Tanker, fortid og nye ansigter//Markus "Wolffang"//

"for sent?" spurgte han højt og gik lidt efter hende, "det kan da aldrig være forsent til at få en god dag?". Han smilede muntert til hende, hun var nu en mærkelig pige ... hvad mon plager hende sådan? tænkte han undrende.

"Troede du... men for mig er det forsent" Sagde hun mumlende og trist. Hvorfor havde hun også sagt det, nu kom han sikkert og spurgte hvorfor og alt muligt. Asteri havde ikke lyst til, at fortælle en vildt fremmet om hendes 'familieproblemer'. De var personlige og han ville nok ikke kunne hjælpe hende med, at finde en far, hun aldrig havde set, eller talt med. Det eneste hun vidste var, at hendes mor havde haft, det forhold til denne sortelver og det endte så med, at hun fik Asteri.
Jo mere Asteri tænkte på alle de minder fra den tid jo mere oprørt og trist på hende. hendes øjne begyndte, at løbe i vand, men hun ville ikke græde, ikke her foran ham, ikke nu. Hun tørrede hidsigt tårene væk.

han så på hende, og opdagede at hendes øjne løb i vand "sagde jeg noget forkert?" spurgte han en smule bekymret og fortsatte over mod hende, "har du brug for hjælp?".

"Nej, nej du sagde ikke noget" sagde hun lidt afvisende, han skulle ikke blandes ind i det her, det var hendes egne personlige ting. Hun forstod ikke hvordan han kunne være så venlig overfor hende, når hun lige fra starten, have været grov og ikke særlig behagelig overfor ham. Hun forstod ham virkeligt ikke. "Hvorfor er du så venlig?" spurgte hun lidt undrende. Asteri var meget dårlig til at holde spørgsmål igen, når hun først kom til, at undre sig.

han så overraskede på hende "hm ... du er underholdende" sagde han ærligt og smilede til hende " desuden er der ingen grund til at du skal være ked af det, især ikke hvis det er min skyld". han stillede sig et par meter fra hende.

"Det er ikke dinskyld, okay." Sagde hun nu lidt små surt, da han ikke hacvde forstået det første gang. Hun forstod ham ikke, fandt han, hende virkelig morsom, der var jo intet sjovt ved hende. "Hvad er det, der er morsomt ve mig?" spurgte hun lidt henkastet, som om det kunne være lige meget. Men ifølge Asteri var få ting ligemeget, hun ville have svar på alt, hun vidste ikke hvorfor, men sådan havde hun altid haft det.

"forstået, det der er så morsomt ... du er bare underholdende at snakke med, du har et meget ... spændende humør" sagde han med et glimt i øjet og smilede til hende, "nu har jeg svaret på dine spørgsmål, så kan du også godt svare mig?" han så spørgende på hende.

Hun blev lidt irriteret over det svar, han gav hende. Bare sådan, at syntes hun var underholdene, på grund af hende skiftende humør, men alligevel, kunne hun ikke helt lade være med, at smile. Måske var det, det glimt han havde haft i øjet. "Hvilke spørgsmål?" Sagde hun undrende, for hun havde glemt, alt om hvad han havde spurgt om. Hun tørrede stille, de sidste tårer væk, hun sendte et lille smil bagefter.

"hvad har ødelagt din dag, og hvorfor er en røg-hadende elver midt inde i en by?" sagde han med et smil til det sidste spørgsmål. mens han ventede på hendes svar lod han små flammer springe ud ad ingenting, og forsvinde igen, fra hans håndflader.

Asteri stod lidt og overvejede hvad hun skule svare, skulle hun sige sandheden til ham, lyve, eller bare gøre noget helt tredje. Asteri valgte ikke rigtigt helt nogle af dem. " Det er bare noget af min fortid og jeg er vel her, fordi jeg fik lyst til, at være et andet og nyt sted" Sagde hun lidt henkastet, som om at det ikke lige, var det helt store. Hun håbede lidt på, at han ikke ville spørge mere ind til det, for hun kunne let, komme til, at fortælle, mere end hun ville.

"aha ... din fortid ... er det ikke altid den slags?" spurgte han en smule melankolsk "bare fordi du havde lyst? hvorfor netop sheria?" spurgte han derefter, stadig lidt forvirret over, hvad hun dog lavde her.

hun så lidt på ham, det undrede hende, at han ikke bare kunne nøjes med det svar hun havde givet. "Jeg fandt stedet rart, gætter jeg på" Svarede hun ham endelig efter der havde været stille i et stykke tid. Hun håbede lidt han nu kunne stille sig tilfreds med svaret, for hvis hun skulle være ærlig vidste hun ikke helt hvorfor, hun lige var her. Asteri studerede ham lidt nærmere mens hun stod der, hun lagde mærke til de små flammer han lavede fra sin håndflade. Hun blev lidt forundret over det og kunne ikke lade være med, at kigge fascineret på det.

