Forlystelser , fornøjelser eller forfærdelse? ~Adabella

"jeg har enlig aldrig ønsket af jeg skulle enden den her veje enlig ville jeg helst bare live et menneske live og så ikke mere end den men min far lave den ide om da jeg gjord mig til vampyr som den først i familien, der efter kom mn mor min bror og min søster og tror mig de første 100 år som vampyr er ikke en lege men et helvede for man skal vende sig til af alle enes sanser og føleser ikke helt er til og styr plus af man skal os lære og styr den stor trøst efter varme blod" sagde hun mens hun kiggede på hende "så jeg havde meget svært ved og klager det alene da jeg ikke ville være en del af en dræber familue så derfor forlod jeg dem for ikke at komme igen før der var gået 200 år og de jeg enlig kom blive jeg smidt d af familien fordi jeg ikke havde være en del af dem" sagde hun lidt efter "jeg har prøvet mig frem med og skabe andre vampyr men det gået glat med dem alle samme da ikke kun klager det først år som ny født" hun sluttede og var stille der efter..

Camille rakte ud efter hendes hånd og lagde sin egen ovenpå , et kort øjeblik.
"Jamen, det er da forfærdeligt " sagde hun med lidt grødet stemme og trak hurtigt sin hånd tilbage i sit skød.
Camilles egen problemer havde været vand i forhold til hendes. '
Når alt kom til alt havde der jo aldrig været krummet et hår på hovedet af Camille, det var blot den psykiske smerte ved at vide2 slt det der skete med de andre børn"...eller det hun frygtede der skete, når hendes far truede med det.
Hun havde aldrig tænkt på at 600 år kunne komme til at rumme så megen elendighed at selv vampyrer ikke gad mere.

// skal til at logge om 2 sek...tak for nu//

"men fra nu af vil jeg prøve og se lidt mere på det gode her i live" sagde hun mens hun kiggede på hende og hun lod kort blikket gå på det guld ur som hun havde om armen det var en til ting som hun havde taget fra en af dem hun havde taget livet af og siden der ikke var navn i uret så betød det ikke så meget, eller det gik hun ud fra men hun kun ikke være sikker mere.
Hun lukkede øjne og nogle gangen ville hun lige frem ønske hun kun sove som mennesker kun da det var kedeligt helt tiden og skulle gå og kigge på verden mens alle andre ikke behøvede det..

//skal spise så ikke på i lidt tid..//

Camille fik næsten en form for moderomsorg...eller trang til st beskytte pigen, hvilke i og for sig nok var lidt ironisk, når hun kunne brække Camilles nakke med et enkelt ryk.
Men sådan var det.Camille synes at hun havde så meget vemod og tristhed i sin sjæl , og Camille troede fast på at også vampyr havde en sjæl, at det næsten ikke var til at bære.
Stakkels pige.
"Jeg vil gerne være din ven, hvis du kan bruge en ?" tilbød hun pigen med de lukkede øjne.

"altid" sagde hun mens hun kiggede på hende mens et smile igen kortfrem på hendes læber, og hun holdt sin plads da hun stadig ikke ville komme for tæt på bare for sikkerhedensskyl. Hun var glad og roligt på samme tid og tanken var rar og have da hun ikke havde haft det store venner på grunde af at hun selv leve videre mens alle anden bare blive gammel, ja sådan var udødeligheden meget ensom og kedelig hvis man ikke havde så mange anden og snakke mere da det ikke havde nemt ved og tror på hvad man var og hvorfor man ikke ville kun mødes om dagen som normale mennesker..

Det ville være rart, sagde hun med smil i stemmen.
"Jeg har faktisk ikke mange venner... Såå "
Camille så på mandens lig...og blev trist igen.
"Hvad skal jeg stille op med ham, skal jeg tilkalde politiet når vi tager afsted? ".
Camille kunne mærke kvalme røre på sig.

"ham?" sagde hu kort mens hun kiggede på hende "ved du hvad jeg skaffer ham af vejen hvis det er for jeg kan være så hurtige af ingen vile nå og se mig på min vej" sagde hun mens hun så på hende og hun var helt holdt op med og trak vejet fór ikke at blive for faget af blodet duft, "for jeg skulle ikke have et problem med og få ham af vejen hvis det er" sagde hun kort og hun så ikke på manden mere da hun ikke havde ondt af det og dræbe som mennesker kun have det..

