Aften <> Keikontari

Tid: 20:23
Sted: Den fredfyldte skov
Vejr: Aftensol(solnedgang) og køligt
Omgivelser: Træer og buske? Natur
Påklædning: Lang lysebrun jakke strammet ind i taljen med et lysebrun bæltebånd og lysegrå jeans og limegrønne allstars sko

Ellen kom lige så stille gående ved siden af sin store brune labrador Jack. Jack var hendes førerhund, men den havde ikke noget udstyr på som afslørede det, han var ikke engang i snor. Ellen bar heller ikke de mørke briller eller gik med stok, så det var ikke sådan lige til at se at hun var blind. Hendes chokoladebrune øjne var bare rettet tomt ligefrem og så intet.
Jack logrede med halen og snussede energisk til alt de gik forbi. De fulgte en smal skovsti som nok mest blev brugt af skovens dyr. Det var egentlig sent for Ellen at være ude og gå, når det blev aften kom mange væsner ud af deres skjul og da hun ikke kunne gøre så meget for at forsvare sig selv og hendes hund, valgte hun tit de lysetimer af døgnet at være ude, og hun elskede at være ude. Alt slags vejr, selvom når der var is og sne kunne det være svært dfor hende at stå på benene. Hun kunne tale med dyr, men at bruge det til at forsvare sig med nægtede hun, men endnu havde hun ikke mødt nogen som havde gjort hende ondt, når folk opdagede var harmløs hun egentlig var, lod de hende for det meste være. Hun havde heller ingen fjender, men det var nok det med at være harmløs, som havde gjort det.

Kenta sad på en bænk med en varm kop te og sad og snakkede lidt med sig selv ” måske skulle jeg bare tage hjem og lave noget mad eller også skulle jeg gå ud og købe ind eller også skulle jeg bare blive her og tegne den smukke sol nedgang” også dan for satte han. Han kiggede op også en meget smuk pige komme gående med en labrador og kom sådan til at smile. * hvor ser hun dog sød og uskyldig ud* han smilte endnu mere til hende mon hun kunne se det…

Ellen gik lige så stille og havde ikke på nogen måde travlt. Hun hørte lyde af en ung mand som snakkede med dig selv, hun drejede sit ansigt lidt rundt for at finde ud af hvor det kom fra. Jack havde dog nemmere ved at finde personen og bjæffede logrende til Ellen. Ellen nussede ham bag øret og klappede ham så. "Du må gerne gå"sagde hun lavt til den hvorefter Jack i fuldfart løb afsted mod personen som havde snakket med sig selv. Ellen selv blev stående, hun turde ikke rigtig at gå selv, da hun nemt kunne falde over ting på jorden som hun ikke kunne se.

”jeg bliver bare og tegner lidt i lidt længere tid der er jo så meget at tegne ude i naturen” et smil kom frem på hans læber. Han satte sig ned for at ae hunden som kom løbende hen i mod ham ” var en du en god lille hund ” ham smilte meget i mens han aede videre på hunden. Han kiggede op mod pigen ” og hvad hedder du så du smukke skov prinsesse” han smilte igen men denne gang et varm og venligt smil..

Ellen smilede muntert da den fremmede kaldte Jack for lille hund. Hendes søster snakkede altid om at der måtte være noget andet i ham, da han var boget størere end gennemsnittet for en labrador. Jack gik i selvsving da der var en som gerne ville give ham opmærksomhed og gjorde alt for at komme til at slikke ham i ansigtet.
Ellen lyttede til Jack glade bjæffen og smilede derefter muntert, da hun blev kaldt skov prinsesse. Hun havde aldrig taget komplimenter eller andet scorer midler videre alvorligt, hun vidste at de fleste tog det igen, når de opdagede at hun var blind, en klods om benet.
Ellen kunne ikke se hans smil som han sendte hende, men hun kunne høre venligheden i hans stemme. Hun blev stadig stående hvor hun stod og ventede på at Jack skulle komme tilbage.
"Godaften"hilste hun med et smil og håbede at hendes chokoladebrune øjne var rettet nogenlunde mod drengen.

”godaften hvor gammel er han” han spurgte den meget kønne pige om det selv om hun kiggede cirka 20 centimeter ved siden af hvor han sad. Han kunne ikke have ladt være med at trække ekstra meget på smile båndet over det. Han aede lidt mere med den lille hund, som næsten var på højde med ham..…

"Han er fire år, jeg har haft ham i to"svarede Ellen smilende og huskede den dag hendes forældre var kommet hjem med ham. Det var den dag hun havde sagt at hun ville flytte hjemmefra, selvom der næsten gik to år før hun rent faktisk flyttede. Hun havde ikke ville ligge sin familie til besvær og havde efter at have boet ved dem i mange år, besluttet at hun sagtens kunne klare sig selv. Hun havde altid været stædig og fik hun først sat noget i tankerne, gav hun ikke op lige med det samme.
Ellen lyttede til hans stemme, hun kunne lide den, for hende var stemmer ansigter. Hun huskede stemmer godt. Normalt huskede folk andre på udseendet eller måske navn, hun huskede deres stemmer.
Trak sine fingre gennem sit lange hår for at få det væk fra ansigtet. Det kildede hende på næsen og det var overraskende irriterende.

