Hovedbanegården (Ozzie)

Zean rejste sig op da der blev sagt i højtalerne at toget ville ankomme til werclare om få minutter.
På havde han nogle lange jeans, mørke, nogle tilfældige kondisko og en sort skjorte som var åben i halsen.
Hans mørkebrune hår strittede lidt og hans mørke øjne var rettet mod gulvet i toget. Han så træt ud, efter endnu en varm dag. Han hade varme dage, hvis ikke det var turisterne ville han været blevet hjemme. De gav arbejde i butikken og...Hvis han fandt nogle dumme, unge kvinder, gav de ham også alt den tilfredsstille han kunne drømme om. På flere måder. Men i aften var han træt.
Toget stoppede og han så op, døren gik op og han steg ud sammen med en halv snes andre mennesker.
Hovedbanegården var halv tom lige nu, godt beskidt efter dagen. Nogle tiggere sad op af pillerne der holdt taget oppe, sikkert bluffere der bare ville tjene lidt ekstra.
Nogle billige kvinder havde også sneget ind, selv om politiet som regl var imod det.
En ung mand stødte ind i ham og undskyldte.
Zean så træt efter ham, men tvang sig vågen...Vent lidt...Havde den unge dreng ikke lige været i hans lomme? Han mærkede vreden vælde op i ham. Virkelig dårligt tidspunkt at pisse på den dæmon! Han havde virkelig ingen tålmodighed når han var træt!
"Hey!" den unge mand begyndte at løbe tværs ned gennem perronen og sprang over et spor til den næste perron. Zean skyndte sig efter ham.

Ozzie sad på det kolde gulv op af den beskidte murstens væg uden for i den hede varme, han havde tukket benen op under sig selv og havde lagt armene om sine ben, hans hovede hvilket på hans knæ og han følte sig udmattet over det hele. Han havde en sort hætte trøje trukket op over hovedet og ned over ansigtet. Under den sorte lidt for store hætte trøje havde han en rød t-shirt med et sort print på af et band der hed 'Bullet for my valentine' ikke lige hans ynglings band, men de var gode nok. Han havde to halskæder om halsen, et hjerte i en sort sten, der var hængt ind under t-shirten, og en dog tags med hans navn selvfølelige. Han havde derud over sorte skinny jenas og sorte convers sko på. Og så havde han tuisende af armbånd og diverse pynt op af begge håndled ud over det var Ozzie så uhelidg at være blind så for øjnen havde han nogen sorte, små, runde, reato solbriller, der skjulte hans øjne, når han engang imellem valgte at åbne dem. Han havde en skudertaske knuget ind til sig mellem benen og ham selv, han vidste hvordan folk her var, og han ville helst ikke have stjålet noget, han ventede bare på sit tog som enhver anden normal person ville gøre. Han vippede lidt med hovedet da et tog holdte ind ig en masse steg ud, det fik ham til at holde strammere fast i tasken og undgå at se op. Dog blev han forstyrret da en eller anden råbte noget og skridt af nogen der lød, ramlede forbi ham og han kunne ikke ungå af vænne hovedet i retningen af det, nysgerrig som så mange andre.

Zean greb fat i den unge mand og væltede ham ned ved at skubbe hans ben væk under ham.
Han trådte halvt op på ham, med et ben på brystet af ham og så på ham.
Den unge mand gav ham hans pung tilbage uden at ord.
Zean tog den og lod ham gå igen.
"Find noget andet at lave end at stjæle fra folk" hvæsede han og gik tilbage af.
Han stoppede pungen i lommen igen og kiggede lidt på de folk der var stoppede op for at kigge på, de begav sig dog hurtigt videre. Mennesker!
Der sad også en op af en pille og så hen imod ham, bag hans solbriller eller hvad det nu var...
Han skulle lige til at gå videre da han svagt genkendte personen der havde siddet og kigget mod ham. En elver...ikke? Jo han fornemmede ørerne. Og duften, blandt stanken af mennesker.
Han gik hen til ham og stoppede lidt fra ham.
"Kender jeg dig?" spurgte han

Ozzie føldte et sug i maven.. åh gud, bare der ikke blev balade, så var han den der var skredet, han ville ikke rodes ind i noget, selt ikke noget han kunne komme til skade med da, eller værre.. dø. Han blev dog sidene og fulgte lydene der kom id en retning de to personer var løbet, hans øre drjede mod hver en lyd de to personer lavede, selv om de var et sted fra ham, var han stadig i stand til at høre hvert et ord og han smilede for sig selv da den gode vandt over den snuskede tyveknægt, det gjorde ham en smule glad og mere tryk, ja der skulle jo være nogen til at bekembe det onde en gang imellem. Han blev dog hurtigt opmærksom da en kom mod ham og stoppede opf foran ham og han rettede hovedet mod ham og lagde hovedet på skrå da han hurtigt genkendte personens stemme, det var ham fra lige før der havde slåsede med tyven. Han genkendte dog ikke resten.. mødes før, han kunne jo ikek vide.. hvordan personene så ud, og havde han overhovedet set ham før? Han tøvede lidt, ville jo heller ikke dirakte indrømme han sådan havde glemt ham, han tog en dyb indånding og fik så lugten af dæmon ind i næsen og smilte, det var nogen rare væsner.. folk lod sig snyde af deres kost og deres historier, men i virkeligheden, var de rare.. meget søder end normale mennesker. "Jeg.. eh.. hvad hedder du?" spurgte han prøvede, måske ville navnet hjælpe på hans hukommelse.

