Hunting the predator - Pandora

Sted: Dybt inde i skoven
Omkring: Træer, enkelte dyr og mørke...
Tid: Lidt over midnat
Vejr: Bælgmørkt og vindstille.
Dag+dato: IRL

Trako frøs en smule, da han kastede et blik over sin skulder for nok den hundrede gang den aften. Det var dog nok mere psykisk han frøs. Han havde aldrig rigtigt kunne lide dette sted. Desuden så bar han jo en stor frakke som holdte ham varm. Udover selve tøjet var han også tættet pakket med udstyr. På ryggen bar han en riffel med almindelige patroner til. I hans bælte sad der: en lille bæltetaske af læder som indeholdte adskillige små ting, et mindre pilekobber med specielle pile som indeholdte et pilehovede med en glasbeholder med vievand i, en kniv til dæmonjagt, en ethånds armbrøst samt en håndpistol med sølvkugler. I hånden bar han et kort tyndt sværd i den ene hånd, imens han havde endnu en pistol i den anden. Han var på jagt. Ikke blot dyr. Han havde forleden været på en elver jagt i en noget mere fredfyldt skov, men denne gang gik han efter de lidt mere interresante byttedyr. Han stilte sig op af et træ for at et kort hvil. Det var hårdt at være på jagt med så meget udstyr...

Pandora havde været i skoven det meste af dagen. Mindst 4 timer. Det var en af de få måder hun sådan rigtigt kunne slappe af. Også selvom der var de dyr i skoven som der nu var. De gjorde hende ikke noget, så det var okay med hende. Hun vidste ikke om det var af frygt de lod hende være, eller hvad det var. Hun lod hovedet lægge sig tilbage på træets kølige bark, og lukkede øjnene i. Lod istedet sin høre og lugtesans holde øje for hende hvis nu der skulle komme et andet væsen, eller bare et af de mennesker der enten havde forvildet sig ud i skoven og ikke kunne komme hjem. Et suk forlod hendes læber. De mennesker var altid så hjælpeløse, men så alligevel havde de noget næsten ingen vampyrer havde tilbage. Følelser. Det var noget af det hun savnede. At føle den omsorg hun havde fået af sine forældre. Måske var det derfor hun ikke var så kold og ligeglad med alting. Mens tankerne passerede gled hun hen i en døsig tilstand med benene trukket op til brystet, og armene om dem. Hendes ben var bare, skønt hun havde sådan nogle halvlange shorts på og en t-shirt der dækkede halvdelen af hendes overarme. For hende var der jo ikke koldt. Hun var bare.. Kold.

Trako begav sig kort efter videre ind i skoven. Han var sikker på at et eventuelt væsen ville opdage ham før han opdagen den. Hans lugtesans og syn var trodsalt meget dårligere end visse andre væseners. Derfor reagerede han på sine instinkter da han hørte en lyd bag sig. Før overhovedet at have set hvad der var havde han affyret et skud imod stedet. Der var intet at se på stedet, men han hørte kort efter lyden fra en mus løbe pibende væk. Han bandede irriteret. Nu vidste enhver i en radius af 5 kilometer at han var der. På den anden side, så havde han jo ikke de store muligheder for et overraskelesangreb i forvejen. Han satte sig i hug og stirrede omkring sig. Forventede næsten at blive overfaldet inden for få sekunder.

Pandora reagerede hurtigt på det der kunne høres som et skud. Højst sandsynligt var det en halv kilometer derfra, men alligevel føltes det som om det var blevet affyret lige ved siden af hende. I det samme stod hun op af træet, og så sig om med et vagtsomt blik. Hun skulle nødig have at en eller anden psykopat ville begynde at skyde efter hende. Så dum som hun var begyndte hun at lede efter personen der havde affyret skudet. Der gik ikke lang tid før hun fik øje på en bevægelse til højre for hende. Hun var ikke sikker på det, men uden en lyd var hun hoppet op i et træ så personen dernede ikke ville bemærke det. Hun tog en dyb indånding. Et menneske. Et lille smil viste sig på hendes læber. Det skulle nok blive sjovt, men siden han havde en pistol regnede hun ham for at være en af de Dusørjægere der rendte rundt og dræbte væsner. Åh, hvor hun dog hadede dem, men de var nu alligevel underligt underholdene. Hun betragtede hver eneste bevægelse han lavede. Lagde hovedet lidt på skrå. Prøvede at forestille sig hvordan aftenen ville gå når de mødte hinanden, for hun var ikke helt sikker på at den ville foregå roligt. Det var de færreste jægere der var meget.. Rolige af sig, men alligevel utrolige aggressive når de foldede sig ud.

