En Overvældende oplevelse- I må meget gerne svare

" Rafael Han er min biologiske bror " sagde Hun hæst og kiggede på sin bror med et rødt flammende blik. Hun hostede igen og lagde sig tungt ind mod træet. Hun lukkede øjnene for at Rafael ikke skulle se den rasende smerte i dem. Hun havde aldrig prøvet at have det sådan her før. * Hva Fanden Sker Der * Tænkte Hun og snerrede. Hun holdt øje med sin bror og var tæt på at springe på ham vis det ikke var fordi smerten overdøvede den lyst.

Rafael var ligeglad, om det var hendes biologiske bror, om han var julemanden, eller hvad han var, det eneste som interesseret Rafeel, var at han ikke var en ven, af hende, så han gik mellem hende ved træet, og ham, som hun hvade sagt var hendes bror, men Rafael valgte dog at han ikke ville springe på manden, da han tros alt var hendes bror, istedet ville han lige vendte og se hvad han gjorer, Rafael kiggede på ham med et roligt, men sammentid et seriøst blik, og sagde.
"familie er vigtigtere end livet, men i dette tilfælde burde du nok genoverveje"
Rafael havde ikke noget til overs for manden, han var ret ligeglad, om manden mente han var her i god tror, eller om han på hellig mission efter den hellige gral, det eneste Rafael kunne se, var en som tydeligvis ikke var ven, af hans ven. han tog en indånding for at se om han kunne lugte hans sjæl, efter nogen overvejelser, var han sikker på det var den fæle lugt af elver, det gjore at Rafael bliv lidt mere sulten, men han bid sig selv i tungen, det var jo bror af hans ven, tænkte han, han tog hånden ned i hans lomme, og tog hans kniv op, meget langsomt, og sagde så
"denne her til hørte min bror, den har aldrig taget et liv, som ikke tiggede om at dø, af smerte, så nu spørg jeg igen, er vi fjender eller er vi ikke?"

Catherine kiggede nysgerrigt på Rafael og så sin bror gå. Hun grinede en sjov hæs latter og hostede igen. " Det var sjovt at se på " Sagde Hun og smilede stort. " Jeg tror at han er bange for dig som alle andre " Sagde Hun og rejste sig op. Hun gik hen til ham og lagde sine hænder på hans bryst. Hun kyssede ham blidt og satte hendes hånd på hans ryg. Hun kyssede ham vildere og pressede sig selv mod ham. * Vi hører sammen * Tænkte Hun og tog hans kniv fra ham. Hun skar sig i håndledet og blodet strømmede ud. " Please " Sagde Hun og gjorde så han kunne tage hendes håndled vis han ville.

Rafael vidste ikke hvad han følte, da han kyssede hende, var det tillid, var det respekt, var det tryghed, da hun skar sig selv i håndledet, tog han fat i hendes hånd, og tog den op til munden, og begyndte at drikke noget af hende blod, og nogen stykker af hende sjæl, men han stoppede, og holdte fat på hendes håndled, så blodet ikke ville komme ud, han lænede sig ind mod hende og begyndte at kysse hende, i starten meget stille og roligt, men gjore det lidt hurtigere over tid, men stoppede inden det bliv for vildt, han kiggede hende i øjenen, og smilte kærligt, og sagde.
"undskyld"

Hun kyssede ham tilbage og stønnede da han sugede hendes blod ud. Hun kiggede underende da han trak sig tilbage." Dont Talk " Hviskede Hun og smilede. Hun kyssede ham igen og smed kniven på jorden. Hun kom til at vælte dem og han lå øverst. Hun kyssede ham vildt og pressede ham imod sig med sin ene hånd. med den anden hånd pressede hun hans ansigt mod hendes. Hun trak sig tilbage og smilede kærligt.

Rafael var glad, han følte noget for hende, både hans menneskelige og hans demoniske, han kyssede tilbage i samme tempo, som hun kyssede ham, han brugte den hånd til at holde blidt om hende nakke, for at hun kunne føle sig tryk, da hun trak sit hoved tilbage, og smilte til ham, smilte han kærligt tilbage.. men en han fik en smerte i brystet, og rejste sig op, han kiggede på korset, og satte sig ned ved siden af hende, og sagde med en bedrøvet stemme, men stadig rolig.
"Jeg bliver snart nød til at gå, jeg har en person at slå ihjel, misforstå mig ikke, jeg ville gerne blive, men jeg kan ikke "
han rejste sig op, og gik hen imod et træ, han slog hånden igennem det, og træk den ud. han gik tilbage til hende, og lagde hans hoved på hendes mave, og lukkede hans øjne, han var træt men han ville ikke sove, han ville bare nyde det sidste af hendes selskab.

" Vi Ses Vel Igen " Sagde Hun håbefuldt. Hun fik et chok da han drabte et træ. Hun nød at han lå på hendes mave og slappede fuldstændigt af. Hun fik et chok da hun tænkte en tanke hun aldrig nogensinde havde tænkt. Hun rejste sig og løb ind i skoven. Hun søgte med sit sind efter en puma og hun fandt den. Hun satte sig ned ved den og lukkede sine øjne. Hun kommunikerede med dyret og den gav hende dens evne som puma efter noget tid. Hun takkede den og mærkede sin krop forandre sig. Hendes hænder og fødder blev til poter og hendes ryg knækkede sammen så hun stod på alle fire. Hun knurrede og hendes hale bevægede sig uroligt. Hun havde aldrig været i denne krop før og var lidt usikker. hun løb tilbage til Rafael og gik langsomt hen til ham. Hun forsøgte at spinde men det blev en underlig lyd og hun stoppede.

Rafael lod hende løbe, han var ikke ligeglad, men som Gabriel altid sagde, man skulle forlade det man holdte af, da man bare ville blive ked af at miste det, han sukkede, og tænkte på hvordan han ville hævne ham, men bliv afbrudt da en puma kom frem, Rafael grinde lidt af den og tog hurtigt hans kniv, og begyndte at gå hen imod den, han havde kunne dræbe den, så hans søster ville få noget mad, med på deres tur til frankrig, da han var 5 meter far den, sukkede han og begyndte at gå lænegere mod den

Catherine knurrede sin velkendte knurren og sprang tilside. * Rafael * Sagde Hun i Hans tanker og smilede i sit sind. Hun var 3 gange større end en normal puma og derfor burde han se at hun ikke var normal. Hun snerrede svagt legesygt og hendes hale viftede fra side til side. * Du Kan Ikke Fange Mig * Tænkte Hun til Ham og blottede sine tænder

der gik ikke længe da Rafael, hørte hans navn i hoved, til at han forstod det var hende, han ville gerne lege med hende, men havde jo noget han skulle nå, men han tænkte at det sikkert var okay, med en lille leg, han folde hans vinger ud, og flyv en meter over jorden, og lagde hans kniv ned i læder jakken igen, han baskede med hans vinger, og ventede på at hun bevægede sig, han kunne ikke lade vær med at overveje at tage hende med til frankrig, men han droppede tanken igen, det var hans problem, at nogen havde dræbt Gabriel, og hun var sikkert ikke interesseret i at hjælpe ham, hun havde jo sikkert sine egne problerm. han kiggede afvendtene på hende om smilede venligt.
"du er ikke så lidt lege syg"