Lad os gå en tur, ikke Alexander?

Dato :: 07/07
Dag :: Torsdag
Tid :: 19:03
Sted :: Gågaden
Vejr :: Drypvis regn
Omgivelser :: Ganske få folk er ude og handle, men langt de fleste er indenfor i varmen.

Små vandpytter var begyndt at samle sig på underlaget, selvom det kun dryppede lidt. Det havde det til gengæld også gjort hele dagen. River var klædt i en sort tanktop, og er par store, armygrønne bukser med massere af lommer, der var fulde med alt muligt skrammel. Det lange brune hår var samlet i en hestehale, der sad højt på hovedet. På fødderne havde hun et par tunge armyboots, og hun havde et par sorte, fingerløse handsker på hænderne. Hun lignede lidt en blandning af en ganske normal rebelsk teenage pige, og en striks militær officer. Så man dog på indholdet af hendes lommer ville man hurtigt bevæge sig væk fra indtrykket om en en striks officer. Blandt tingene var der en gammel springkniv, der havde været brugt for nyligt efter de blodpletterne at dømme, og en lille pose med et fint hvidt pulver, som der vist ikke var nogen tvivl om hvad var.
Noget af det mest mærkelige ved River var, at når man kendte de mænd hun var vokset op hos så var det ikke til at forstå hvordan hun var blevet som hun var. Men så igen, når man så på hvor tideligt det var begyndt, var der kun tilbage at tro at det var noget hun havde arvet fra sine biologiske forældre.

Rivers skridt mod det våde underlag var lange, og tunge. Et vagt smil spillede om de bløde læber, mens de blågrønne øjne ivrigt inviterede til samtale. En hjemmerullet smøg hang og røg sig selv mellem de slanke fingre, da River havde glemt alt om den. Den var heller ikke vigtig. Rygningen var mest for at trodse hendes fædre. Hun elskede dem. Hun elskede dem faktisk højere end noget andet, men alligevel blev hun ved, og ved med at trodse dem hver gang hun fik muligheden. Hun ønskede at de skulle lide, ønskede at se dem i smerte. Hun forstod ikke sig selv. Og regnede derfor heller ikke med at andre skulle kunne det, selvom lægerne ellers gjorde ivrige forsøg hver gang hun skulle på besøg igen. Hun fnes let. De var dumme, de læger. Egentlig var hun ved at være godt kold. Armene var våde, og gåsehuden var ikke til at tage fejl af. Hun frøs, men havde alligevel ikke lyst til at søge ly. Der var så rart ude i det kolde vejr.