En modbydelig ting # Zean#

Tid: omkring kl. 18
Sted: kælderen, bilparkeringen.
Omgivelser: All the usual stuff.
Vejr: lunt og overskyet.

Hun stod presset op ad væggen.
Respirationen var hurtig og pulsen ligeså.
Hun dristede sig til at stikke næsen lidt frem , til at tage et kig på manden hun forfulgte.
Han stod stadig optaget af munter snak med en bekendt.Indkøbsposer i hånden og bilnøgler i den anden.
Han var sluppet fra hende éen gang før, men i dag skulle blive anderledes, i dag ville hun få ham.
Hun ville indhente ham og få ham til at smerte...til at forstå.
Camille var ude i en personlig sags tjeneste, helt klædt i sort , både de små sko, de baggybukser og hendes sorte skråt skåret tee der blottede hendes ene skulder, der havde til formål at få hende at blænde ind ,på neutral og anonym vis.
Mændene så ud til de ville tage afsked, nu fik hun forhåbentlig snart sin chance, hvis bare der ikke kom andre...der kunne ikke være vidner.

Han vidste ikke rigtig hvorfor.
Hvorfor han endnu en gang befandt sig i centret, han hade at være så...Fanget, så omgivet at så mange mennesker...Og indbydende sjæle.
Han havde nogle mørke jeans på og en sort T-shirt, tilfældige kondisko.
Hans mørke øjne gled gennem menneske myldret, over butikkerne, hvor enkelte var ved at lukke....Sikkert dem der ikke blev alt for meget besøgt.
Han strakte sig og opdagede at han faktisk var på vej mod kælderen.
Han vidste ikke hvorfor...Han havde aldrig været der nede, havde ikke bil og havde heller ikke tænkt sig at anskaffe sig en...
Han så sig lidt omkring og gik så derned af....Bare for nysgerrighedens skyld

Stille og ubevægelig stod hun og holdt opsyn med dem.
Jovialt snakkede de to mænd, uvidende om dét ville blive deres sidste møde, måske.
Egenlig ville hun blot skræmme , men hun vidste af erfaring at hun havde store problemer med at doserer styrken, med at kontrollere sine kræfter...så dét endte ofte i død.
Hendes puls steg, da hun så dem tage afsked og den ene forsatte mod centrum af centret og objektet for Camilles opmærksomhed , gik mod sin bil.
Med hurtige skridt gik hun mod ham, og hun forsøgte ignorerer at hun rystede over hele sin krop.Altid denne tvivl , altid denne samvittighed.
Hun trådte frem og spærrede ham vejen "Mr.Hanson....husker du mig....Camille St.Clair ? ....dét var min får du udlejede din datter til ".

// edit...nu kan man sige , om der skulle stå mit får eller min far så er begge dele noget snavs ...men just for the record har Camille ikke noget får, hvilke vil sige at dét var hendes far datteren blev udlejet til//

//genialt:)//

Zean begav sig ned af trapperne og trådte ud...i et stort rum, biler stod over det hele i alle...farver og størrelser.
Han havde altid tænkt over bilerne...Var de virkelig et symbol på folks rigdom, fordi de gerne ville blære sig, eller mere et tegn på personligheden? Om man foretrak en hyggelig lille en eller en stor en....Han stoppede sig selv midt i alle sine tanker da han hørte stemmer. Han kiggede sig frem og tilbage og opdagede snart Camille..Og en mand. Hvad lavede de her nede? Han tænkte ikke over deres sidste møde, det var osm gledet ud af hans bevidsthed...Og derfor tænkte han heller ikke på om hun skulle finde på at være sur på ham.
MEn han blev dog stående hvor han var, og lyttede...Bare af nysgerrighed...Det kunne vel ikke skade nogen...vel?
Han havde på fornemmelsen at dette nok skulle blive spændende...Og hans fornemmelser tog sjældent fejl...Mente han da selv. Han trak sig om bag en pille der holdt loftet oppe.

