Så mødes vi igen//Demetri.

Tid: 21:28
Dato: 23 Juli 2011.
Dag: Lørdag.
Vejr: Solen er gået ned men vejret er stadig dejlig varmt.
Sted: Stranden.
Tøj: Et par korte sorte shorts med en blodrød tanktop.


Alane sad i sandet.
Det var ikke så lang tid siden hun havde været her sidst men hun blev aldrig træt af at kommer her.
Hun smilte stille og tog en slurk af den flaske vodka hun havde taget med. Det virkede måske dum, sådan at sidde og drikke helt alene for sig selv på stranden. Men hun var ligeglad, hun tænkte ikke rigtig over nået for tiden. Hun lagde sig tilbage i sandet og så op på stjernerne som lå fint og blinkede på den sorte nattehimmel. Hun sukkede stille og lod sine øjne glide i. Hun nød den varme vind som blidt kærtegnede hendes krop. Hun åbnede dog sine øjne igen og satte sig så op og tog endnu en tår af vodkaen. Hendes blik gled over den menneske tomme starnd. Hun nød at være her på dette tidspunkt, her var så fredfyldt.

Vinden blæste stadig, men lige så stille kunne Alane sikkert mærke
at nogen rørte hendes skulder som om nogetn masserede hende blidt
og erotisk. Det var Demetri, han gik nu tæt på hende og hviskede i hendes
øre, "Hej Alane, savnet mig" han bed hende nu svagt i øret så der kom et
lille sår der begyndte at bløde meget meget svagt.
I det samme før hun kunne nå at få fat på han forsvandt han i mørket.

Hun nød den varme vind mod sin krop men det blev hurtigt burdt.
Hele hendes krop blev anspændt da hun mærkede at nogen masserede hende på en meget erotisk måde.
Hun bed sig hårdt i læben og kunne mærke hendes hjerte dunke i brystet på hende.
Den velkendte stemme mødte med det samme hendes øre og kun et navn dukkede op i hendes hovede, Demetri..
Det blide bid kom som et chok for hende og hun trak sig hurtigt væk og vendte sig rundt.
Men der var ikke nogen, han var væk.

"Er du bange" hviskede Demetri bag hende men
hvis hun vendte sig om ville hun kun kunne nå at
se Demetri's metalliske grå øjne forsvinde ud i mørket.
sand begyndte atr flyve i en lille ring rundt om Alane,
men stoppede bradt som om at Demetri havde forladt
dette sted. Han det var han langt fra og det ville Alane
snart kunne dufte.

"Jeg er ikke bange for dig Demetri og det bliver jeg aldrig". Han havde givet hende et chok og ikke andet.
Denne gang vendte hun sig ikke om nej, hun blev stående med ryggen til ham.
Han skulle ikke havde denne nydelse fordi hun vidste han ville dreje en af hendes handlinger så den kunne bruges imod hende.
Hun så på sandet men lukkede så sine øjne for ikke at få det i øjnene.
Langsomt som sandet lagde sig åbnede hun sine øjne, hun bukkede sig ned og samlede flasken med vodka op.
"Jeg ved godt du stadig er her Demetri, jeg kan lugte dig". Hun tog endnu en slurk af vodkaen.

Han dukkede pluselig op siddene 4 meter foran hende, han sad som et lille barn
men hans smil var ikke som et barns mere som djævlen, "Alane" han nikkede
anerkendene til hende, "Lang tid siden" han smilte nu så man kunne se hans tænder,
det sjove ved Demetri tænder var at han havde to sæt hugtænder, de store til at
bide ned i hans mad og en par lige ved siden af som var lidt mindre også at bide
ned men var mere til for at holde fast i offert.

Hun så bare på ham, hun var ikke bange for ham men havde en hvis respekt for ham, til en hvis grænse selvfølgelig.
Langsomt satte hun sig ned, dog var hun gået lidt tættere på ham, så de sad med en meter mellem hinanden.
"Demetri". Hun gav ham et smil, hun havde faktisk savnet sine lege med denne vampyr.
Det var underligt men sandheden, "Det siger du ikke, sidst jeg så dig gik du sammen med din søster".
Noget havde siddet i hendes tanke gang siden sidst, hans søster havde sagt noget som havde fået hendes interesse.
På den anden side kunne det også lige så godt være en løgn.
Hendes øjne gled ned på hans tænder i det han smilte, hun havde altid haft lyst til at mærke en vampyrs tænder med sine fingre.
Uanset hvor dumt det lød, så var det sådan..