Han så lidt på ham. Nej, hvorfor skulle han huske ham? Han kunne det næsten ikke engang selv...Det var kun fordi han havde mødt så få elvere i sit liv. Deres møde havde sikkert ikke været særligt interessant. Han mærkede igen trætheden komme over sig.
Han mente da heller ikke at han havde gider snakke med en tigger...Eller vent lidt, var han ikke lige blevet enig med sig selv om at han ikke var tigger? Sådan som han sad og knugede sin taske til sig...
Han så sig omkring, folk var begyndt at gå videre, en ældre mand nikkede til ham som i en hilsen, sikkert fordi han var glad for at han ikke bare lod tyven løbe.
Nogen gik dog og mumlede om at han skulle have slæbt tyven til politiet....nu kunne han jo genoptage det med at stjæle.
Zean var ligeglad...Hvorfor skulle han gå til politiet med et dumt menneske? Det var deres eget problem...De skulle bare ikke tage hans ting...Desuden var han ikke selv særlig populær hos politiet.
Nå pyt...Han så på elveren igen.
"Hvis det hjælper...Jeg er Zean" sagde han

Ozzie følte sig lilel og forvirret som han sad der krøben sammen og den fremmed mand stod og så ned på ham, han vidste han så på ham, hvor skulle han ellers se hen når det var Ozzie han snakkede til, Ozzie ville ønske han kunne se tilbage på manden, se hvem han var, men det var.. ret.. umuligt.. ja. HAn smilte dog forsøgende til manden, så han ikke ville virke helt afvisende, åbnede kort øjnene for at se op på den sorte skygge, smilte lidt større og lukkede dem igen, det var alt hvad han kunne se.. skygger, skygger af alt, i sorte og grå nuancer.. det var så.. livløst, så han fortrak bare at holde øjnene lukkede. Han ville op og stå så han ikke længere følte sig så lille, men mande stod bøjet over ham, eller det troede han i hvert fald, så han ville endelig gerne undgå at knalede hovedet op i ham. "Zean" sagde han forsigtigt, selv om det ingen genkendelse skabte i hans hukommelse, han lænte sig frem mod ham, så tæt på han nu kunne komme uden at røre dirakte ved hans hud, tog en dyb indånding og snuste til fyren.. dæmon.. Zean.. dæmonen.. ehm.. "Nåh jov!!.. jeg kan godt huske vi.. vi har mødtes før" sagde han forsøgende, selv om det godt nok var et meget tåget minde.

Han nikkede svagt, ude at vide om elveren kunne se det. Han havde i et øjeblik set hans øjne, før han hurtigt lukkede dem igen...Så han var altså blind?
Men det var kun godt hvis han kunne genkende ham, det betød bare at det ikke var ham selv der var noget galt med...Hvis han påstod at have mødt nogen som han ikke havde....
han kom i tanke om at han ikke huskede elverens navn selv.
"Hvordan er du så endt med at sidde her? Jeg ville have valgt et mere...bekvemmeligt sted" han lagde ingen skjul på at stedet ikke vakte hans største interesse. Faktisk var her ret beskidt, kedeligt og fuld af åndssvage mennesker. Alt sammen noget han tog så vidt mulig afstand fra. Men han kunne jo ikke flyve...Og rundt skulle han vel.
Han fik snart øje på tyveknægten fra før, men denne gang havde han en stor mand med sig. Manden nærmest smed han ned på betongulvet og sagde garanteret noget med at han skulle finde noget at stjæle...Og ikke komme tilbage før. Zean smilede kort. Så drengen gjorde det altså ikke helt af egen initiativ.

Ozzie havde lukket øjnen bag solbrilleren, han havde ikke lyst til at se på manden igen, hans øjne var helt grå, og det var tydeligt han fejlede noget hvis man så ham i øjnene, der var bare intet liv i dem, ikke længere. Han sukkede stille for sig selv, men smilede stadig høfligt til manden, han kunne godt huske ham, men det var ikke nogen særlig minder, men det var da altid.. en.. ting.. at møde nogen, man havde mødt før, måske havde han alligvel heldet med sig, i sin søgen på venner, og opmærksomhed. Ozzie smilede da han fik spørgsmålet, "Ærligtalt så ved jeg ikke andet end jeg sider på jorden, desværre kan jeg ikke se mine omgivelser, og alligvel.. betyder udsenet intet for mig, jeg sider helt fint her" sagde han roligt, "Du ku selv prøve" sagde han roligt og slog ud med hånden mod fortovet ved hans side, han forventede ikke Zean at sætte sig, men det var endelig bare som en venlig gæstus. Han havde måske valgt en bænk hvis han havde vidst om der var nogen, og om de var optaget eller ej.. men her.. hvor han sad nu, det var fint nok, der lugtede godt nok ikke for godt, men ellers fint. "Jeg venter på et tog" sagde han til sidst, for at svare på Zeans endelige sprøgsmål. Han var.. på vej hjem.