Camille havde ikke grund til at tro de ikke var alene.
Der var ingen støj og ingen at se.
Manden 'Hanson' , blev tydeligvis forvirret og brugte noget tid på at forstå hvem hun var ."Camille...lille Camille ?" Han så beklemt ud og lagde an til at gå ved at affærdige hende med et "Har sku intet at sige til dig tøs" og så begyndte han at bevæge sig væk fra hende, med rødmosset ansigt.
" Dét her er for alle de gange du tillod min far at misbruge din lille pige...er du overhoved klar over hvor meget fortræd hun blev gjort...af jer onde grusomme ...mænd ?" Camille næsten spyttede ordene ud og inden han kunne nå at svare eller forklare , lukkede Camille sine øjne og knyttede næverne .
Hanson tog sig til maven klagende og jamrende og faldt om foran Camilles fødder.
Herefter skreg han ud i smerte og gik i kramper ,en lille stribe af blod løb ud af hans mund og ......så blev alt stille.
Hans krop blev slap og lyden af hans skrig forstummede.
Kun Camilles snøften kunne høres, da hun knælede og søgte efter hans puls

Han stod stille og lyttede. det handlede åbenbart om...en lille pige der engang var blevet gjort fortræd...Camille måske? eller også havde hun taget en andens problem på sine skuldre...Det kunne ligne hende. Men det var nok heller ikke noget han skulle blande sig i.
Han kiggede frem, lige hurtigt nok til at se manden, manden der faldt, i smerter kunne han se, han kendte blikket og udtrykket så godt, greb om sig, forvirret og døde endelig. I smerter. Selv gjorde det ingen indtryk på Zean, han så døden i øjne til hverdag. Men hans blik gled op på Camille der ikke så helt glad ud ved situationen.
Åhh Camille...Manden var jo død.
*Du har selv lige dræbt ham* Tænkte han. Han trådte frem og lod som om han lige var kommet. Han gik hen til og stod lidt og kiggede som om han tog stik af situationen.
Så lagde han en hånd på Camilles skulder
"Drop det...Han er død...." sagde han roligt
"Hvad er der enlig sket?" Han så lidt på den døde mand og så Camille.

Hun lagde to fingre på halspulsåren og følte efter puls.Intet han var død.
Hun havde opnået hvad hun kom for, hvorfor så denne anger , denne sorg...hun havde holdt sit løfte.
Hun farede sammen da hun mærkede en berøring, en hånd på sin skulder.
Var dét slut nu, var hun opdaget ? Med øjne mørke af tristhed kiggede hun op og forsøgte at skubbe vedkommende væk med sin kræft.
Hun var blevet stærkere, efter hun havde trænet hendes koncentration og dét var ikke længere nødvendigt altid at have øjnene lukket.
Hendes kræfter skubbede til personen inden hun nåede at registrerer at dét var Zean.
Hun hørte hans spørgsmål , så var han altsår lige kommet.Godt.
Hun kunne jo ikke så godt sige 'ja...jeg har så lige dræbt en mand og nu skammer jeg mig, hvad har du lavet ' , så Istedet forsøgte hun sig med en løgn, velvidende hun var frygtelig til dét.." han var død da jeg fandt ham, tror vi må ringe til....nogen " mumlede hun og kiggede væk fra Zean.
Pokkers også....hvad skulle hun dog sige.

