Vandet....

Dato :: Irl
Årstid :: Irl
Dag :: Irl
Vejr :: Tusmørke
Sted :: Stranden
Tid :: 16.30
Omgivelser :: Ingen ud over Lucy

Lucy stod og skælvede svagt. Ikke på grund af den kolde vind, men på grund af den brusende lyd af vandet. Hun anede ikke hvorfor hun dog var gået ned til stranden, og hun stod hun og turde dårligt bevæge sig. Hun var rædselsslagen for vandet, og det larmede så meget at det var svært at sige hvor det begyndte. Lucy håbede inderst inde at der ville komme nogen, hvem som helst, der ville snakke med hende og ikke bare gå fra hende, så hun kunne vide sig sikker på at hun ikke gik ud mod det skræmmende vand

Sas havde stået betragtet den vandskrække vampyr det morede hende voldsomt hun fnisede svagt før hun løb lige foi hende og ud vandet hun stod stirrede på pigen hun begyndte at grine hun smiledesvgt og fik vinden til bliv en smule kræftigt og vandet skulpede mere inde i vandkaten

Lucy trådte et lille skridt tilbage. "Hvem.. Er De miss?" spurgte hun med så meget ro i stemmen som hun kunne præstere. Hun var godt klar over at det var en elver, men hun var mæt og havde andet end blod i tankerne så hun havde ikke tænkt sig at gøre elveren fortræd og håbede egentlig bare på at hun ville være godsindet nok til at føre en samtale med.

Sas stoppede vinden smilede kort hun betragtede de lille Vampyr hun så ikke sltnud men hun stolede ikke på nogn vampyr hun blev vandet smilede svagt " navnet er Sas" sagde hun det brugte hun når hun skulle snakke med dem hun betragtede kort vandet som skulpede op af hendes ben "hva er dit" spurgte hun med en kold undertone hun stolede ihvertfald vampyre igen

"Lucy.." svarede hun og kradsede lidt på det sorte stykke stof der sad foran hendes øjne. Hun brugte stortset aldrig sit rigtige navn, Lucinia da hun ikke brød sig om det.. Det var alt for gammeldags synes hun..

" hyggeligt møde dig" sagde hun ironisk hun satte kursen imod breden hun betragtde hende kort fik øje på stoffet for hendes øjene " dine øjene" sagde hun og hentydede til stoffet gik langsomt op stilte sig et godt stykke fra vampyren men stadig tæt nok på så kunne snakke

"Jeg er blind.." forklarede hun og smilede svagt. Det var nærmest en refleks, det med at smile altså, for hun smilte stort set altid over alting..

" virkelig?" spurgte hun og fnisede en smule hun nyd det virkelig hun lagde hovdt kort på skrå

Hun nikkede. "Siden dan dag jeg blev født.." sagde hun stadig smilende. *Hvis hun tror jeg er svag grundet mit handicap, så måske hun føler at hun bedre kan være sammen med mig uden at være i fare..* tænkte hun stille for sig selv og håbede egentlig at det var sådan at elveren tænkte; at en blind vampyr der ovenikøbet var et lille barn ikke kunne gøre hende fortræd...

Hun stirrede kort på hende hun beholdte afstanden imellem dem hun følte sig overhovdt ikke sikker bare fordi hun var blind men hun villle lade vampyren blive i troen i at hun slet ikke var bange for hende " jamen hvordan kan du så jage?" spurgte hun uskyldigt tog par skridt hen imod vampyren

*Godt så røg den teori* tænkte hun men viste ikke at hun ærgede sig en smule over det. "Mine andre sanser er skærpet endnu mere end andre vampyrers... Jeg er i stand til enten at lugte eller lytte mig frem til det meste..." svarede hun ærligt og smilede let.

" selvfølgelig gør du det det er det i vampyre er så gode til" sagde hun lettre hånligt hun betragtede kort og hånligt hun tog et skridt tætterepå stoppede længere ville hun ikke gå

"Hvorfor er De så vred miss Sas?" spurgte Lucy undrende og lagde spørgende hovedet på skrå. Hun forstod det virkelig ikke, for i hendes hoved var vampyrer jo ikke onde og engle og elvere var underholdende selvskab der, hvis man var sulten, smagte fantastisk... Hun kunne selvfølgelig godt se at hvis hun var blevet bidt var hun nok vred på den vampyr, men hvorfor hun så også opførte sig så hadefuldt overfor Lucy, det gik altså over hendes forstand...

" det kunne du lide at vide" sagde lettere trist hendes hånd gled op imod hendes hals hun sukkede svagt stirrede på vampyren hun stolede ikkepå vampyren ellere vampyre i det hele taget hun betragtede den lille blinde pige hun had engang stolet på en vampyr som endte med spise af hende" du vil aldrig kunne forstå" sagde hun i lettere venligt hun havde lovet selv aldrig mere stole på en vampyr igen

Lucy stod lidt og tyggede på de ord. "Så De er vred fordi De er blevet bidt... Men hvorfor gør det Dem vred på mig? Jeg har jo ikke bidt Dem, og ærlig talt; ser jeg ud som om jeg har den slags i tankerne?" spurgte hun så stille. Hun var holdt op med at ryste men hun følte stadig tydeligt ubehag ved lyden og lugten af så meget vand så tæt på sig.