Det vil jeg være taknemmelig for, sagde hun stille.
Men efter en lille pause sagde hun, "Nej, det går ikke...så kan hans familie ikke tage afsked med ham !".
Camille tog hånden op til panden og støttede sig til den.
Hun var ved at blive tynget af skyld øvet at være ansvarlig for mandens død, fordi hun ikke mestrede sin evne bedre.Var det ikke værre at han var død, end at hun måske var endt med at blive...voldtaget?

"hmm okay" sagde hun mens hun kiggede på hende og en eller anden ide måtte det vel kom op med, det var ikke sådan lidt til og finde på en ting men hvis de blive opdaget i og have været i gyden så ville der jo heller ikke være en måde og slip fra straf på. Hun sukkede igen uden en lyd "men har du overvejet hvordan vi slipper væk fra det her for mennesker ville da let opdag af han ikke døde af en naturlig grund" sagde hun kort mens hun kiggede på hende og hu sagde ikke mere..

Det havde hun jo ikke tænkt over, nej...hendes tanker havde været selviske over hendes skyld der gnavede i hende og så omkring de efterladte.
Camille overgav sig.
"Hvordan vil du skille mig af med ham så ?"
Hun så spørgende på pigen.

//skal logge nu....tak for i dag : ). //

"ved jeg ikke helt i nu men jeg har måske en ide jeg kan taget ham med til en sø i en af skoven og så gemme ham under en stor sten" sagde hun mens hun kiggede på hende "på den måde kan ingen finde ham" sagde hun kort efter og hun kiggede oppe i luften, himlen var røde og hun smilede svagt over det da solen snart ville være væk så hun kom væk her fra..

Camille fik en lille rislen ned af ryggen.
Hun tænkte for sig selv at hun virkelig måtte lære ikke at stille spørgsmål som hun i virkeligheden ikke ønskede at kende svaret på.
Hun så på sit ur, det ville ikke vare længe før de kunne tage over på skadestuen, og derfra kunne Camille snildt skaffe blod.
Det var en tin måde, ingen ufrivillige bid og ikke tærten døde.
Det var lidt komisk at hun sad her med en vampyr, men det var Camille der denne dag var morderen.
Hvis man altsår kunne sige sådan noget var sjovt.
"Hvor bor du henne ?" ,Camille blev pludselig nysgerrig på pigens liv.

"Deepshell i en villa" sagde hun mens hun kiggede på hende "men jeg bor ikke alene da jeg har to nye vampyr som jeg skal tag mig af" sagde hun kort efter mens hun stadig kiggede på hende.
Tanken om hende to elver der hun sige hvem hun var ikke helt til og hold ud og det var nok en god ide og bed dem begge om af være ud af huset bare for i aften så der fred og ro når hun nu selv en gang kom hjem fra natten, hun lukkede øjne mens hun tænkte lidt over det med og gør anden til vampyr det havde altid været sådan med hende af hun kun gjord hvis folk selv ønskede det eller ikke..

Har du to nye vampyr, om du skal tage dig af ?
Camille undrede sig over hvordan det dog skulle gå til.Pigen virkede så trist og....lidt hjælpeløs, som nu hvor jun var fanget af solen.Skulle hun tage ansvar og guide andré ?Arh, hvad vidste hun om vampyr sager, når det kom til stykket.
"I en villa, det lyder dejligt " sagde hun Istedet og tænkte at det ville hun også gerne når hun engang....hvis hun engang fik en kæreste...og måske nogle børn.
'Har du en kæreste " spurgte hun den unge pige ved hendes side.

"der har være mange gemmen tiden men jeg bliver ikke ved den samme person mere end to tre år da jeg jo ikke bliver gammel" sagde hun mens hun kiggede på hende "det bi siden ved og være vampyr med minder du selv ønsker og gør den du elsker til en døde" sagde hun mens hun stadig kiggede på hende, hun lod blikket gå væk for lidt tid og hun var meget stille mens hun trak vejet.
"men hvis jeg fandt en igen ved jeg ikke om jeg ville blive samme med person for det har aldrig gået godt med et mennesker og vampye som har været samme" sagde hun stille og hun hive bene ind til sig og lag der efter armen og bene mens hun stirre ud i luften..

Igen...denne ensomhed.
Mon alle vampyr tænkte og oplevede det sådan, eller var den lidt menneskelige måde at anskue tingene på, særligt for pigen her.
"Kærlighed er flygtig, for de fleste" sagde Camille og tænkte at hun selv havde kysset en del frøer, men prinsen var udeblevet...desværre.Hun ville også gerne have éen at elske, en at være noget for...en mening med livet.

