The darkness of the wood -Keira

Tide: 21.30
Sted: skoven..
Omgivelser: ingen og der er meget stille og dødet
Vejer: skyet men varmet for en gang skyl
Årstid: forår
Tøj: se mit billede

Solen var nede og skoven var godt stille da folk for længest var taget hjem eller hvad de nu skulle da de ikke kom her om natten da skoven var mere uhyggelig på den tid, vinden kom svagt gemmen træer og det fik til og se ud som monster hver gang de bevægede sig på grunde af mørket. På en lille stig i kom en unge fyr i sort hans øjne havde en blodrøde farve mens hans hud var hvid som sne med en svag grå farve og hans hår var kort og sort som natten hvor end han kom hen. Alt i alt minde han ikke om et menneske men det var han heller ikke nej han var en dæmon og han havde være det i 3000 lang år unde af han havde lave om på sig selv men han var og glad for den måde som han nu så ud på, dæmonens navn var Luciefar Longroad og han var bare gået i skoven for finde på et eller anden og lave selv om det ikke blev til de stor ideer da natten kun lige var begynde og det var først her af der kom liv i ham da han kaldt sig selv for døde for verden indtil solen gå ned som han var mere vampyr end dæmon men det var han ikke for han var ikke af den race dæmon som livet af menneske blod nej han ville have sjælen og der var ikke nogle som skulle stoppe ham når han først havde fundt den han ville tag sjælen fra.

Luciefar tænkte stille mens han gik man kun nemt høre ham da han ikke gjord det svære i og være lydløs som han normalt ville hvis han var ud og jage men ikke i nu den her nat ville han bare ud og slap af, han trak vejet kort mens han gik der for sig selv mens han kiggede lige frem for sig og han kiggede stille ud på skyggen som var på jorden mens han havde lidt håb på møde en eller anden..

Keira sad på en stamme og stirrede tomt ud for sig i luften. Hun havde en sort kjole på, intet andet. Kjolen sad stramt oppe ved livet, og viste hendes musskuløse krop. Fra taljen hang den bare løst, ned over træstammen. Tæt på hende lå der en død hjort, som der var blevet spist en del af. Blodet var ikke helt størknet. Keira kunne stadig mærke den dejlige smag af dyrets dejlige, saftige kød i munden. Det havde været dejligt at spise, det havde været så lang tid siden, og så havde denne hjort lige så belejligt lige gået forbi snuden på hende. Hun havde endnu ikke set at det var ved at blive mørkt, men gjorde det noget?
Hun tænkte intet, mærkede, så eller hørte intet, hun sad bare stille og kiggede på et lille blad, der hang lidt væk fra hende.

Luciefar fangede duften af døde og det var nemt med de sanser som han havde som dæmon men en anden duft mødt ham os og det var en en han kendt så han stoppede stille op mens han så sig om i den halv mørke skove hvor solen en'nu ikke var helt ned men der var masser af skygger som gik hen over jorden. *hvad det for en duft?* tænkte han stille til sig selv og han var sikker på af det nok havde være en vampyr men det var ikke deres duft for den ville han altid huske da det ikke var en som man kun gemme væk fra ham da han hade vampyr mere end det af han ikke kun dø af ren natur, han begyndte stille og gå i mod duften og den blev stærk jo længer ind han kom på den og han var os på vagt på sammen tid da han ikke ønskede og kom til skade ikke den aften og eller nogle anden aften hvis han kun slip for det..

Der begyndte at komme liv i Keira da hun hørte skridt. Hun sukkede højt. Hun sad ellers så godt. Skulle hun virkelig rejse sig op? Nej, det lød ikke som et rovdyr af den ene eller anden art. Vampyre var med under rovdyr. Nå, jamen så måtte det være menneske, eller noget i menneske form. Meget mod sin vilje rev hun blikket væk fra det fine blad, og vendte sig om mod lyden. Hun blev siddene i næsten samme stilling. Hun var klar på alt, eller det håbede hun at hun havde. Kunne det være hendes døde ven der gav en så kraftig lugt? Det kunne det da umuligt? hende selv? Tanken fik hende til at rynke på næsen.