Han rejste sig op ” så er han da ved at være en gammel dreng ” han smilte. Han kløede hunden bang røret, imens han slog lidt med sine vinger for at få pigens får til at side rigtigt. Han gik hen til hende og fjernede det sidste hår som sad ned foran øjne på hende og undrede sig lidt over hun ikke var blevet irriteret over den tot hår men den lige ved siden af…

"Ja men jo ældre han bliver jo dejligere bliver han også"sagde Ellen smilende, hun elskede Jack og ville altid elske ham. Han havde sin helt egen personlighed som hun var vild med, og det var også rart at snakke med ham når man sad alene i det lille hus som hun egede.
Hun lyttede til drengen fortrin da han nærmede sig hende, hun vidste ikke helt hvad han ville, måske bare være høflig og komme lidt tættere på. Hun blev dog kort overrasket da han hjalp med et fjerne noget af hendes hår. Hun tog sig jo ikke af håret når det dækkede hendes øjne, kun når det kildede eller på andre måder var irriterende.
"Tak"sagde hun og rødmede svagt, mest fordi hun var blevet overrasket og det sikkert havde været tydeligt. Hun håbede at hendes øjne var rettet mod ham, det var jo uhøfligt ikke at se den man snakkede med i øjnene, men hun havde bare svært med det.

”nu kigger du mig i øjne” sagde han med et drillende smil. Han kom til at huske på hvad ånder sagde om de blinde og om at de blinde ikke ku se noget eller noget, som om der altid var nogen som holdte hænderne foran deres øjne. Han begyndte at tænke * han må være blind siden ud ikke havde opdaget det eller også kan hun bare godt li når håret er ned foran det ene øje* han trak på smile båndet og aede hunden lidt mere..

"Undskyld"sagde Ellen, hun vidste jo at det var uhøflig ikke at se vedkommende i øjnene, og udfra hans kommentar, vidste hun at det ikke var lykkes hende at se ham i øjne før nu. Men det var nemmere når folk var tæt på og foran en.
"Jeg er blind, så jeg kan ikke gøre så meget ved det"sagde hun undskyldene og vente ansigtet ned af. Hun kunne ikke lide at snakke om at hun var blind, det betød bare at hun var svag og endnu mere anderledes end andre. Det var jo ikke dårligt at være anderledes, men hun ville dog gerne være som andre når det kom til det med synet.
Jack brummede da han blev kløet bag øret og lænede sig op at drengens ben.

Han kiggede på hende og smilte et stort smil” det gør ikke noget du er smuk af lige vel skønhed er både indvendig og udvendig så du skal ikke være ked af det” han smilte bare endnu mere, han var lidt usikker på hvad han skulle gøre, så han kløede bare hunden mere i mens han smilte så de døde nærmest sang. Hans vinger begyndte at blaffere hvorfor skulle de altid det når han snakkede med nogle eller noget for den sags skyld. Sidste gang gik det nemlig ud over væggen ind til hans lille køkken, i den lejlighed han boede i…

Ellen vendte sit ansigt mod ham og smilede skævt, hun tog sig sjældent af at få komplimenter, men det var dog rart nogle gange, med et lille skulderklap. Hun lyttede til Jacks hale som fik luften til at virvle rundt, men lagde også mærke til lyden af vinger som blafrede en gang i mellem. Hun hørte jo godt som elver, men hun vidste dog at hun ikke tilhørte den stærkeste race. Det gjorde hende skam ikke nået, hun havde det fint med at være en elver.
"Jeg hedder foresten Ellen"præsenterede hun sig så med et venligt smil, da hun ikke ville have at deres samtale helt skulle dø, fordi hun ikke lige vidste hvad hun ellers kunne finde på for at holde noget i gang med. Men også fordi hun var kommet i tanke om at han faktisk havde spurgt efter hende navn, hun havde bare glemt at svare ham.

Han kiggede forvirret på hende ” to sekunder du har givet mig to navne nu Ellen er dit navn…. Så må Jack være hundens” han blev ved med at klør Jack bag øret. * klog hund, men det undre mig at hun fortæller sit navn så langt inde i vores lille snak* han kiggede på hende chokolade brune øjne det var du det en pige havde mest brug for. Han smilte stille for sig selv…

Ellen klukkede sin perlelatter og smilede muntert til ham. "Jeg er Ellen og Jack er min førerhund"sagde hun venligt og holdte om sin højre albue med venstre hånd. Hun klemte lidt om albuen. Hun kom til at tænke på sine hænder, hun huskede dem som var de meget spinkle og tynde. Men hun var faktisk ret så tynd, men det var meget normalt for elvere. Lige efter hun var blevet blind havde hun ikke villet spise længe, og havde tabt sig tydeligt. Hun havde bare været et skin og ben, men da hun havde vænnet sig nogenlunde til at at være blind, spiste hun normalt igen, selvom det tog få år for at hun ikke følte sig helt uduelig og svag.

Han smilte bare endnu mere. Han kiggede på hende med øjne rettede mod solen lige forbi hende. Han sagde ” det er godt nok en smuk baggrund du har dig” han tog igen og rettede lidt på hendes hår. Han begyndte og smile igen. ”ville det gøre noget hvis jeg tegnede dig med din hund og solen som baggrund for jeg tror det ville se smukt ud” hans smilt nåde for første gang op i hans øjne og han var klar over han var i godt humor. Han folede hans hænder og bedte en lille bøn til hans Familie, som stadig var i himlen…

//out//