Trako spejdede rundt omkring sig. Hans placering var allerede givet væk så han affyrede et par skud i forskellige retninger. Jorden såvel som trætoppene. Selvom at han godt vidste han ikke kunne dræbe så meget med en simpel pistol, men hvis han ramte regnede han stadig med at ville kunne høre en lyd af en kugle der ramte noget kød. Han holdte dog inde lidt efter. Hans sjette sans sagde at der var et eller andet derude. Det kunne selvfølgelig også bare være naitivitet. Han råbte dog lidt efter "Mit navn er William Smithy, og jeg er her blot for at snakke.. Vis dig selv!" Selvom at det ikke passede så fortalte hans erfaring ham at rovdyr åbenbart viste sig selv hurtigere end normalt, hvis de havde den opfattelse at deres bytte ikke ville gøre modstand.

Pandora betragtede manden med et skarpt blik. Ikke en eneste gang lod hun sit blik søge et andet sted hen, men da han tog sin pistol frem og affyrede et par skud, kravlede hun lidt længere op i træet. Det var dog ikke helt så lydløst. Et par enkelte blade begyndte at rasle da hun ramte dem. Fedt, hun havde lige afsløret sig selv. Så var der jo ligesom ikke rigtigt andet at gøre end at hoppe ned fra træet eller bare.. Stikke af? Det ville dog bare vise at hun var svag. Hun hoppede efter noget tid ned fra træet og gik med forsigtige lydløse skridt nogle meter om bag ved manden. "Er du nu helt sikker på du kun vil snakke?" Spurgte hun med en skeptisk klang i stemmen. Han måtte være en jæger. Hvem gik ellers rundt med pistoler midt om natten langt inde i skoven?

Trako vendte sig om i et sæt, imod hende. Han rettede inskinktivt sit våben imod hende og affyrede nogle hurtige skud. Dog nåede der kun at komme et enkelt 'bang' da resten af dem blot var lyden fra et tomt magasin. Han bandede irriteret og smed pistolen fra sig før han rejste sig op med sit andet våben parat. Det måtte være en ikke menneskelig. Ellers ville hun ikke have kommet frem. Hans tanker abejdede dog på højtryk for at gætte sig frem til hvad hun mon var. Det var for mørkt til at han kunne se nogle specifikke detaljer, men som altid kredsede hans tanker omkring en vampyr eller dæmon. Han ønskede næsten at det var en vampyr. Så kunne han måske endelig få dræbt sin første! Efter 23 år som dusørjæger, havde han endnu ikke været i stand til det. Han havde været tæt på det et par gange. Måske hængte det sammen med at han altid stødte på kvindelige vampyrer. De havde enten en utrolig list... Ja eller også lod han sig bare nare af udseendet. Han holdte dog mest på det første.

Pandora trådte forsigtigt et skridt tilbage da han rettede pistolen imod hende, men blev ellers bare stående. Dog trådte hun hurtigt et skridt til siden så hun ikke blev ramt. Hun betragtede ham og fulgte pistolen der blev smidt fra ham. Med et irriteret suk lagde hun armene over kors, og så på ham igen. "Hvorfor så voldelig?" Spurgte hun drillende og grinte lidt af ham. Det var dog utroligt så voldelige folk var for tiden. Det var dog længe siden hun havde mødt et menneske, og især et som manden foran hende. Det var ved at være et år eller to siden, men imellem tiden havde hun forandret sig overraskende meget. Hun var blevet mere.. Vampyr agtig. Dog ikke så koldblodig og ligeglad. Hun rettede sig op, stadig med armene overkors og betragtede ham. Det var nu ikke så svært for hende at se ham, da hendes syn var en smule bedre end menneskers.

Trako stod afventende, og stirrende ind i mørket, og på det omrids af hende han nu kunne se. Han smilte falsk "Blot et ur-instinkt... Jeg er sikker på at du forstår meningen med instinkter. Va-..." Det slog ham atter at han faktisk stadig ikke var sikker på hvad hun var. Hun havde undveget hans skud, hvilket nok kunne tyde på at hun var dødelig. Altså overfor almene våben. På den anden side kunne det jo bare have været en refleks fra hendes side. Han rettede derfor sig selv kort tid efter "Din slags har trodsalt nogle blodige nogle". Han gik et par skridt tættere på hende, for at få et bedre syn på hende.

Pandora betragtede ham med tålmodighed. Hun lyttede til hvad han sagde, men blev underligt nok, overrasket over hvad han sagde. Hun sagde dog ikke noget, men det undrede hende alligevel at han måske allerede havde gættet hvad hun var. Det kunne han umuligt. Hun trådte lidt tilbage da han trådte et skridt hen mod hende. Afstanden der havde været imellem hende før, havde været fin nok for hende. "Min slags?" Spurgte hun udfordrende og slog en latter hen. Så meget havde hun da vel heller ikke afsløret. Havde hun? Hun rystede på hovedet. Nej, det mente hun ikke selv.

Trako så med sammenknebne øjne imod hende. Dels fordi at han prøvede at se hende bedre, men også fordi at hun irriterede ham. Han hadede at blive nedgjort. Han smilte lumsk dog pludselig "Jeg har dog min helt egen måde for at finde ud af -hvad. du egentlig er.." Han trak en kniv fra sit bælte, som havde et pentragram indgraveret. Den var egnet til dæmonjagt. Han lod sit svære falde til jorden og holdte tættere fast om knivens skæfte. "Hvis du nu bare lige står heeelt stille..." begyndte han før han styrtede imod hende imens han lavede nogle febrilske sving ud i mørket og imod hendes silhuette.


