Gyngetur

Dato :: 7. December
Årstid :: Vinter
Dag :: Lørdag
Vejr :: Irl
Sted :: På legepladsen
Tid :: Irl
Omgivelser :: Ingen andre end Lucy

Lucy sad og gyngede roligt frem og tilbage på en af gyngerne. Hun var iført en hvid skjorte inden under en sort ærmløs kjole. Om hovedet havde hun et sort bind foran øjnene, der kun forhindrede andre i at se hendes øjne. Hun havde blod ned over hagen, og liget af en uheldig teenager, der havde set sig bedre end den lille pige, lå ved noget kradt ikke langt fra gynge stativet. Lucy smilede tilfreds og slikkede noget af blodet fra hagen væk.

Armand kom gående ud fra parken som lå lige ved siden af legepladsen, han gik på stien som førte gennem legepladsen, i det han fik øje på den lille pige, han stoppede lidt op og så på klokken, selvom klokken kun var 17:30 ca. var det alligevel mørkt og der kunne være fare for overfald, så han tænkte at han nok hellere måtte få pigen hjem, da han kom nærmere opdagede han blodet på hendes hage og lugten af blod fyldte hans næsebor, da det slog ham, hun var Vampyr, han havde først kunne mærke det da han var tæt på hende og så kort lidt små skræmt på pigen, før han bakkede et enkelt skridt bagud.

Da lugten af elver slog imod hende åbnede munden en smule af overraskelse. "Bare rolig mister... Jeg gør Dem ikke noget.. Jeg er mæt nu..." sagde hun og smilede lille-piget til ham. Hun tørrede det sidste blod væk, for ikke at virke alt for skræmmende, og kradsede let på bindet for hendes øjne.

Armand stod lidt og nikkede kort, han var ikke sikker på at han kunne stole på hende, man kunne aldrig vide hvor gamle vampyre var, han sank kort og så på hendes bind fort øjnene, hun måtte være blind "Kan jeg nu stole på det?" spurgte han en anelse usikkert.

"Mister, jeg gør meget men jeg lyver ikke..." sagde hun fast men smilede stadig. "Overfor andre end mennesker ihvertfald.." tilføjede så da hun konstant løj i selvskab i mennekser... Men det var jo også nødvændig vår man var over 3000 år gammel og fanget i et syvårigt barns krop..

Armand gik et skridt hen mod hende og så fra hende tik gyngen ved siden af "Så du overfalder mig altså ikke hvis jeg sætter mig ?" spurgte han i et lille smil og vidste godt han drillede hende, og det måske ikke altid var klogt at drille en vampyr.

Hun lo og rystede smilende på hovedet. "Nej sæt De Dem bare." Latteren sad stadig i hendes klare barnestemme da hun sagde det. "Jeg vil kun sætte pris på lidt selvskab... Hvad hedder De mister?" spurgte hun så og smilede nysgerrigt til ham.

Armand satte sig på gyngen ved siden af hende og smilede lidt " Mit navn er Armand .. Hvad hedder du?" spurgte han så og kunne godt høre hun i hvert fald ikke var så gammel som hun så ud til, hun var ældre.

Hun tænkte sig kort om før hun svarede: "Lucy." Selvom det ikke vær hendes rigtige navn var det sådan hun præsenterede sig over for stortset alle. "Hvor gammel er De mister Armand?" spurgte hun så og smilede til ham, mens hun skubbede gyngen igang igen.

Armand skubbede lidt af med føderne så gyngen svagt gyngede "21 år .. " svarede han og så på hende "Hvad med dig? .. jeg går ikke ud fra du er .. 6-7 år?" sagde han så og gad godt vide hvor gammel hun rigtig var.

"Nej De har ret.." lo hun glad. "Jeg er 3605 år gammel." sagde hun og afventede smilende hans reagtion. Folk reagerede altid forskelligt på hendes høje alder, men alle reagtioner var som regel meget sjove, efter Lucys mening..

Armand så en smule overasket på hende "Sikke mange lys du må have i lagkagen" sagde han i et lille grin og var ret forbløffet *3605 år .. Wow* tænkte han og sparkede lidt til stenene under ham, som lå for at hvis man faldt ville man ikke slå sig så hårdt.

Hun lo lidt af ham men undlod at sige noget. Fødselsdag med lys og lagkage, sang og gaver var ikke noget hun nogensinde havde holdt, men det var heller ikke noget hun savnede. Hun vidste jo ikke hvad hun gik glib af, og ville ikke have glæde af lysene på kagen... Hun sad lidt og tænkte, mens hun gyngede, og frydede sig egentlig over forbavselsen hun havde hørt i hans stemme.

Armand smilede svagt og så lidt rundt på legepladsen, han sukkede lavt og så så på hende "det må være forfærdewligt irriterende og være fanget i sådan en lille krop" sagde han og følte med hende, han ville ikke kunne klare det.

"Måske, men det kan nu også være nyttigt... For eksempel har folk, specielt mennesker, en tendens til at tro det bedste om børn..." svarede hun og smilede. Egentlig brød hun sig ikke om når folk fik medlidenhed med hende, da hun så følte at de troede sig bedre end hende... Og hun var ikke en man gjorde klogt i at undervudrer...