Werclare ved mørkets frembrud - Kaito

Tid: 20:30
Sted: Werclare byen
Omgivelser: Væsner/mennesker, butikker, hvad der nu er i en by som Werclare
Vejr: Køligt, tørt
___________________
Arane skuttede sig da vinden tog til. Hun krummede sig ind i den store, brune jakke, som var alt for tynd i forhold til at hun kun havde en hvid kjole på inden under. Endnu en nat uden et sted at sove.. Hendes bare fødder var trætte af al den vandren hun havde foretaget sig. Hun kiggede sig om efter et hostel, men hun havde ingen penge at betale det med. Måske skulle hun bruge sine feminime sider igen, til at få plads i en seng. Det var ikke altid lige let at bo på gaden, specielt ikke som menneskebarn der stort set ikke vidste noget til de væsner der slentrede elegant omkring hende. Hun vidste at der var mærkelige, umenneskelige personer omkring alle, over det hele. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere når hun pludselig så en høj flot kvinde blotte sine spidse tænder, eller hvad hun skulle sige når en mand i en lang frakke kom hen til hende, for at spørge hende om hun havde set en skabning der kunne have ulvetræk. Hun satte sig ned midt på gaden for at hvile sine fødder en smule. Med hænderne prøvede hun at varme sine fødder, men det gik ikke rigtigt. Hjælpeløst så hun sig omkring og ønskede inderligt en kop varm kako og et tæppe.

Kaito der netop gik på den samme gade, fik øje på pigen. Han fik straks medlidenhed med pigen. Han begav sig hen imod hende og stillede sig foran hende "Har du brug for hjælp?" Spurgte han så, bare for at sikre sig at pigen faktisk var hjemmeløs og det ikke bare var noget han havde misforstået. Kaito var trods at han var varulv et meget venligsindet væsen, når alt kom til alt mindede hans personlighed om en engels. Han trak sin jakke af og rakte den til hende "Du ser ud til at fryse" Sagde han så og smilede stille. Hun var menneske det kunne han lugte, Det passede ham fint, så behøvede han ikke være bange for at hun pludseligt fandt på skøre ting eller fik lyst til at slå ham ihjel.

Arane så forbløffet op på personen foran hende. Han spurgte om hun havde brug for hjælp. Hun synkede hårdt.
"Jeg fryser bare." sagde hun. Stædig, det var hun, og hun ville ikke indrømme at hun havde det svært sommetider. Hun tog pænt imod jakken med tak og svøbte sig ind i den. Den var lun og det passede hende godt. Hun smilede til ham.
"Hvor kom den venlighed fra?" spurgte hun.