Skaden er sket //Walter//

Tid:17.45
Dato:8/9
Dag:Fredag
sted:Omkring søbredden, lidt væk fra søen
Vejr: Tåget og gråt.
omgivelser: Tåge og en masse dystre skygger

Det var en tåget, måske lidt uhyggelig dag. Tågen gjorde, at skyggerne så endnu længere og mere dystre ud. Der lød en sagte stemme i tågen. En stemme der sang, det var en stille sang, sangen mindede lidt om en vuggevise og passede ikke helt til den stemning, der var omkring søgen.
Asteri gik rundt der i tågen, uden nogen anelse om hvor hun befandt sig, da hun følte sig meget utryk begyndte hun at nynne en vuggevise, det var den vuggevise hendes mor altid, havde brugt når hun ville lulle Asteri i søvn. Tåge havde i længere tid gjort Asteri utryk, ja faktisk altid, hun vidste ikke helt hvorfor, for barndommens minder huskede hun kun svagt nu, de stærkeste minder var dem med hendes mor og så den dag hendes far havde smidt hende væk, eller far kunne man jo ikke kalde ham, for det var han ikke.
Tågen var fugtig, hvilket gjorde, at hendes hvide kjole, begyndte at klistre sig ulækkert ind til hendes krop, det var som om, en masse fangearme bevægede sig stille op ad hendes krop, hun gøs ved tanken om det og begyndte at få en ubehagelig gåsehud.
*Måske skulle je bare sætte mig ned her* Tænkte hun lidt små dystert, da hun blev mere og mere sikker på, at det ikke ville være klogt at gå videre, så hun valgte altså, at sætte sig ned. Der sad hun så, omgivet af en klam kold tåge og nynnede sagte en vuggevise, for at føle sig en smule tryk.

Silent River det var ikke et sted den her dæmon normalt kom men i dag var han her for han havde ikke andet han kun bruge tiden til, han gik bare der ned ved søen kante mens hans tanker var langt væk da han ikke havde givet dem den store tanke men det betød ikke så meget for ham.

Han gik bare der og passede ham selv mens han havde det samme tøj på som altid, hans tøj bestod af en grå overjakke mens han havde sorte bukser på mens hans T-shirt var sorte som hans bukser og han havde en sort rød stribet trøje på som kun blive dækket af hans overjakke selv om han slet ikke havde bruge for alt det tøj da han ikke var den der kun mærke den form for ting.

Hans navn var Walter og han var en meget gamle dæmon som havde været til i ca 21.000 år og han havde ikke givet hans alder den store tanke selv om han var så gammel som han var, hvad han levet her det var han ikke en gang selv sikker på men han havde vel bare bruge for lidt fred efter en meget lang tur til usa hvor han havde været fange i fem måneder eller mere. Men nu var han her os han havde lavet helt om på sig selv ved og begynde med hans navn som før i tiden var Lucian og nu var det så blive Walter, og det andet han havde lave om var at han havde skift måde og se ud på om så nu var han en helt anden end før i tiden..

Mens hun sad der og nynnede den sagte vuggevise, lød der nogle sagte skridtikke så langt derfra, Asteri var skræmt, men også nysgerrig, hun måtte fibne ud af, hvem der vovede sig herud, i denne tåge. Hun rejste sig stille og forsigtigt op, der var ike meget at se, da tågen var så tyk. Der, der få meter væk, bevægede en tåget og mørk skygge sig. Hun begyndte at gå hen imod den, det var sikkert ikke en god idé, men hun brød sig ikke om. at være alene det her sted, i denne tykke dystre tåge. Da hun begyndte at bevæge sig hen mod hm, mærkede hun noget mudret og slimet mod sine bare fødder, hun begyndte at have meget mere besvær med, at komme fremad, det var lidt som om mudderet ville have hun blev. Jo længere tid man stod stille på et sted, jo længere sank man ned i mudderet.
Hun så skiggelsen var på vej væk, hun ville ikke være her alene i tågen, fanget af noget mudder. Hun mærkede gråden stge op i halsen og lidt efter slap et enkelt hulk ud. *Tag dig sammen Asteri, ikke græde det er bare lidt tåge og mudder* Prøvede hun at oevrbevise sig selv om, men uden held. Da hun stadig ikke havde nogen ro, begyndte hun sagte at synge vuggevisen, hun begyndte stille, at huske mere, mere om en dag, den dag da hun var lille og var løbet ud i skoven. De thavde været en slem dag, hun havde været oppe, at skændes med den eneste hun kunne snakke med dengang, hendes mor. Hun løb vred og ked af det ud i skoven,der have været tåget. Da Ateri havde stået der ude i den tågede skov, kunne hun hverken se, eller høre noget. Men da hun havde stået der i længere tid, var der kommet noget, noget der begyndte at røre ved hendes hår og kind, hun så aldrig hvad det var, for hun var så bage hun sattesig ned på skovbunden og begyndte at vugge frem og tilbage den gang.
Da hunbegyndte at tænke på det, gik hun straks i cho og sank nedi mudderet, så hun sad på knæ. Hendes så hvide finde kjole, blev tung og mudret forneden. "Du må ikke, gå væk, gå væk."Begyndte hun,at hulke ud i luften, da hun sad i muddret,der var ingen i nærheden af hende.