Han mærkede noget nærmest skubbe ham væk, så han gik et par skridt bagud. Han fattede hurtigt at det var hendes kraft...HVorfor skubbede hun ham væk?
Han lagde armene over kors og så lidt på hende. En løgn. Hun løg ham direkte op i hans hoved. Han kunne ikke fordrage når folk løg...Især ikke dem der betød noget for ham. Det var et tegn på de ikke stolede på en...Ikke stolede på at han kunne holde på en hemmelighed eller måske var bange for at han ikek ville bryde sig om personen. Og så var det generelt forkert.
Han var ligeglad hvis en tilfældig løg over for ham, han gjorde det selv over for folk, men det var vigtigt for ham at vide om han kunne stole på de få personer han holdt af...Dette forvirrede ham, kunne han ikke stole på hende?
På den anden side...Hun var sikkert bare ked af at have slået ihjel igen.
"Camille..." sukkede han svagt.
"...En lille regl jeg har....Lad være og lyv..." sagde han
"...Jeg så det hele, så ja, jeg ved du lyver, bortset fra at jeg næsten kan høre dit hjerte og dine pupiller udvider sig...Og du rykker nervøst på dig..." han rystede på hovedet. Han gad ikek sige mere. Han havde forklaret at han have gennemskuet hende. Det måtte være nok.
Han trak på skuldrene.
"Hvis vi ringer til nogen vil de vide hvordan og hvorfor...Og du er ikke den fødte løgner" han kiggede kort på hende.

Hendes øjne stadig mørke af den tristhed der var ved at konsumerer hende, at æde hende op indefra og hun så sig slået skak mat af Zean.Han havde set dét hele, og som var dét ikke tilstrækkeligt havde hun serveret en smukt anrettet løgn til ham bagefter.
Hun så op på ham igen "Du så dét ? ...dét skulle du ikke have overværet....undskyld " mumlede hun og forsøgte at komme op og stå. Men inden fandt hun et lommetørklæde frem, tørrede blodet væk der var i mandens ansigt og puttede dét åndsfraværende i sin bukselomme.
" dét var ikke min mening at lyve " mumlede hun og tænkte over hvordan hun skulle forklare dét her til ham da hun stort set aldrig talte om den del af sit liv.På den anden side....det var Zean, så måske han slet ikke spurgte.
" du er nød til at hjælpe mig....hvad skal jeg stille op med ham ?" Søgte hun hans råd med et flakkende blik og ureglmæssig puls.

Hun skulle da ikke undskylde. Desuden var han van til døden. Men det ville han ikke fortælle hende nu. Det havde ingen nytte til. Ikke meningen at lyve? At lyve er en bevidst handling.
Han valgte dog heller ikke at sige mere til det.
"Du kan starte med at slappe af...Selv om du nok vil hade mig for den sætning. Kom...Vi....Slæber ham ud og begraver ham ude for byen...Det plejer jeg at gøre" han var lige ved at smile ved tanken om hvad fremtidige gravere vil syntes hvis de begyndte at grave ude for byen, men beherskede sig.
Han så sig lidt omkring. Der var altid overvågningskameraer i sådan en bygning her.
Han fik også øje på et par stykker. Hvordan skulle han klare den forhindring? Måske...En bil kunne være god i sådan en situation. Han så sig omkring.
"Er dette hans bil?" spurgte han og begyndte at lede efter nøglerne på offeret.
Ham fandt et bundt og rodede det igennem, mens han ventede på Camilles bekræftelse...Eller afslag. Lige meget hvad, bare noget der fortalte hvilken bil der var hans. Fopr hvorfor skulle han ellers være her nede?

Hun forsøgte at få sit åndedrag underkontrol.
Ikke at dét var en kæmpe succés men dét var nok til hun kom på benene og begyndte at få sin hjerne til så småt at tænke igen.
" Begrave ham...ja " mumlede hun til Zean.Hun mente da bestemt at han skulle have en begravelse, måske kunne hun enda sige et par ord.* stop nu dét nonsens for pokker * formanede hun sig selv og pegede på en grøn Fiat bare få meter væk.
"Den grønne dér er hans " sagde hun og så ned på den døde mand.
Hun kunne mærke kvalmen og svimmelheden, men hendes mave gjore ikke yderligere oprør denne gang.
" Skal jeg tage fat i benene ?" Tilbød hun.

