Everynight in my dreams, I see you ... - Tokito. :3

Tid: 21.37.
Dag: Lørdag aften.
Sted: Domkirken.
Vejr: Mørkt og regnende. Tunge regnskyer, der kaster de altødelæggende perler ned fra himlen.
Omgivelser: Domkirken. o.o
Påklædning: Se billede i bunden. o__o

De klikkende lyde gav genlyd mod den enorme, hvide kirke, der så helt mørkegrå ud i det sorte vejr, der frakastede sig alt ondt. Melankolien lå som en tyk tåge omkring det hele, og efterlod nærmest hele verdenen i en trist sindsstemning. De mørke regndråber virkede enorme, selvom kirken tårnede sig stolt over den mørke, grumsede jord. De gule lyskegler, der stod stolt og rankt ved siden af brostenene, gav stien et dystert, gyserfilmsagtigt udseende. Den lille pige der bevægede sig med selvsikre skridt ned af brostien, passede ikke ind i det gyserfilmsagtige mørke, der omsluttede alting, som et tæppe, de lagde sig tungt over en døende kvinde.
Neekie, hed pigen, der hastede op mod kirken. Hun skubbede døren op, og i det sekund, flængede et lyn himlen og lyste alting op i et sekund. Gyserfilmen fortsatte bravt og endnu mere uhyggelig end før. De røde sko, som pigen bar, klikkede højlydt og lyden blev kastet tilbage mod hende, mod de enorme hvide vægge, der tårnede sig stolt op i luften. Op mod alteret. Det var der hun søgte. Hun skulle bare derhen, ellers så følte hun sig hjælpeløs. Hendes lange rødbrune hår skinnede nærmest i lyset fra kirken og de få lysglimt, der var lyn, som højlydt flængede himlen. Hvem var hun? Og hvad lavede hun her.
"Gud, er du her?" Hendes stemme var høj og kraftig, og i det ord hun sagde Hans navn, flængede et lyn højlydt brag himlen. Lysglimtet blændede nærmest Neekie, der stod der og kiggede op mod alteret. Hun hastede derop, op til vievandet, hvor hun var blevet døbt for lang tid siden. For hele 14 år siden. Hun stirrede ned i vandet, og lagde forsigtigt hænderne på siden af den bronzefarvede skål. Hun stirrede ned i vandet og skar en grimasse. Hun kunne se sit eget ansigt, og alle de ting hun gemte på. "Gud, er du her?" hviskede hun hjælpeløst, og mærkede hvordan hendes brune øjne blev fyldt med tårer.

Han havde siddet i kirken og ført en samtale med Gud. En samtale om hvor meget han hader ham. Men den blev brat afbrudt da en pige iført helt rødt kom gående ind ad døren. Han var hurtig og sprang op på en af de pæle der var under loftet og stod stille på den og kiggede efter pigen. Han var blevet nysgerrig. Han satte sig på hug deroppe og kiggede tavst, lige indtil hun sagde Guds navn. I det samme øjeblik sprang han ned og nærmest svævede ned på en af bænkene og landede lydløst og satte sig til rette.
Han havde været her så mange gange før. Han kunne alle veje ind og ud, selv de skjulte. Han var klar til at sige noget, men alligevel holdt han det tilbage. Der var noget over pigen som advarede ham om at hun var farlig. En mulig dusørjæger? Lige meget, dem havde han haft mange af. Dusørjægere, engle som Gud har sendt efter ham, det hele har han været oppe i mod og han står stadig.
Hans lange sølvfarvede hår gled ned langs ryggen af ham i det han rettede sig op i bænken og hævede stemmen: "Hvad får dig til at tro at Gud ønsker at snakke med Dem?" Hans øjne var låst fast på pigen og vidste at han kunne fange hende hvis det blev nødvendigt. Også selvom det ville være en skam at dræbe hende, men ingen ville ligge mærke til blodet på det allerede røde tøj.

Tæppet af mørke omsluttede kirken, og gjorde selv lyset inde i kirken mørkt. Neekies øre blev spidse, da en stemme afbrød hendes tavse bønner, til den gud, der ikke længere var ved hendes side. Hun kiggede op, over på væggen. Hun stod med siden til væsnet der havde snakket, og hun havde ingen intentioner om at finde ud af hvem ... Eller hvad det var. Hendes brune øjne flakkede langsomt henover den hvide væg og langsomt søgte hendes øjne over mod englen. Hun lod hånden glide op til sit hår og hun rykkede let i det, da hun fik øje på personen. Der var en overnaturlig glød ved ham. Ved den person der sad på bænken. Hans lange hvide hår, hans mærkelige tøj. Der var noget .... Overnaturligt ved ham.
"Han var ved min side engang. Han er der stadig!" Hun kiggede ned i vandet. "Er du der stadig, Gud?" En lille, sølvglinsende tåre faldt ned og ramte vandet. Ringene bredte sig ud og skabte en forstyrrelse i vandet. "Er du ved min side?!" Hendes vrede skrig kastedes tilbage mod hende og hun langede hårdt ud efter vandet, som fløj ud til alle sider. Hvorfor forlod han hende?! Hvorfor tog han hendes tro fra hende?!
Hun lukkede øjnene og trak vejret i stød. "Hvad laver du her, usling?!" hvæsede hun og stirrede på englen. "Hvad ... Er ... Du?" Hun rynkede på næsen. "Der er noget ved dig." Hun trådte ned fra alteret og gik langsomt frem mod englen. "Noget klamt og overnaturligt." Klik, klik, klik, klik ... "Noget gud ikke ønsker." Hendes hvislende stemme syntes endnu mørkere, end det melankolske tæppe der omsluttede det hele. "Hvad ... Er ... Du?!"

