Halløjsa der smukke?(Tazz)

Crasie så Tazz besvær og gik hen til hende med hænderne oppe som et tegn på at hun intet ville gøre. Ulven lod hende men havde blikket hele tiden på Crasie. Crasie støttede sig op af Tazz og mærkede tydelig at hun var svag. Men Crasie vidste ikke hvor hendes hus lå, men ulven gik forud og fulgte Tazz spor hen ti hulen. Så crasie fulgte bare efter samtidig at hun havde Tazz støttende op af sig. Hun kunne se at hun blødte ud af hendes arm, hun var åbenbart ramt. Det havde Crasie ikke set. Men problemet var at hun havde revet den ud, for vampyrenes pile var lavet til at hvis man trak dem ud ville de gøre meget mere skade. De kom hurtigt hen til hendes hule, og ulven stod op af døren og krassede som tegn at det var herinde.

Tazz havde rigtig svært ved at holde sine øjne åbne men tvang sig til det for hun skulle iik beviseme nu og slet iik her. Hun gik stille videre og havde noget af sin jakke på sin ryg endnu og der lå hendes nøgle i. Hun nikkede med hovedet sådn bagud som tegn til at hendes nøgle lå der omme for ellers kunne de iik komme ind i hendes hule. Hun pev lidt mens hun kiggede hen på ulven og nikkede stille til den så den vidste at den godt måtte gå igen for nu skulle hun nok klare sig. Men kunne hører Zofie der inde for hun grad lidt over da hun fandt ud af hun var alene der inde. Tazz gik lidt hurtigere da hun kunne hører sin datter grad.

Crasie tog nøglerne og fik åbnet op for dem. Selvom Tazz havde nikket til ulven fulgte den alligevel med, den gik rundt og snusede og fandt der hvor zofie lå. Da den kom hen slikkede den blidt i Zofies ansigt, og den ville passe på hende. Men den lyttede efter om dæmonen gjorde noget imod Tazz.
"Jeg ved godt at du vil hen til ditg barn nu, men du bliver lige nød til at vente. For vi er nød til at stoppe blødningen. Sæt dig bare ned, jeg finder noget" Crasie lagde stokken og satte Tazz ned, så gik Crasie rundt og fandt noget stok hun rev det i stykker til lange strimler. Så tog hun varmt vand i en skål, og tog et lille håndklæde hun fandt og kom hen til Tazz.

Zofie så ulven og da den havde slikket hende grinede hun lidt af det og lagde sine arme om nakken og halsen på den og krammede den stille og var glad igen. Tazz nikkede stille og forvandlede sig om til menneske og sat sig stille ned på stol og tog sig lidt til armen og pev stadig lidt over det da det gjorde virkelig ondt. Hun ville iik ha at det skulle skade hendes barn som hun joo ventede sig. Hun kiggede hen mod ulven og pev lidt som en ulv så det vistet at det stadig var hende og at den gerne måtte passe lidt på Zofie imens. Tazz kiggede stille over mod Crasie og smilede svagt "Taak fordi du hjælper miq" sagde hun stille og kiggede lidt rundt i sin hule.

Crasie nikkede bare, hun tog sin hætte af og hendes mørke sorte hår af en manke lå omkring hende. Crasie tog vandet med håndklædet og begyndte at vaske hendes sår, da det var rent rendte der stadigvæk noget blod ud. Men så kunne Crasie se at der var noget inde i såret noget sølv noget, det lignede noget fra pilen af.
"Dette kommer til at gøre ondt, men jeg fjerner smerten for dig"
Crasie lavede en illusion at hun ingen smerte følte og det gjorde hun så ikke. Crasie tog noget fra en af sine mange lommer og í hånden havde hun en penset. Hun tog den forsigtet ind og tog så omkring stykket. Det sad helt vildt godt fast og Crasie måtte bruge krafter til. Det ville sikkert ha gjort sindsygt ondt på Tazz, hvis Crasie ikke havde lavet en illusion. Så fik hun den ud, men det havde stadigvæk blødt en del. Så hun var bange for om Tazz havde besvimet og det håbede hun ikke. hun tog en lille æske fra lommen af og i den var en nål og en tråd. Nålen var bare lavet ud af et stykke knogle, men var fin og tynd og sylespids. Hun satte snor inde og begyndte at sy hendes sår pænt.

Tazz nikkede stille til hende og kiggede stille væk da hun iik havde det så godt med at se blød efter det var sket med hendes forældre. Hun bed i underlæben da det stadig gjorde lidt ondt men iik lige så meget som det kunne ha gjort. Hun kiggede hen mod ulven og smilede svagt for at glemme sine smerter. Hun kiggede på sin datter som der sad og smilede og grinede og det gjorde hende glad og varm inden i. Hun var ved at beviseme da hun havde miste meget blod.