Han gik hen til bilen og prøvede forskellige nøgler til han fandt den rigtige. Han åbnede døren i førersiden og gik derefter om og åbnede til bagagerummet.
Han stoppede op og kiggede sig omkring, ingen mennesker lige nu og kameraet kiggede den anden vej. Dette skulle gå hurtigt.
"Okay..." han kom tilbage til hende og tog fat i armene
"Dette skal gå hurtigt hvis ingen skal opdage os" sagde han roligt, der var intet at diskutere.
"På tre...En...to...tre" han løftede...Manden vejede jo rimelig godt kunne han konstatere...

Hun så ham gøre bilen klar og øjnede en vej ud af dette kaos.
Pludselig farede en skræk igennem hende, hun kunne ikke køre bil...så dét håbede hun virkelig at Zean kunne, ellers var de lige vidt.
Hun greb hans ben og løftede på tre " Arh...for guds skyld da " brokkede hun sid og slæbte ham afsted.Han var virkelig tung og hendes ryg ville med garanti få hende til at 'bøde' for dette.
Hun adlød for en gangs skyld Zean totalt, uden spørgsmål , både fordi hun var 'ude af den ' og fordi hun virkelig havde brug tør hans hjælp hvis dét ikke skulle ende i total kaos, hendes liv.
" eh...kan du køre bil ?" Spurgte hun og smækkede bagklappen ned da de havde fået ham derind.
Hendes puls hamrede stadig derud af og hendes øjne var stadig større og mere udspilet end normalt.

Da de endelig fik ham smidt ind i bagagerummet så han sig kort omkring. En kvinde gik nede i den anden ende med nogle poser, men så ikke ud til at have opdaget noget. Kameraet kiggede mod dem nu..Men så vidt han kunne regne ud havde de lige præcis nået det.
Han strakte sig, for sin rygs skyld, og trak vejret dybt et par gange for at falde til ro igen. Han så lidt på hende.
"Øh....Tja, man kan vel lidt" smilte han, han havde jo ikke taget kørekort, men vidste hvordan det fungerede.
"Nå, lad os komme af sted" han gik over i førersiden og satte sig ind. Sådan noget som sikkerhedssele bekymrede ham ikke. Han tjekkede kort spejlende og satte nøglen i tændingen, tændte motoren og smækkede døren.
Han ventede til hun satte sig ind med at sætte den i gear, imens kiggede han sig omkring efter udgangen af denne kælder.

At hun ikke var vandt til at slette spor og tænke på afsløring , ikke var fortrolig med at tage liv som sådan, var nok tydeligt.Overvågningskameraetne havde ikke strejfet hendes tanker, havde hun ikke mødt Zean, var skadestuens ene læge nok tæt på anholdelse, men al dét var hun uvidende om, lige nu.
Hun satte sig ind på passagersædet og efter et par forsøg var selen forsvarlig lukket."gider du lige ?" Sagde hun og pegede på Zeans sele.
Dét var rart lige nu at han opførte sig som han vidste hvad hun ...de....skulle gøre og selv om hun helst ikke ville dele den kedelige side af sig selv med nogen, var hun lige nu lettet over ikke at stå alene med dét.
"udgangen er lige den vej...til højre ....hvor eksakt kører vi hen med ham ?".

Han nikkede og rystede derefter på hovedet.
"Kan ikke fordrage at føle mig fanget" sagde han kort. Altså ingen sikkerhedssele. Han var lidt overrasket over hun overhoved tænkte på sikkerhedssele når hun virkede så...chokkeret over det hele. Han så lidt på hende for at bedømme deres situation.
"Bare ud fra byen" han trak svagt på skuldrene, satte bilen i gear og snart kørte de ud af centret og mod udkanten af byen.
Ved hvert vejkryds virkede Zean ret utålmodig og det var tydelig det ikke passede ham at vente til der blev grønt. Men han gjorde det.
Det var underligt at sidde i en bil...Faktisk brød han sig ikke om det, havde aldrig gjort det...Det føltes som en lille kasse der bare ventede på at kvase en...Ikke fordi han havde klaustrofobi.
Han sukkede svagt da de endelig nåede udkanten af byen og han begyndte at køre ud på de mere små veje, mod øde steder.

