Krigen - Det store slag (3)

//Dette er et start emne, jeg er altså ikke nødvendigvis med//

Solen farvede ikke kun himlen rød-orange, den sendte også sine sidste stråler ned over de triste træer der stadig stod som minder efter en stor, frodig skov.
De forskellige træer var næsten alle skræmmede, skoven blev allerede brugt som et angrebssted, jagested, et sted hvor man kunne slås uset. De fleste mennesker der begav sig herind kom aldrig ud igen og det gjorde at menneskerne sjældent begav sig herind og at det var fyldt af overtro om spøgelser, uhyre, væsener....Hvor af i hvert fald det sidste var sandt. Men nu var det ikke bare en stille, dødens skov, nu var det også en fremtidig kamparena hvor store slag skulle holdes.
Der var ingen der ventede på det skete, faktisk skulle men tro det ville være det mest rolige sted under krigen, men det var det langt fra. Som i byerne, som i skoven. Her ville snart vrimle med kæmpende par, alle der sloges for hver sit.
Kun en grævling gemte sig i sin hule, en ugle i sit træ. De kunne mærke på luften at der snart ville ske noget der kunne have betydning for fremtiden.

En varm vind strømmede igennem skoven, og Nikita var helt kampklar og oppe på dupperne. Hun prøvede at føle efter væsner og mærkede efter kropstemperature i skoven, så hun kunne være klar før hun bliver set. Hun vidste at der ville være en kamp her, og hun var klar. Hun holdte sig i alle skygger, og var lydløse som ulvene selv. Hun satte sig ned på hug og havde ryggen godt op af muren og der var store skygger som dækkede hende, det eneste som man kunne se af hende hvis man kiggede direkte imod hende, var hendes øjne, det ene blåt og det andet ravgyldnet med pupillen formet som en slanges. Hun havde hånden klar omkring hendes armbrøst og hun mærkede den kølige blanke overflade imod hendes håndflade.