Demetri trak på skuldernde, "Tja så det sku lang tid siden" han snakkede ikke
med sin søster så meget mere, det nummer hun havde lavet med den der Dæmon,
havde hans opfandtelse af sin lillesøster ikke været så god, og nu var hun forlovet
med en gammel ven af Demetri, det irretede ham lidt men sådan var det.
Kærlighed havde han ikke følt rigtig siden sit menneske liv, han havde elsket nogen
efter sit menneske liv men de havde alle svigtet ham.
Han lagde hoved på skrå, han kunne se hun kiggede på hans tænder, "Intressere de
dig" sagde han og slikkede sin tunge hen over dem.

Hun sad stadig med flasken i hånden, men tænkte ikke rigtig over det.
"Gætter på du ikke ses med hende mere på den måde?". Hun vidste ikke helt om det ragede hende men pyt.
Selv havde hun været i et forhold med en siden hun sidst havde set Demetri men de var også gået fra hianden.
Dog var der en ting som ikke havde ændret sig, hun var stadig jomfru og det ville hun nok forblive et godt stykke tid endnu.
Langsomt løftede hun flasken op til sine læber igen og drak lidt mere af den stærke væske.
"Vil du have noget?", hun rakte flasken mod ham og ventede på om han ville tage imod den eller ej.
Hun bed sig kort i læben og så ham så i øjnene, "Ville det da være forkert hvis de gjorde".
Ja hun var blevet bidt før men hun havde aldrig rigtigt mærket en vampyrs tænder før.
I forhold til så mange andre folk intresserede det udvidste hende meget og hun følte sig altid tiltrukket af det og det mystiske.

Han tog flasken og drak, en del af det. "Tja, man møder så mange underlige personer"
sagde han og trak på skuldernde, han satte flasken i sandet imens han kiggede på
Alane's øjne der kiggede på hans tænder, "de her to har jeg udviklet i dette århundred"
sagde han og pegede på de to tænder der sad ved siden af hans blodsugede hugtænder.
Det var ret sjovt at side som en slags venner over for hinanden og snakke men det var
også kun indtil at Alane gjorder fejl eller andet der kunne tænde Demetri's interresse.

Alane kom i tanke om en ting, Demetri havde taget en ting fra hende så nu var det vel på tide at hun tog en ting fra ham.
Det kunne få hende i store problemer men det var det hele værd.
Hun smilte skævt og kravlede over og satte sig foran Demetri, før han kunne nå at reagere kyssede hun ham.
Det var meget kort og ikke noget stor. Alanes læber havde været silkebløde og meget varme imod hans kolde læber.
Hun satte sig tilbage og tog flasken, "Så er vi kvit" Hun tog en stor tår af flasken og satte den så i sandet.
Det kunne godt være at hun lige havde gjort noget som havde gjort Demetri virkelig vred men hun var ligeglad.
Hun ville også have hævn, dog anede hun ikke om det ville virke, men det ville hun nok snart få at se.
"Man kan vel godt sige jeg er under, bliver tiltrukket af det uvidste, mystiske og farlige. Det som de fleste vælger at holde sig langt fra.."
Hun så ham i øjnene.

Han grinte af hende, "Tja så du som de fleste andre tøser" han slikede smagen
af hende væk med sin tunge, han tunge var spids ikke som en slanges, stadig som
et menneskes men bare meget spids, dette kys tog han sig ikke af for hvem var det
der vandt på det ikke Alane, mere Demetri selv. Tøspigebarnet, havde lige gjort sig
selv halv til grin foran Demetri. Et skævt smil kom på Demetris læber.
"Men sødt at kysse mig" sagde han og grinte nu lidt af hende.

Hun lagde sig tilbage i sandet og så op på stjernerne.
Hun følte ikke selv hun havde gjort sig til grin, sidste gang var det kun hende som fik noget ud af det fordi hun ikke kyssede igen.
Denne gang havde det godt nok kun været ham men hun var lidt ligeglad.
"Det var da så lidt, jeg har ikke noget imod at kysse dig". Hun smilte skævt.
Hun satte sig så op, Demetri havde smagt af vodkaen og det var jo ikke nogen dårlig smag eftersom hun godt kunne lide vodka.
Langsomt kravlede hun over til ham igen og satte sig foran ham, hun kyssede ham dog ikke denne gang.
"Hey Demetri, hvorfor snakke du ikke så meget med din søster mere?".
Hun kunne jo godt regne ud at de ikke snakkede så meget sammen mere ud fra det han havde sagt før.
Tanken om at røre Demetris tænder var stadig i hendes hovede, hun vidste ikke hvorfor hun havde så meget lyst til det.

