Livet i skoven (Sebastian)

Han trådte væk fra vejen og ind i skoven.
Skoven, den triste skov der normalt blev brugt af væsner, til at kæmpe eller jage i. De få mennesker der endelig begav sig herind forsvandt, kun få havde overlevet det, af hvad han havde hørt.
Men selv holdt han meget af skoven, selv om den var død og bar præg af alle de kampe der havde været, træerne havde ar efter kløer og tænder.
Himlen havde en dybrød farve, som var spredt ud over skyerne, hvilket beviste at solen var på vej ned og at her snart ville blive mørkere.
Zean stak hænderne ned i lommerne på de sorte jeans han havde på, der ud over havde han en sort skjorte som var åben op ved halsen. Ellers intet, der var jo ikke koldt.
Han mærkede gamle grene og småsten bore sig op i hans bare fødder mens han gik, men ikke så slemt at det gjorde direkte ondt.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår, hvilket bare fik det til at stritte endnu mere, men han var ligeglad, det var han altid med sit hår.
Og så var der hans øjne, øjne der havde en blanding af både ungdommelig livlighed og så alligevel tegn på at have levet længere end så mange andre, at vær klogere og have mere erfaring. Hans mørke øjne indeholdt lige meget af både kulde og varme, de udfordrede folk til enden at være med ham eller imod ham, til enden at have tillid til ham eller udfordre ham.
Dog var han kun selv klar over lidt af det, som regl brugte han mest sine øjne til...bare at se med selvfølgelig, men også til at bruge sin evne og når han brugte den var det jo lige meget hvad folk så i ham, de endte alligevel med at gøre som han ville have det.

Zean trådte væk fra den lille sti der første gennem skoven og gik i stedet mellem træerne. Som regl stod træerne næsten på række i en skov, men i denne stod helt hulter til bulter, med dødt løv mellem sig og gamle buske, som gjorde det lidt svære at komme igennem. Men Zean kendte skoven, helt ind til sidste træ, og kunne sagtens komme igennem vis han ville. Og uden at fare vild, han håbede faktisk på at finde et menneske der var faret vild, men han havde fornemmelsen af at ville han virkelig have noget at spise skulle han være gået i byen...

Skoven havde sin ar men det tog han sig nu ikke helt af da han ikke var indenfor det med kamp nej han ville altid helst snakke om tingen og derfor var han heller ikke meget for af skulle gå i kamp med folk.
Han gik gemmen skoven og efterlod en smule røg i luften da han havde en smøge i munden for han var en naturlig ryger, han havde sort skulderlang hår mens hans hud var meget hvid og der var en meget lille grå farve hvis man så ham i solen. Hans øjne var sorte som natten og hans tøj var nogle som en normale voksen butler ville gå i men nu var han selv lært op som butler så det betød ikke det stor, hans navn var Sebastian da det var et navn han havde taget for hans gammel ville han ikke længer husk på og derfor var det nu som det var.
Hvad han lavede i skoven her til aften var han ikke selv sikker på men et eller anden skulle han jo lave inden til solen gik ned da han ikke var den type der jaget mens lyset var frem for det var for farligt og blive set nu om dage, han sat sig stille ned mens han tog smøgen ud af munden da han stille pustede røg ud i luften. Han kiggede sig om der var ikke en og snakke med her ude men det gik han heller ikke ude fra af det ikke var det mest normale sted og se mennesker i sær ikke på den her tid, han lukkede øjne kort mens han tog et sug af hans smøg og han tænkte i øjeblikke da han ikke have de stor tanker om verden da han bare så den som en ting og ikke så meget anden her i livet som han nu havde haft..

Han fornemmede ikke bare lugten af røg, men også af dæmon. Der var altså endnu en dæmon ude i aften, ikke fordi han følte nogen fare, hvorfor skulle han det, så stærk som han var? Men det var interessant. Den eneste race han holdt af at møde, de andre var som regl tilfælde, var dæmoner, de havde en bedre forståelse af hans måde at se livet på...Normalvis, selvfølgelig var det ikke altid lige sikkert. Men han havde altid følt sig tæt på sine fæller,om de kunne lide hinanden eller ej.
Han fulgte lugten til han kom til et lille sted, lidt dybere inde i skoven, og så dæmonen der sad roligt og...ja, var rolig. Han stoppede op og studerede ham lidt, han lignede en butler herfra hvor han stod, men ellers var der ikke så meget der kunne bedømme hvilken slags person han var. En dæmon der var butler? Selv ville tanken aldrig være faldet ham ind, dæmoner var skabt til at være over andre, de var den ledende race, de burde ikke rende ærinder for andre...Men på den anden side, en dæmon måtte være god til at beskytte en og være loyal. Han gik ud fra at den anden dæmon sikkert havde bemærket ham og gik derfor nærmere, til der kun var nogle træer i mellem dem. Han stoppede og lænede sig op af et træ med armene over kors og så bare lidt på ham.