"ok" sagde han med et smil. han bemærkede hende fascination og begyndte at lade dem springe rundt om hans fingre som brændende ringe.

Hun lagde nu mærke til hvordan han begyndte at lege mere selvsikkert med ilden, det var nok fordi han havde set hendes fascination få sekunder før. "Nå så du er ikke kun en hvalp, du er også en gøgler" Sagde hun lidt drillende, med et kækt smil på læben. Asteri lagde hovedet på skrå og leede så hendes hår rystede let, det lagde sig som en masse små silketråde over hendes ansigt så det blev en smule dækket.

han lo "det kan man vel godt sige" han smilede, glad for at have fået hende i godt humør igen, hun var faktisk ret pæn, når hun grinede. "og hvad med dig, har du en lille gøgler inden i?"

Hun kunne ikke lade være med at le endnu mere, da hun hørte hans svar, der var nu noget lidt pudsigt over ham. "Måske er der...måske..." Svarede hun lidt mystisk og drillende. Der begyndte nu at falde små regndråber fra himlen, hvilket kom Asteri til gavn, for det fik hende til at lave en lille hund ud af det, hun fik til at løbe rundt og lege. Hun gjorde mest dette med hunden, for at drille ham.

han så på hunden og lo højt "så du er altså gøgler!" sagde han en smule triumferende og rakte hånden ud mod den.

Hun fandt hans svar meget morsomt, han virkede nu okay, i starten havde han virkelig gåethende på nerverne, men nu virkede han ja ligfrem rar. "Ja ja, men der er vel en gøgler i alle" Sagde hun leende og begyndte at betvinge noget vand til en kugle, lidt efter var den kugle af vand endt på drengen overfor, for hun havde ved et 'uheld' kastet det hen på ham. Hun stod med et rigtigt drillende smil på læberne og med store uskyldige hunde øjne.

han rystede sig for at få noget af vandet væk, og forhåbentlig oversprøjte hende "ej! nu kommer jeg til at lugte af våd hund!" sagde han med på taget ærgelse og lo.

Hun stod der med et stort smil i hele ansigtet, som hun havde prøvet at holde tilbage. Asteri var ikke længere i dårligt humør, denne dreng havde fået det væk, hvilket hun egentlig var meget taknemlig for. "Ja, men jeg mente du trængte til et bad" Sagde hun ret flabet og begyndte igen at klukke let, som en kilde eller en å.

han lo også, det var godt hun var kommet i bedre humør, hun havde egentlig en pæn latter. "skal jeg så også kaste ild efter dig?" spurgte han spøgefuldt, mens han lod en flamme springe frem i sin hånd.

Asteri begyndte at le lidt da han talte om at kaste ild efter hende. "Jamen jeg fryser jo ikke, så hvad skulle det hjælpe?" svarede hun ham bare drillende og rakt hurtigt tunge af ham. Asteri kunne virke meget livs klog nogle gange, men andre gange var hun bare barnlige, flabede og ret kække Asteri.

han lo og lod ilden gå ud, "det er selvfølgelig rigtigt nok; men nu trængte jeg heller ikke ligefrem til et bad" sagde han med et skævt smil. han tænkte endnu engang på, hvor heldigt det var, at han var gået denne vej.

Til at starte med havde Asteri været utrolig kritisk over for denne dreng, men nu hyggede hun sig med at drille ham lidt, han virkede faktisk utrolig rar og hun følte sig efterhånden mere tryk ved ham, jo mere hun snakkede med ham. "Er du nu helt sikker på det?" spurgte hun ham lidt kækt og sendte ham endnu et drillende smil, der denne gang nåede op til øjnene.
Mens hun stod der i lidt tid, kom hun til at tænke på, at det eneste hun vidste om denne dreng, var at han var en varulv. "Hm, forresten hvad hedder du egentlig?" spurgte hun sådan lidt henkastet, for at får det til at lyde ligemeget, men det var det ikke for Asteri.

"det ved jeg ikke, normalt plejer lugten af røg, at kamuflere min kropslugt" lo han. "mit navn er Marku 'wolffang', og dit?"