Krigens kaos (Lilith)

s: byen
o: huse, mennesker...kaos
t: eftermiddag
v: luften er kold, natten har overrasket folk med lidt forsinket sne.
på: sorte bukser, sort jakke som er lukket. Tilfældige sko.

Zean smilte mens han vandrede gennem byen. Folk var bange, vidste ikke hvad der skulle ske, de fleste kendte nu til racernes eksistens og vidste at det store slag var lige om hjørnet. Selv om det ikke var bekendtgjort i avisen endnu. Men der var sket alt for mange dødsfald de sidste par dage og folk flygtede nu. Især vis de mødte en af væsenerne.
Han trak vejret godt ned i lungerne, selvfølgelig var der også dem der slog imod, dusørjægerne. Han mærkede vreden varme ham i frosten. Af en eller anden grund havde de sluttet sig til vampyrerne med at slå dæmonerne ihjel. Sikkert begrund af englene, der gik rygter om at dusørjægernes leder havde et forhold med en engel der holdt med dæmonerne for beskyttelsen skyld.
Han så sig omkring, han kunne ikke gøre andet end støtte sin race og håbe på det bedste.

Lillith, gik kort og tænkte for sig selv, hun havde ikke hørt til racerne endnu, heller ikke om alle dødsfaldene, selvom hun boede i denne by. Folk snakkede meget om det, men hun var ikke en af dem der ville overhøre andres samtaler, hvis de ville snakke om det så må de vel det. Hun boede nu alene i lejligheden, indtil faren kom hjem fra udlandet om et par måneder... Denne kolde tid var jo kommet tilbage.. Kulde... Istiden.. Istiden havde hun overhørt mange snakke om, men hvorfor fllygtede så mange mennesker?.. Byen var skummel.. Ja, men altså hun var ikke en der troede på væsner... Jov blodsugere... Hun havde set en, men altså måske var det bare en syg mand der var ude på at dræbe hendes mor, og det lykkedes altså... Hun blev dræbt foran hende selv... Ubehageligt, men så betyder det vel bare hun skulle passe på sig selv i fremtiden... Hun gik rundt ude åp gaden, langsomt lod hun den lyserøde tungespids, balanchere på læberne så de blev fugtet... Der kom en fyr i et hurtigt tempo, han skule sikkert flygte nu?... Hun vidste det ikke, men farten var ihver fald hurtig... Hun sukkede, var hun den eneste der virkelig ikke flygtede? Det her var for meget...

Zean gik selv i et roligt tempo og nød at se menneskerne omkring sig i vildt røre.
Folk der ikke troede på dette var dumme. Folk der ikke flygtede ville gerne dø.
Han vidste dæmonerne havde lovet dem beskyttelse vis de var på deres side...Men de var jo bare en svag, ubrugelig race, selvfølgelig ville de ikke risikere deres liv for dem. Men de troede på det alligevel. Han grinte lidt over tanken. Oveni havde de en del engle på deres side, de var mere brugbare, havde også specielle evner der kunne bruges vis det kom dertil.
Resten af racerne var endten imod dem elelr neutrale.
Hans blik, mørkt, hemmelighedsfuldt, fuld af viden om en masse, de øjne der havde set meget, oplevet meget, faldt på en ung pige, eller nærmere en ung kvinde? Kom gående, rolig som kun få omkring dem var det. Væsen? Nej....Et dumt menneske.

Lillith sukukede over folks reaktioner... Måske skull ehun tage ned til kiosken. Nej den var lukket, men så måtte hun ellers bare prøve at finde et andet sted. Langsomt gled hendes øjne over en mand, var det en mand eller bare en ung dreng?... Hun stoppede op også så den tomme omgivelse, nogle få mennesker var ude, nogle der var ligesom hende, måske skull ehun se det på den lyse side... At mange dødsfald havde været her... Hmm måske et tegn på en slags krig... Men hvorfor skulle det så gå ud oover uskyldige, dog dumme mennesker?... Hun gik langsomt vidre, hun gik faktisk hen imod, ham der stod et stykke fra hende... Skulle hun hilse?... Hun anede ikke at smile " Hej."

