I fie's hjem

Dag:irl
DATO:IRL
Vejr:halvmørkt
Sted:stuen i Fie's lejlighed.
Tid:17.32
omgivelser: En stue...


Demetri sad i Fies sofa og stirrede ned i gulvet.
Han havde en smøg i højre hånd som han nogen gange tog et sug af.
Ellers havde han siddet der i 3 timer og stirret.
Han havde ikke lavet noget hele dagen og Fie havde ikke været hjemme.
Han havde så mange tanker i hoved, og det føltes som om at han aldrig
ville stoppe sine tanker igen.

Fie kom løbende ned af gaden mod bygningen hvor i hendes lejlighed lå. Hun skyndte sig ind til trapperne, og løb op af dem. Hendes ben bar hende hurtigt op til hendes hoveddør. Hun væltede ind, og trak sine sko af og det samme med sin jakke. Hun sukkede, og så ned af sit tøj, Pokkers varulv sådan at ødelægge hendes jeans og t-shirt. Hun rystede på hovedet imens hun gik ind i stuen. Hendes jeans var fyldt med store og lange huller og hendes t-shirt var flænset ned af maven på hende. "Køter!" råbte hun og gik lige forbi Demetri uden at se ham. Hun gik ind på sit værelse og smed hurtigt sine bukser og t-shirt. Hun kom ud igen kune i sit undertøj, og samlede et par jeans som var havnet ude på stue gulvet. Hun trak dem på og gik igen ind på sit værelse og trak en tilfældig t-shirt over hovedet.

"Ja så..."sagde Demetri i en lidt højere tone end normalt,
så Fie viste at at han var her...Han havde set det hele, hendes
undertøj, hendes tøj, hendes krop.
Et lettere drenget smil kom op på hans læber, selvom han var
kommet som tiden, har stadig af hankøn-

Fie stoppede op, og så hen på ham da hun var på vej ud i køkkenet. "Demetri?..."mumlede hun forvirret. Hun havde stadig ikke helt vent sig til at han også boede der. Hun vendte sig om mod ham, og så på ham. "Hvorfor er du stadig hjemme? Det er jo helt mørkt lige om lidt"sagde hun, og så på ham med et typisk forvirret blik. Hun havde selv brugt hele dagen på lidt jagt til inden hun skulle ud og se sig omkring. Men en varulv havde stoppet hende midt i maden. Hun sukkede over tanken om da den angreb hende bare sådan uden videre. Fie strøg en hånd igennem sit hår og lænede sig op af dørkarmen ud til køkkenet.

Han så på en måde forvirret og på en måde helt fraværende på hende.
"Jeg tænker" sagde han og blev ved med at stirre med det hundehvalpe
agtig forvirrede ansigtsudtryk. Han lagde hoved lidt på skrå hvorefter hans
øjne vendte ned til hendes bryster som han før havde set kun i bh.

Fie så på ham, og bed sig i læben. "Hvad tænker du på?"spurgte hun, og så på ham. Hun var blevet nysgerrig over hans svar, hvad mon der forgik i hans hoved? Hun så lidt på hans blik så gled ned fra hendes ansigt. Hun prøvede at ignorere det, men det gik ikke så godt. Hun gik så hen og satte sig i sofaen ved siden af ham imens hun så på ham med et lille smil på læberne. Hendes humør var allerede blevet bedre.

"På dengang vi var i svømmehalen, for lang lang tid siden"
sagde han og fuldte hendes med blikket, han havde siddet
der længe bare og tænkt på de gamle dage hvor han lige havde
mødt alle menneskerne i denen by.

Fie sad lidt og tænkte over det han sagde, men et smil lyste så op da hun huskede det. "Aaah! Det kan jeg godt huske!"grinede hun så og smilede lidt over det. "Hmm, jeg har ændret mig meget siden"sagde hun, og smilede lidt over det. "Hvorfor tænker du på den gang?"spurgte hun stille, og smilede til ham. Det virkede lidt underligt at han tænkte tilbage på den tid?

"Det var dengang der ikke var krig" sagde han
og løftede nu hoved lidt så han så mere neutral
ud i sit ansigts udtryk. "Og det var en helt anden
tid, de fleste fra den tid er døde nu" sagde han
og sukkede svagt.

Fie så lidt uforstående på ham, og bed sig i læben. "Hmm, ja..."
Hun savnede ikke selv så meget fra den tid for hende havde det været hårdt at blive vampyr bare lige sådan. Men hun havde hvis hun selv skulle sige det klaret det meget godt. Hun så på ham og tænkte lidt over det han sagde med dem der var døde. "Hvem er da døde?"spurgte hun forvirret. Hun havde ikke selv set at der var nogen der var døde, men hun kendte jo heller ikke lige så mange som Demetri gjorde.

Hm...bare nogen folk" sagde Demetri og rystede på sit hoved.
"Det ligemeget, jeg har jo også eksiteret meget længere end du,
og savn gå hurtigt væk fordi man ved det ikke kan laves om" sagde
han og trak på skuldernde og askede smøgens aske ned i sin hånd
da han ikke lige gad at rykke sig fremog tag askebæret.

