Ey du er os en varulv, what's up!! xD - Tine

Dag: Tirsdag
Tid: 12:30
Vejr: Solrigt, næsten ingen vind og varmt dog ikke for varmt
Måned: juni
Omgivelser: Ka' ikke se skoven for bar træer.. buske og så'en nogle ting

Påklædning: Han havde en meget mørkeblå, næsten sort trøje på og uden over havde han en; http://www.internationalhero.co.uk/v/vanhels2.jpg (kun frakken som går ham til anklerne) han har et par sorte vandre støvler på som gik ham til lidt under skindebenet, et læder bælte med to hylster med en 6-løber i hver, gemt af vejen under frakken for andre folks øjne, nogle sorte hansker uden fingre og en Cowboyder lignde hat i sort og et par lange mørkeblå jeans.

Den frakke beklæde, sorthåret mand havde taget vejen gennem skoven, da det havde været en genvej, desuden havde han ikke gidet at gå helevejen uden om for at komme til La Sunisha. Det var vildt så mange dyr man enlig kunne se hvis man stod og bare lyttede til skovens mange stemmer, dog hvis man virkelig gerne vil se dyrene uden at skramme dem væk, skulle man bare gemme sig og vente lidt tid, så skulle man helt sikkert se et eller andet dyr som boede her i skoven, man skulle selvfølgelig også være stille, eller virkede det ikke rigtigt. Den sortklædte havde ikke lige tænkt sig at gemme sig for at se små nyttet dyr eller den slags da han allerede havde spist, så han kunne ikke se formålet med at gemme sig og jage et bytte, han stoppede kort op for at drikke fra en lille bæk som løb langs hvor han gik, satte sig på hug og fik drukket noget vand da han havde været en smule tørstig.

En utrolig smuk kvinde lå på et stort træ som var fældet. Hun havde nogle meget smukke former, som drengene gik meget efter, og nogle piger, og noget sort og en smule kort hår. Hendes påklædning bestod af en nedringet mørkebrun top, en sort stor hættetrøje og nogle mørkebrune jeans og nogle brune converse. Hendes øjne, var der lagt makeup på, sort øjenskygge, mascara og eyeliner, dog kunne man ikke se hendes meget, meget mørkebrune øjne, som normalt så sorte ud.
Hun slappede af. Hun havde nemlig faret rundt i menneskeform efter et egern. Ja. Hun var en varulv. Træet var godt nok væltet ned over en vandre sti, men folk kunne vel bare vandre uden om?? Eller hoppe over det?
Hendes næse havde dog fart på over feltet, den opfangede alle lugte i flere mils omkreds, derfor havde hun opfanget en andens tilstedeværelse, men ville ikke rigtig tage sig af det, selv om hun vidste personen var en varulv.
Om halsen havde hun tre halskæder og et kamera. En af halskæderne var tre hjerter som man kunne åbne og se nogle små billeder af folk, eller nogle hun holdte af. I en af de andre halskæder var der to ringe. Og den sidste halskæde havde sådan en lang kæde at den lå gemt nede mellem hendes bryster. Og det var meningen.

Den unge sort klædte mand havde forsat og havde ignorerede duften af en hva' så ud til at være en hun varulv på duften, de havde altid en milder duft end mændene, hun var ikke langt fra ham og de ville støde på hinanden snart da han gik i retningen af hendes duft. Han havde sine hænder placerede nede i sin frakkes lommer, efter et lille stykke tid kunne han se et væltet træ og lige efter kom hva' så ud som en pige, hun så ikke særlig gammel ud, nok de 18 måske 19 men så god var han heller ikke til at gætte aldre, dog var han virkelig god til at gætte folks race hvilket han kunne takke sine ulvesanser for, han lugtesan var meget bedre end de fleste andres lugtesans. Han stoppede dog op lidt fra træstammen og så op mod pigen som lå og havde det som om at intet kunne gøre hende denne dag, det var dog en smule svært at se hans øjne for andre folk hvis de ikke stod foran ham da hans sorte cowboyderhat skyggede for dem.
"Goddag" hilste han og bukkede kort for hende, "hva' laver dog sådan en køn pige som dig herude i skoven alene?" Spurgte han og lød som en helt genelmand, man det var nu mere for sjov at han sagde det på den måde.