"jeg stoler ikke på nogen af jeres slags" sagde hun vredt hun regnede heller ikke med Lucy ville forstå men hun vill aldrig tage chancer med dem igen hun fugtede sine læber kort og hurtigt hun hun stirrede kort på vampyren overfor hende " jeg ved godt du ikke forstår men jeg kan ikke tage flere chancer med vampyre" sagde hun mere roligt før hun vendte blikket væk hun vendte blikket imod vandet hun gøs en smule da en let vind blæste

Lucy nikkede lidt. "Undskyld, miss..." mumlede hun og skrattede lidt med den ene bare fod i det bløde sand. Hun så ud som et barn der var taget med fingrene i kagedåsen og nu ventede på at få en skideballe. Ikke at hun ventede en skideballe, hun hadede bare at blive dømt udfra sin race.

Sasila betragtede den lille vampyr sometider ville hun ønske at hun ikke dømte de andre racer for hårdt hun tog prøvende et par skridt hen imod hende men stoppede da der hun var en meter fra Lucy " det er ikke din skyld" sagde hun undskyldende hun mente det men hun stolede bare ikke på dem hun smilede opmunterende selvom hun ikke kunne se det hun ville ikke tættere og blev stående

Lucy løftede hovedet mod elveren. "Hvorfor hader alle vampyrer? Vi gør jo kun hvad der er nødvændigt for at overleve... Er det virkelig så slemt?" spurgte hun med lille stemme. Hun var faktisk nysgerrig omkring det da hun, til trods for sin høje leve alder, aldrig havde forstået det.

Hun tænkt længe over det med blikket rettet på vampyren hun åbende en gang imellem munden hun sukkede svagt " jeg kan altså ikke lide få suget mit blod og så gør det ondt sagde hun og syntes selv at det lød dumt

Lucy nikkede og gned sig kort på halsen. "Jeg ved det godt, jeg har selv prøvet det... Men jeg vil ikke drikke dit blod... Jeg er ikke sulten..." sagde hun og nikkede kort for at understrege sine ord. Hun var godt klar over at det sikkert ikke ville veje meget hos elveren, men de var da et forsøg vær... Hun var jo ikke interresseret i andet en selvskabet hun udgjorde... Lige nu i hvert fald.

Sas tøvede en smule men tog tre små skridt tættere på af en eller mækelig grund troede hun på den lille vampyr "lile vampyr" sagde hun og tog de sidste fire skridt hen imod Lucy " der er også noget andet" sagde hun og tog sig liidt til sin højre arm " jeg ved ikk med de ander racer men hele mit liv har jeg fået vide at man ikke kan stole på jer og at i er utilregnlige og man ikke kan stole på jer" sagde hun tav *det var en vampyr der har dæbt forældre* tænkte hun og der af hadet hun var kun få dage gammel da hun blev fundet af en lille elever familie de var rædselslagene da de fant ligene af hendes forældre de fandt hende få meter fra ligene der var tydelige tegn på en vampyr havde dræbt dem " det var ikke hele sandheden om hvorfor jeg hader vampyr" hun overvejede om hun skulle sige det til hende hun sukkede trist vendt blikket imod jorden

"Men det er uretfærdigt! Hvorfor skal vi dømmes bare fordi vi lever af blod?!? Man behøver ikke at slå ihjel hvergang man drikker blot fordi man er vampyr!" næsten råbte Lucy vredt og trodsigt. Hun knyttede hænderne og vendte sig væk fra Sas. Hun vidste godt at det nok ikke var helt fair at hun stod og råbte elveren ind i hovedet, men hun var bare så træt af den racisme der regerede bland racerne... Bare fordi man var vampyr... Det var jo ikke engang hendes eget valg, der var så godt som ingen vampyrer der havde valgt at blive vidt og forvandlet... Alligevel blev alle behandlet stortset ens af de andre racer...

Hun blev forskrækket da vampyren råbte hun tog tre skridt tilbag før hun faldte over en sten med et lille bump " nok fordi i ødelægger folks liv"sagde hun vredt rejste sig vendte ryggen til for at gå hun var ikke vant til have været så tæt på en vampyr før uden at bliv af spist på sin vej væk sprakede til sten af arrighed hendes øjene lynede svagt af had havde hun drog bare holdt sig væk hun fnøs smule og håbede ikke at vampyren ville følge efter hun standsede hun ville videre men alligevel standsede hun hun tørede ferbilsk det forræderiske tåre væk hun havde aldrig fået lov til lære sin forældre på grund af en Lucys slags hun fnøs kort og gad ingen gang se på vampyren

"Og hvad så med os? Jeg havde også et liv før det her! Før jeg blev bidt! I er så fantastisk snærvetsynet og selvmedlidende at ikke har den mindste smule øjne for at vi måske ikke selv har valgt det, vi er blevet tvunget til at leve som blodsugende væsen alle andre flugter fra ved det blotte syn!" skreg hun vredt efter elveren. Hendes stemme var skinger at raseri, og hvis hun havde været i stand til at græde ville tårene have fosset ned af hendes kinder.