Han sukkede dybt. "Og jeg som troede du ville være interessant..." Han rejste sig og sprang baglæns op på bjælken under loftet igen og kiggede ned på hende. "En skam." Han holdt pludselig et sværd i hånden og i en flydende bevægelse havde han slået hul i loftet så regnen styrtede ned. "Men... Hvis din Gud... Ikke vil have mig her... Så skal jeg da nok forsvinde." Han slog igen mod loftet så et stykke af det faldt ned mod jorden. Han sprang ud af hullet og kiggede ned på pigen. "Hvad jeg er kommer ikke dig ved, ynkelige menneske." Han bredte sin ene arm ud og i det samme skød vingen frem. "Men jeg går ud fra at dette besvarer dit spørgsmål meget vel." Og væk var han.
Han sprang svævende ned fra toppen af kirken og begyndte langsomt at gå, på vagt. Han følte det som om at hun ville komme efter ham. Men hvad kunne hun gøre? Han drejede sit hoved mod kirken og hviskede: "Vi snakkes, Gud..." Så vendte han sig hurtigt om og gik med raske skridt væk fra kirken i sine egne tanker. *Der er noget ved den pige... Noget særligt. Hun havde en underlig udstråling...* Han kiggede sig bag om skulderen. *Kommer jeg til at se hende igen eller er hun væk nu?* Han vendte sig langsomt om og sagde til sig selv: "Nej, jeg venter bare til hun kommer ud. Jeg skal have undersøgt noget..." Han lagde armene over kors og kiggede ventende mod kirken.

Neekie kiggede på englens bystkasse, der hævede og sænkede sig i et dybt suk. Hans stemme var som honning. Sød, flydende, varm honning. Hun holdt øje med hver bevægelse han lavede, det baglæns hop. Og pludselig holdte han et langt sværd. Regnen styrtede ned som et vandfald, og braget da det stykke luft ramte jorden, gav ekko 12 gange. Hun talte dem. "Du kunne være min aftensmad!" skreg hun efter ham, men hun holdte straks inde, da én sort vinge bredte sig fra englens ryg. Det havde hun godt nok aldrig set før. Kun én vinge? Og han forsvandt.
Hun drejede ansigtet mod gulvet, hvor noget af loftet lå. Hun gik langsomt derhen, og samlede nogle af murbrokkerne op. Hun kastede dem ud mod væggene. Så kiggede hun på det største stykke og satte sig på hug der foran. Så lagde hun begge hænder derpå, og pludselig anede hun en stemme. Hun spidsede ører. Stemmen var noget i hendes hoved, men det var ikke hendes egen stemme... Det var englens. *Noget særligt ... Underlig udstråling ... Er hun væk nu?* Kun små brøkstykker. Hendes lange rødbrune hår skinnede i det mørke der forsvandt ligeså langsomt.
Hun rejste sig igen, og den lange røde kjole faldt naturligt om hendes lange ben. Hun gik langsomt op mod alteret igen, op til vievandet. Hun kiggede på Jesus Kristus krop, der hang på korset. Detaljerne tegnet af blodet, var underligt realistiske, som om han rent faktisk blødte. Det mindede hende om dengang Jomfru Maria-statuen, der sad ovre i et hjørne og knælede med spredte arme, havde "grædt blod". Man kunne ikke afgøre om det var et tegn, eller om det bare var nogle unge mænds uvittige joke. Hun lukkede øjnene og rørte langsomt ved vievandet. Hvorfor havde Gud den almægtige forladt hende?

Han stod ude i en gyde. Han ventede utålmodigt men intet skete. Han besluttede sig for at gå ind igen. Han tog beslutsomme skridt mod kirken og kom op på toppen af den i et enkelt svævende spring. Han havde trukket sin vinge ind, ingen skulle vide hvad han virkelig var. Han gik langsomt mod det hul han havde lavet før. Hans lange våde hår hang og dryppede mens han kiggede ned på pigen. Hendes røde dragt skilte sig så meget ud fra alt det andet. Alt det sorte her i lokalet.
Hans fodtrin gav genlyd. Klak klak klak... Men regnede dækkede for det. Han sprang svævende ned på bjælken igen og kiggede stille på kvinden. *Din gud har forladt dig... Alt på grund af mig.* Han lo en smule. Måske var det lidt ondt af ham. Hun virkede som en tydelig kristen. Han hoppede over på korset af Jesus og stod på toppen. "Er jeg et problem for dig?" Hans stemme var kontrolleret og provokerende, men han var klar til at afværge hvilket som helst angreb hun havde klar.
Han hoppede ned på siden af korset og kiggede med hån på Jesu. "Så dette er måden du behandlede din søn på. Tja, i det mindste fik jeg fremhævet hvor meget blod han måtte give for din skyld." Han rettede sine kolde grønne katte-agtige øjne mod pigen og kiggede længe på hende. Han tog en dyb indånding før han lod ordene komme frem: "Hey, hvad er dit navn egentlig?" Han satte hovedet halvt på skrå og kiggede forsat mens han afventede en reaktion.