Crasie havde erfarenhed angående med førstehjælp og mange andre ting. Såret var syet næsten helt perfekt, så gik hun ud og skiftede vandet. Så tog hun Tazz op i sine arme, det ville nok har set sjovt ud. For Crasie var jo mindre end Tazz, men hun havde ingen problemer med det. Så førte hun hende hen til sofaen, hun gjorde håndklædet vådt. Og lagde det på hovedet af Tazz foldet. Det var varmt ikke sådan så man ikke kunne holde det ud men stadigvæk. Crasie var bange for at der måske kunne være gift eller at der var kommet noget i såret.
"Hav det håndklæde på panden, jeg skal lige ud efter noget som kan hjælpe dig"
Crasie smilte beroligende til hende og vendte om. Ulven stod foran hende og lod hende gå forbi, men det var tydeligt at den ikke var tilfreds. Den gik hen til Zofie igen og lod sig blive kælet og andre ting af Zofie. Crasie gik hurtigt ud i skoven og fandt hurtigt det hun søgte. Forskellige helbredende urter. Hun tog dem og gik ind igen. Så tog hun et skærebræt fra køkkenet og skar det ud fint. Så puttede hun det i en kop og puttede lidt vand i det, så det blev til en tyk masse, grødagtig. Hun gik hen til Tazz og smurte noget af det på Tazzs sår. Så gik hun tilbage og heldte varmt vand i det. Så det lignede mere en te.
"Drik dette, det smager sikkert ikke godt. Men det er godt for dig"
Hun rakte det ud til Tazz.

Tazz holdte sine øjne åbne for det ville iik være godt hvis hun beviseme lige nu for det ville iik være så smart. Tazz støttede sig stille op af hende og gik stille hen mod sofaen så hun iik skulle bære hende hele vejen. Zofie kælede stille ulven og var meget blid ved den for det havde hun lærte af sin mor at hun skulle være blid ved dyr. Tazz lagde sig lige så stille ned på sofaen og tog et tæppe over sig da hun joo var nøgen efter hun havde været ulv. Hun gjorde sådn at hendes arm lå på tæppet så man kunne komme til det.
Hun kiggede stille på hende da hun lagde noget på sit sår og pev lidt da det svedte lidt. Hun nikkede stille til hende og sat sig lidt op og tog stille imod glasset og drik lidt af den og lavet et sjovt ansigt og grinede lidt af det "Jaa det har du ret i at det gør det godt nok iik" sagde hun stille og drik lidt mere af det.

Tazz mærkde hvordan det blev halvt tåget og hun kunne mærke hvor søvnig hun blev, så forfærdelig søvnig. Crasie havde nemlig også blandet en soveurt i, men ikke fordi hun ville gøre skade eller gøre et eller andet. Men fordi at Tazzs krop hellere skulle bruge energi på at nedkæmpe hvis der var sygdom eller gift kommet i hendes krop. Crasie betragtede hende mens Tazzs øjne faldt i. Så vendte hun sig om og så imod Zofie og ulven. Ulven havde et fast blik på Crasie og gik hen til Tazz og snusede. Den kunne lugte at Tazz bare sov, så den var ikke så bekymret mere. Men den ville våge over hende, men den skulle også holde øje med zofie. Så den gik hen til zofie og tog fat i bleen og løftede hende blidt op og satte Zofie op ved Tazz fødder og så oppede den op og rullede sig sammen ved tazz fodende. Den havde blikket rettet imod Crasie. Crasie forstod ikke hvad der var galt, var den måske genfødt som en hun havde gjort ondt imod??? Crasis havde ingen anelse og satte sig udmattende på en stol og snart faldt også hendes øjne også i.

Tazz kiggede stille på hende og fik lige sat glasset på gulvet før hun faldt bagom og faldt i søvn. Hun lå lige så stille og sov lige så sødt og stille. Zofie syntes bare at det var sjovt at blive loftet op i lufte så hun grinede og klappede lidt i sine hænder og kiggede hen på Tazz da hun sad ved hendes fødder. Zofie puttede sig op af ulven og krammede den stille før hun grabte lige så stille og faldt i søvn op af den og sov lige så stille og hun snorkede lidt på sin lille søde baby måde.

Ulven var ikke den eneste som sov, den holdte hele tiden vagt. Den kunne godt lide at blive krammet, det mindede den selv om sine egne unger som den havde for 2 år siden. Crasie begyndte at vågne og så at hun havde sovet i over 2 timer. Hun så hen på Tazz og så at ulven havde blikket stift imod hende. Hvor længe havde den kigget på hende? Crasie rysteed på hovedet for at få søvnen fra sig, hun gik hen til Tazz og mærkede på hendes pande. Den var lidt varm, men ikke febervarm. Det var heldigt. Det så egenligt sødt ud hvordan Zofie lå op af Tazz sammen med ulven. Næsten en rigtig familie, selvom ulven ikke var med i familien. Men det lignede utrolig meget.