//skal lige en ting kommer om ikke så længe//

Luciefar kom tæt på og han kun efterhånden se en kvinde som var her i skoven og han fandt det ikke så normalt og i sær ikke på den her tid da mennesker normalt ikke kom her på den her tid, han så på hende og han var stille på vagt overfor hvad der en måtte sket da han havde mødt for meget som ikke var venlig over for ham. Han trak vejet kort selv om der ikke var bruge for det så gjord han det sted for lad som om han var et menneske selv om han var en dæmon ikke kun blive som et menneske...

Keira kunne se en mand komme ud fra skoven. Han trak vejret hurtigt, som et menneske, men det kunne nu ikke narre hende. Hun havde jo en god næse, selv som menneske. Hun smilte. Nå, jamen så må jeg jo aligevel forlade min dejlig siddeplads. Hun rejste sig op, og kørte en hånd igennem det sorte hår. Hun stod lidt og kiggede på manden. Hvad kunne han være? Dæmon, helt klart, men hvilke slags? Der var jo så mange af dem! Han så meget dyster ud, meget mørkt. Hun kunne ikke rigtig se hvad han havde på, da det var sort, og alt omkring dem var mørkt. Hun lagde hoved let på skrå.

Sebastian kiggede på hende og hans øjne havde et svagt lys over sig mens han kiggede med dem på hende det gav sin egen ondskab selv om det ikke var hvad han var ude på sket det altid når han kiggede på folk og det var begyndet og gå ham på da han ikke var ond af natur eller hans anden jeg var men ikke ham selv som så. Han overvejede sin ord og han kun stadig ikke gæt hvad hun var for en "dav" sagde han roligt men han kiggede på hende og han gik fra et poker face til et lille smile som var rolig og som sagde af han ikke var ude nogle som helst ondt..

Keira truttede lidt med munden og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre så hun valgte at svare igen. "Davs, og godaften." Først vidste hun ikke hvad hans smil skulle betyde, men valgte at tage det som en venlig gestus, da man jo normalt ikke først smiler til sin fjende og så kaster sig over personen. Så det blev således. Hun smilte ganske hurtigt tilbage, ikke et overglad smil, bare lige hurtigt, så man nåde at opfatte det. "Hvad laver de her ude på denne tid?" Spurgte hun med en rolig blød stemme. Hun vippede lidt frem og tilbage, uden rigtig at vide hvad hun skulle gøre med den fine herre der stod foran hende.

"tja jeg har ikke en ide om hvad jeg skal her men jeg tror bare jeg havde lyst til en lille gå tur i skoven" sagde Luciefar mens han kiggede på hende med et roligt blik "så nu endt jeg op her og jeg ved ikke helt hvad jeg skal gør af mig selv mere" sagde han lidt efter og han mærke stille vinden mod ryggen men den var ikke kold på nogle måde og den fik ham til slap mere af mens han kiggede på hende og han havde stadig ikke en ide om hvad hun var for en da han ikke kendt hendes race på deres menneske form..

"Mere? Hvor lang tid har du da levet? Siden du siger mere." Hun havde løftet sit ene øjenbryn. Han virkede ikke som den helt store kriger, så hun slappede af. Han lignede lidt en emo, om han var det vidste hun ikke, men det betød ikke noget for hende om han var eller ej. Hun kørte en hånd igennem håret, og vidste ikke helt lige hvad hun skulle gøre.

