Kan man drunke i regnvejr? o.o ~ Azriel

Dato: 26/08
Dag: Onsdag
Tid: 22:32
Sted: Et rækkehuskvarter
Vejr: Øsende regnvejr
Omgivelser: Huse, skraldespande og enkelte gyder med containere

Regnen silede ned. Det var som om at himlen havde åbnet for alle sluser, og lod vandet stå ned i tykke stråler. Når man stod indenfor, og kiggede ud gennem et vindue, var det som at se ind i en tyk mur af vand. Der var gråt over det hele. Næsten som i en gammel farve film, der var så gammel at de fleste af farverne var falmet til grå. Der var ikke mange der var ude på gaderne, og de få der var det skyndte sig forbi, for at komme ind i varmen. En bil, eller bus kørte forbi på vejen af og til, men ingen af dem stoppede der. De skulle alle sammen videre, hjem.
En lille killing sad og trykkede sig sammen mod en husmur. Den sad et sted hvor to huse dannede en gyde, og gav en smule læ. Et af husene, det hus hvis mur kræet trykkede sig mod, havde et lille halvtag, der også beskyttede det lille dyr mod regnen.
Pludselig flængede et lyn den mørke himmel, og oplyste hele den tomme gade. Killingen fór forskræmt sammen, og et lille, halvkvalt miau lød fra det spinkle dyr. Da tordenen kort efter buldrede høj, trykkede den sig endnu tættere ind mod muren. Som om muren kunne rede den fra det skrækkelige vejr.

Azriel kom gående ned ad gaden og havde et venligt og skævt smil på læberne, som faktisk burde få hende til at se sød og venlig ud, men på grund af at det stod ned i stænger hang hendes lange mørke hår ind til hendes kinder, og hendes kjole klistrede sig ind til hende, fik det hende til at se virkelig uhyggelig ud, fordi hun så så dyster ud.
Hvis der var én ting som Azriel elskede, var det regn, da det var berolignende for hende. Hun bevægede sig videre og dansede nærmest igennem den kolde regn, og var helt ligeglad med at hun var helt gennemblødt.
Et lynedslag, og en skræmt miaven fra en kat, fik hende til at komme tilbage til den virkelige verden. Det lød som en lille killing. Sådan en lille kat burde da ikke være udenfor i sådan et vejr. Hun lod sit blik granske sine omgivelser grundigt og fulgte lyden af kattens miaven, og fandt den til sidst. Det var en lille killing. En lille killing som pressede sig op ad husmuren bag den. Azriel fik lidt ondt af den, og satte sig langsomt og roligt ned på hug, men holdt dog lidt afstand, hvis den nu ikke kunne lide hende. "Kom her missekat" sagde hun beroligende og holdt en hånd ud mod den "Jeg gør skam ikke noget". Hun sendte den lille kat et smil, et smil så man lige kunne se hendes skarpe kindtænder.

Rae så på pigen der havde sat sig på hug lidt væk. Hun var vampyr. Vampyrer var ofte væmmelige. Ville pigen også være væmmelig? Det håbede Rae ikke. Mon pigen havde fundet ud af at hun var en engel i forklædning? For hun måtte vel lugte som en engel selv om hun lige i øjeblikket var en kat, måtte hun ikke? Hun miavede lavt og flyttede uroligt på sig. Var i tvivl om hvad hun skulle gøre. Hvad nu hvis pigen løj, hvad nu hvis hun havde tænkt sig at være væmmelig, havde tænkt sig at gøre hende fortræd?
Endnu et lyn flængede himlen, og killingen sprang skræmt ind i favnen på den ungt udseende vampyr. Det var bedre end at sidde helt alene og bange op af en kold husmur.
Rae var et forskræmt væsen. Hun var forsigtig og stille, var bange for en masse ting. På mange punkter var hun stadig kun et lille barn; et barn der tilfældigvis havde levet flere hundrede år. Men det var også det der gjorde hende så helt fantastisk modig. For selv om hun var bange så klarede hun sig ganske godt. Hun var for eksempel endnu ikke blevet dræbt. Men det kunne selvfølgelig også skyldes forsigtigheden. Hvem ved, måske var hun bare heldig?