//Undskyld... Jeg kan virkelig ikke tage jagt seriøs når du har det ava xD Det bare... Ja nu skal den ond-.... Okay bare glem det >.<' xD På den anden side, seje solbriller? xD//

Pandora betragtede ham stadig. Dog uden at sige så meget som et ord. Hun trak ikke vejret, blinkede ikke. Heldigt, hun ikke havde behov for det. Hun hævede et øjenbryn og smilede lidt af det. "Så kom" sagde hun udfordrende og ventede på hans næste træk.
Da han så pludselig kom løbende imod hende reagerede hun hurtigere end hun selv havde regnet med. Hun tog fat i hans arm, vred den om på ryggen af ham og vendte ham om, så han stod med ryggen til hende. Hun tog fat i kniven og smed den ind i skoven. Hvor langt vidste hun ikke, men hun håbede han ikke ville kunne finde den igen. "Du kan lige så godt droppe det.. den ville alligevel ikke virke på mig," sagde hun med et smøret grin om læberne, inden han tog fat i hans anden hånd og vred den om til den anden. Hun var meget stærkere end ham. Han var jo kun et sølle menneske.

//HAHAH. Det gør det bare meget lettere for mig så, men ja, de er seje. xD//

Trako vred sig nytteløst. Han havde svært ved at tanke klart når han blev hidsig. En af hans svage side, blandt mange... "Gode reflekser.. Ikke bange for pentagram-knive" Han vred sig endnu engang "Utrolig stærk...." Han trak vejret i nogle hidsige hiv før han fremsagde med foragt: "Vampyr?..." Selvom at det på en måde var henvendt til hende som spørgsmål, så var det stadig meget kun henvist til ham selv. Som om at han så det som svaret på en længe eksisterende drøm, men samtidig også en frygtelig realitet. Han vred sig atter. Typisk. Han havde stadig nærmest traumer fra en anden gang, for en vampyr havde holdt ham indespærret i nogle uger.. Ja hvis det da ik var måneder, man mistede let tidsfornemmelsen. Traumer var dog måske så meget sagt. Faktum var bare at han begyndte at miste overblikket når han blev holdt i spænd af vampyrer. Især den kvindelige slags. Vækkede alt for mange minder.

Pandora holdt ham i et fast greb. Det var ikke ligefrem det sværeste, men hendes greb svigtede dog et par gange. Hun lyttede tålmodigt med, og nikkede nogle få gange i takt med det han sagde. Hun sagde ikke noget da han nævnte ordet Vampyr, men lod sit hoved komme tættere på hans hals, og lod drillende sin tand lave en lille rift ned af hans hals. Han vred sig alt for meget, men hun slap ham ikke. Ikke endnu. Det ville sikkert være for farligt. Han var jo ærlig talt en Duørjæger. "Må jeg spørge.. Hvorfor valgte du livet som Dusørjæger?" spurgte hun. Egentlig forstod hun ikke meningen med det, men så alligevel. Nogen valgte det for pengenes skyld og hos andre kunne det være fordi de var så skide kristne, og troede de kunne redde hele menneskeheden, men der tog de fejl.

Trako vred sig fortsat, dog stadig uden nytte. Han spjættede dog halvt da han mærkede hendes tand. Han hev vejret kraftigere "Ikke fordi det vedkommer dig. Men grundet hævn og tro. Herren sagde at man skal tilgive og elske sin næste.. Heldigvis går din slags ikke ind under kategorien 'næste'" han hvæsede det sidste ud med foragt. Den religiøse side af hans proffesion var måske mere blevet påtvungen ham. Det var trodsalt på grund af hans 5 år i kirkelig tjeneste at han overhovedet fandt ud af at et kors ikke blot var til at klynge folk op på. Det var dog mest slagteriet, som han så fint plejede at kalde det, af hans familie, som var skyld i hans nuværende arbejde.

Pandora lo da han blev ved med at vride sig uden at komme fri. Hun var alt for stærk til at han ville kunne komme fri, men ærlig talt.. Mennesker var heller ikke de klogeste. "Gud hjælper dig ikke. Han hjalp ikke mig. Derfor er jeg endt som en vampyr," sagde hun kort og strammede grebet om ham yderligere. "Nej, det gør jeg vel ikke, men hør her, kære Jæger. Der er nogle væsner der ikke fortjener at dø," hvæsede hun kort. Hun skævede kort til hans hals. Overvejede lidt om hun faktisk skulle bide ham eller lade være? Det ville gøre hele situationen værre, men sjovere. Hun lukkede kort øjnene, lod sin mund komme tættere på hans hals og bed ham så til sidst der hvor blodet flød bedst.