//Beklager det ik kom mere, men manglede krea//

"tja jeg har være her i 3000 årstid men det betyder ikke det store i min øje selv om evigheden er en kedelig ting alene" sagde Luciefar mens han kiggede på hende "hvad hedder du så?" sagde han lidt efter da han gerne ville have et navn selv om han nok ikke helt husk det før han havde hørt det tre-fire gang, han smilede stadig roligt mens han kiggede på hende og han havde tanken på om hun var en elver eller et anden væsen som havde menneske form siden hun kun gå rundt mellem dem unde af blive opdagede.-

3000 år! Det var ikke så lidt! Man kunne ikke se hendes overraskelsen på hende, men man kunne se der var noget der ændrede sig, en lille bitte smule. Keira røvede, skulle hun sige sit navn? Hvorfor ikke, hvad kunne der ske ved det, det var jo bare et navn, og man kunne jo altid få et nyt, selvom det krevede sin sag. "Keira, og du?" spurgte hun. Hvad kunne sådan en fyr hedder, der havde levet i 3000 år ... nu skulle det vel ikke være et navn som var helt umuligt at udtale, det havde folk det jo med den gang, eller det måtte de have. Keira havde flere gange læst bøger hvor de havde nogle helt igennem langt ude navne, som ikke noget menneske kunne forstå.

"navnet er Luciefar" sagde han mens han så på hende "og hvad er du så for en for jeg kan ikke kende din duft selv jeg måske har mødt en af din race før" sagde han lidt efter mens han hold blikket på hende og han lod sine arme gå i kors selv om han ikke selv styre af han gjodt det, han trak veje t kort for lad som han var mere menneske end dæmon men luften blive ikke i hans lunger da han jo var døde så den sad bare der ned og gjord ingen ting ved ham men det kun vel os være lige meget i hans øjne..

Nå, et navn man kunne udtale, det var da altid noget. Keira smilte for sig selv. "Varulv." Svarede hun så. Det overraskede hende lidt at han ikke havde kunne lugte de døde dyr på hende, men måske lugtede han bare ikke godt, eller så havde han ikke forbundet de to ting med hinanden. Hun syntes han forsøg på at virke menneskelig var blevet sådan ... måske var det bare en vane, men hun vidste godt han ikke var menneske så han behøvede ikke at kæmpe sådan for at trække vejret. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu, og håbede han ville komme med et udspil af den ene eller anden art.

"jeg ser.. det så først gang jeg ser en af din race da jeg har rejset en og der ved ikke har mødt dem" sagde Luciefar mens han kiggede på hende med et roligt blik "jeg selv en sjæledæmon" sagde han lidt efter og han kiggede kort væk og så tilbage igen efter kort tid, han trak vejet kort for slap helt af i kroppe mens hans mave lavede en lille lyd da han ikke havde spist i lang tid..

Første gang fyren havde mødt en varulv, det måtte da være hans spøg! Så få er vi da heller ikke. Keira diskede op med en smule misfornøjet ansigt, men det forsvandt hurtigt igen da hans tilføjelse kom. Sjæledemon? Hvad kan disse personer? Nej, vel mere dæmoner? Suger sjæle, ligesom vampyre sugerblod? Åh, sjælesuger ... støvsuger, haha. Hun truttede lidt med munden, som hun havde for vane at gøre når hun ikke lige vidste hvad hun skulle gøre når hun var sammen med andre, eller var i det tænksomme hjørne. hendes tanker og kedsomhed blev dog brudt af en underlig lyd fra dæmons mave! kom det fra maven?! Whoa? Hun kiggede på maven med et spørgende blik, som om maven selv kunne svare. "Jeg troede ikke i ... blev ... sultende, men der kan man jo se." Livet er jo fuld af overraskelser.

"vi blive det heller ikke som på menneske måde men stadig vi blive nød til og tage en sjæl to gang på en måned eller mere hvis man altså er ung dæmon" sagde Luciefar mens han kiggede på hende, det var lidt flovet når han var så sulten men han havde heller ikke være på jaget siden han var kommet her til så det var måske og snart på tide. Han kiggede ned på maven "men jeg har det sådan at jeg ikke vil jage før jeg ved at jeg ikke længer kan hold mit anden jeg væk" sagde han mens han lod armen gå i kors og hans blik flyttede fra hende til skoven og tilbage igen..