Azriel kunne godt se at den lille killing var usikker omkring hende, hvilket fik hende til at nærme sig katten langsomt, for at vise den at hun intet ondt ville gøre imod den.
Endnu et lynedslag kunne høre brage ikke så langt væk, hvilket fik killingen til at springe op i favnen på Azriel, som blev lidt overrasket over det. Hun havde ikke lagt mærke til duften af katten, men da den kom helt tæt på, fyldte duften af våd pels og engel, hendes næse. Hun så lidt ned på den lille killing og vidste med det samme, at dette var et væsen, men ville dog ikke sige noget. Denne lille engel skulle selv indrømme det overfor hende.
Hun lod en hånd gå blidt over kattens bløde pels og holdt den ind til sig. Den var så lille og sød, hvilket gjorde det svære at tro at det var en engel. Hun vidste jo ikke om denne engel var ældre og større end hende selv. Denne engel kunne være ti gange så stærkere end hende, så det gjorde hende lidt nervøs. Men da dette var en lille killing dét øjeblik, gjorde det ikke så meget. Det gav Azriel tid nok til at finde ud af hvad hun skulle gøre...

Det spinkle dyr rystede. Hun var kold og bange og våd. Den rødlige pels varmede ikke meget, da den i forvejen var tynd og nu også var våd. Hun nøs. Mest for at få vandet ud af næsen. Hun lod sig trykke ind mod vampyren. Ønskede at pigen ville tage hende med hen et sted hvor der var varmt, eller i det mindste tørt.
Pigen så ud til at være ældre end Rae. Mere end dobbelt så gammel. I hvert fald kropsmæssigt. Det var jo ikke til at vide hvor gammel hun egentlig var. hun kunne både være meget ældre eller yngre end Rae. Hun trykkede sig sammen, så hun nærmest ikke var andet end en lille rødlig bold af våd pels i pigens favn. Havde først planer om at gå tilbage i sin normale skikkelse når hun var kommet hen hvor der var tørt. Det var så meget nemmere at tørre hud end pels.

Azriel så ned på det lille dyr som nu lå i hendes favn, og smilte svagt. Hun nussede den blidt og vidste at den skulle et sted hen hvor der var tørt og varmt. Hun ville ikke lade dette væsen blive ude i kulden, også selvom at det var en engel. "Kom så lille ven" sagde hun venligt og begyndte at gå med den lille pelsklump ned ad gaden. Da killingen pressede sig op ad Azriel, havde hun mest af alt lyst til at rykke den, da hun ikke var en spor god kandidat til omvandrende radiator, da hun var iskold og våd. Derfor satte Azriel tempoet op og prøvede at gnubbe lidt varme ind i den lille kolde killing.

Rae følte sig utroligt taknemmelig over at pigen forsøgte at varme hende, selvom hun var iskold selv. Og det at hun gik måtte vel betyde at hun havde nok medlidenhed til at ville tage killingen med sig hen et sted hvor der var varmt, ikke? Eller i hvert fald et sted der var tørt? Havde hun ikke været i katteskikkelse havde hun smilet. Sådan et lille, forsigtigt smil. Et genert barns smil. Det var ofte sådan hun smilede. Det var ikke så forpligtende som så mange andre smil. Og desuden så passede det godt til hende. I sin normale skikkelse lignede hun jo bare et lille genert barn, der var overladt til sig selv.

Azriel mumlede nogle beroligende ord til den lille killing på vejen. Hun havde ikke gået så langt før hun stoppede op. Der var en stor og uhyggelig bygning, som så ret øde og forladt ud. Ikke mange mennesker ville ikke turde at gå ind i bygningen, men Azriel så ikke det mindste bange ud, da hun nærmede sig en lille gyde som lå tæt op ad bygningen, og som førte om bag ved bygningen, hvor der bare var endnu mer uhyggelig og dyster.
En lille dør var deromme, som førte ned til et kælderrum. Azriel havde ingen problemer i at åbne den, skønt hun stadig bar den lille killing, og så så døren ud til at være rusten og besværlig at have med at gøre. "Såå lille missekat" sagde hun muntert og gik ned i kælderen. Der var kulsort dernede, men Azriel fik dog hurtigt tændt noget lys. De befandt sig i et lille kælderrum, som havde en gammel sofa, et gammelt støvet tv og en kiste, som Azriel brugte til at sove i.
Hun satte den lille killing i sofaen og gik over til kisten, hvor hun åbnede låget og hev en dyne frem. Hun så over på katten og smilte et sødt smil og gik over og satte sig ved siden af den i sofaen. Hun løftede den forsigtigt op og placerede den i sit skød og lagde dynen over dem begge, så de begge fik lidt varme, selvom at Azriel jo sådan set ikke kunne få varmen, eftersom at hun jo var vampyr, men det var nu rart at have noget varmt imod sig alligevel.