Da han varulven var kommet nærmere havde hun drejet hovedet og kigget på ham med odderøjne. ”Man slapper af... Har jagtet et egern... Du ved...” sagde hun og smilede lidt, det var jo enlig dumt... Men det var deres instinkter. ”Og så prøver jeg at undgå alle de sexfikserede personer i byerne” sagde hun roligt og smilede afslappet mens hun lukkede øjnene. Hun drejede så hovedet op igen mod trætoppene og satte sig op, så hendes ben var på hver deres side af træstammen, som hvis hun sad på en hest. ”Hvad med Dem?” spurgte hun fornemt, til gengæld. Hun rystede lidt på hovedet da hun kunne mærke at et mindre stykke bark sad i hendes hår. Det lille stykke bark fløj gennem luften, efter det første ryst, og hen mod han varulven. Det ramte ham dog ikke men landede foran hans sko.
Hun smilede roligt og afslappet, som om hun godt kunne falde i søvn hvert eneste øjeblik. Hun svang benet over på den anden side af træet og hoppede ned fra det tykke væltede træ. Træet var omkring fire meter bredt... Gammelt træ.
To af halskæderne fløj en smule op men den som var gemt blev nede... Den kunne ikke komme op med mindre hun selv, eller en anden hev den op.

Han smilte lidt til det hun sagde, ikke fordi det morede ham, eller måske more det ham lidt, "tja.. var faktisk på vej hjem, men ser ud til at jeg har fundet mig noget meget mere intressant selvskab" svarede han og gik med rolige skridt hen til hende så de ikke stod så langt fra hinanden.
Han stod med hænderne i sin frakkes lommer og så på hende med nogle lidt vilde og dyriske øjne, "siger du at du har jagtet et egern?" Spurgte han og hævede sit øjnbryn lidt.
Han tog sine hænder ud af lommerne og lagde dem som et kors hvorefter han gik rundt om hende som om hun var en form for noget meget spænde at kigge på, da han gik forbi hende aede han hende blidt på kinden med to fingre og stod nu igen foran hende mens han snusede til de to fingre som havde aede hende.

//Søde ven, hun vær hoppet ned?//

//fuck x3 får det lige ændrede, indlæget :3

”Det undre mig ikke at alle ikke syntes jeg er interessant,” sukkede hun og himlede med øjnene. Da han gik lidt tættere på lagde hun hænderne over kors - ikke oven på brystet, men under, det andet var besværligt – og hvilede på det ene ben.
Da han så begyndte at gå rundt om hende rettede hun sig mere op. En væmmelse for igennem hende, da han var noget en smule bag forbi hende første gang.
”Ja. Den faldt om... Jeg tror den fik et hjertestop, da den mistede halen i vores cirkel leg om træet,” sagde hun, lidt for at true og lidt fordi det var rigtigt. Da han så aede hende på kinden snappede hun efter hans fingere. Både på en flirtende måde og på en forsvarende måde. Hendes blik skiftede hele tiden. Hendes indre kunne ikke finde ud af ham. Ikke finde ud af om han var ude på noget. Varulve havde jo en tildens til at gøre folk gravide, så hun var på vagt når det var en fra hendes egen race.

"Hvorfor jagtede du overhoved egeret i første omgang?" Spurgte han og hævede sit øjnbryn igen, det lød som tidsspild for ham, da han ikke rigtig kunne se morskaben i at jage sådan et lille dyr, han jagtede aldrig bare for sjov, han jagtede faktisk kun når han skulle havde noget mad. Et lille drilisk grin kom frem på hans læber da han tog hånd ned igen og så hen mod pigen, "man er vel lidt forsigtig overfor fremmet?" Spurgte han stadig med sit driliske grin på sine læber, men samtige havde han et meget varmt dog dyrisk blik som vilede på hende. "lyst til at følges?" Spurgte han på en lidt formel måde mens han gik forbi hende og hen til det væltede træ med den ene hånd på stammen og den anden som der var udstakt hen mod ulve-pigen som et tegn på 'lad mig føre dig' af en art.