Turen væk fra centret og ud gennem gaderne, var både vidunderlig og forfærdelig.
Dét føltes befriende at komme væk fra kælderen , væk fra risikoen for at blive opdaget , væk fra gerningsstedet.
Men at tænke på at de havde en død mand i bagagerummet, et lig de skulle ud og begrave...'hendes' lig ...var en kvælende fornemmelse.
Hvordan havde hun rodet sig ind i dette, og kunne man overhoved forvente at en pige på 8 -10 år skal indfri sådanne løfter hun afgav som barn, når hun var voksen.
Hun betragtede Zean , nogle gange ville hun give alt for at glemme, for ikke at føle, for ikke at rumme samvittighed.
Der var mindre trafik nu, var de snart hvor Zean havde tænkt sig at begrave manden?
Hun åbnede handskerummet og begyndte at rode...* mon han efterlader andre børn ...en kone ?& tænkte hun og rodede febrilsk i en stak papir.

Han stoppede et tilfældigt sted.
Han stod ud af bilen og strakte sig...dejligt at være ude af den skrotbunke. Selv om det sikkert var en helt fin bil, fra menneskets synspunkt.
Han så sig lidt omkring, øde. Som han ville have det. Bakker, træer og buske.
Han så bag sig, på den grusvej de havde kørt lidt på. Hjulspor. Derfor hadede han også biler, for deres spor. Nå pyt.
Han gik om og lukkede op. han havde tænkt sig at slæbe ham et godt stykke væk, men de kunne sikkert ikke bære ham....han så mod Camille gennem ruden.
"Kommer du ud eller hvad? Så vigtige kan hans papirer heller ikke være...Eller var det derfor du slog ham ihjel? Begrund af nogle papirer?" han sagde det roligt og uden at lægge noget id et...Spørgsmålet var selvfølgelig bare om hun gjorde.
"Vi slæber ham ind mellem træer og buskene...Der er det svære at se hvis der er gravet eller noget, de tror sikkert bare det er nogle dyr..." sagde han

Hun sad med bunken af papir på sit skød , da Zean standsede bilen .Han var hurtigt ude af den og så sig omkring.
Camille ville ligge bunken af meningsløse papir tilbage, der var intet personligt imellem, intet der gav svar på hvem der ville savne ham.Kun en ting stod klart, aldrig ville han mere have en medpart i at ødelægge sjæl og sind på en lille pige.
Hun åbnede døren, der bandt lidt så hun måtte skubbe lidt irriteret til den, og stod ud.
" Årsagen var en anden...en helt anden..jeg udførte ..et løfte.."sagde hun monotont.
Hun havde haft valget mellem at lade sin samvittighed æde op af dét ene eller af dét andet...hendes liv var forfærdeligt, ihvertfald i nogen henseende.
Hun gik forbi Zean ,hen og åbnede bagagerummet, og måtte så lige tage sig grundigt sammen.* du kan bryde sammen senere, så snart du er alene..ikke nu* formanede hun sig selv og begyndte at hive ustruktureret i den døde mand.

"Rolig nu" sagde han kort og tog fat i manden arme og hev han ud af bilen.
smækkede bagageklappen og så lidt på hende.
"På tre igen? VI kommer længst med samarbejde, vi skal over mod træerne..." han tog fat mandens arme og så lidt på hende. Hun havde klaret det godt, han vidste ikke rigtig hvad han havde forventet, en grædende, chokkeret Camille måske, men dette gik meget bedre.
"Forresten skal du nok kunne slappe af nok til at kunne flytte lidt jord...Vi har ingen spade med" sagde han med et lille smil.
"Godt så...En...To...Tre" han løftede...