Rae gik ned fra pigens skød, og satte sig ved siden af hende på sofaen. Så forvandlede hun sig til sin oprindelige skikkelse igen. Hun sad som et seks årigt barn med lange lyse krøller der trængte stærkt til at blive vasket. Hun havde ikke noget tøj på, det kunne hun jo ligesom ikke når hun var kat. Hun sad med knæene trykket op mod brystkassen. Hun var spinkel. Så uplejet ud. På hendes ryg sad et par vinger der havde cirka samme farve som hendes hår. Vingefanget så ikke ud til at være meget større end halvanden meter. Hvilket også var rigeligt med tanke for hendes ringe højde.
"Har du et håndklæde, eller tæppe som jeg må låne?" spurgte hun med en vis forsigtighed i stemmen. Hendes hår dryppede. Hun så på den unge vampyr med store, grønne øjne.

Azriel så på den lille kat som hoppede ned fra hendes skød. Hun kunne ikke lade vær med at smile da den forvandlede sig til en lille pige. Hun blev dog lidt overrasket over at hun var nøgen. Azriel lod et blik gå over pigen for at se hvad hun var for en, men rejste sig så op. Hun lod sit blik kaste sig over vingerne og havde egentlig virkelig lyst til at røre ved dem, men lod dog vær. Denne pige så ikke ud til at være vant til menneskelig kontakt, så Azriel var nødt til at forholde sig roligt og få pigen til at føle sig hjemme. Hun smilte venligt til hende "Selvfølgelig" sagde hun venligt og gik over og fandt et varmt tæppe frem fra en tøjbunke som lå foldet sammen i et af hjørnerne. Hun gik hurtigt tilbage med det og gav det til den lille engel "værsgod". Hun satte sig langsomt ned og så igen på pigen og blev forundret hvor beskidt hun så ud "Hvad hedder du barn?" spurgte hun og så denne engel som et lille barn, og måtte snakke voksent til hende. Det så ud til at englen godt kunne have brug for en voksen person i sit liv, og selvom at Azriel kun var de 13-14 år kropsmæssigt, var hun sikkert et par år ældre i sindet.

Rae sendte vampyren et lille, taknemmeligt smil, da denne kom med tæppet. Hun rejste sig og tog tæppet om sig, hvorefter hun gnubede sig med det, både for at blive varm, men også for at blive tør. Hun lod de store øjne lande på den ældre pige, da denne spurgte om noget.
"Mit navn er Raven Hawksworth, men jeg bliver oftest kaldt Rae. Ligesom drengenavnet, bare stavet anderledes." svarede hun med en lille snert af stolthed i stemmen. Rae brød sig rigtig godt som sit navn. Det var også derfor at hun aldrig skiftede det, som så mange andre væsner ellers gjorde. Hun brugte bare kælenavnet i stedet, når hun snakkede med mennesker. Kun væsner - og dusørjægere - fortalte hun sit rigtige navn. "Hvad hedder du?" spurgte hun så, igen med forsigtighed i stemmen. Hun var bange for at komme til at gøre vampyren vred.
Egentlig havde hun ikke noget imod at blive kaldt barn. Hun var et barn. Hun var i stand til at overleve på egen hånd, og hun vidste langt mere end man umiddelbart ville tro, når man snakkede med hende, men hun var alligevel ikke mere end et barn.
Da hun var blevet nogenlunde tør satte hun sig på sofaen igen. Tæppet holdt hun så vingerne var frie, men hun ellers var dækket til. Hun trak igen knæene op mod den spinkle brystkasse, og lagde armene om benene. Hendes hår var satdig vådt, men det gjorde hende ikke så meget. Så længe resten af hende var tør. Hun så på vampyren med en vis nysgerrighed i de grønne øjne. Hun havde kun yderst sjældent været så tæt på en vampyr uden at vedkommende gjorde hende fortræd.