”For sjov...” svarede hun mumlende og hvilede et djævelsk blik på ham. Hun var ikke helt tryg på ham endnu. Tine jagtede normalt kun når hun kede sig, hun spiste normalt menneske mad, selv om hver fuldmåne var lidt anderledes.
”Jeg passer bare på mig selv,” svarede hun lidt muggent men dog lettede det djævelske blik og den mugende mine da hun så hans drilske smil. Hun smilede en smule venligt, ”Har man det varmt?” spurgte hun roligt da hun syntes man kunne lugte lidt tættere varme. Hun smilede roligt og lod kun hendes hørelse følge ham, da han gik forbi hende hen til træstammen. Da han så sagde noget til hende drejede hun hovedet med et muntert smil. ”Selvfølgelig,” sagde hun og drejede sig omkring hen til ham og tog kort hans hån hvor efter hun hurtigt lå på træstammen og ventede på han skulle komme op, så hun ikke skulle ligge med hovedet ned ad mod ham.

Han smilte bare lidt fornøjet over hendes muggent, hun så kær ud, dog sagde han ikke noget til hende om det, han fik kravlede op og ned på den anden side af den meget store stamme som lå i vejen, da han stod sikkert på den anden side så han op mod varulve-pigen som han faktisk endnu ikke kendte navnet på, men det kommer vel nok hen af vejen som de falder i snak, det var han rimelig sikker på.
Han rakte en hånd op til hende som for at hjælpe hende ned, hvis hun havde brug for det, nu vidste han godt at hun var udmærke i stand til at komme ned at træstammen selv, han gjorder det vel mest fordi at han lavede lidt grin med den formele gentleman stil som hjalp en kvinde med at komme rundt på besværlige steder. Gad vide hvorfor træet enlig var væltet? Sikkert vinden, men hvem ved.

Tine smilede roligt til ham. Hun satte sig op og svang sit venstre ben over så hun sad med fronten mod ham. Tine selv undrede sig lidt over hvorfor hun ikke kendte navnet på varulven, men det havde han nok selv glemt? Selv om man siger kvinderne først, så er det alligevel pænest at manden præsenterede sig, eller hvad? Nå, men hun ville helst have han først præsenterede sig.
Hun så han løftede armen op til hende. Hun vidste ikke om hun skulle blive agersiv og slå hånden væk, og hoppe ned på hans ryg så han ville vælte? Og så slå ham på brystet? Eller om hun skulle smile og tage hans hånd og hoppe ned – let og elegant.
Hun valgte dog en mellemting
Hun tog roligt hans hånd og hoppede ned. ”Jeg kan altså godt selv....”

Så var dansen i gang... Hun slap hans hånd så den fløj væk fra hende, lavede et lille hop hen mod ham og satte sine ben rundt om hans hofter, så hun nærmest sad som et lille barn på hans barn eller...
Hun håbede dog han ville vælte så hun kunne give ham et >medvilje< svagt slag på brystet.
Det kunne på mange måder gøre venskabet bedre og værre. Men hun kunne jo lige så godt prøve!

"Ved jeg" svarede han med et halv kækt smil, han blev dog ret overraskede over hendes pludselige bevægelse, hva' hun end prøvede lykkes det, for han væltede bagud men fik dog hevet hende med sig ned så de begge nu lå, eller Altair lå på jorden mens Tine lå oven på ham. Han hævede sit øjnbryn ret meget da de lå nede sammen, "hvor vil du hen med det her?" Spurgte han og var meget forvirret, dels fordi at det kom så lige pludselig, men mest også fordi at han ikke opdagede det i tide, før han fladt i støvet med en anden varulv-pige, det var lidt underligt for ham endelig at hun så'en kunne tag ham ved overraskelse.
Et enkelt egern tittede frem fra sit skjul og prøvede at finde ud af hvor bumpet kom fra, den kiggede med nysgerrige øjne på de to væsner som lå ned sammen på jorden, den kunn lugte ulven i dem, og så var det også et menneske udseende de havde, så den holdte sig oppe i sit træ i sikkerhed for alt fare der kunne komme mod den hvis den først kravlede ned.

