Den tavse pige {Ray]

Dag : Lørdag
Dato : 27/3
Tid: 22,23
Sted: Langt inde i skoven
Vejr: Bidene koldt
Omgivelser: Træer, buske og hvad der nu ellers findes i en skov
Påklædning: En tynd sort sweater, grå jeans


En kvindelig skikkelse kom gående i skoven. Hendes bevægelser var flydende og det så ud som om at hun kunne være en ballarina. Hendes krop var også med til at man fik den ide. Hun var meget slank og så alligevel stærk ud, meget feminim i sine træk. Hendes hud var kridhvid og lyste svagt op i månenslys, der trængte ned gennem træernes nøgne grene. Hun havde et brunt hår, som bløgede ned omkring hendes slanke skuldre og et stykke ned af ryggen, pandehåret skjuldte halvt hendes ansigt. Men man kunne enmt ane de røde øjne, der lyste blød rødt. Hun havde lige været på jagt, så derfor var hendes øjne så strålende røde. Kvinden stoppede op og så sig langsomt omkring, et koldt vindpust ramte hende og fik hendes hår til at danse en stille dans omkring det kønne ansigt, men det lod ikke til at det påvirkede hende. Hun kunne fornemme at der var en anden i nærheden, men hvem? og hvad? hun vendte sig i retning og blev nysgerrig.

Ray en fredlig ung dæmon kom gående ud til skoven og gik lige ind i den for at se hvad der var inde i skoven men denne skov så ikke særlig sjov ud eller noget den var mere triste end noget han havde set i sit liv.
Han kiggede sig omkring og havde en jakke på der var sort og t-shirt og bukser og sko så han frøs ikke.
Han gik vider og fik øje på en der også var inde i skoven og gik hen mod denne person "hej"sagde han

Den unge kvinde så på den ung mand, som viste sig at være den som udover hende havde begivet sig ud i skolen. Hun så på ham gennem sit pandehår. Hun kunne se hver eneste af hans træk. Hun lagde hovedet en smule på skrå da han hilste med det samme, han virkede ikke som en fjende. Hun formede ordet hej med sine lydløste stemme. Hun havde ingen rigtig stemme, kun når hun rørte en person ville hun kunne overføre sine tanke så hun ville kunne føre en nogenlunde rigtig samtale. Men de fleste ville ikke have at hun rørte dem, så hun havde ingen venner.

Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber "jeg hedder Ray"sagde han med et smil på sine læber og slappede bare af mens han stod og snakkede med denne kvinde eller hvad man nu kunne kalde for en samtale som de havde sammen.
Han kiggede på hende "hvem er du så"sagde han med et smil

Den unge kvinde så på ham og et svagt smil bredte sig på hendes rosarøde læber, da han præsenterede sig selv. Hun så på ham og trak vejret gennem næsen, selvom hun ikke behøvede at trække vejret, gjorde hun det for at få hans fært. Han var ikke menneske det var hun sikker på, måske en dæmon? Ja det var han da vidst også.
Da han spurgte hende om hvem hun var, sagde hun ingenting, hun trådte bare nærmere hen mod ham og løftede sin hånd for at han skulle tage den. Hendes smil var venligt, hun ville ham intet ondt.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og kiggede bare på hende og tog hendes hånd "når kunne man mon få et svar"spurgte han med et smil på sine læber og slappede bare helt af og kiggede på hende det ville jo være meget rart og vide hvem hun var sådan endeligt

Hendes smil voksede da han tog hendes hånd. Folk blev tit forskrækkede når hun førte sine tanker ind i deres så de smeltede sammen. *Fallulah* en stemme som virkede drømme agtigt lød inde i hans hoved, lige efter at han havde sagt det sidste ord i hans sætning. *Jeg hedder Fallulah*. Hun holdt ikke hans hånd fast, det var et meget løst greb for at han kunne trække den til sig hvis han skulle vige tilbage.

Han kiggede på hende "Når endnu et overnaturligt væsen"sagde han og kiggede på hende med et smil på sine læber "men kan du ikke snakke siden alt det med magi og sådan"sagde han og kiggede på hende med et smil

Fallulah smilede venligt til ham *Jeg kan snakke gennem berøringer, jeg har aldrig kunne snakke på anden måde*forklarede hun med et skævt smil og holdt stadig hans hånd i sin, med et løst greb så han bare kunne tage den til sig når han ikke ville have at hun rørte hans hånd. Hendes hud var jo kold, og i dette vejr var det måske ikk så rart for ham at holde hende i hånden. Men hun vidste egentlig ikke om dæmoner kunne fryse, hun kendte ikke så meget til dem.

Han kiggede på hende "det går nok vi skal nok finde ud af det på den ene eller anden måde tror du ikke"sagde han og kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af

Hun smilede, det var sjældent at folk reagerede så pænt når hun pillede ved deres tanker. Hun kunne høre dem hvis hun ville, men den del af hendes evnede havde hun slukket for når den ikke skulle bruges, så de kunne kun høre hendes.
*De er meget venlig*hun sendte en tanke ind i hans hoved og smilede venligt til ham.