Tazz og Zofie sov lige så stille og sødt og de lå helt stille der på sofaen. Zofie vågnede lige så stille og kiggede stille på ulven mens hun gned sig i sine øjne. Hun sagde små søde baby lyde til ulven og til Crasie da hun fik øje på hende. Hun kravlede stille over til hende og kiggede lige så stille op på hende og rakte en hånd frem for hun ville gerne hilse på hende sådn rigtig. Tazz sov lige så stille videre men hun vred sig lidt da det gjorde lidt ondt i hendes arm.

Crasie så ned på barnet og vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Hun valgte så at nusse hende på hovedet og smilte til hende og så vendte hun hende om og skubbede hende forsigtet hen til hende mor. Ulven gik ned fra sofaen og gik hen til Zofie. Ulven satte sig ned og bare holdte øje, mens den kiggede fra dem begge to. Den sagde med sit kropssprog til Zofie at hun skulle passe på Crasie. Men Zofie forstod det sikkert ikke, for hun var jo nok ikke opdraget efter ulveskikke. Ulven så hen på Tazz og ville meget gerne fortælle alle de 117 ting den ville fortælle til Tazz. Men hun sov jo, så den måtte bare vente. Den ventede utålmodigt.

Zofie grinede lidt og kravlede stille over til sin mor og kiggede stille ned på hende og prøvet at vække hende. Zofie kiggede over på ulven og rystede på hovedet for hun forstod den godt. Hun kravlede over til Crasie og holdte stille i hendes tøj og prøvede at vise ulven at hun var sød nok og hun havde reddet dem. Tazz vågnede lige så stille og kiggede hen på Crasie og smilede stille til hende og kiggede så hen på ulven og knurrede på en venlig måde for at fortælle den at hun var glad for den havde passet på dem.

Den sagde bare at det skulle hun ikke takke for. Ulven gik hen til Tazz og sagde på ulvesprog.
"Jeg kan ikke lide denne kvinde, du må holde dig fra hende. Der er noget i hende der er ondt, og det er som om hun er sig selv og alligvel ikke. Jeg forstår det ikke, men jeg kan i hvert fald ikke lide det."
Crasie kiggede interesandt med og kunne se at ulven sagde et eller andet til Tazz. Men det eneste hun kunne forstå på dens kropssprog var at den ikke forstod noget og den var nervøs. Crasie troede helt klart at den var nervøs for Crasie, men vidste ikke hvad det kunne være at den ikke forstod. Men crasie tog sig ikke af det, hun var van til at folk ikke kunne lide hende. Crasie kunne ikke lade vær med at smile da trak hende i tøjet, og endelig gav Crasie efter sine følelser og tog Zofie op på låret.

Tazz lagde stille sin hånd på ulvens hoved og nussede den stille og nikkede lige så stille til den "Der er intet at frygte hun er god nok" hvisker hun meget stille men ulve hørte joo rart godt så den kunne godt hører hende. Zofie grinede lidt og kiggede stille op på hende og lagde sine hænder på hendes skulder og rejste sig op på hendes skød og lagde sin ene hånd på hendes kind og rørte stille ved hende og smilede lige så stille. Tazz grinede lidt og kiggede kært over på dem og kældede stille ulven som et tegn til at den godt kunne gå igen.

Crasies neonlilla øjne lyste af nysgerrighed mens hun kiggede på Zofie. Det var en uvant følelse at mærke dette barns uskyldige hånd imod hendes kind. Crasie blev forlegen. Hvorfor skulle et uskyldigt væsen som dette være venlig imod hende? Tankerne var triste og det plejede de faktisk ikke være. Det måtte være fordi Zofie godt nok ikke med hendes vilje, rev gamle ar på Crasies sjæl. Ulven forstod hvad Tazz mente, men den mente stadigvæk sit. Den sagde.
"Kan du ikke selv lugte det, og føle det. Det er som om der er flere personer i sammen, og de har vær sin lugt. Men den ene kan jeg især ikke lide. Men hvordan kan du lade dit barn være sammen med denne dæmon. Jeg siger kun dette for at der ikke skal ske noget"
ulven peb også for at understrege det den sagde.

