Emblem : Lillith

Sted: Afstand fra sumpen
Tid: Formiddag
Omgivelser: En masse strangers.
Vejr: Koldt....

Emelie sad bange og kiggede på søen, hvis hun skulle overhælde Carolyne Matisse skulle hun få det emblem. Hendes mor støttede hende og sagde hun ikke behøves. Emelie var enig, men hun ville helst undgå Caroyne sige 'Jeg er den bedste humlebi!'. Den gjorder hende ret vred. Emelie rystede af skræk, som hendes tropleder sagde 'Vær kreativ også finder du altid en løsning'. Hun skulle få fat i dukke midt i en sup. Hun kigede efter kreativitet. hun fandt en lang gren, nu havde hun brug for en meget, meget langsnor. Desværre måtte man ikke medbringe ting med hjemmefra så det var ærgeligt bærgeligt.

Lillith gik i sine egne tanker, om 7 måneder, kommer hendes far hjem, men hvem siger at hun stadigvæk lever der, hvad nu hvis hun falder om af et eller andet.. Hun var faktisk ligeglad, hendes far valgte at rejse, uden at spørge om Lillith mening, faktisk havde hun lyst til at løbe væk hjemmefra, så hendes far ikke ved hvad der er sket når han kommer hjem, hmm det lyder da meget fornuftigt.. Hendes skrodt var små og tøvende, hun kunne høre den smukke lyd af vand der ramte indvidioelt i stenene, brusen, alt var facinerende ved Silent River... Alt... Ikke andet var lige så perfekt.... Som denne sø...

Emelie hørte fodtrin. Det var tydeig for bladens raslede på jorden. Hun kiggede forskrækket bag sin, en omkring 10 år ældre pige gik mod Silent River. Hendes mor og far ledte efter Alex i skoven, han havde gemt sig. Eller det troede de i hvert fald, hvis Vanessa og Elias blev idnappet og måske Elias har alle børne i familien været kidnnappet. Emelie sank en klum, hun kigede efter noget der kunne minde om snor.

Lillith kunne mærke, faktisk kunne hun føle der va nogle der kiggede på hende.... Hvem... Hunvendte sig om og kiggede ingen, så vendte hun sivg igen... En lille pige... Hun gik hen imod hende, hun ville være venlig for hende " Hej " Sagde hun da hun stod bag hende nu...

Emelie som rigtigt ville have et chok kiggede bagud og svarede ikke. Som hun sagde til de fleste fremmede der sagde hej havde hun lyst til at sige 'Jeg må ikke tale med fremmede' undlod hun det den her gang og nøjes med at kigge over den sumpede ulækre sø. Hun væmmes ved den. Hun trak sig tilbage, hun kravlede op i et lavt træ for at tage letter blik over området. Måske kunne hun finde noget der hjalp.

HUn sukkede kort over pigens velkomst... Hun havde forventet noget andet, men lige netop tavshed, var ikke det fedeste fra en lille pige... Hun kiggede efter hende, træet var der og hun klatrede bare op i det... " Hallo hvem er du?" Råbte hun lavmælt efter hende, hvis hun svarede ' Jeg må ikke tale med fremmede' Så måtte hun træde på spinatten, en talemåde, for at gøre hun ikke var fremmed mere..

Der var et eller andet ved pigen som gjorder hun stolede på hende og dog. Emelie bed sig i læben. "Start med at komme tættere på, præsenter dig selv, fortælle hvem du er, så fortæller jeg dig om mig" Sagde hun meget meget lavt. Hun kiggede stadig desperet efter det der jab gøre hende til rangen Arbejder bi.

Hun kom forsigtigt nærmere på hende... Hmmm hvem var hun? Hun var nu helt tæt på hende " Når jeg hedder Lillith.. Og du er ?" Hun var nysgerig, denne pige var jo bare et... Barn... Ikke der var noget galt i det, men altså...

Emelie kiggede på hende. "Hej Lillith, Jeg er Emelie. "Emelie kravlede stadig ikke ned. Hun forblev i træet, og kiggede stadig desperet efter det hun skulle bruge.