Azriel så på det lille væsen da hun prøvede at blive tør og varm på samme tid. Hun var egentlig ret kær at se på, men det var vidst bare det barnlige ydre som fik pigen til at se så sød og uskyldig ud.
"Raven er et meget pænt navn, så jeg vil hellere kalde dig det end... Rae" sagde hun og kunne ikke lide at kalde piger drengenavne. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun havde bare et problem med at gøre det. Desuden, kunne hun rigtig godt lide Raven, da man ikke hørte det så tit.
Hun så på Raven og blev overrasket over hvor stor forsigtighed der var i hendes stemme når hun snakkede med hende, hvilket Azriel egentlig godt kunne forstå. Selvom at Azriel var lille og så så svag og uskyldig ud, var hun én af de personer som man ikke skulle lege små julelege med. Hun kunne have et værre temperament og kunne dræbe en uden at tøve. Men, hvis man holdt sig indenfor grænserne og ikke brød hendes regler, skulle hun nok være sød. "Du kan kalde mig Azriel" sagde hun og ville ikke kaldes noget andet. Det kælenavn havde hun fået af sin skaber, og det var det eneste navn hun kunne huske, som var blevet brugt mod hende. Det var navnet på en dødsengel i menneskeverdenen, så på en måde, kunne hun egentlig gerne lide det.
"Hvad lavede du ude i regnen, kære Raven?" spurgte hun nysgerrigt og syntes at det var lidt underligt at en så lille pige være ude i sådan et vejr. Hun kunne jo blive alvorligt syg...

Rae nikkede let. Smilede glad ved rosen af hendes navn. "Det er i orden." svarede hun da vampyren bekendt gjorde at hun ville bruge det rigtige fornavn i stedet for kælenavnet. Rae var glad for sit navn, så det gjorde hende ikke spor.
"Azriel... Det er også et meget flot navn." kommenterede hun. Og mente det. Hun brød sig rigtig godt om det navn.
Rae trak let på skulderen da det næste spørgsmål om handlede hvad hun havde lavet ude i regnen. Hvad lavede hun? Hun frøs. Og hun var bange. Og hun var våd. Og hun trykkede sig op ad en kold mur.
"Jeg havde ikke så mange steder at gå hen, og jeg var tilfældigvis på den gade da det begyndte at regne, så jeg ventede på at det ville holde op." Endte hun med at svare. Det var det mest logiske svar hun havde.
Ofte sov hun i gyder, eller i kældre der ikke var lukket ordenligt af. Det var derfor det var nemmest at være killing. Man kunne slippe ubemærket ind steder hvor man normalt ville have fået en ordenlig omgang ballade for at være.

Azriel smilte muntert da Raven komplimenterede hendes navn "Tusind tak Raven" sagde hun. Azriel havde en ret høflig kant og var egentlig oss meget gammeldags, hvilket gav hende en hvis charme og visdom, som ingen rigtig kunne tage væk fra hende.
"Har du intet hjem, Raven?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Det var egentlig ofte at små væsner som Raven, ikke havde noget sted at bo, og levede som gadebørn. Det var overhovedet ikke sikkert. Og slet ikke for et væsen som Raven.

Rae rystede på hovedet. "Men det gør ikke så meget. Det er alligevel meget lettere at være en kat, end det er at skulle forklare mennesker hvorfor det er at man ikke har noget hjem når man kun er seks år. Folk har en tendens til at være mere venlige over for en lille herreløs killing, end de har overfor et lille barn der er helt alene." svarede hun med et let skuldertræk.
Der var utroligt mange fordele ved livet som kat i forhold til livet som gadebarn. Som for eksempel det at det var lettere at skaffe mad. Og det var lettere undgå uønsket opmærksomhed fra mennesker.
Den lille engel var efterhånden ved at være varm igen. Hun havde fået noget farve i de runde kinder. Når man så på Rae, sådan rigtig så på hende, så kunne man indimellem blive overrasket over hvor lille hun egentlig var. Hun var seks år, men lille af sin alder. Lignede nærmere en på omkring de fire-fem år.
"Hvor gammel er du, Azriel?" spurgte hun så, og granskede nysgerrig vampyren. Hun så ud til at være næsten ti år ældre end Rae kropsmæssigt.

