende mens han stadig havde pistolen mod hendes hoved, parat til at skyde "Iøvrigt for man en god sum for din slags". Han lo lavt, men latteren kom mere fra den had der lå døbt indeni ham.

Nora lagde hovedet lidt på
skrå og så på ham med sørgmodige
øjne. "Din stakkel"
mumlede hun lavt og lagde blidt
sin hånd på hans ene kind.
Hun så ud til fuldstændig at
ignorere det faktum at hun havde
en pistol for panden og faktisk
blev truet på livet af den mand hun
nu stod og kaldte en stakkel...

"Stakkel?" Gentog han, da det forekom ham lidt underligt, at blive kaldt det i denne her situation. Han tænkte, at hun nok forsøgte at komme fri, så han holdt stadig pistolen mod hendes hovede.
"Du skal ikke røre ved mig".

Hun trak hånden til sig
uden at flytte blikket fra hans
øjne.
"Jeg er ikke bange for at dø..." sagde hun
og åndede tungt ud.
"Men jeg vil ikke dø forgæves,
hvilket det ville være hvis jeg
døde på grund af dig."
fortsatte hun og forsøgte at
tage et lille skridt bagud.

"Du dør heller ikke forgæves" Svarede han roligt men også med sin mere dystre tone "Du giver mig en lettere dag, hvis du holder op med al din klynken. Jeg skyder nu"
Han så nærmest hadefuldt på hende og skulle til at skyde hende.

Hun baskede hårdt med vingerne,
for at slippe fra ham.
Ravnsorte fjer og blade
fløj vildt omkring
på grund af vinden som vingerne
skabte.
Hun tog hånden op og tog fat
om pistolløbet og forsøgte
enten at vride den væk fra hovedet
eller i det mindste holde den
fast og så få hovedet væk
fra mundingen.

Sira veg hovedet væk fra de pludseligt baskende vinger. Han forsøgte i det sekund at skyde hende i hovedet, men ramte hende i skulderen, da hun pludseligt strittede sådan imod. Han tabte selv pistolen idet han skød forkert og trådte et skridt væk for at se, hvad der var sket.

Nora skreg højt da skuddet remte hende i skulderen.
Hun faldt på knæ og tog sig til den sårede skulder
og lukkede øjnene hårdt i.
Så rejste hun sig igen på vaklende
ben og mærkede blodet løbe ud mellem
hendes fingre.
Hendes øjne ledte febrilsk
efter pistolen da hun ville forhindre ham
i at få fat på den igen.

Sira så hvad hun ledte efter, og skyndte sig at træde på pistolen, inden hun fik fat i den, og skubbede hende væk. Han skyndte sig at samle den op, sigtede på hende og trykkede på aftrækkeren. Men da han trykkede, sagde det kun et lille klik, der betød, at pistolen skulle lades igen.

Hun åndede lettet ud da
hun hørte klikket og ikke mærkede
smerten fra en ny kugle.
Hun vendte sig om og begyndte først
at, men lettede så.
Det sortnede for hendes øjne i det øjeblik
hun løftede fødderne fra jorden
og hun måtte hurtigt lande igen.
Hun gik så hurtigt hun kunne væk fra ham,
men det gik ikke så hurtigt da hun var såret.