"Fordi jeg slog Cortez ihjel" sagde han og kiggede hende i øjnene,
hun anede nok ikke hvem han var, men det var også ligemeget
syntes Demetri, hun var nu meget kær sådan en lille hund der kyssede
på noget hun ikke engang havde i fantasien til at forstå hvad var.
Men det var ikke Demetri der tabte tilsidst. Han allerede tabt alt han
havde kært, så han kunne intet tabe mere. Han havde mistet sig liv,
sin datter, sin kone dengang han stadig levede, så intet kunne han
tabe mere. Han så pluselig op, han så tænkende ud, stjerne spejlede
sig i de metalliske grå øjne.

Hun havde aldrig hørt om Cortez før. Men det overraskede hende ikke at Demetri havde slået nogen ihjel.
"Og hvem er Cortez om jeg må spørge". Hun sukkede stille og lagde sig ned igen denne gang så hendes hovede lå i Demetris skød.
Meget af det her kunne hun skylde på Alkoholen som var begyndt at tage sin virkning på hende.
Hun blev meget kærlig når hun var fuld, ligenu var det heldigvis ikke så slemt, hun havde stadig kontrol over hendes handlinger.
Alane mente helt bestemt at Demetri var atraktiv men det ville hun aldrig nogensinde sige højt.
Hendes øjne gled op på himmelen som hun stille lå og betragtede.
Natten havde altid været hendes yndlings tid på døgnet, den var så smuk og der virkede ikke til at være noget til at kunne røre den.
Hendes blik rettede sig dog mod ham ien, "Hvad tænker du på Demetri?".

Han kunne ikke lade være med at løfteøjnbrynene da hun rørte han,
han kiggede ned på hende og da hun sprugte ham og disse to ting.
Kom et dystert smil over hans læber, "Cortez er min ældste bror"
han svarede ikke på det andet sprøgsmål hun stillede, det kunne
være godt det samme om hvad han tænke, det vedkom ikke hende.
Det han tænkte på var minder, hanhavde siddet med Katrine dengang
han endnu var et barn kun 13 år og holdt Katrina i hånden, imens de
så på stjernerne sammen.

Hun sukkede stille og lukkede så sine øjne i.
I hendes øjne var kærlighed noget møg, folk tog det bare fra dig lige når du havde det godt og dejligt.
"Okay, hvorfor slog du ham egentlig ihjel?", hun virkede så underligt rolig selvom hun snakkede om død.
Hun smilte stille og satte sig så op, hun sad nu med ryggen til ham, "Demetri, har du nogensinde prøvet at elske nogen?"
Det var et meget personligt spørgsmål og regnede ikke med at få svar på det, nogle få tåre kom frem i hendes øjne.
Hurtigt blinkede hun dem væk og tog flasken med vodka i og drak meget af den i en tår, iegn satte hun den fra sig.
Langsomt gled hendes blik udover vandet, engle skulle siges at være de reneste væsner det fandtes.
Sikker noget pis, engle var foræderriske og ikke noget hun gad beskæftige sig med igen..

"Det lige meget" sagde han imens han trak på skuldernde selvom han viste hun
ikke ville kunne se det. Da hun så sprugte om han nogen sinde havde elsket nogen
blev han tavs, men travlede så op på siden af hende, "Ja det har jeg" sagde han
begyndt og var stolt af det ja han sagde lige nu og her.
Han havde elsket nogen, den gang han var menneske.
Og han ville aldrig nogensinde benægte den kærlighed han havde haft dengang,
han kom aldrig til at se den igen for selve hans sjæl var delvist solgt til djælven
så ikke engang når han en dag endelig blev myrdet af en dusørjæger eller
af et væsen der var overlegent ham, ville han se dem igen, han kom aldrig nogensinde
til at se dem anden elskede igen.

Hun nikkede stille og trak på skulderne, hun ville ikke blande sig i ting som folk ikke ville fortælle ham.
Langsomt løftede hun sit blik og så på ham, sorg var tydeligt i hendes øjne men det var også det eneste sted man kunne se det.
Dog kunne hun ikke lade være med at smile da han sagde han havde elsket nogen.
"Det har jeg også, men desværre var det åbenbart ikke gengældt." Endnu engang gled hendes blik op på himmelen.
Hendes lyse hud så silkeblød ud i månelyset som gav den et lettere hvidt skær.
Minderne som løb i hendes hovede ville hun helst glemme.
Ja det var glade minder men det der kom efter det havde ikke været godt, den hun elskede havde også sagt han elskede hende.
Men efter de ord havde forladt hans mund havde han været sammen med to andre personer.
Hendes blik gled ned på hendes hænder hvor de blev.

