Are you lonely Demetri?

Årstid: Senvinter
Dato: 21/02
Dag: Mandag
Tid: 18:58
Sted: Havnen
Vejr: Koldt og mørkt
Omgivelser: Pakhuse, fortøjrede skibe og både.

Det bløde lys fra de gamle gadelygter, hvoraf ikke engang hver anden faktisk virkede, kastede skygger på den ellers mørklagte havn. Der så umiddelbart ikke ud til at være meget liv der, selvom det faktisk ikke var forfærdeligt sent. Hist og her kunne der høres en puslen fra en enlig rotte, der ledte efter affaldsrester som den kunne spise sig mæt i. Dog, midt i dette beskidte havnebillede, hørtes lyden af musik. Det virkede næsten som åbnings scenen til en film; et trist og gråt billede med en stille melodi kørene i baggrunden, og så midt i var der noget anderledes, noget der fangede opmærksomheden. I dette billede var det en pige. Eller en engel faktisk. At hun var engel var dog ikke sådan lige til at se på hende. Ikke med mindre man var umenneskelig selv.

Chili sad på kanten af kajen, og spillede roligt på sin guitar. Hun snakkede lavmælt samtidigt. Som om der var andre til stede. Det var der sådan set også, de var grunden til at hun var taget ned til havnen. Det var bare ikke alle der kunne se dem. Det var de døde. Alle dem der enten var druknet i havnens salte vand, eller de der var døde oppe på den hårde beton der udgjorde havnen. Det var dem hun spillede for. Hun smilede let mens hun snakkede og spillede for de der var gået videre fra denne verden.

Pluselig bag hende stod Demetri og stirrede direkte ned på hende,
hun ville ikke kunne have hørt ham nærme sig, det ville ingen
kunne overhoved. Demetri var stille som natten når det galdt sådan noget
her, samtidig var en lige så udspikuleret som en ræv der skulle jagtehøns.
Og lige så agresiv som havet, som for det meste bare legede med det
der var ude på det åbne hav.

Da den pludselige lugt af vampyr omfavnede Chili afbrød hun sit spil, og lagde hovedet tilbage så hun så op mod hans ansigt. "Hej.." hilste hun roligt, før hun rettede blikket ned mod vandet. Hun begyndte så igen at spille, en rolig stille melodi uden ord. Hun vidste ikke hvad vampyren ville, men det gjorde hende egentlig heller ikke det store. Selvom det dog var en anelse ubehageligt at have ham til at stå bag sig på den måde. Men ville han hende noget, så ville han nok åbne munden og sige det... Mon ikke?

Han så bare på hende og nikkede så så ud over vandet
hans ansigt var hårdt og ufølsomt...Koldt og dødt.
Månen var overhoved ikke på himlen, hvis den havde
været der ville den havde lyst ned i vandet
og havde oplyst jorden mere.
Ligenu var det bælravende mørkt her ude...

Chili spillede videre en kort tid, før følelsen af at han blot ventede på et eller andet som et andet rovdyr blev for meget for hende. Hun skubbede guitaren om på ryggen, og rejste sig så op. Hun så lidt på ham, og blev overvældet af hans højde. Han så jo selvfølgelig høj ud når hun sad ned og så op på ham, men det gjorde alle jo. Nej, det var langt noget andet, når hun kom op at stå, og han stadig virkede utroligt høj. Hun smilede svagt af sig selv, før hun roligt gav sig til at gå. Så trak hun igen guitaren om på maven, og slog kort nogle få akkorder an.

//Har du læst min profil siden du ved at jeg er så høj? //


Demetri vendte sig da hun var gået for ham, og dernæst gik han efterhende.
Han så stadig ventende på hende uden en lyd gik han der.
Selvelig fodtrinene kunne man høre indtil videre.
Hvis det havde været v´ære ville man ikke engang kunne høre hans fodtrin.
Natten var ung og der var stadig lang tid til at solen stod op og måtte forvisse
Demetri til enden svaghed eller mørke.