Tine grinte muntert da hun sad på ham. Hun gav ham et enkelt lille dask på brystkassen og smilede, ”fordi jeg ikke vidste om jeg skulle blive glad eller sur over den hjælpsomhed... Valgte bare en mellem ting...” sagde hun og grinte... Hun kunne ikke stoppe... Hendes grin var så munter, og rungede i skoven selv om hun ikke grinede højt, at man skulle tro at det var en komiker...
”Men enlig vil jeg ikke langt...” sagde hun og grinte roligt. Tine blev dog siddende for at drille.. Hun kunne få ham ned. Kunne hun så også få ham til at blive nede? Haha! Det ville hun i hvert fald finde ud af.
Det kunne godt være at han varulve var væsentligt større end hunnerne, men hun var meget stor i forhold til dem. Og hun var også meget stærk – af hvad hun så ud til.
Tine drejede hurtigt sit hoved hen mod egernet der tittede frem. Det var det hun havde jagtet... Og det var dens skyld hun væltede det store træ, som hun tidligere havde ligget på. Hendes smil blev mere legesygt og bredt. Som en legemorder der havde et stort skræmmende smil. Sådan et kunne hun lave.
Det var ikke altid hun lagde mærke til disse smil, det kom bare når hendes indre ulv trådte lidt mere til. Hun vendte sit blik mod ham igen og smilede lusket.

Først hævede han sit øjnbryn men sænkede det så og udbryn i en høj latter som fik egernet til at trække sig lidt, fordi den blev skærmt en smule af hans latter, han synes at hun var ret kær på sin egen måde, hvilket gjorder hende ret intressant, "så du tror virkelig at du vil kunne vælte mig bare sådan lige, ude nogen form for modstand??" Spurgte han og havde stadig sit tilfrese smil på sine læber, dette kunne udvikle sig til en spændene drejning, det var han helt sikker på. "Du skal vide at det var rent lykke at du fik mig væltet omkuld" forklarede han nu med et mere drilisk dog dyrisk smil på sine læber, "hvis jeg ville kunne jeg sagens vælte dig af mig eller rundt" fortalte han og lagde sine hænder på hendes lår, hans sorte cowboyderhat var tippede af hans hoved og lå på hovedet lige oven over hans hoved. "Lige nu lægger jeg og tænker på om hvor vidt jeg vil lade dig tro om du har mig eller ej" Sagde han til hende og havde fået et ret vildt og dyrisk blik frem, samtige med at han smilte drilisk til hende, hun skulle ikke tro at hun havde ham, hverken nu eller senere.

//Kan ikke lade være med at smile – de er da søde på en måde! XD//

Da han begyndte at grine kunne hun ikke lade være med at smile vildt. Hun lagde blidt hendes hænder på hans mave da hun kunne mærke at hvis hun ikke holdte sig en smule oppe ville han ikke kunne gå vejret til at grine.. Eller hvad?
”Ja. Ja det ved jeg” sagde hun tydeligt og gav tryk på ved. ”Jeg er er størrer end de andre og væsentligt meget stærkere end de andre,” kommenterede hun, med de andre, mente hun, de andre hunner.
”Lykke? Du mener vel held!” grinte hun og lod sin fingerspids blidt prikke ham på hans næsetip.
”Så du vil ikke have mig af?” sagde hun drilsk og lod kort sin tunge fugte sine læber. Da han hænder lagde sig på hendes lår smilede hun lidt og lænede sig lidt fremad og satte sig til at holde fast i hans over arme. Da han så sagde han tænkte over om han ville lade hende tro om at hun havde ham smilede hun. Tine var fast bevidst om at hun havde ham. Hun havde nedlagt det store træ, og et andre par varulve der havde generet hende. Hun ville ikke have han vendte hende om!