Tazz kiggede kært på ulven og smilede bare venligt "Der er flere personer i hende og den ene kunne Zofie godt lige eller faktisk 2-3 af dem nu og jeg ved iik hvor mange hun er men jeg er klar hvis der sker noget og taak for hjælpen" hviskede hun lige så stille og kiggede kært ind i ulvens øjne for at berolige den lidt for den vidste at hvis der skete noget ville Tazz kalde efter den. Zofie rørte lige så stille ved hende og syntes hun var en meget pæn og sød pige for det kunne man se på den måde hun kiggede på hende og hendes lille baby smil. Hun kiggede stille ned på ulven og sat sig lige så stille ned og rakte armene hen til den da hun ville sige farvel til den før den gik.

Ulven gjorde ikke mine til at gå, men den kunne heller ikke udfordre på den måde Tazz. Så den så på dem begge og så rejste den sig og gik med halen nede og hovedet nede. Mens den flere gange kiggede bagud. Den havde ikke lyst til at forlade dem hos dette væsen, for selvom ulvens næsebor var fyldt med dæmon duft, var der et eller andet der lå gemt. Men den var så fin og lille at det sikkert ingen ting var. Den luntede udenfor og forsvandt hurtigt ude i skoven. Crasie sad og kiggede på Zofie, hun kunne tydelig se de ligheder der var imellem tazz og Zofie. En følelse af barnlighed begyndte at dukke op i hende, men den forsvandt hurtigt igen for hun undertrykkede den følelse.

Tazz smilede stille og nikkede stille med hovedet som tegn til at det var okii at den gik for de skulle nok klare. Hun kiggede stille hen på Zofie og smilede kært til dem begge. Hun fik sat sig op og kiggede lige så stille over på dem og overvejede lidt at tage noget tøj på for hun frøs lidt måtte hun nok sige. Zofie kiggede lige så kært op på Crasie og krammede hende stille.

Crasie lagde hendes arme blidt omkring Zofie og krammede hende blidt igen. Det var en dejlig fornemmelse at mærke dette lille uskyldige barn i hendes arme. Et sørgmodig glimt var i crasies øjne, Crasie tog hovedet ned af så man kunne ikke se hendes øjne. En tåre trillede ned fra højre øje af. Så rejste Crasie sig op samtidig hun holdte Zofie og gik hen til Tazz og gav hende Zofie. Crasie kunne ikke lide tanken ved at hun aldrig ville kunne få et barn, for der havde altid være noget dybt i hende, som nok var hos alle mødre. Men som virkede til at være større hos Crasie, at få et lille barn. Da Crasie havde givet Tazz Zofie, vendte hun sig om og gik hen til vinduet og kiggede eftertænksomt ud af vinduet.

Zofie smilede stillede til Crasie og kunne rigtig godt lide hende måtte hun nok sige. Tazz smilede til sin datter og tog stille imod hende og sat hende på hendes skød og vukkede hende stille og krammede hende lige så stille. Hun kiggede over mod Crasie "er der noget galt?" sagde hun stille og smilede stille til hende.

Crasie vendte blikket tilbage til Tazz. Hun sagde normalt aldrig noget om sig selv og hun var ikke blevet gode nok venner med og stolede nok på Tazz til at ville sige noget rigtigt om sig selv.
"Nej ikke noget"
Hun vendte sig om og kiggede på hende. Det lignede virkeligt som om intet havde været galt, men det var også meningen.
"Jeg går lige ud og tager noget vand"
Crasie vendte sig om og gik imod køkkenet. Et foldet papir faldt ud af lommen på hende og faldt lige så stille ned og Crasie lagde ingengang mærke til det.

Tazz kiggede stille på hende og smilede lige så stille til hende "Nåårh okii så bare sådn ud" sagde hun stille og kildede sin datter lige så stille så Zofie sad og grinede og vred sig lidt.
Zofie så det lille stykke papir og kravlede stille ned af sin mor og kravlede over og hentede det og kralvede lige så stille over til sin mor og rakte sin arm op til hende og Tazz tog i mod papiret "Hva har du fundet lille skath?" sagde hun stille og kiggede kært på Zofie. Tazz foldet stille papiret ud og kiggede stille på det.

En tegning var i midten, det var en form for flaske, lignede næsten en trylledrik bag ved var der symboler af en drage der snorede rundt og på den ene side stod en lille dreng og på den anden stod en voksen mand, de lignede næsten hinanden. Ellers stod der masser af tegn som lignede et form for sprog. Dog var der en overskrift og ved den stod der en lille tekst ved siden af som en oversættelse, Dragmars drik. Det kunne ligne noget værdifuldt noget og der virkede til at papiret var ret gammelt, for papiret havde en gulligt farve på grund at den var blevet iltet af luften og sproget lignede heller ikke noget som var nutildags det var sikkert. Crasie kom ind igen og så at tazz havde noget papir i hånden, så lagde hun mærke til at Tazz kiggede nysgerrigt og at papiret var gammelt. Fandens osse så har jeg tabt det! Crasie ledte i sine lommer og mærkede at det var væk.