Keira spændte en smugle i kroppen. Skulle han spise nu? Det ville ikke blive uden kamp! Det var ligefør hun blev en smugle skuffet da han ikke så ud til at gøre noget, han blev bare stående og kukkede på hende, og så ned på sin mave. Nå, men de spidste alså sjæle? Hvordan mund de bar sig ad med det? Straks begyndte billeder af hvordan han kunne gøre det. Hun stod tænksomt og stirrede tomt ud i luften imens billederne fløj igennem hoved på hende. Han kunne åbenbart godt lide at stoppe andres tanker, for han braste igen ind i hendes tanker. To dele? Nå ja, der var vidst noget med at de havde to personligheder, godt hun da så kun havde mødt den ene, gode. to sidder af sig selv? Det måtte da være frygtelig rirriternde! Meget. "Godt det ikke er mig." Sagde hun bare og lod mærke til hans flakkende blik. Hvad hun nu ikke interessandt længere?! Drenge de skiftede jo også heletiden!

"det ikke en nem ting med to sider i en krop da det ene styr mens den anden gerne vil have magten" sagde Luciefar men han var ikke den type som snakke så meget om det da det kun få hans anden side til og vågen oppe og det var ikke helt hvad han ønsket da den side var mere ondend ham selv og det var ikke hvad man havde bruge for på den her tid af dagen os fordi det tit gik ud over den som han nu var sammen med..

Keira nikkede. Hun kiggedeindgående på ham. "Alså ... nu snakker du med en meget uviden varulv, som aldrig har mødt en sjæledemon, og jeg er ikke klog på din race, så måsske spøger jeg dumt, men får jo ikke noget ud af folk uden at spørge." Startede hun med et smil. "Men hvordan spiser du? Alså jeg kan ikke rigtig se hvordan du skulle gøre det." Keira var ikke helt tryg ved at stille spørgsmålet, men hun var nysgerrig, og vidste hun ikke ville få svar hvis hun ikke spurgte. Hendes krop var klar til en forvandling så snart der var et tegn på at han ville angribe, eller med andre ord, han onde side skulle komme frem.

//har være på weekende så kun ikke svar før i dag da min farmor ikke har pc//

"altså jeg kan godt spise menneske mad men det ikke det der dræber min sult for det kun en sjæl der kan gør det" sagde Luciefar mens han så på hende "men hvis jeg skal tage en sjæl så kyssede jeg normalt person og suger sjælen ud på den måde" dagde han lidt efter mens han stadig havde blikket lukke på hende og han flyttede det overhoved ikke da han ikke behøvede og blinke som normale mennesker oig det kun gør folk bange når han bare lavede et stirre på dem unde af tænke over det..

Hun stod lidt og tykkede på den. Spise ved at kysse, det lød da ganske kreativt.
Hun kiggede tilbage, men dog med et knap så stirrende øjne. Da der var gået lidt tid slog hun ud med armene. "Okay okay, du behøver ikke stirre mere, du har vundet!" Udbrød hun. Hun syntes virkelig ikke om hans måde at stirre på. Uden at blinke! Det gik over hendes fatte evne. Hun havde mest lyst til at løbe skrigende væk fra ham, eller det havde hun ikke sådan ligeud, men der var noget uhyggeligt ved ham som gjorde at hun ikke ligefrem havde løst til at drikke en kop te med ham, i dagligstuen.

"jeg beklager det var ikke lige det eg havde tænkte mig og blive ved med da det ikke er i min natur og blikke som det er for andre da jeg er døde og derfor har det sammen behøve som menneske" sagde flytter hurtige blikket væk fra hende og ud på skoven mens havde den ene hånd i lommen af natur, han kiggede stadig væk bare for få hende til og flad mere ned da han ikke selv var den der opdagede at han gjord det da i hans øjne var ret natur og kiggede længe uden aflytte blikket..