Det fik ham til at smile af hende svar, "aha, spænde, jamen hvordan ser du da så ud som varulv?" Spurgte han uden faktisk rigtig at rykke sig, normalt vil han havde flyttede personen som sad oven på sig, men det tænkte han ikke rigtig på nu, dog hvor de gange han har haft en siddene eller læggene oven på sig havde det været i kamp og de havde prøvet at dræbe ham. "Kald du hva' du vil, en ting er sikkert, hvis du ikke havde fået mig uforberedt, havde du ikke væltet mig men selv faldet" svarede han og blev helt skæløjet da hun prikkede ham på næsetippen, "nah jeg lægger nu meget godt" svarede han med et lille halv drilisk smil, han fik fat i sin hat oven over sig og satte den på hendes kønne lille hoved så der kom en ring af skygge hele vejen rundt på det meste af hendes ansigt.
Det var ved at blive eftermiddag, hvilket det godt kunne mærkes, Altair begyndte at få det lidt varmer, det var nu os fordi at han var varmer end normalt og når folk var helt tæt på ham ville de mærke hans varme hvis de feksembel holdte om ham eller noget, vil de får 'overført' noget af hans varme til sig, så man vil endelig ikke rigtig kunne fryse hvis man var hel tæt på ham.

Da han spurgte om hvordan hun så ud som varulv smilede hun roligt, ”Det får du at se en anden gang.. Jeg skal i hvert fald have noget ekstra tøj med,” sagde hun roligt og grinte blidt. Tine gav slip fra jorden og på hans arme, og lænede sig bare lidt tættere på ham mens hun smilede, ”Hvordan kan du vide det? Du har jo ikke set mig i aktion,” sagde hun og smilede lumskt. Han havde vel overhovedet ikke nogen anelse om hendes styrke. Når hun fejler, eller bare bliver en smule sur, er det vel med at komme væk? Døden er nem nok, men det efter og det før er det værste! Hendes lumske smil blev mere muggent og alvorligt. ”Jeg mener det, du skal ikke være sikker på det du siger om mig,” sagde hun og satte sig op igen hvorefter hendes blik ændrede sig fra det alvorlige og irriterede blik til et mere afslappet blik. Nu sad hun i hvert fald ned. Måske lidt længere nede end før, men det tænkte hun dog ikke over. Tine kiggede på hatten og smilede roligt. Hun lavede kort trut mund og smilede. Hun skulle til at bryde ud i en lille latter, men da hendes surhed lettede med et sæt blev hendes latter til et grine flip. Mens hun begyndte at synge.
”baaaaaabeeeeeeeeeeeeeeehe!!! UUUUHU!! Yearh.. Thank you, thank you,” sang hun medvilje falsk, mens hun grinte blidt. Lidt Elvis agtigt?
Hun smilede så og fik det meget muntre smil til at blive blidt og roligt Hun lagde sig så ned på ham og smilede hendes ben var uden om hans og underbenene viftede roligt frem og tilbage. Tine kunne skam godt mærke han varme, men syntes ikke det var ubehageligt eller noget, men derimod mere dejligt? Hun syntes det var rart når hun jo ikke havde så forfærdelig meget tøj på. Men han havde også en frakke på. Det måtte være meget varm for ham, det var jo varulve, så det havde det jo også varmere end andre.

Altair fik da noget at tænke over hendes svar og at han nok ikke skulle gøre hende sjov, selv om det kunne være sjovt at tirre hende en smule da hun så yderst kær ud når hun var så'en på vej til at blive lidt irriteret og så'en noget.
Til hendes svar som virkede lidt som en advarsel dog aede han hendes kind blidt med to fingre og havde fået sit dyriske smil tilbage, "nåh jah, lige en ting til" kom det fra ham mens han aede hendes kind, "aldrig midste fatningen" sagde han og pludselig lå hun med ryggen på jorden og med Altair over sig som bare havde det største driliske smil, "så meget for den styrke" sagde han drillene til hende, han selv lændte sig helt ned til hendes ansigt så hans mund var ude for hendes øre.
"Jeg tror du har det meste af det i munden" vidskede han og kyssede hende blidt på panden, han satte af fra jorden eftersom at han havde sine hænder placeret lige ved Tines skuldre, Altair pressede til mod jorden så han løftede sig op i luften og over hende, men lige inden hans arme kommer ud for rækkevigde prikker han kort men blidt på hendes næsetip og snupper sin cowboyder hat tilbage.
Han landede elegant og blødt på jorden nogle få meter fra hende, oprejst stående med sin hat i sin højre hånd og med siden til hende står han og kiggede ned til hende med et lille smil på sine læber, "hvis du er så god som du siger, så vis mig det" sagde han til hende stadig med sit lille smil i den ene side af sin mundvige, hans venstre hånd var halvt nede i sin bukselomme så noget af hans frakke blev skubbet lidt til siden om bag på hans ryg.