"mget" sgde hun kort og hun kiggede op på himlen den var mørke og hun kiggede så ud af gyden, der var skygge nok til og kun gå og un lod et smile kom frem på læben "lad gå" sagde hun roligt mens hun kiggede på hende "og skulle jeg kom af med ham her for dig?" sagde hun kort mens hun kort op og stå og hun var hurtige hen ved den døde man mens hun kiggede på hende..

Camille vendte hovedet væk, hun ville ikke kigge på den døde mand, der var på hendes samvittighed.
Hun manglede virkelig éen der kunne lære hende at kontrollere hendes evner.
"Ja...tak "hviskede hun tilbage.
Og tænkte på de skulle se at komme over og få fat i noget blod, så hendes arm kunne hele op.
"Skal jeg bare vente...her?" Spurgte hun stille.

"bare gå i forvejen for det tager ingen tid for mig og kom frem" sagde hun roligt og hun tog bare fat i den døde mand og lod ham hængen ned af skulder "vi ses om ikke så længe" sagde hun kort for hun var forsvundt som dug fra himlen.
Hun havde fart på mere end hvad noget mennesker ville kun få og hun var på hurtige vej til den triste skove hvor der ikke ville være nogle som ville finde manden, hun kom til søen på ingen tid og hun gik enlig bare ud i vandet og lod sig forsvinde ned under unde og gik det en tanke..

Camille stod tilbage og stirrede ud i mørket på.......ingenting....for hun var allerede over alle bjerge.
Vampyrfart! tænkte Camille,hvilken skøn evne at have.
Hun prøvede at ryste uhyggen af sig, for nu hvor mørket var faldet på og hun var ladt alene tilbage, virkede her endnu mere skummelt.
Hun måtte hellere komme afsted til skade stuen .
Hun satte kurs mod hospitalet, og bemærkede vejret var køligere, hun gned sig lidt på de bare ærme og satte sit gå tempo lidt op.

Alucard var under vandet men det betød ikke det stor for hende da hun ikke skulle trak vejet som mennesker og hun fandt et sted til manden før hun kort efter svømmede hen til en stor sten som hun gemt maden under *der kommer nok ikke nogle her* tænkte hun før hun svømmet tilbage op til land, hun kom op og hun så sig kom mens hun kiggede ned af hendes tøj det var driv vådt og hun havde ikke i tanken og tag hjem og skift så hun gik bare lynhurtige aftsed i vampyrfart mod skadestuen selv om det ikke var en normalt sted for hende og komme men i dag var hun mød til det da hun stadig havde blod i kroppen.
Hun gik gemmen skoven med stor fart og hun kiggede sig ikke en gang om for se hvor hun var på vej hen da hun havde et kort gemt inden i hoved, for hun var en af dem der huskede hvor hun havde være før i tiden og det var jo kun en gode ting da hun ikke ville far vild på en dag som den her..

Efter 30 minutters tid nåede hun endelig frem til skadestuen.
Hun gik ind i garderoben eller omklædningen som den kaldes, og tog en af sine hvide kitler på.
Mon hun er nået frem, tænkte Camille ,imens hun lukkede trykknapperne.
Hun smilede til Jamie ude i receptionen og sagde hej.
"jeg troede da ikke du skulle arbejde til aften Camille?" Spurgte Jamie og Camille svarede at det var en privat patient hun ventede, en ung kvinde...noget anderledes ,og så stak hun et f sine bedste smil til Jamie og vidste at han ikke ville belæmre hende med yderligere spørgsmål.

Hun kom frem til skadestuens ind gang og hun gik nu helt roligt som et mennesker ville da hun ikke lege med hendes natur for an mennesker som ikke havde mødt vampyr, hun gik ind gangen og hun kiggede roligt efter hende mens hun ikke sagde en lyd.
En lille smule smerte gik gemmen hendes armen men hun tog sig ikke af det da hun helst ikke ville have for mange skulle kig på hende da hun ikke brøde sig om og være den som alle kiggede på, hun kom en smule længer inden mens hun stadig var stille..

Camille så hende gå stille og lydløst rundt i gangen.
"Denne vej ", kaldte hun og vinkede hende over til sig med sin hånd.
Tag bare plads, sagde hun venligt og pegede på en sort enkel stol,med et sæde af læder.
"Vil den hele hvis bare du får blod?" spurgte Camille og strøg en finger over den sårede arm, naturligvis ikke på selve det område der havde lidt skade.
Hun stod med hendes hånd i sin.