Han vente opmærksomheden mod Ozzie igen. Så han var blind. En blind elver. Han smilte svagt, på den anden side, var elvere ikke så...ekstra sensitive eller noget? At de nærmest ville kunne mærke deres omgivelser? Åbenbart ikke. Han satte sig ikke. At sidde på et beskidt gulv vækkede ikke hans...lyst.
Han kiggede igen på den unge dreng som så han mod ham. Han kunne ikke lade være og grine, for drengen virkede både bange for ham...Og meget vred. Der var vist en ny slåskamp i vente. Og han ville ikke forhindre det. Drengen var jo kun et menneske.
"Så du er blind..." konstaterede han lidt kort og så sig omkring.
"Hvis det er kan jeg vise dig til en ledig bænk, lige i nærheden?" foreslog han

Ozzie smilte lidt, hans tanker slog over på noget andet hele tiden men han prøvede at holde sin opmærskomed retter mod manden, han overvjede kort at rejse sig op.. det ville nok være det mest høflige, men hvorfor.. hvad skulle de ærligtalt snakke om, hvis altså ikek Zean havde noget imod at diskutere tog.. med ham.. så var der nok ikke det vildeste at snakke om.. men han trængte nu heller ikke lige frem til spænding, i hvert fald ikke hvis det på nogen måde kom til at gå ud over ham.. det ville være.. dumt at ønske smerten selv, han fik religt uden selv at ønske den. Han sukkede lydløs og lænte nakken tilbage så han kunne rette lidt mere opmærksomhed mod ham. "Tjaaa.. " mumlede han.. blind og blind, jov det var han vidst, men han så jo på andre måder end normale mennesker gjorde, "Altså.. jeg bruger ikke mine øjne til at se med" sagde han roligt og smilte sødt op mod fyren, og nikkede så, "Det sødt af dig" mumlede han og kom langsomt på benene, lidt usikker på at slippe væggen, hvilken han var tæt knyttet til.. han anede ikke hvor alt andet befandt sig.

Han så lidt på ham. Elver, jeps, hvis han nogensinde havde været i tvivl om hans race, ville den lige været bekræftet. Han havde det underlige, mystiske og...næsten alt vidende smil på. Typisk elver.
Da han rejste sig op, tydeligvis afhængig af støttepillen, flyttede han sig så han stod ved siden af ham og rakte en arm hen til ham, ikke helt sikker på om det var nok bare at få vide hvor han skulle gå, eller om han også havde så svage ben at han skulle halvt bæres.
Den unge dreng fra før begyndte stille at nærme sig...Det skulle lige passe at han skulle lave ballade nu, ikke?

Ozzie smilte hele tiden venligt til Zean, han prøvede at gøre sig så venlig som muligt, han var ville virkelig gerne virke sød over for ham, han ville bare gerne havde nogen venner, og en hel masse af dem! Han var så van til altid at være omgivet af elvere tilbage der hvor han kom fra, der var altid nogen, man var aldrig alene.. men nu.. nu var han helt alene i verden, han havde kun en ven, og ham havde han ikke hørt fra i snart et måned, han savnede Sariel, men mere.. savnede han Jayden. Han sukkede stille og mærkede hvordan Zean greb om hans arm han nikkede kort "Jeg kan godt selv" sagde han roligt, han var selvfølelige taknemlig for hans hjælp men, han ville helst ikek virke helt hjælpeløs, desuden kunen han følge Zean på hans lugt og hans skridt, det var nemt nok, det var mere.. lygtepæle, kantsten, bænke.. og den slags, som stod stille, han altid faldt over eller gik ind i.

Han fjernede den hurtigt, næsten som skulle man tro han havde brændt sig.
Han sukkede svagt og tøvede med at gå med da han havde fået øjenkontakt med den unge dreng...Drengen så ret utilfreds ud og begyndte at nærme sig dem hurtigere.
"Hvad vil du nu igen?" snerre Zean til ham, drengen næsten farede sammen ved lyden af hans stemme og så så surt på ham.
"Hvad bilder du dig ind...?! Du kan jo sikkert klare til dagen og vejen..." måske prøvede han at vække medlidenhed, men så havde han valgt den forkerte person.
"Vil du have ballade igen? Din mester så ikke så glad ud...Er du sikker på du vil det her?" sagde Zean truende....Ingen skulle stjæle fra ham...Og især ikke komme bagefter og spille dum...
Drengen så lidt på ham
"Jeg ikke parat til at slås...Jeg kunne sikkert godt slå dig!" svarede han trodsigt...
Zean rettede sig op i sin fulde højde og stilte sig foran drengen
"Så kom an!" menneskerne omkring var begyndt at stoppe op og kigge, de fleste uden at ville gribe ind, men en person eller to så usikre ud, som om de ikke vidste om de skulle gribe ind...eller lade være.