Fie så på ham, og bed sig i læben. Det virkede som om det gik ham på?
"Hmm, Hvorfor gider du af alle dem jeg kende så bruge tid på at mindes gamle tider?"spurgte hun og så på ham. Hun havde altid opfattet Demetri som en der ikke kunne tænke sådan tilbage men som bare så til imens ting skete og så bare var ligeglad... Hun tænkte lidt over det imens hun rakte ham askebæret. "Er der sket noget eller hvad?"spurgte hun stille og så på ham. Der måtte være noget galt, det lignede ikke Demetri at være sådan.

"Jeg har mødt en engel der hedder Duff....jeg troede hun var en engel der hed Evelyn,
men hendes duft og person var helt forkert men det er som at se Evelyn i et spil" sagde han og rystede på hoved, "Mén det er ligemeget Evelyn kommer aldrig tilbage til den her
verden lige meget hvad, og det gør så mange af de andre heller ikke, "Overvejer hele tiden selv at forsvinde" sagde han og vendte hånden hvorefter at asken kom ned i aske bæret,
han tørrede resten af asken af i sine sorte jeans som Fie havde givet ham.

Fie så på ham, og lyttede bare roligt imens hun så lidt ud i luften. Hun så så på ham da han tarv, og smilede så til ham. "Demetri, hvis du forsvandt... så ville Klussiska klanen jo ikke være hel mere vel? Og tror du virkelig at din søster ville kunne klare alt selv? Og hvad med Hayley og mig?"spurgte hun og så på ham. Hun smilede sødt til ham, og lagde hovedet let på skrå. "Desuden alle mister folk som de har haft et forhold til..."Sagde hun stille, og bed sig i læben.

"Jeg ved det.." sagde han og trak på skuldernde, "Det går væk efter en uge alt det her, jeg har lært at det er bare sådan nogen hurtige savn jeg får og ikke andet" sagde han og kiggede ned i jorden, "det går hurtigt over, og nej Ribanalon vil ikke kunne klare det, og Cortez er ikke sstærk nok" sagde han og smilte så lumsk over at Cortez var svagere end Demetri.

Fie så på ham, og smilede glad over hvad han sagde. Fie bed sig i læben, og så lidt på ham efter han var blevet stille. Hendes læber blev så til en lumsk smil. Hun sad lidt, og satte så askebæret tilbage på stue bordet. Hun lagde så hurtigt armene om ham i et kram, og lænede sig ind til ham imens hun grinede. Hun var glad for at Demetri igen smilede lumsk. Hun hadede når hun kunne se at der var noget der gik ham på.

Demetri lage armende om hende og krammede også
hende og glemte lidt det han lige havde smilet over,
Det var sjælden nogen fik lov til at røre ved ham
og især mænd skulle ikke røre ved ham.
"HVorfor krammer du mig Fie" sagde han og
blev lidt underlig over hendes kram.

Fie smilede bare glad over at han også krammede. Hun smilede stort. Hun vidste godt at han ikke ligefrem var fan af kram, men hun var ret ligeglad. "Jeg havde bare lyst til at give dig et kram!"sagde hun glad, og så op på ham imens hun stadig havde armene om ham. Hun smilede sødt til ham, og prikkede ham på næsen. "Du ligner en der har brug for et kram"grinede hun, og smilede til ham.

Han slap hende lige så stille da hun rørte hans næse,
"Nårh....hvordan ser jeg så ud" sagde han og kiggede
lidt forventningsfuld på hende, som om at hun faktisk
skulle svare noget godt.

Fie så på ham, og satte sig igen op. Hun smilede over hvad spørgsmål, og skar ansigt for at drille ham. "Hmm... Du ligner dig selv"sagde hun og grinede lidt.
Hun lænede sig tilbage i sofaen og smilede roligt til ham.

"Hm...." sagde han og og vende sig sådan at hans ben hvilede ned på gulvet.
Han kiggede ned i gulvet og så tænkende ud, jeg går ind på mit værelse,
sagde han og trak rejste sig imens han så på Fie.

Fie så op på ham uden at gøre noget. Mon han var blevet skuffet over hendes svar?
Hun så lidt ned, imens hun lyttede til hvad han sagde. "Okay.." lød det lavt fra hende. Fie blev dog siddende i sofaen imens hun roligt lyttede til de forskellige lyde i rummet. Men mest af alt Demetris næsten lydløse gang ind til hans værelse. Hun kunne ikke lade hver med at smile over tanken om at det var hendes skaber hun nu delte hjem med.

"Ses vewl på et tidpunkt" sagde han og trak på skuldernde,
han havde ikke mere at sige, han var tom og kold som havde
en engel forladt ham for evigt. Han gik mod sit værelse kiggede en sidste gang
på Fie inden døren lukkede....



//Out//