Han rejste sig op, og det videre ud mod havet han stod lidt og
så ud i intetheden, mørket, "Derfor ka og kanman godt leve videre"
han trak på skuldernde, selv havde han far sagt det samme,
imens han stod og rev Demetri's lille pige i stykker for øjnene
AF Demetri og hans kone, hvorefter han voldtag og drabte modern
til Demetris barn. Efter den dag var det slået klik for Demetri og
derfor var Demetri nu som han var.
Han havde mistet sit dyrerbarste i verden ikke sit liv men sin familie.
Han havde også tilindtetgjort sin fader da han var blevet stærkt nok,
men det var mange år siden nu.

Langsomt så hun op og efter Demetri, hun vidste godt at det hun havde været igennem aldrig ville kunne komme på niveau med hans.
Men det ændrede ikke på det gjorde ondt det hun havde været igennem.
Hun bed sig stille i læben og rejste sig op, hun vidste ikke om det var en god idé det her men hun følte det var det rigtige.
Roligt og langsomt gik hun over og stilte sig ved siden af Demetri og tog forsigtigt hans hånd i sin varme, hun gav den et kort klem.
Hun så stille op på ham inden hun så ud over vandet, hun slap hans hånd igen og lod så sit blik glide op på himmelen.
"Den første person jeg nogensinde elskede fortalte mig at han elskede mig, men efter det gik han ud og var sammen med to andre personer, selvom vi var sammen. Jeg var åbenbart ikke god nok eller også elskede han mig bare ikke."
Et stille suk forlod hendes læber, hun anede ikke hvorfor hun fortalte ham det her.
På en eller anden måde var det rart bare at kunne snakke på den her måde med Demetri i stedet for at konkurere og lege.

"Han har elsket dig, men han havde ikke nok i 1" sagde han og trak på skuldernde,
hendes glem i hans hånd fik en vrede frem i han men han sagde intet blev bare
tavs. Han hadede alle, han kunne aldrig være i nærheden af en person en uden også at hade dem eller have lyst til at skade dem. Han havde mistet det der lavede glæde
kun mystisk og kaos var nu i hans liv. "Selv stjerner dør" sagde han pluselig
og kiggede på Alane, "Se kærlighed som en stjerne" han kiggede igen ud
i mørket som var det hans kærlighed nu.

Hun trak stille på skulderne, måske havde han, måske havde han ikke.
Men det var vel også i bund og grund lige meget, de var ikke sammen mere og sådan var det.
Langsomt gik hun hen og tog en slur af flasken med Vodka, der skulle en del til før hun blev helt fuld men lige nu var hun dog lidt.
Alane følte ingen inderlig glæde for tiden, det kunne godt være hun virkede glad, men det var kun udenpå.
Stille gik hun hen og stod ved siden af ham igen men denne gang tog hun ikke hans hånd men stod der bare.
Hun så stille op på ham og så ham i øjnene, "Du lyder så vis og klog. Men du har vel også haft mange år til at tænke over dette."
"Jeg er kun et barn endnu..." Hun smilte stille, hun havde ikke noget imod at være barn lidt endnu.
Man kunne i hvert fald ikke kalde hende voksen endnu, hun var 17 og ikke ældre eller yngre.
"Uanset hvad får det en til føle sig at personen ikke elskede en..."
Et stille suk forlod hendes læber før hun igen så op på himmelen.

"For mange år" sagde han og kiggede også hende i øjnene, hvis
det havde stået til ham ville han havde været død nu, set sin lille pige
blive voksen, få børnebørn og dø gammel og husket. Alt dette have
væsner taget fra ham. "Du skal også være glad for din barndom"
han nikkede anerkendende til hende. Han havde inte tat sige til det
sidste, han lavede af at få unge piger til at tro at han elskede dem eller
at han havde følsomme føelser som alle tøsser kunne lide, men han var
i virkeligheden et monstre der med glæde drabte og lod mennesker og
væsne lide under ham.

Hun nikkede stille og så ham forsat i øjnene.
"Jeg har ikke rigtig haft tid til at nyde den men jeg klager heller ikke over den", et stille smil lå på hendes læber.
Langsomt lod hun sit blik glide op på himmelen igen, hun havde altid fundet natten spændende.
Så mange ting hun ikke forstod ved den men gerne ville, vide dens hemmeligheder.
Hun havde ikke noget imod at folk gjorde sådanne ting, de skulle bare være ærlige så og ikke gøre det bag hendes ryg.
Dog ville hun nok havde forladt forholdet hvis han ikke kunne have nok i hende.
Efterhånden var Alane træt af at være jomfru, hun ville virkelig bare have en som elskede hende, om det så bare var for en enkelt nat.
Om det så bare var falskt, hun savnede bare følesen af at været elsket.