Azriel så på Raven og strøg hende blidt over det fugtige hår og smilte svagt til hende. Hun så ud til at tænke over et eller andet, men sagde dog ikke hvad "Det er jeg ked af at høre, Raven" sagde hun og betragtede hende. Hun havde egentlig godt lagt mærke til hvor lille Raven var, hvilket fik Azriel mere lyst til at tage sig af hende.
Hun smilte svagt af Ravens spørgsmål "Jeg er ca. 14 år. Men jeg har levet i et par århundreder" sagde hun, men ville ikke til at snakke om hvor længe hun egentlig havde levet, da hun syntes at det altid satte en rang på folk. Ung eller gammel. Uviden eller vis. Svag eller stærk. Det var dumt, syntes hun.

Rae rystede endnu engang på hovedet. "Det skal du ikke være. Jeg klarer mig fint nok. Og desuden så har jeg også et par hundrede års erfaring." fortalte hun. Nej, Rae havde ikke brug for nogen der tog sig af hende, ikke rigtigt i hvert fald. Det kunne godt være at hun stadig var et barn og hun var bange for mange ting, men hun var også en efterhånden halv gammel engel, der havde lært at klare sig selv.
Rae lænede sig let ind mod sofaens ryglæn. Hun sad med fronten mod Azriel, så hun havde siden mod ryglænet. Hun mærkede det gamle, slidte stof mod sin varme kind, og smilede svagt. Det var egentlig sært. Så vidt hun huskede så var det første gang hun overhovedet havde følt sig tryg i selskab med en vampyr. Måske var det fordi vampyren selv så så ung ud. Eller fordi hun ikke havde været andet end venlig. Egentlig var det lige meget. Det var bare rart rent faktisk at kunne føle sig godt tilpas sammen med Azriel.
Nu hvor Rae var blevet både varm og tør mærkede hun både sulten og trætheden, der langsomt sneg sig ind på hende. Sulten var hun vant til, den kunne hun tage sig af den næste dag, men trætheden. Irriterede hende. Nok følte hun sig tryg, men hun var alligevel ikke sikker på om hun turde at falde i søvn her hos Azriel.

Azriel betragtede Raven og kunne ikke lade vær med at smile "Tjaaah, jeg må nok sige at du er en modig lille engel" sagde hun og nikkede ad det som hun lige havde sagt. Azriel havde kendt mange engle som havde levet af frygt, og havde været bange for alt indtil den dag de døde. Man skal ikke styres af frygt, da det bare er forkert.
Azriel lagde hovedet let på skrå og lagde mærke til at Raven så lidt småtræt ud, hvilket hun godt kunne forstå "Er du træt, Raven?" spurgte hun, og følte sig ikke træt, men det var jo oss fordi hun var et af nattens væsner.

Rae trak lidt på den ene skulder. Vidste ikke om hun turde at være træt. "Lidt." endte hun med at svare. Hun kunne ikke forestille sig at Azriel ville gøre hende fortræd. Håbede det ikke. Men man kunne jo aldrig vide. Det var jo alt i alt en yderst fjendtlig verden de levede i, og vampyre var jo kendt for at være særligt uvenlige. Specielt overfor engle, hvis blod siges at være særlig lækkert. Hun var før blevet bidt af en vampyr. Mange gange endda.
Rae smilede alligevel ved kommentaren om hendes mod. Hun følte sig ikke særligt modig. Overhovedet ikke. Hun trak tæppet tættere om sig. Betragtede tænksomt Azriel. "Hvis nu jeg falder i søvn, så bider du mig ikke, vel?" Spurgte hun, og man kunne igen høre forsigtigheden i hendes stemme. Hun havde ikke lyst til at virke utaknemmelig, eller på nogen måde fornærme Azriel, men hun var nødt til at være på den sikre side. Det kunne hun nok godt forstå, mon ikke?