Han havde ret.Igen, naturligvis.
Hun måtte beherske sig og samarbejde , som da de fik ham op i bilen.
På tre sagde hun og tog fat i mandens ben, klar til at løfte.Som læge vidste hun en del om løfteteknik og om hvordan man passede på ryggen, dét skænkede hun naturligvis ikke en tanke nu i denne situation.
Så skete ulykken...Zean nævnede dét med at grave jord og et billed af hende selv på knæ, sidde og grave med hænderne , en død mand ved hendes side...hun havde taget livet af.
Så knækkede filmen.Zean løftede på tre, Camille stod derimod bare med hans ben 'i hånden' og stirrede åndsfraværende ud i luften...parat til at flippe eller bryde sammen.

"Camille for helved!" næsten skreg han. hans udbrød var overraskende, selv for ham. Han slap manden lige så hurtigt.
"Hvis ikke du tager dig sammen, må fandeme selv gøre det hele!" han anede ikke havd det var der gjorde hende så lam, måske det at hun havde slået ihjel som først kom nu. Men det var et dårligt tidspunkt.
Han følte sig irriteret. Og tvang sig selv til at være rolig.
"Kom nu for helved" bandede han, som han ellers kun sjældent gjorde. Som regl slog han også kun tynde kvinder ihjel...nemme og lette at flytte...Ikke sådan et bjerg.

Hun slap den døde mands ben, gik de få skridt over til Zean.
Hendes fingre låste sig fast i hans sorte teshirt kant og hun snoede dem lidt rundt, så hun fik et greb i ham.
"Du skal ikke råbe og ikke bande af mig..er du med?" sagde hun med en lav og lidt truende stemme.
Hendes følelser var 'over dét hele' og hun var ikke helt sig selv, hvilket nok skyldtes reaktion på dét hele.
"Er du med ?" gentog hun imens tårene begyndte at rende ned af kinderne og efterlade striber, men hun ænsede dét ikke selv.

// du,dig,den,dét edit og indsat noget der gav indlægget mening //

Det skulle ikke gøre mod ham. Det skulle hun bare ikke. I stedet for den underdanige reaktion hun sikkert havde forventet, reagerede han med dyb vrede.
"Fint. " han tog fat om hendes håndled og maste det til hun slap ham, hans øjne var næsten helt sorte af vrede da han så på hende.
"Du skal ikke tale til mig i den tone" knurrede han og slap endelig hendes håndled.
"Klar det selv..slæb ham, begrav ham og kør bilen tilbage...Eller hvad fanden du nu har lyst til...Jeg hjalp som en ven...Og du har lige sagt nej tak til mere hjælp..." han trak på skuldrene
"Først lyver du...og så..." han begyndte at gå tilbage, vinkede kort.
"Hyg dig!" ingen medlidenhed, ingen nåde...han gik bare.
Kun kort overvejede han at det nok ikek var nemt for hende...Men så måtte hun altså tag og tage sig sammen...for den da, hun var læge! Hun var vel van til folk ikke bare overlevede altid! I hvert fald gad han ikke være med mere.

*for katten da , av* for gennem hendes krop og tanker da hun slap ham, efter han nær havde mast hendes hånd.
"Hvad er problemet...at en kvinde giver dig lidt modspil, du råbte af mig ...forhelvede da " slyngede hun efter ham , men han lignede en der var ved at gå.
Hun gjore sig hård, gjore sit hjerte hårdt, hun behøvede ikke en disse fra...ham.
Hun så sig omkring...bilen med liget ...jorden..og så på hendes rystende hænder.
"jeg må vente med dét her....vente til jeg kommer hjem, så kan jeg...få dét ud" snakkede hun til sig selv og løb efter Zean.
Hun blokerede ham vejen..." Undskyld...okay...jeg kan ikke dét her...alene...vil du ikke nok hjælpe mig ?".