Da han sagde at der var en ting mere, fik hun bare et nysgerrigt blik. Da han så væltede hende farede en vrede i hende... Nogle tårer væltede frem i hendes øjne af nogle minder, Tine var nemlig ikke lige landet blødt, selv om jorden var en smule blød. Mindet om hendes far der havde dræbt moren og nogle måneder senere ville voldtage Tine hvorefter dræbe hende...
Ja det vidste Tine... Og hun havde faktisk kun været heldig at slippe væk i live. Hun kom dog til at skyde sin søster, hvor efter at kvæle faren med et halstørklæde.
Det var en drabelig dag for hende.
”Det er nok lige så rigtig, som alt andet jeg har sagt,” bed hun af ham vrissent. Det minde hun havde fået skubbet i hovedet var ikke det bedste. Men det var ikke helt nok til at hun kunne blive rasende. Kun hvis han mindede hende om de dage i mellem morens død og hendes søsters død.
Hun slugte en klump, da han kyssede hende på panden. Da han så lettede fra hende slog hendes øjne meget mere op, hvorefter at de klemte sig sammen så nogle få af tårerne faldt, da hun mærkede hatten forsvandt, åbnede hun øjnene og så hans hænder forsvinde og satte sig så hurtigt op hvor efter hun hurtigt stod på benene.
”D-Det kan jeg ikke...” svarede hun og vendte ham ryggen. Hun samlede sin ene halskæde op, den med de to smukke ringe. Hun kiggede på dem hvor efter hun kun vendte ansigtet og hendes blik mod ham. Hendes øjne så irriterede ud. De var ikke mørkebrune mere, de var klaret lidt op og man kunne se de var brune, og røde der hvor der normalt var hvidt. Hendes øjne var blevet meget irriterede. Hendes humør havde skiftet meget den dag.
Hun vendte blikket og ansigtet væk og ned mod halskæden og pillede lidt ved ringene. Hun havde ikke lyst til at vise sin styrke lige nu hvor alle minderne var vældet frem. Da hun blev vendt og ringene, som hun havde i halskæden.
Hun lukkede øjnene og kunne igen forstille sin mors glade ansigt som ændrede sig til at ked af det og dødt blik. Hendes far med det vilde blik som forandrede sig til et ligblegt ansigt på ingen tid, og det høje bump der var kommet da han faldt til jorden - han var nemlig ikke den tyndeste... overhovedet ikke – og sin søster. Det døde, forskrækkede blik, med tåre der var faldet ned af hendes kinder og ned til hendes tindinger, da Tine sad med hende i skødet og græd.
Og hendes forlovede måtte ikke glemmes. Den voldsomsmeste husbrand nogen sinde! Og hunden! Dens brandte lille indtørrede krop...

Altair stod lidt med hoved på skrå da hun rejste sig op men hun så faktisk ud som om at hun var blevet ked af det, det undrede ham en del, da han ikke mindes at havde gjort hende fortræd på nogen måde, så han gik hen til hende og stod med siden til hende, "hva' så? Du ligner en som har oplevede noget slemt?" Spurgte han med et hævet øjnbryn. Da hun stod og kiggede ned på sin halskæde, han lagde dog hurtigt mærke til hendes tåre på kinderne og gik foran hende, "hør, det var ikke min mening at gøre det ked på nogen måde" prøvede han at forklare hende, han gav hende kort et lille kram og slap hende igen for at lægge en hånd på hendes skuldre og aede den blidt en gang og tog om hendes hage med tommelfingren og pegefingre så de fik øjnkontakt, hun havde meget våde øjne hvilket fik ham til at få en slags skylds følgelse til hende. Han slap hendes hage igen og fik taget sin hat af og satte den forsigtig på hendes hoved og havde et lille trøstesmil til hende, "Jeg gi'r dig lidt luft til at komme på benene igen, hvis du har brug for at snakke eller noget, er jeg over ved den væltede træstamme" fortalte han og tog sin cowboyderhat på igen og lod hende få lidt luft og til at kunne samle sig selv igen, han vendte sig mod det væltet træ og satte kurs mod det, han hoppede op på stammen og satte sig ned i skrader stilling med siden til hende, han havde lukket sine øjne og begyndte at mumle nogle ord for sig selv, som var meget lavt.