Azriel smilte muntert og blev ved med at stryge Raven over håret og nikkede "Okay" sagde hun, og vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun havde aldrig prøvet det før, og følte sig sjældent virkelig træt som Raven gjorde det øjeblik. Hun rejste sig langsomt op og begyndte at gå rundt i rummet og løftede ting og så ud til at lede efter noget.
Hun stoppede op ved Ravens spørgsmål og kunne ikke lade vær med at grine "Gud fredsens nej!" sagde hun og rystede på hovedet "Jeg drikker ikke engle blod. Det er en af mine gyldne regler. Jeg har aldrig prøvet, og det har jeg heller aldrig tænkt mig. Sådan er det bare" sagde hun og fandt det som hun havde ledt efter; et lagen, pude og dyne "Du kan sove trygt her i nat. Jeg giver dig mit ord" sagde hun og så på Raven og ville ikke have at hun skulle være bange for hende "Du er vel ikke bange for mig, vel Raven?" sagde hun og så på hende, og kunne egentlig godt forstå hvis hun var, men Azriel skulle bare være sikker på at, Raven stolede på hende, da hun jo ikke ville have at Raven sov der og var hunderæd for hvad der kunne ske med hende mens hun sov.

Rae betragtede Azriel mens denne gik rundt og ledte efter et eller andet. Og da hun lo kunne Rae ikke lade være med at smile svagt, og føle sig uretfærdig behandlet. Azriel kunne ikke være bekendt at grine sådan af hende, når nu hun havde ment det ganske alvorligt. For Rae kunne det betyde forskellen mellem liv og død, mens det for Azriel måske bare betød forskellen mellem sulten og mæt.
Hun nikkede let mens hun lyttede til Azriel. Følte sig straks sikker og tryg igen. Azriel kunne ikke finde på at gøre hende noget. Hun rystede på hovedet ved spørgsmålet, og forsøgte at forsvare sit spørgsmål: "Jeg er ikke bange for dig, men det var alligevel nødvendigt at spørge. Jeg er nødt til at sikre mig at der ikke kan ske mig noget før jeg falder i søvn, nogen steder." Hun tænkte lidt over hvad hun havde sagt, og nikkede så. Det lød fint nok.
Da hun fik øje på lagenet og de andre ting smilede hun let. "Det er slet ikke nødvendigt, alt det der. Jeg sover helst i katteskikkelse, så et sammenfoldet tæppe er mere end rigeligt til mig." Fortalte hun, og kløede sig let i de lyse krøller. Hun brød sig faktisk rigtig godt om Azriel. Hun var en af de sødeste personer hun endnu havde mødt her i området. Selvfølgelig havde hun heller ikke været i området særligt længe, men det var en mindre detalje.

Azriel kunne godt mærke at Raven ikke havde brudt sig om at hun havde grint af hendes spørgsmål, men Azriel syntes nu at det var et meget komisk spørgsmål. Selvfølgelig kunne Raven ikke vide at Azriel var en vampyr som ikke drak engle blod. Og slet ikke på væsner på Ravens alder. Det var bare ondt og modbydeligt at gøre.
Azriel nikkede ad det som Raven sagde "Jeg forstår Raven" sagde hun og smilte "Jeg vil også helst have at du er føler dig tryg mens du er her" sagde hun og lod et blik gå ned på de ting som hun havde fundet frem "Javel ja" sagde hun lavmælt og lagde lagnet og puden igen, men beholdte dog dynen fremme "Her. Tag dynen i stedet for" sagde hun og gik over til Raven igen "Det kan blive forfærdeligt koldt hernede. Og der er intet til at holde rummet varmt" sagde hun og ville ikke have at Raven ville blive syg, da hun bare ville få dårlig samvittighed da Raven jo befandt sig i Azriels hjem.

"Men jeg har pels, og det varmer." Smilede hun nikkende. Dog tog hun imod dynen alligevel, og forsøgte at folde den sammen så godt hun kunne. Hvilket ikke var ret godt, eftersom hun ikke var særligt stor, og dyner generelt er besværlige at folde sammen. Da hun var nået til et resultat, hvor hun ikke kunne gøre det bedre og egentlig synes at det også kunne være ligemeget, vendte hun sig mod Azriel, og så lidt på denne. "Mange tak, Azriel." sagde hun så, og nikkede let. Hun vidste ikke helt om hun takkede for dynen, eller for at Azriel havde taget hende med sig væk fra regnen. Det var også ligemeget, hun vidste bare at Azriel frtjente et tak. Så det fik hun altså.
Derefter gik hun tilbage til katteskikkelsen, og efterlod det tæppe hun havde haft om sig på gulvet. Da først hun havde fundet vej ud af det hoppede hun op på sofaen med en killings klodsede elegance. Så gik hun op på den koldset foldet dyne og lagde som en lille kugle af rødlig pels.