Han så lidt på hende
"Hei" svarede han dovent igen, skulle han skræmme hende lidt? Bare for at få hende ud af den ihhh så rolige tilstand? Tanken tiltrak ham. Han gik ind foran hende for at forhindre hun bare gik videre, men flyttede sig lige så hurtigt igen. Det var sjovere at forfølge folk. Tit var det nok til at skræmme folk. Han måtte jo prøve sig frem. Måske kunne dette ende med at han spiste hendes sjæl? Han var lidt småsulten...

Hun fandt så et smil frem. Men kiggede så lidt ned, han stod meget kort foran hende, inden han trak sig tilbage igen.. " Hvem er du?" Spurgte hun. Der var noget over ham, han var ikke som andre mennesker. Han virkede slet ikke bange for noget, men der var jo også nogle andre der ikke var bange. Hun bed svagt i underlæben inden hun kiggede op på ham igen, denne gang var blikket rettet mod hans øjne... Skulle hun gå vidre eller skulle hun vente?.. HUn blev stående og smilede.

"Selv om du fik mit navn at vide, ville det sikkert ikke gøre dig klogere" sagde han
"For rigtigt at besvare spørgsmålet skal vi en tur dybt ned i mit liv, for at se alt det der gør mig til den jeg er..." han smilte hemmelighedsfulde til hende
"...Men det deler jeg ikke med nogen" han trak svagt på skuldrene
"Så hvem er jeg enlig?...Du kan kalde mig Zean" sagde han
"HVad med dig"?

HUn trak kort på skuldrene, men hvad skulle hun dog sige til det han sagde...
Klogerere? Hun var blondinedum, det vidste hun godt, men at nogle skulle fortælle hende det havde hun ikke forventet... Han var skræmmende, men hun vidste det ikke. Hemmelighedsfulde smil. HUn kiggede kort væk, men da han endelig præsenterede sig selv, smilede hun " Okay... Zean " Sagde hun " SÅ kan du vel bare kalde mig Lillith "....

"Aha" han tænkte straks på blomsten, en Lilje, eller hvad det nu var for en.
"Du virker rolig i forholdt til dine medmennesker...." sagde han halvspørgende og så på hende, de fleste var jo nervøse, bange, eller flygtende.

//undskyld, min krea er lidt død lige nu^^//

HUn smilede kort til ham...
" Ja, jeg ved det godt¨, men jeg bare ikke så overtroisk som alle.. de andre " Sagde hun roligt " Du virker heller ikke så flygtende... Hvorfor?" Spurgte hun og rynkede kort åp panden...

Han så lidt på hende.
"Så tillader jeg mig at kalde dig dum, eller vil du gerne risikere dit liv?" han trak på skuldrene
"Men det er dit eget problem..." han ventede med at besvare hendes spørgsmål og så sig i stedet lidt omkring, de fleste prøvede at virke så roligt som muligt og have en så normal en dag som muligt.
"Hvorfor skulle jeg svare dig, når du alligevel ikke vil tro mig?" sagde han så som svar og så på hende

Langsomt trådte hun et skridt tilbage, men så ned i jorden...
HUn fjernede smilet " Jeg kan da prøve at tro på dig " Sagde hun og fortsatte med at stirre ned i jorden.
Måske var han noget, men hun følte sig truet, faktisk så følte hun sig også en smule bange.
Det han sagde til hende fik hende til at tænke... Hvad mener han? Resikere han ikke også sit liv? Er han noget andet? Tankerne drev hende til vanvid, men hun ville finde ud af det, så hun viste sig stadigvæk modig. Selv om man kunne se noget andet i hendes øjne.

Hans smil voksede lidt ved den rykkende selvsikkerhed
"Ja hovsa, verdenen er ikke så sikker alligevel, vel?" sagde han, åh jo, han havde også et liv at passe på, men modsat hende kunne han ikke bare flygte, han var en del af det her, skulle kæmpe for sin race.
"Også vis jeg siger jeg er dæmon?"

HUn kiggede tøvende ned i jorden, inden hun kiggede op og direkte ind i hans øjne...
En dyb sukken kom fra hende " Verdnen er stor, men alle er ikke så overtroiske " Sagde hun ogkiggede skuffet ind i hans øjne " Ehm, så siger jeg hvad har du tænkt dig at gøre?" Spurgte hun og hendes stemme var ikke så sikker som den havde været...