Da han kom hen mod hende snøftede hun en gang. Da han så kommenterede at hun lignede en der havde oplevet noget slemt blussede hendes indre op med bande ord. Sådan var det altid. Men det faldt igen. Han vidste jo ingen ting. Han var jo... Eller nej.. Ikke en guldfisk, for hun regnede med at han havde en god hukommelse... Men han var da, som en hund?
Hunden der kun kunne se at hun behøvede trøst, men som nok aldrig ville kunne forstå hvorfor hun var ked af det...
Hun prøvede at smile lidt, men ville ikke sige noget, hun vidste i forvejen hendes stemme var totakt ødelagt af gråden. Da han så trådte frem foran hende og krammede hende gjorde hun hverken gengæld eller skubbede ham væk, hun holdte bare om ringene, da han så gav slip åbnede hun sin hånd, og kiggede på ringene. Da han så ville løfte hendes hoved, var hun først ikke særlig villig til at vise sit ansigt, men hun kiggede alligevel op med store brune, røde og våde øjne.
Da han slap hendes hage lod hun blikket falde. Hun følte hun lagde en utrykhed over ham, at det var ham der havde gjort noget. Da hatten landede på hendes hoved kiggede hun dog op igen og lyttede til hvad han sagde. Hun nikkede så lidt så hatten faldt en smule ned over hendes øjne. Hun vidste det så en smule dumt ud, så hun smilede blidt men da han fjernede hatten igen falmede smilet til det gamle ansigt. Da han drejede sig kiggede hun med øjnene efter ham, men med ansigtet mod ringene. Hun kiggede ned i sine hænder igen og tog armene bag nakken og lukkede halskæden op og lukkede den igen, da hun havde fået den frem foran hende. Hun smilede blidt til dem og lagde dem så væk ned i hendes bukselomme, og kiggede op mod trætoppene. Hun tørrede sine kinder og prøvede at tænke på gode tider; som for et øjeblik siden! Både sad og lå... Hun smilede blidt og tørrede så sine øjne. Noget af den mørke makeup hun havde på, fulgte med hendes fingre så hun fik nogle streger ud fra øjnene. Det var enlig pænt... Det skulle bare tørre en smule.
Hun kiggede hen på ham og smilede blidt.
Hun sank en klump igen og kiggede ned på de to sidste halskæder, som hun havde om halsen. Hun vendte om på hælene, hen mod ham og begyndte at gå hen til ham. Dog var der jo ikke så langt, så da der var omkring fire meter hen til den yderste del af træet satte hun let og elegant af på den bløde skovbund og lande yndefuldt foran ham som en cirkusprinsesse som skulle stå på line. Hun bukkede så i knæene og endte med at side foran ham. Der var nok gået nogle få minutter. Hun smilede roligt, men hun så ikke så glad ud alligevel, da hendes øjne stadig var irriteret og hendes kinder var blevet røde.
”Det var ikke så meget din skyld...” sagde hun og smilede roligt til ham, ”Det var bare... Minder...” tøvede hun kort. Hun havde ikke lyst til at sige at det var ham der vækkede dem, selv om det alligevel var en smule... Men hun havde jo selv kigget på ringene. De gjorde hende nemlig nogle gange gladere, andre gange, meget mere trist.

Altair svarede ikke lige med det samme, da han var en smule fjern i det, man kunne se det fordi han stadig mumlede sine underlige og fremmede ord som ikke lød som rigtige ord, mere som nogle han lige havde opfundet for et par minutter siden. Langsom åbnede han øjnene igen og så på varulve-pigen med et lille venligt smil og nogle rolige hassel-brune øjne, "jovh det var lidt min skyld" svarede han hende og havde sine fingretipe samlede uden at resten af hænderne røre hinanden. "Hør, det var slet ikke min mening at gøre dig så meget oprevet, vidste ikke at du havde sådan nogle ubehagelige minder" sagde han og tørte en enkel tåre væk fra hendes kind. Han vendte sig rundt så hans ben hang på siden af stammen, Altair hoppede ned fra den og landede blidt, "skal vi ikke forsætte med at gå samme? Lad mig gøre det godt igen" fortalte han hende og smilte glad til hende, han vil rigtig gerne lægge et plaster over såret som han havde forvoldt hos hende, han brød sig selv ikke om at se hende så trist igen.

Tine smilede roligt af at han lignede en der mediterede... Da han åbnede øjnene søgte hun hans blik, selv om hendes blik kunne virke gyseligt. Hun smilede roligt, lidt prøvende. ”Jamen... Det... Det var bare da du væltede mig,” sukkede hun og kiggede kort ned på barken på træet og så op igen, hun skulle ikke græde igen! Hun kiggede på hans fingre, hvordan de var samlet. Det fik hende til at tænke. Tænke på lange og skarpe tænder. Det kunne virke lidt uhyggeligt, men hun syntes ikke det var skræmmende.
”Jeg har så mange minder... Så mange frygtelige minder...” mumlede hun og kiggede op og kunne ikke undlade at undslippe en enkelt tåre, som han dog fjernede. Det fik hende til igen at tænke hun ikke vidste hvad han hed. Det ville nok komme, ikke lige nu, men snart, når hun ikke var så oprevet. Tine kiggede på hans ben, som nu var den vej som hun næsten lige var kommet fra. Hun rejste sig yndefuldt og lavede et let spring fra træets træstamme og landede roligt, med balancen på plads, ved siden af varulven.
”Jo... Lad os gøre det...” mumlede hun roligt og kiggede op på ham med nogle lidt mindre irriterede øjne. ”Jeg ved ikke om der er så meget du kan gøre... Det er jo noget der vil sidde i min hjerne for evigt,” mumlede hun roligt og lod sine hænder glide ned i baglommerne, hvor hendes højrehånd fandt ringene. Vis hun nu skulle vise at hun var stærke... Var det nok både mod og styrke... Hun var enlig ikke bange for at dræbe. Det var det samme... Da hende og hendes veninde var kommet på en skole hvor man skulle arbejde for ikke at blive skudt, kom hendes veninde i fare... Puf, så var Tine der og holdte en kniv for struben på kokken, som var blevet sur på hendes veninde. Men han lod dem gå. Hvis bare han fik lov at overleve.
Tine havde et godt fast greb om kæden med halskæderne. Dem kunne man nemt dræbe med... Ellers havde hun jo... Sine skjulte våben.
Ja... De var skjult ekstremt godt, men hun havde alligevel en del.
Hun smilede roligt og begyndte roligt at gå med blikket rettet mod skovbunden.

//Blev ikke så langt igen..//

"Jeg kunne lære dig at kontrollere dig selv og slappe mere af?" Spurgte han mens de gik gennem den grønnelige skov, han tog sin hat af igen og satte den på hende hoved, han fik et lille smil frem på sine læber, hun så ret sjov ud med cowboyderhatten som var lidt for stor til hende, så den faldt lidt ned over hendes øjne, men ikke meget da hun stadig godt kunne se en smule. Han gik med armene ned langs kropen med knyttede næver, ikke fordi han var klar til kamp men fordi at han enlig bare havde lyst til at knytte dem og, så var det også godt til brug i nævekamp hvis man kom ud for det.
træerne lignede nu meget hinanden nu når man tænkte over det, der var mange af de samme træer, de stod dog ikke på lige række som træerne i byerne, men det var ikke meget langt fra at de stod lige i række, måske nogle få meter fra hinanden, måske?
Altair så ned på pige-barnet og stoppede op foran hende så hun blev nød til at stoppe selv, "jeg har fuldstændig glemt noget" sagde han og bukkede foran hende på en formel måde, den formelle måde var mere forsjov, "mit navn er Altair, Altair Wolf Ryan" introduserede han sig selv og bukkede sig for at gøre det lidt mindre seriøst havde han et lille fjoge smil som blev til et venlig et når han fik øjnkontakt med hende igen,